REJSEBREV OG REPORTAGE FRA IRAN – Flyet fra Wien til Shiraz og Isfahan i Iran er næsten tomt her i begyndelsen af januar. Vi er 12 passagerer på vej til Iran. Kabinepersonalet forkæler os og fortæller, at flyene er helt fyldt den modsatte vej fra Iran til Europa. De fortæller også, at denne rute sædvanligvis er helt fuld af turister. Men de må have afbestilt på grund af demonstrationerne i mange byer i Iran kort før vort vestlige nytår. Mette Holm har ikke været i Iran før, men har fulgt udviklingen nøje siden den islamiske revolution i 1979. Hun beretter her om sin rejse og deltagelse i en sikkerhedskonference i Teheran.
Familie og venner er for en sjælden gangs skyld bekymrede over, hvad der møder os i Iran. Det er vi ikke selv. Jeg er sikker på, at vore iranske værter vil passe godt på os…
Da vi landede i Isfahan, før Fanden fik sko på, den første lørdag i januar, var der ingen spor af demonstrationerne få dage forinden. ’De stoppede med de regeringsvenlige demonstrationer,’ fik vi at vide. Der var liv i gaderne, ingen ballade udover verdens farligste trafik, og ikke nær så megen synlig sikkerhed, som jeg havde forventet.
Som led i forsigtige reformer offentliggjorde præsident Hassan Rouhanis regering i december med hidtil uset åbenhed for første gang en finanslov. Da iranerne så, hvordan staten forvalter deres ressourcer, blev de vrede og gik i gaderne.
De klagede over voldsomme prisstigninger på dagligvarer og brændstof samt over, at Iran bruger så mange kostbare kræfter i udlandet; og selvom det ikke blev udtrykt i klare vendinger, protesterede de også over, at Iran endnu ikke har fået den lovede gavn af JCPOA, den såkaldte atomaftale.
Man fornemmer stolthed over, at religionerne lever sammen her – og ikke mindst at én af verdens ældste religioner, zarathustrianismen, der opstod to årtusinder f.v.t., stadig praktiseres
Demonstrationerne var de mest omfattende siden 2009, 21 mennesker blev dræbt, omkring 4000 fængslet. Ifølge Teheran Times nedsatte parlamentet, Majlis, umiddelbart i kølvandet på demonstrationerne, et udvalg, der skulle undersøge anholdelserne af studerende og sørge for, at de blev løsladt hurtigst muligt.
Præsident Hassan Rouhani, der tilhører Irans moderate fløj, udtrykte forståelse for demonstranterne og deres klager over prisstigningerne og over, at Iran bruger mange penge på støtte til regionale modstandsbevægelser og militser såvel som Syriens præsident Assad.
Den gamle silkevej
Isfahans gamle centrum for handel, fremstilling og tro er livligt, fornemt og imponerende. Her er smukke og enkle templer og haver, skabt til dyb eftertanke, her er karavanseraier, istandsat, så man ser for sig, hvordan Silkevejens karavaner gjorde holdt her med deres varer, byttede, handlede, drak te og spiste saftige dadler eller andet godt fra det prægtige persiske køkken.
Her er offentlige såvel som historiske private moskéer, nogle aktive, andre ikke. Fra minareterne kalder højttalere til bøn. Langt fra alle går i moskéen, men fortsætter uanfægtet deres virke.
I det aktive zarathustrianske ildtempel brænder den evige ild, nu om dage med en bekvem gasflamme, så man ikke længere i en evighed skal nære et bål.
De unge kvinder gik med tørklædet koket vippende yderst på hestehalen, i tætsiddende gamachebukser med frakkens bælte godt strammet i taljen og farvestrålende tøj. Så længe bagdelen var dækket, var alt i orden
De armenske kirkers bløde kupler rager op over den velhavende bydels tage og mure, mens kirkeklokkerne ringer til samling. Her er også en synagoge. Man fornemmer stolthed over, at religionerne lever sammen her – og ikke mindst at én af verdens ældste religioner, zarathustrianismen, der opstod to årtusinder f.v.t., stadig praktiseres.
Hen under aften er der heftig travlhed i juvelbazaren – en lang overdækket gade med snesevis af velassorterede guldsmedebutikker.
