Mette Frederiksen overser i sin nytårstale, at vold kan udspringe fra staten selv

i Politik & Samfund/Danmark af

POLITIK // DEBAT – Umiddelbart var statsminister Mette Frederiksens nytårsbudskab om, at ”vi har et særligt ansvar for de børn, der har det allersværest” svært at være uenig i, men Frederiksen overser i sin argumentation, at staten også har et ansvar for volden, skriver Anastasija Kiake.

Mette Frederiksens lagde i sin nytårstale stor vægt på samfundets ansvar overfor de børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt i hjemmet:

”Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Det er svært at være uenig i, at der ikke kan tales om retfærdighed i et velfærdssamfund, hvor børn bliver udsat for vold. Det er svært at være uenig i, at samfundet (og staten) har et ansvar for at give de svageste ligeværdige vilkår for en stabil opvækst. Og det er svært at være uenig i, at hele ansvaret ikke må overlades til det enkelte individ.

Jeg mener selvfølgelig, at børn skal beskyttes af staten mod vold, men jeg oplever en helt særlig ambivalens i forhold til statsministerens tale: Når hun taler om ”retfærdighed”, refereres der i talen til den juridiske retfærdighed (Frederiksen pointerer, at vold mod børn har været strafbart i Danmark siden 1990’erne), parallelt med at hun bruger begrebet i en etisk forstand.

Vold i hjemmet er aldrig et problem, der udelukkende er isoleret og reserveret indenfor ét hjems fire vægge, tværtimod er volden en del af en større voldsstruktur, der skaber forudsætningerne for disse forhold

Her vil jeg gerne understrege, at en juridisk og etisk forståelse af retfærdighed er to forskellige ting, som ofte bliver fejlagtigt fortolket som én. Jeg nævner dette, fordi selve retfærdighedsbegrebet er et fundamentalt udgangspunkt i et samfund for at definere, hvad vold er – altså hvilke handlinger, der bør regnes som voldelige.

Når der tales om juridisk retfærdighed, etablerer lovgivningen en definition af, hvad en voldshandling er og hvordan den skal sanktioneres. Når der tales om retfærdighed fra et bredere etisk perspektiv, er en voldshandling defineret ud fra den etiske position og overbevisning.

Den strukturelle vold

I statsministerens tale mødes disse to ”retfærdigheder” i et punkt, hvorfra hele argumentationen udspringer. Hvilket giver mening i forhold til administration af en stat, hvor magten i et demokratisk samfund skal retfærdigøre sig selv for at bevare sin magtposition blandt andet ved hjælp af retorik.

Med andre ord: Magthaverne skal overbevise folket om, at de handler ”retfærdigt”. Men i forhold til at forstå, hvad vold er, er Frederiksens argumentation problematisk, fordi den udelukker, at volden kan udspringe fra staten selv. Hvilket gør det svært at forstå og anerkende volden som et strukturelt fænomen.

Begrebet ”strukturel vold” er udviklet af den norske sociolog, matematiker og professor i fredsstudier Johan Galtung og karakteriserer den ikke-personlige vold. Det refererer til en social konstruktion af forhold (politiske, økonomiske og sociale) i samfundet, der gør, at mennesker ikke får opfyldt deres behov i form af ressourcer og viden, som ligger til grund for at kunne skabe en stabil og tryg tilværelse. Når der tales om strukturel vold, tales der om en indirekte påføring af vold.

Det er en slags vold, der ikke kan spores direkte til én aktør, men opererer samtidig gennem flere magtudøvere, offentlige institutioner (fx hospitaler, skoler, kommuner osv.) og som en kollektiv norm i samfundet. Det er en slags vold, der er svær at spore, fordi det er svært at finde ud af, hvor den voldelige handling oprindeligt starter, før den bliver udført.

Det er handlinger, som må ses som vold, når folk knækker psykisk og fysisk og ikke kan modtage den nødvendige hjælp fra en velfærdstat, som de har betalt skattepenge til. Når folk bliver isoleret i boligområder med koncentrerede sociale problemer. Når udsatte mennesker med en tung social arv ikke får en tilstrækkelig støtte til at håndtere deres traumer. Og når disse mennesker bliver overladt til sig selv i et bureaukratisk system, som de ikke fuldt (eller slet ikke) forstår. Det er disse forhold, hvor den personlige vold ofte udspringer fra og bliver påført af et menneske til et andet, fra forældre til et barn.

Bortadoption skal være den sidste mulighed

Det er jo ikke, fordi Frederiksen mener, at vold ikke skal forebygges, men det er bekymrende, at hun lægger så stor vægt på bortadoption i sin tale. Vold i hjemmet er aldrig et problem, der udelukkende er isoleret og reserveret indenfor ét hjems fire vægge, tværtimod er volden en del af en større voldsstruktur, der skaber forudsætningerne for disse forhold og som ikke kan løses uden intensiv forebyggelse.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke tror på et Utopia, hvor al vold kan forebygges med de rigtige midler. Der er tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder, end at børn må og skal fjernes fra deres familier, og hvor alt andet ville være uværdigt og uretfærdigt. Men bortadoption skal forblive den sidste mulighed, og der må en større forebyggende indsats til for at værne om børn i de svageste familier i samfundet. Men ikke bare en større indsats. Vi har brug for et system, der er fleksibelt og tilpasningsdygtigt i forhold til voldens komplekse struktur.

”Et nyt år. Et nyt årti. Lad os bruge det. Til at huske dem, som ellers bliver glemt.”

Jeg kan ikke være mere enig i statsministerens afsluttende sætning, Men når vi skal tale om dem, der bliver glemt, lad os tale om dem alle.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Flickr 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anastasija Kiake (f. 1992) er billedkunstner og på nuværende tidspunkt studerende på Det Kongelige Kunstakademi i Haag, Holland. Den primære fokus i hendes arbejde er magtforhold, voldsstrukturer og æstetik.

Seneste artikler om Politik & Samfund