Iran står overfor et knivskarpt politisk opgør

i Internationalt/Mellemøsten/Politik & Samfund af

ANALYSE – Protester og demonstrationer over livet i Iran er nu nærmest hverdag. Maziar Mazor Etemadi giver her et bud på, hvad der foregår i toppen af den iranske magtpyramide. Den ustabile situation har ført til politiske opgør. Og måske ender nogen med at tabe hovedet. Også i bogstaveligste forstand. “De lange knives nat” er ikke fjern i Iran.

Mellem 30. juni og 2. juli 1934 iværksatte og gennemførte Hitler-fløjen i Nazipartiet et blodigt kup, likviderede en række politiske modstandere og førende skikkelser på nazistpartiets venstrefløj, samt dens førende leder, Ernst Röhm, Sturmabteilung (SA).

Disse begivenheder går under betegnelsen “De lange knives nat”, der som begreb beskriver både hævnaktioner og massakrer på politiske modstandere med det formål at samle al magt under sig.

Kunne man forestille sig, at vi i disse dage er vidner til en iransk udgave af ”De lange knives nat?”

Alt tyder på, at det er et sandsynligt fremtidigscenarie. Den seneste tids demonstrationer viser folkets modstand mod regimets selvforståelse. Tillige ser vi opløsningstendenser på de indre linjer og en solid kø ved håndvasken på de ydre.

Som en politisk observatør beskrev ham, føles Ahmadinejad som en kniv i ryggen, der trods smerten holder ofret i live. Men bliver denne smerte for meget, kan selv døden fremstå som et befriende alternativ

Det, som især ryster regimet, er de direkte angreb på regimets fundamenter, en solid afvisning af Den Islamiske Republik og erstatningen af den med en Iransk Republik.

Desuden har frygtløsheden, lysten og viljen til kamp, der kommer til udtryk i sloganet og kampråbet “Vær ikke bange, vi er sammen, vi er forenet”  overrasket hele det iranske styre.

I dette lys bør Ahmadinejads mulige anholdelse ses. Vi mangler endnu en officiel bekræftelse, men nyheden er rapporteret af blandt andre “Times of Israel”, der plejer at være et troværdigt medie.

Rygtet om en snarlig anholdelse har floreret i den persisktalende nyhedsstrøm i flere dage. Men uagtet om rygtet taler sandt eller ikke, er sagen alligevel værd at analysere.

Selvskreven deltager i magtkampene
Irans flamboyante, snu, politisk begavede og sentimentale ekspræsident er i en klasse for sig, altså ham Mahmoud Ahmadinejad.

Under krigen mellem Iran og Irak lavede han kommandoraids til Iraks hovedstad, Bagdad, og på denne måde lærte han, hvordan en kriger begår sig dybt bag fjendens linjer.

Allerede her burde det står klart for enhver, at vi taler om en aldeles kompliceret og dumdristig person, selvskreven til drabelige magtkampe i de kringlede byzantinske magtkorridorer.

Men gør alle disse egenskaber ikke ham til den mest kvalificerede galning i det iranske politiske galehus? Både ja og nej. Som en politisk observatør beskrev ham, føles Ahmadinejad som en kniv i ryggen, der trods smerten holder ofret i live. Men bliver denne smerte for meget, kan selv døden fremstå som en befriende alternativ.

Dette er mildt sagt den rene skarntydesaft, som serveres for præsteskabet. Præsterne har kaldt Ahmadinejad og Esfandiar Rahim Mashaei kættere og krævet, at de skal trække deres udtalelser tilbage

Først og fremmest giver det fuldstændig mening i systemets logik at fjerne Ahmadinejad nu, da han har udfordret de andre fløje i systemet, og især de voldsomme beskyldninger om korruption og bestikkelse, som de anklager hinanden for.

Ahmadinejad har i en årrække været i direkte kamp mod justitsvæsnet med beskyldninger om, at dette væsen begår ulovligheder og holder hånden over de korrupte “brødre”.

Han har krævet, at alle dokumenter om korruptionssagerne skal offentliggøres, efterfulgt af truslen om, at selv vil lægge alle dokumenterne frem til skræk og rædsel for hele systemet.

De fattiges mand
Hans sociale base er underklassen og den forarmede arbejderklasse, der altid har haft et svagt hjerte for hans populistiske programmer. Han lever i en af Teherans fattigste områder sammen med sin familie i et lille hus, spartansk møbleret og går altid klædt i billigt gammelt tøj.  Han anklager alt og alle for, at have glemt de fattige.