Irans økonomi og banker er afskåret fra den øvrige verden. Som rejsende skal man have kontanter med, dollar, euro eller pund. Guld og ædelsten er gangbart overalt og let at have på eller med sig.
Kvinderne bærer smykkerne synlige på hænderne, om håndleddet, halsen og i ørerne. Jeg forestiller mig, at nogle af kvinderne i chador også bærer smykker. Mange er sminkede og går med neglelak, hvilket egentlig er forbudt, i hvert fald hvis man er offentligt ansat.
I uvante gevandter
Hjemmefra havde jeg søgt råd om påklædning og bl.a. læst, at man skulle tage sit tørklæde på, så snart flyet bevægede sig ind i iransk luftrum. Det ikke var tilfældet. Men jeg skulle have det på, når jeg trådte ud af flyet.
Jeg vænnede mig ikke til det, og jeg glædede mig over, at det i det mindste ikke var sommer, for så ville det være alt for varmt under tørklædet og gevandterne.
De godt 80 millioner iranere er veluddannede, velorienterede om den omgivende verden, mange af dem er berejste og har børn, der studerer i udlandet
Men kvinder går med tildækket hår i Iran; mange gør det nødtørftigt, næsten på skrømt, fordi de er tvunget til det ved lov, andre er hyllet i deres chador fra top til tå, og det kom bag på mig, at nogle af de sorte chadorer er tynde som gaze og således gennemsigtige.
Iranske kvinder har skullet gå tildækket siden den islamiske revolution i 1979. Men alt, hvad jeg havde hørt om mørke gevandter, posebukser og teltfrakke, viste sig overdrevet; de unge kvinder gik med tørklædet koket vippende yderst på hestehalen, i tætsiddende gamachebukser med frakkens bælte godt strammet i taljen og farvestrålende tøj.
Så længe bagdelen var dækket, var alt i orden. Og i december meddelte politiet, at man ikke længere vil bruge tid og kræfter på at tage kvinder, der ikke var tildækket efter forskrifterne, med på stationen, hvor de skulle hentes af deres far, bror eller mand, som skulle medbringe passende beklædning for at få den kvindelige slægtning med hjem.
Der sker en masse andet vigtigt Iran – som demonstrationerne i slutningen af december, der begyndte i provinsbyer, ikke som de store og vedvarende protester over valget af Mahmoud Ahmadinejad i 2009 i de store byer.
Iranerne hungrer efter normalisering og samkvem med den øvrige verden. De vil arbejde, rejse og leve en almindelig og tryg tilværelse
De godt 80 millioner iranere er veluddannede, velorienterede om den omgivende verden, mange af dem er berejste og har børn, der studerer i udlandet. Og de vant til en vis levestandard, en uskreven aftale mellem staten og borgerne, også efter at ayatollaherne tog magten i 1979.
Hadet mellem Iran og USA
Dén revolution husker jeg tydeligt, da shah Mohammad Reza Palavi og kejserinde Farah Diba drog i eksil, og ayatollah Ruhollah Khomeini spektakulært landede i Teherans lufthavn under stor hyldest efter flere års eksil i Frankrig.
Hvad jeg derimod ikke husker, måske fordi det var dét år, jeg blev født, måske fordi det er en oplysning, som ikke har fyldt meget i nyere historie, er, hvordan Storbritannien og USA på grund af olieinteresser hjalp shahen til at vælte Irans første og hidtil eneste demokratiske valgte regering under Mohammad Mosadeq.
Først i 2013 indrømmede den amerikanske efterretningstjeneste CIA sin aktive medvirken og finansiering af kuppet. Gennem shahens 26 år ved magten var han på overordentlig god fod med USA. Og det er da også i dét lys, at man skal se præstestyrets inderlige had til Amerika.
Meget kort fortalt bestræbte den folkevalgte Mosadeqs regering sig med massiv opbakning i befolkningen og parlamentet på at fravriste briterne Irans olie.
Uden internationale banker tør de færreste udenlandske virksomheder investere i Iran. Man kan ikke overføre penge til og fra Iran. Man kan ikke bruge udenlandske kreditkort i Iran
USA’s præsident Harry Truman ville ikke støtte briternes planer om at vælte Mosadeq for at beholde olierettighederne, men efterfølgeren, Dwight Eisenhower, var med på den. Dén del af historien fylder ikke meget i USA’s fortælling om forholdet til Iran.
