POLITIK // ANALYSE – Fremskridtspartiets Kristen Poulsgaard sagde, at “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet,” og spørgsmålet er, om landet også er for lille til otte borgerlige partier, hvis Inger Støjberg vælger at danne et af slagsen.
Der var én, der var to, der var tre…
Ved det kommende folketingsvalg kan der vise sig at være ikke mindre end otte borgerlige partier på stemmesedlen, efter at Inger Støjberg nu har bebudet et politisk comeback.
”Jeg har ikke mistet lysten til politik,” som Inger Støjberg i hvert fald sagde, da hun i sidste måned fejrede sin ”løsladelse” med en takkefest for sine støtter (den tidligere udlændinge- og integrationsminister blev som bekendt idømt 60 dages fængsel af Rigsretten, der er blevet afsonet med fodlænke).
Selv om Inger Støjberg endnu ikke vil røbe, hvordan denne lyst skal udleves – udover at det nok skal ske inden “bladene falder af træerne” – er det dog svært at forestille sig, at hun melder sig ind i et af de nuværende borgerlige partier.
Nye Borgerlige og – ikke mindst Dansk Folkeparti – har ganske vist tidligere bejlet til Inger Støjberg. Men efter at Inger Støjberg tidligere på året takkede nej til at stille op som formand i sidstnævnte parti, efter Kristian Thulesen Dahls afgang, synes dette ikke længere nogen oplagt mulighed.
I stedet synes det mere oplagt, at Inger Støjberg – sammen med netop Kristian Thulesen Dahl – danner et ny parti. Inger Støjberg har allerede et potentielt medlemskartotek med hjemmesiden – eller ”folkeklubben” – inger.dk, som hun oprettede i forbindelse med rigsretssagen, folketingsmedlemmerne i form af de seks løsgængere og tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti (herunder ikke medregnet Kristian Thulesen Dahl) og vil hurtigt elektronisk kunne indsamle de nødvendige 20.000 underskrifter til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Sker dette, vil Inger Støjbergs nye parti dog skulle konkurrere om de borgerlige stemmer med Moderaterne, Kristeligt Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, De Konservative og Venstre. Fremskridtspartiets Kristen Poulsgaard sagde, at “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet,” og spørgsmålet er, om landet også er for lille til otte borgerlige partier.
”Falsk og uhæderlig”
Foreløbig er det uklart, hvad Inger Støjberg står for politisk – udover selvfølgelig en stram(mere) udlændingepolitik – og en nyerklæret EU-skepsis.
Sidstnævnte fik Inger Støjberg til at anbefale et nej ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, selv om hun ellers ved afstemningen i 2015 om retsforbeholdet ikke bare opfordrede vælgerne til at stemme ja. Den gang kritiserede den daværende udlændinge- og integrationsminister Dansk Folkeparti for at føre en ”falsk og uhæderlig kampagne” for et nej.
Men man har som et bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og efter at være blevet fri – fra Venstre vel at mærke – har Inger Støjberg afsløret, at hun inderst inde altid har været modstander af hele svineriet, om man så må sige, det seneste halve århundrede siden Rom-traktaten. Patentdomstolen, Amsterdam-traktaten, Unionen og Den Europæiske Fællesakt.
”Jeg ønsker et reduceret EU, der alene bygger på de oprindelige planer for EF-samarbejdet,” lyder det i dag.
Provinspopulisme
I stedet har Inger Støjberg (og hendes støtter i Venstre indtil hun gik fra partiet og smækkede med døren) hele tiden forsøgt at italesætte instrukssagen som værende en sag om splittelsen i partiet mellem det såkaldte By- og Land-venstre, produktionsdanmark og ”de fine saloner i København”.
”Som folketingsmedlem var jeg bekymret over, at forbindelseslinjerne mellem København og resten af Danmark, var ved at blive svage,” skriver Inger Støjberg på Facebook.
”Tiden væk fra København har gjort mig endnu mere bekymret. Det har været et virkelighedstjek.”
En provinspopulisme, som Dansk Folkeparti havde held med at tage patent på ved folketingsvalget i 2015 og Socialdemokratiet ved det efterfølgende af slagsen, og som kan få politikere til at snakke, som man gør det vest for Valby Bakke. Senest skiftede Mette Frederiksen forud for folketingsvalget i 2019 sin mangeårige valgkreds i Ballerup ud med Aalborg Øst-kredsen. Statsministeren er født og opvokset i Aalborg men bor i dag i Hareskovby, i Nordsjælland.
Riddersalen
Nogle har for længst påpeget, at nok bor Inger Støjberg i Hadsund. Men Inger Støjberg – eller bare ”Inger” som hun ynder at kalde sig – kan næppe sige siges at være en helt almindelig jyde efter at have bestredet en post som minister, blevet kørt rundt bag tonede ruder og været vant til at arbejde på et slot (læs: Christiansborg Slot).
Det minder lidt om dengang kong Frederik IX i en tv-udsendelse viste rundt på Amalienborg og fortalte reporteren:
“Vi lever ligesom alle andre” – hvorefter kongen derefter slog en dør op og sagde:
“Og her er riddersalen!”
Der er ”gået overklasse i den” hos Dansk Folkeparti
Det skal selvfølgelig ikke forhindre andre i at opfatte Inger Støjberg som en sådan – og at hun får held med sin plan.