Underklassen i Iran føler her, at der en i det mindste en person tilbage i systemet, der ikke har forrådt dem. Ahmadinejad kan på denne måde fremstille sig selv som den lille mands advokat. Dette i modsætning til den nuværende præsident, Rouhani, hvis neoliberale økonomiske politik er ved at sende flere iranere i fattigdom. Hans nye finanslov er intet mindre end en katastrofe for de fattige, samtidig med at finansloven transformerer endnu større del af midlerne til institutioner, som præsteskabet kontrollerer.

Den næste mulige og ud fra systemets logik forståelige grund er, at Rouhanis projekt er ved at mislykkes. På trods af de seneste konflikter, uenigheder og stridigheder er Rouhani det bedste kompromis, som de forskellige fløje kunne blive enige om. Når Rouhanis projekt kommer i miskredit og eksistentiel krise, forekommer det mere naturligt at diverse fløje i systemet prøver at overmatche hinanden, og på denne vis sikre egne magtbastioner.

Systemet mener Ahmadinejad står godt for hug, men Ahmadinejad er ikke født i går. Han er kaptajn på et skib, der ikke går ned uden et ordentlig søslag

Ahmadinejad er en forhadt skikkelse hos de fleste, og da han ikke holder mund med sin kritik og tydeligvis har politiske ambitioner om et comeback, og siden et dysfunktionelt teokratisk system, så kan “man” ikke kan have et løst missil flyvende lavt over hovedet.

I en islandsk saga kommer to ridende på hest forbi en person. Den ene af dem tager sværdet op og med et hug fjerner mandens hoved. På spørgsmålet om, hvorfor han gjorde det, svarer han: “Han havde ikke gjort mig noget, men jeg kunne sandt at sige ikke lade være, når han nu stod så godt for hug”.

Systemet mener Ahmadinejad står godt for hug, men Ahmadinejad er ikke født i går. Han er kaptajn på et skib, der ikke går ned uden et ordentlig søslag.

Konflikten handler også om teologi
Den beskidte konflikt mellem Ahmadinejad og resten af ledelsen har også et teologisk grundlag. Ahmadinejad og hans højrehånd og “åndsfrænde”, Esfandiar Rahim Mashaei, er iransk nationalist og grundlæggende imod Shia-præsteskabet.

De tilhører en teologisk retning, der mener, at relationen mellem mennesket og Gud er en direkte relation og ikke har brug for et præsteskab til at formidle dette forhold. Det betyder ikke, at der ikke må være præster, men deres roller er langt mindre, end hvad Shia-teologi efterhånden har udviklet sig til i Iran.

Denne teologiske retning er en direkte krigserklæring mod Den Islamiske Republiks ideologi og institutioner. Ifølge Irans forfatning skal præsterne spille en afgørende rolle i at holde staten på den rette islamiske kurs.

Ahmadinejad og Esfandiar Rahim Mashaei mener i modsætning hertil, at det er Iran, altså staten, der overtager Islam, og ikke omvendt. Mashaei siger det lige ud: “Irans religion er en iransk ideologi.” Ergo først Iran og bagefter Islam.

Dette er mildt sagt den rene skarntydesaft, som serveres for præsteskabet. Præsterne har kaldt Ahmadinejad og Esfandiar Rahim Mashaei kættere og krævet, at de skal trække deres udtalelser tilbage, men ingen af disse mænd træder så meget som et skridt tilbage fra deres positioner.

Præsterne har forsøgt at slå under bæltestedet ved at kalde Ahmadinejad moralsk korrupt og Mashaei for israelsk agent. For at påpege den moralske korruption henvises til to episoder: Den første, hvor Ahmadinejad kysser sin gamle – langt over 80-årige lærerindes hånd. Til sit forsvar sagde Ahmadinejad, at han kyssede den hånd, der gav ham viden. Det er viden, han bøjer sig for.

Den anden episode foregik til Hugo Chaves begravelse, hvor Ahmadinejad og Chaves mor faldt hinanden om halsen og græd sammen. I et land, hvor kønnene officielt ikke skal have fysisk kontakt i det offentlige rum, er det mildest talt utraditionelt at falde hinanden om halsen.

Om kampen mellem Khamenei og Ahmadinejad og konflikten mellem disses fløje er en historisk genspejling af kampen mellem Hitler og Röhm, og deres fløje skal man nok holde sig tilbage fra at vurdere, men at der findes reminiscenser af denne kamp og tilsvarende slags kampe i totalitære regimer andre steder i verden, er jeg fristet til at tro

Esfandiar Rahim Mashaei blev anklaget for at være en israelsk agent, da han begik den store “forbrydelse” at tale om, at Iran ikke er fjender af nogen som helst lande i verden, heller ikke Israel.

an lavede en distinktion mellem Israels regering og befolkningen, og kaldte den israelske regering for fjenden, men ikke det israelske folk.