Men USA’s aktive rolle i kuppet i 1953 fyldte alverden i iranernes bevidsthed, da shahen blev væltet, og da iranske studerende med præstestyrets stiltiende velsignelse stik imod diplomatisk visdom og skik besatte USA’s ambassade i Teheran.
Her blev staben på 52 mennesker taget som gidsler i 444 dage, fra 4. november 1979 til 20. januar 1981, samme dag og kun få minutter efter, at USA’s 40. præsident, Ronald Reagan, aflagde ed. Gidselstagningen er til gengæld definerende for USA’s had til Iran – og blokerer dermed for fremskridt.
Jeg husker billederne fra den besatte ambassade og den fastlåste situation såvel som det fejlslagne forsøg på at befri gidslerne. USA og Iran har ikke haft diplomatiske forbindelser siden.
I dag er der museum på USA’s gamle ambassade, og hegnet er behængt med smædeord om de amerikanske djævle – og en kæmpe plakat af USA’s 45. præsident, som heller ikke nyder den store respekt i Iran. På avenuen foran ambassaden er malet Stars and Stripes, så man kører over det amerikanske flag.
USA har med sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd blokeret for Irans deltagelse i det internationale samfund lige siden. Præsident Barack Obamas regering forsøgte som den første at normalisere forholdet til Iran og især at give landet mulighed for at agere internationalt. Det førte til den historiske aftale til begrænsning af spredning af atomvåben.
Atomaftalen står ved magt, også selvom Trump melder USA ud. Men Trumps krav om at ændre i den modarbejder både dem og moderate kræfter i Iran og styrker til gengæld de rabiate, der vil fastholde de gamle fjendebilleder
Aftalen fra 2015 mellem Iran, FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer (USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig), Tyskland og EU går ud på, at Iran over en årrække indskrænker og indstiller sit atomprogram til gengæld for bistand og samhandel med EU og USA samt ophævelse af FN’s sanktioner.
Trump står i vejen for moderate kræfter
Den aftalte overvågning bekræfter fuldt ud, at Iran overholder sin del af aftalen, men Donald Trumps modvilje mod den betyder, at gevinsten for Iran i form af samhandel med og investeringer fra udlandet lader vente på sig, bl.a. vil ingen store internationale banker slå sig ned i Iran, før USA giver grønt lys.
Og uden internationale banker tør de færreste udenlandske virksomheder investere i Iran. Man kan ikke overføre penge til og fra Iran. Man kan ikke bruge udenlandske kreditkort i Iran.
De få forretninger, der alligevel gør det, må til Dubai for at indløse betalingerne og betale overpris til bankerne dér for at få deres penge. Og iranere, der rejser til udlandet, skal havde kontanter med i udenlandsk valuta, da den iranske møntfod som følge af sanktionerne ikke kan veksles.
Iranerne hungrer efter normalisering og samkvem med den øvrige verden. De vil arbejde, rejse og leve en almindelig og tryg tilværelse. Aftalen står ved magt, også selvom Trump melder USA ud. Men Trumps krav om at ændre i den modarbejder både dem og moderate kræfter i Iran og styrker til gengæld de rabiate, der vil fastholde de gamle fjendebilleder.
Som observatør var det fascinerende at opleve den stenhårde magtbalance mellem moderate, militante og religiøse kræfter i Irans ledelse
Grunden til, at jeg var i Iran var den anden internationale Sikkerhedskonference i Teheran – om Vestasien, dét vi normalt kalder Mellemøsten, en betegnelse, som byder Iran imod, fordi det geografisk giver landet en udkants- og ikke en central position.
Den første konference i fjor skulle også have haft deltagelse fra udlandet, men de forskellige fløje i landets ledelse kunne ikke enes om, hvordan det skulle foregå, så det endte med, at der ikke engang var udenlandske gæster til åbningen.
I år gik det langt bedre. Ambassadørerne og militærattachéerne fra samtlige repræsentationer var velkomne – endda to nordkoreanere med meget høje kasketter samt sildesalat og knapper med Kim Il-sung og Kim Jong-il på brystet; de fleste var også til stede på den meget koncentrerede konference, der varede fra søndag aften til mandag aften med mange korte indlæg og debatter og deltagere fra Storbritannien, Sverige, Danmark, Østrig, Italien, Tadsjikistan, Afghanistan, Pakistan, Irak, Tyrkiet, Libanon, Palæstina og Yemen sågar – og en hel stribe højtstående iranere, selvfølgelig.
