POLITIK // ANALYSE – Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, er i gang med en dokumentarfilm om Ukraine. Men Filmprojektet risikerer ufrivilligt at komme til at leve op til sit navn, The Conflict, skriver politisk redaktør Frank Korsholm. For ikke bare vil den kommende film dække konflikten mellem Ukraine og Rusland, men den risikerer også at skabe en konflikt i forhold til Danmarks officielle Ukraine-politik og dermed skabe en konflikt til Mette Frederiksens politiske linje.
Dårligt nok har uvejret om de slettede sms’er lagt sig, før nye tordenskyer begynder at trække sig sammen om statsminister Mette Frederiksen.
Sagen er, at statsministerens mand, Bo Tengberg, som er i filmbranchen, har gang i en dokumentarfilm om krigen i Ukraine. The Conflict kommer filmen til at hedde.
Isoleret set lyder Bo Tengbergs projekt meget spændende, hvilket Det Danske Filminstitut, DFI, åbenbart også mener, da det har støttet projektet med 190.000 statsstøttekroner
Bo Tengberg er uddannet reklamefotograf, men har også været fotograf på en stribe rigtige spillefilmsproduktioner. Senest har han desuden gjort sig som manuskriptforfatter på en halvdokumentarisk miniserie om fhv. statsminister Jens Otto Krag.
Ingen vil bestride, at statsministerens mand har ret til at have sin egen karriere.
Problemet er blot, at hans næste projekt om Ukraine og præsident Zelenskyj, rejser en lang række spørgsmål, der ikke bare involverer statsministeren, men som i værste fald også kan få betydning for den officielle danske Ukraine-politik.
Isoleret set lyder Bo Tengbergs projekt meget spændende, hvilket Det Danske Filminstitut, DFI, åbenbart også mener, da det har støttet projektet med 190.000 statsstøttekroner.
Ikke nogen bondegård, men dog et beløb, som mange unge filmskabere vil kigge misundeligt efter.
Problemet med Bo Tengbergs film er imidlertid ikke kun statsstøtten, som i det store billede er peanuts, men derimod de problemer, som det altid afstedkommer at være gift med en regeringsleder.
Kunne man fx forestille sig, at Bo Tengberg producerede bettingreklamer, mens regeringen kæmper imod dem?
Eller kunne man forestille sig en portrætudsendelse af en rockerpræsident, mens regeringen forsøger at bekæmpe bandekriminalitet? Næppe.
Men hvorfor så en film om Ukraine og præsident Zelenskyj, når landet er i blodig krig, og Danmark med en støtte på hidtil 75 mia. kr. er blandt de største donorer til landet?
Filmprojektet risikerer med andre ord at leve op til sit navn, The Conflict. For ikke bare vil den kommende film dække konflikten mellem Ukraine og Rusland, men den risikerer også at skabe en konflikt i forhold til Danmarks officielle Ukraine-politik og dermed skabe en konflikt til Mette Frederiksens politiske linje.
Mette Frederiksen lægger ikke skjul på sit gode forhold til Zelenskyj
Hvis Bo Tengberg – og statsministeren – havde forestillet sig, at dokumentarfilmen kan produceres parallelt med og helt uafhængigt af den danske Ukraine-politik, tager de således fejl.
Risikoen for, at de to spor krydser hinanden, er overhængende, og i givet fald er der ikke bare tale om en lille uskyldig parkeringsbule, men et frontalt sammenstød, der kan få betydning for statsministeren og i sidste ende for hele Danmark og for Ukraine.
Bo Tengbergs projekt kan i værste fald gøre Mette Frederiksen til personlig part i Ukraine-krigen, uanset hvor meget hun anstrenger sig for at håndtere den politisk professionelt.
Talrige gange har Mette Frederiksen besøgt præsident Zelenskyj og vice versa – ofte med ægtefæller. Det er helt efter bogen. Det har ligefrem skabt et venskab mellem det danske statsministerpar og det ukrainske præsidentpar. Det lægger Mette Frederiksen slet ikke skjul på.
Det var Ekstra Bladet, der for nogle uger siden afslørede Bo Tengbergs nye filmprojekt, og med forskellige vinkler har avisen også problematiseret det. Både ud fra en filmkritisk vinkel, men især ud fra en politisk vinkel, der rejser nogle fuldt berettigede spørgsmål ved Mette Frederiksens rolle og ikke mindst ved de problemstillinger, som filmprojektet rejser i forhold til den danske Ukraine-politik.
1. Filmstøtten på 190.000 kr.
Kan DFI – og dermed også skatteyderne – være sikre på, at de får en faglig, kritisk og sober dokumentar for pengene, vel vidende at Bo Tengberg har et personligt venskab til Volodymyr Zelenskyj, som må formodes at spille en hovedrolle i filmen?