Da Anders Fogh Rasmussen i 1998 tog over som formand efter Uffe Ellemann-Jensen var det med det erklærede mål at gøre Venstre til ”den lille mands parti”. Måske ikke en oplagt tanke. Men planen lykkedes som bekendt for bondesønnen og nationaløkonomen, der ellers havde advaret om, at velfærdsstaten skabte en ”slavementalitet” i de små mænd m/k.
I en periode.
Jysk Folkeparti
Hvis Inger Støjberg danner et Jysk Folkeparti – som det spøgende bliver kaldt – vil det i første omgang skulle konkurrere med Dansk Folkeparti om disse stemmer. Og er der noget, som Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt ikke er, er det provinsiel.
Tværtimod. Juristen har hang til opera, foie gras og franske vine.
”Ikke at jeg ikke kan se det charmerende i andre landes vine, men så længe der er skønheder i Frankrig, jeg ikke har mødt endnu, er der ikke grund til at kigge andre steder hen,” som Morten Messerschmidt har forklaret Berlingskes vinanmelder.
Inger Støjbergs politiske hvedebrødsdage er med andre ord overstået, allerede før hun har dannet partiet
Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører, Martin Henriksen, der forlod partiet efter at have tabt formandsvalget til Morten Messerschmidt, har da også allerede kritiseret ham for at være skyld i nederlaget ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Martin Henriksen mener, at EU-modstanderne ikke formåede at trænge igennem til de vælgergrupper, som de ellers normalt har haft godt fat i, af én årsag: Der er ”gået overklasse i den” hos Dansk Folkeparti.
”At nejkampagnen fejlede, skyldes formentlig, at topledelsen i Dansk Folkeparti ikke længere formår at repræsentere de danskere, som man påstår at tale på vegne af,” skriver den tidligere chauffør i Kødbyen i Berlingske.
”Kan man med troværdighed argumentere imod et ikkefolkeligt overklasseprojekt, når man ser sig selv som tilhørende overklassen, og når DF-formanden tilmed har forvaltet EU-midler på en uhensigtsmæssig måde? Det spørgsmål kender vi nu svaret på”.
Selv advarede Morten Messerschmidt i sin grundlovstale måske ikke overraskende Inger Støjberg mod netop at danne et nyt parti og ”bidrage til splittelse og fragmentering på højrefløjen og blandt de EU-kritiske partier”.
”Det vil være skammeligt, om personlige ambitioner vægtes højere end de politiske perspektiver og chancen for at få Mette Frederiksen vippet af pinden til fordel for en blå regering ved næste folketingsvalg,” forklarede Morten Messerschmidt.
Inger Støjbergs politiske hvedebrødsdage er med andre ord overstået, allerede før hun har dannet partiet.
Svingvælgeren
Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis en ulempe for blå blok, hvis partier som Kristendemokraterne – og ikke mindst Moderaterne – kan hente stemmer over midten i dansk politik. Med Lars Løkke Rasmussens ord er Moderaternes mål endda at ”bryde op i de politiske blokke”, og formandens parti vil ikke tælles med i den blå af slagsen: Det er lilla (hvilket som bekendt opstår ved at blande blåt og rødt).
Den såkaldt anstændige borgerlige vælger har været en ombejlet svingvælger i dansk politik, på linje med ”blå. Bjarne”, siden Naser Khader & Co. i 2007 dannede Ny Alliance med ham eller hende i tankerne.
Under det seneste folketingsvalg var det denne forestillede vælger, som Lars Løkke Rasmussen netop formåede at fange ved at tage afstand til Nye Borgerlige og Stram Kurs, og ved allerede dengang at tale om et samarbejde hen over midten i dansk politik med Socialdemokraterne.
Men uanset om der er plads til endnu ét borgerligt parti eller ej, er det svært at forestille sig, at der er plads til dem alle.
Stemmespild
I dag minder situationen på højrefløjen i dansk politik om 1970’erne og 80’erne, hvor partierne på den yderste venstrefløj var splittede i mange små fraktioner med stemmespild som resultat.
Ved folketingsvalget i 1987 stemte 130.000 vælgere – eller næsten fire procent af de afgivne stemmer – forgæves stemte mod Poul Schlüters konservativt ledede regering, som ellers ville have fået et folkeligt flertal imod sig. Stemmerne fordelte sig på seks forskellige partier på venstrefløjen, hvoraf ingen nåede over de to procent.
Stemmespildet ophørte først, da overlevelsesinstinktet efterhånden fik overtaget, og det som i første omgang var et valgteknisk samarbejde, blev etableret ved dannelsen af Liste Ø i 1989.
Ved det seneste folketingsvalg var Liberal Alliance med 2,3 procent af stemmerne og Nye Borgerlige med 2,4 procent i forvejen tæt på ikke at klare spærregrænsen, mens Stram Kurs med 1,8, Kristendemokraterne med 1,7, og partiet Klaus Riskær Pedersen med 0,9 ikke gjorde det. Kom over de to procent.
Blå blok fik 47,7 procent af stemmerne i Danmark, men fik kun 45,1 procent af mandaterne. Uden stemmespildet ville blokken tilsammen have fået 83 mandater, i stedet for de nuværende 79.
Det ville med andre ord ikke have ændret valgresultatet, men det kan det næste gang, hvis resultatet som meningsmålingerne antyder, denne gang bliver tættere (omvendt kan venstrefløjen se frem til stemmespild fra Veganerpartiet, Frie Grønne og Alternativet som ikke står til at klare spærregrænsen i målingerne).
Folketingsvalget er ganske vist endnu ikke udskrevet, og gongongen har ikke lydt for første runde af valgkampen, men valget kan allerede være ved at blive afgjort på teknisk knockout.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og