Konferencens fokus taget i betragtning, savnede man deltagere fra Syrien, Rusland, Amerika, Saudi Arabien m.fl. Men når man tænker på kvantespringet fra i fjor, kommer der nok endnu flere relevante deltagere til næste år.
Denne militante fløj er det nærliggende at kalde både paranoid og konspiratorisk, hvilket er lidet betryggende. Præsident Rouhanis upopulære forgænger, Mahmoud Ahmadinejad, tilhørte denne fløj, som får vind i sejlene, når Trump langer ud efter atom-aftalen
Det overordnede tema var sikkerhed i Vestasien, underpunkterne regional sikkerhed, Irans og internationale aktørers rolle i den forbindelse, økonomi, forsvar og sikkerhed og sidst – men ikke mindst – atomaftalens fremtid. Her fremgik det, at Iran under ingen omstændigheder vil acceptere ændringer af aftalen. Alt taler for, at Europa og FN vil fastholde og opfylde deres del aftalen sammen med Iran.
Magtens tredeling på iransk
Som observatør var det fascinerende at opleve den stenhårde magtbalance mellem moderate, militante og religiøse kræfter i Irans ledelse; også i konferencens mikrokosmos holdt fløjene hinanden i skak.
Præsident Rouhani skulle have åbnet konferencen, der nærmest mirakuløst begyndte på slaget 8.30 på dag to, men han var forhindret. Knap så mirakuløst fulgte umiddelbart en bøn med tak til den Almægtige, efterfulgt af nationalsangen.
Udenrigsminister Javad Zarif, manden bag Irans del af atom-aftalen, Den omfattende Handlingsplan, eller JCPOA, var – i iransk perspektiv – moderat, progressiv og realistisk i sin vurdering af situationen i regionen: Da’esh (også kaldet ISIL eller IS) er nedkæmpet militært – af Syrien, Iran og Irak skulder ved skulder, hvilket er en sejr, men med celler i Afghanistan og det nordlige Afrika er gruppen fortsat en trussel.
Iran støtter Syrien, militser som Hizbollah i Libanon og omegn og bevægelser som Hamas og houthierne i Yemen; og opfatter Saudi-Arabien og USA som hovedfjenderne.
Iranerne er umådeligt gæstfri – og stolte; selv dem, der kan være kritiske over for systemet, tåler dårligt kritik af Iran. De er umanerlig stolte af deres lands lange og storslåede historie
Zarif lagde stor vægt på dialog til at løse Mellemøstens – Vestasiens – modsætninger; samme model som atom-aftalen, hvor man i stedet for at ryge i hovederne på hinanden over alle uenighederne mødes for at løse bid for bid i isolerede forhandlinger. Hans opremsning af problemer var, forventeligt, lang: Syrien, Irak, Yemen, Palæstina … Naturkatastrofer, der vil sende endnu flere mennesker på flugt, og nye blokdannelser.
USA ’bidrager kun til yderligere optrapning og destabilisering,’ sagde Zarif. Han tænkte bl.a. på Trumps krigsdans med prinserne af Irans arvefjende, Saudi-Arabien, beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem og truslerne om at melde USA ud af atom-aftalen. Zarif langede også ud efter Saudi-Arabiens betydelige forsvarsbudget, som er tredje- eller fjerdestørst i verden, alt efter om man bruger SIPRIs eller IISS’ opgørelse.
For mig var det desuden en stor overraskelse, at Zarif mente, at kræfter i hele regionen søger at skabe kunstige modsætninger og konflikter pga. religion. Historisk har det ikke været årsag til konflikt, sagde han og begræd, at sådan er det blevet.
Dialog som formlen til øget sikkerhed fandt Zarif i atom-aftalen, hvor parterne lagde alle deres øvrige modsætninger til side og fokuserede på én sag.
Den militære støtte og træning til modstandsbevægelser i regionen kommer i høj grad fra Revolutionsgarden, en afdeling af militæret, som blev stiftet efter revolutionen i 1979 til at forsvare den islamiske revolution og det islamiske teokratiske republikanske system, der bl.a. indbefatter dødsstraf for forbrydelser om bl.a. mord, salg af narko, homoseksualitet, voldtægt og væbnet røveri
Han opfordrede også til løsere samarbejder, som han kaldte sikkerhedsnetværk; ’det handler ikke nødvendigvis om at bilægge alle uenigheder, men om at forvalte dem,’ sagde han.