Denne distinktion bliver afvist af Den Islamiske Republiks officielle ideologi, da de adskiller Israel og jøderne fra hinanden. Republikkens distinktion går altså mellem religion og stat, mens Mashaeis distinktion går mellem regering og folket.

Blev hjemme i 10 dage
Den religiøse åndelige leder Khamenei har heller ikke – lige fra begyndelsen –  kunnet tåle synet af Ahmadinejad. Mashaei fik blot lov at være vicepræsident i en uge, før han blev afsat af på ordre fra Khamenei.

Da der opstod konflikt om valget af ministre, valgte Ahmadinejad at udfordre Khamenei ved ikke at acceptere dennes beslutninger og indblanding. På et tidspunkt var det på tale, at Ahmadinejad ville blive arresteret, men Ahmadinejad er ikke bleg for at udfordre, og blev derfor hjemme i mere end 10 dage som udtryk for sin misbilligelse af Khameneis indblanding i præsidentens beslutninger. Herefter blev de to enige om at tale sammen.

Ahmadinejad har som før nævnt ambitioner om et politisk comeback. Hans teologiske og ideologiske base er ikke præsteskabet, men en særlig form for iransk nationalisme, der har taget Islam til sig. Han kommer oprindeligt fra gruppen omkring revolutionsgardisterne, der som alt andet i Iran er delt mellem islamister og nationalister. Under Ahmadinejads præsidenttid fik gardisterne reel politisk magt og blander sig nu også i politik.

En del af revolutionsgardisternes ledelse, især den nuværende ledelse, er tro mod præsteskabet, men der findes også en stor del, der ikke altid finder præsterne egnede til at styre samfundet, og drømmer om en regering med langt færre præster.

Arabisk mindreværd spiller en rolle
Revolutionsgardisterne er begyndt at anvende iransk-nationalistiske slogans oftere og ser sig selv som Irans forsvar især mod grupper som Daesh (IS eller ISIS), andre radikale eller sunni-fundamentalistiske grupper, der hader Iran som den gamle koloni- og stormagt.

Arabisk mindreværdskompleks og angst i forhold til Iran spiller en betydelig rolle i den arabiske verdens politik i forhold til Iran.

Mens alle andre grupper i systemet er ved at miste al troværdighed og anseelse, er revolutionsgardisterne ved at vinde en vis folkelig opbakning og støtte, som beskyttere af landet. Selv blandt en gruppe islamhadende, iranske nationalister er flere begyndt at tale om dem som nationens sønner og det ariske folks krigere.

I Kinas kommunistparti foregår det på den måde, at en leder, der er faldet i unåde, forsvinder i sit otium med helbredet og rigdommen i behold. Hvis man falder i unåde i Iran, er det ikke ualmindeligt, at hovedet ryger

Revolutionsgardisternes relation til Den Islamiske Republiks ledelse kan minde lidt om Sovjetunionen efter 1945. Da Marshal Georgy Zhukov kom ridende på en hvidhest til sejrsparaden i Moskva i 1945, var Stalin var ved at dø af misundelse.

Mon ikke de samme forhold gør sig gældende, når nu revolutionsgardisternes generaler kommer til parader og hyldes som helte, der magter at nedkæmpe fjenden, mens præsterne fremstår som et parasitisk organ.

Her har revolutionsgardisterne en fælles sag med Ahmadinejad, uden de direkte udfordrer præsteskabet. Men Ahmadinejad udfordrer dem og truer deres business as usual-politik i fremtiden.

Om kampen mellem Khamenei og Ahmadinejad og konflikten mellem disses fløje er en historisk genspejling af kampen mellem Hitler og Röhm, og deres fløje skal man nok holde sig tilbage fra at vurdere, men at der findes reminiscenser af denne kamp og tilsvarende slags kampe i totalitære regimer andre steder i verden, er jeg fristet til at tro.

Blandt de totalitære samfundsformer i dag ligner Kinas og Irans hinanden på en del områder. Eksempelvis på udformningen af magtapparatet med flere næsten lige stærke magtcentre. Men iranske lederes interne opgørelser adskiller sig dog klart fra kinesernes (efter Maos tid).

I Kinas kommunistparti foregår det på den måde, at en leder, der er faldet i unåde, forsvinder i sit otium med helbredet og rigdommen i behold. Hvis man falder i unåde i Iran, er det ikke ualmindeligt at hovedet ryger. Er der en ”de lange knives nat” i vente i Iran?

Topfoto: Ahmadinejad taler på Columbia University. Foto: Daniella Zalcman. CCA-2.0 generic licensed. 

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Seneste artikler om Internationalt