Det er altid en meget svær balancegang at interviewe og skildre personer, som man har nære bånd til. Normalt vil man i de tilfælde tale om inhabilitet.
Hvordan har DFI sikret sig, at filmen lever op til filminstituttets krav, og hvordan skal vi som publikum kunne stole på dens påståede uafhængighed og objektivitet?
Det er en vanskelig mission med Bo Tengbergs tredobbelte rolle som både filmskaber, ægtemand til statsministeren og ven til Zelenskyj.
2. Hvordan kan danskerne være stensikre på, at Bo Tengbergs filmprojekt ikke påvirker statsministerens udenrigspolitik?
Vil Mette Frederiksen fx kunne blive henholdende/afvisende over for en ændring af den nuværende Ukraine-politik af frygt for at påvirke den ukrainske imødekommenhed over for Bo Tengberg? Nogen kunne få tanken.
3. Hvilken rolle spiller Bo Tengberg selv?
I september var han i Ukraine, hvor Zelenskyj personligt dekorerede ham med den såkaldte Prins Yaroslav-orden, der uddeles til særligt trofaste venner af Ukraine.
Det er noget uklart, hvordan Bo Tengberg har gjort sig fortjent til medaljen. Det kan næppe være pga. filmen, som jo stadig er i projektfasen. Hvad har det så været?
Under alle omstændigheder risikerer en sådan hædersbevisning at påvirke det endelige resultat.
4. Ekstra Bladet har talt med nogle ukrainske lokalpolitikere, som Bo Tengbergs filmhold har besøgt. De så ham primært som statsministerens mand – og dernæst som filmdokumentarist. Det kan naturligvis give en række forvridninger i deres samtaler og i de roller, som de eventuelt indtager i filmen. Der er trods alt forskel på at tale med en uafhængig filmdokumentarist og med en person, der har direkte adgang til ikke bare den danske statsministers øre, men også til deres egen præsident.
5. Bo Tengberg har via sit venskab en eksklusiv adgang til den ukrainske præsident. I sig selv en luksus, men spørgsmålet rejser sig igen.
Bo Tengberg er ikke bare filmskaber, han er også statsministerens mand og fortrolige. Kan Zelenskyj og Bo Tengberg på nogen måde diskutere Ukraine-Rusland eller Ukraine-Danmark, uden at Zelenskyj ser Bo Tengberg som statsministerens ægtemand, Danmarks førstemand og en slags officiel repræsentant for Danmark? Det er svært.
Det kan under ingen omstændigheder være tilfredsstillende for det danske diplomati i Udenrigsministeriet at vide, at der bliver talt med Zelenskyj uden deres tilstedeværelse.
Husk blot på, hvilken palaver det medførte, da det kom frem, at den nu afdøde konservative leder Søren Pape under sin sommerferie havde haft uofficielle samtaler med præsidenten for Den Dominikanske Republik.
Det bekom dem bestemt ikke vel i Udenrigsministeriet, selv om Den Dominikanske Republik næppe spiller nogen en større rolle i dansk udenrigspolitik – modsat Ukraine.
6. Bo Tengberg og hans filmhold skal færdes i et krigsplaget land. Måske også tæt ved fronten, hvilket bestemt ikke er helt risikofrit.
Her kan han blive dræbt eller blive taget til fange af russerne.
Skulle det ulykkeligt ske, vil det uundgåeligt gøre Mette Frederiksen til en personlig part i krigen.
Bliver han dræbt, vil statsministerens fremtidige beslutninger kunne mistænkes for at være båret af et personligt hævnmotiv, og havner han i et russisk fangehul, vil hun kunne mistænkes for at ligge under for russisk pres, hvilket vil kunne påvirke hendes beslutninger.
Under alle omstændigheder vil et af de to scenarier komme til at stille alvorlige spørgsmålstegn ved, om der ligger personlige motiver bag den fremtidige Ukraine-politik.
Mette Frederiksen har indtil videre gledet af på pressens spørgsmål til hendes mands filmprojekt. Det involverer på ingen måde hende, har svaret lydt.
Men faktum er, som beskrevet ovenfor, at ægtemandens filmprojekt meget let kan blive hendes problem. Inden længe vågner den blå opposition igen op til dåd efter deres mislykkede sms-angreb på statsministeren.
Spørgsmålet er, om hun næste gang slipper lige så let af krogen, eller om Bo Tengbergs tredobbelte rolle kommer til at skade hende. Måske det bedste råd, statsministeren kan give sin mand, er helt at droppe den planlagte film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.