Dermed ikke være sagt, at Zarif (og Rouhani) er blødsøden eller vil gå på kompromis med Irans selvforståelse som en stor og stærk nation, men i sammenhængen er han moderat og løsningsorienteret.
Så var der forsvarsministeren; han lagde ud med en heftig bredside mod demonstranterne og erklærede, at alle lederne var anholdt og fængslet. Derpå anklagede han dramatisk, men ulogisk, CIA og Saudi-Arabien for at være de virkelige ansvarlige.
Han og hans ligesindede satte rask væk lighedstegn mellem demonstranterne og Da’esh, hvilket forekommer at være en overordentlig forhastet – og også farlig – slutning.
Denne militante fløj er det nærliggende at kalde både paranoid og konspiratorisk, hvilket er lidet betryggende. Præsident Rouhanis upopulære forgænger, Mahmoud Ahmadinejad, tilhørte denne fløj, som får vind i sejlene, når Trump langer ud efter atom-aftalen.
Bortset fra indledningsbønnen hørte man ikke meget til de religiøse kræfter på konferencen. Men de er der, og de bestemmer meget mere end blot, at kvinder skal være tildækket og spiritus, øl og vin forbudt.
Den militære støtte og træning til modstandsbevægelser i regionen kommer i høj grad fra Revolutionsgarden, en afdeling af militæret, som blev stiftet efter revolutionen i 1979 til at forsvare den islamiske revolution og det islamiske teokratiske republikanske system, der bl.a. indbefatter dødsstraf for – et dalende – antal forbrydelser, herunder mord, salg af narko, homoseksualitet, voldtægt og væbnet røveri.
Den øverste leder af Den islamiske republik Iran, som er landets officielle navn, er ayatollah Ali Khamenei. Lige under ham er præsidenten, parlamentsformanden og retspræsidenten (som præsiderer over revolutionære, verdslige og religiøse domstole).
Irans forfatning beskrives som hybrid, for den stadfæster både Guds suverænitet og ret til at lovgive og demokratiske valg til parlamentet, som dog er underlagt den øverste leder og Vogternes Råd, der består af religionskyndige og jurister. Vogternes Råd har bl.a. til opgave at sortere i, hvem der får lov at stille op til parlaments- og præsidentvalg.
Iranerne er umådeligt gæstfri – og stolte; selv dem, der kan være kritiske over for systemet, tåler dårligt kritik af Iran. De er umanerlig stolte af deres lands lange og storslåede historie. Nationalmuseet i Teheran udstiller gravfund og redskaber fra vældige bysamfund, op til 6000 år gamle, velorganiserede og med højtudviklede teknikker og genstande i ben, ler, bronze, guld og perler.
Belært af flyveturen dertil, tog jeg tørklædet og den store rullekravesweater af, så snart jeg kom ind i det propfulde fly til Wien
Shahens palads, Niavaran, som familien forlod i 1979, er enestående smukt, enkelt og med ubegribelige kunstskatte, både persiske og udenlandske, jeg nævner i flæng blandt europæiske kunstnere, Picasso, Miro, Giacometti; biblioteket bugner af enestående udgivelser, de ældste, de største, de vigtigste – og som kuriosum et eksemplar af Den lille Havfrue, som kejserinde Farah Diba oversatte og illustrerede til sine børn.
Prinsessen havde et klistermærke med Pippi Langstrømpe på sin væg i sit lillepigelyserøde værelse. På den ældste søns værelse var der flasker med vodka, gin og whisky – til gæster, forsikrede kvinden, der viste os rundt. Whatever …
Fem dage i Iran er langt fra nok, og jeg vender med sikkerhed tilbage til ved først givne lejlighed for at se, undersøge og opleve mere af dette sammensatte land.
Og, belært af flyveturen dertil, tog jeg tørklædet og den store rullekravesweater af, så snart jeg kom ind i det propfulde fly til Wien – nøjagtig som de øvrige kvinder på nær en enkelt. Og mens jeg fordøjede oplevelserne, nød jeg et glas rødvin, hvilket jeg bestemt heller ikke var ene om.
Farvefotos: © Mette Holm.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
