
POLITIK // ANALYSE – ”Det er som regel sådan noget, man hører fra lande som Rusland,” lyder det fra borgerlige politikere om spionanklagerne mod Claus Hjort Frederiksen. Tre årtier efter afslutningen på den kolde krig er rollerne i dansk politik byttet om, og det er nu højrefløjen, som ikke har tillid til FE og PET’s vurderinger. Eller i hvert fald ikke tillid til, at disse ikke er politisk farvet.
Tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø beskriver i erindringerne, Trusselsbilledet: En koldkriger taler ud, hvordan han tilbage under den kolde krig, i 1971, til sin overraskelse havde svært ved at blive sikkerhedsgodkendt af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Eller med andre ord få adgang til at behandle materiale, der var stemplet Til Tjenestebrug, Fortroligt, Hemmeligt eller Yderst Hemmeligt.
Det var de såkaldte kontraefterretningsfolk og altså de officerer, der beskæftiger sig med at imødegå fjendtlig virksomhed mod forsvaret her i landet, der i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) stod for opgaven med at finde ud af, om Kjeld Hillingsø udgjorde en sikkerhedsrisiko.
Det resulterede i følgende ordveksling under den afsluttende samtale:
Kontraefterretningsofficeren: ”De opgiver, at De har en gæld på 200.000 kr.”
Kjeld Hillingsø: ”Ja.”
Kontraefterretningsofficeren, snedigt: ”Er det ikke voldsomt, når man ikke tjener 100.000 om året?”
Kjeld Hillingsø, irriteret: ”Næh, hvorfor?”
Kontraefterretningsofficeren, lidt truende: ”Kan De ikke se, at det gør Dem til en sikkerhedsrisiko? Med den gæld er De jo oplagt som offer for et tilbud om penge for oplysninger fra KGB eller GRU.”
Kjeld Hillingsø, mere irriteret: ”Har De ikke set, at jeg har et hus vurderet til over en million, og at gælden er i huset?”
Selv om Kjeld Hillingsø endte med at blive sikkerhedsgodkendt, var han dog i nogen tid ”ikke særlig imponeret af intelligensniveauet i kontraefterretningstjenesten”, som han skriver.
”Råd og dåd”
Kjeld Hillingsø blev dog heldigvis anderledes imponeret efter at været blevet kompagnichef.
Da var det nemlig kontraefterretningstjenesten, som kunne meddele ham, at en mand ikke kunne optages på befalingsmandsskole, fordi han var ”kommunist eller på anden måde aktiv på den yderste venstrefløj”. Den slags kunne man jo ikke stole på ikke ville støtte angriberne med ”råd og dåd”, hvis Warszawapagten angreb Danmark (heldigvis havde man nogenlunde styr på dem og kunne i krise og før en krig ”neutralisere” dem, som Kjeld Hillingsø fortæller uden at komme nærmere ind på hvordan).
Så meget desto mere opsigtsvækkende er det derfor, at det nu er borgerlige politikere, som i forbindelse med spionanklagerne mod FE’s chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), stiller spørgsmålstegn ved anklagerne og mener, at disse er politisk farvet
”Så min skepsis havde ikke været ret velbegrundet,” forklarer Kjeld Hillingsø, som da heller ikke siden fandt nogen grund til at anfægte efterretningsfolkenes intelligens.
Efter at Enhedslistens daværende folketingsmedlem og tidligere medlem af DKP, Frank Aaen, i 2001 sagsøgte den tidligere modstandsmand Jørgen Røjel for injurier, efter at denne havde skrevet, at han ville kunnet være ”blevet straffet efter spionageparagraffen”, var det Kjeld Hillingsø, der mødte op i retten som sidstnævntes vidne. Her fortalte han, at kommunister i hvert fald ikke havde kunnet gøre karriere i forsvaret (noget daværende forsvarsminister Jan Trøjborg (S) måtte afvise at kende til).
Koldkrigerne
Kjeld Hillingsøs oplevelse er da også undtagelsen, som bekræfter reglen.
Den tidligere chef for hæren, regeringsrådgiver samt nær ven af kongehuset og andre på højrefløjen i dansk politik har historisk haft tillid, for ikke at sige en blind af slagsen, til efterretningstjenesternes arbejde. Hvis det borgerlige Danmark har kritiseret tjenesterne, har det snarere været for, at disse ikke var nidkære nok til at overvåge – og ikke mindst retsforfølge – flere på venstrefløjen under den kolde krig.
Hvorimod venstrefløjen, måske ikke overraskende, hverken har haft tillid til FE og PET’s vurderinger endsige tillid til, at disse ikke var politisk farvet.
Da Nyrup-regeringen i 1999 nedsatte PET-Kommissionen, skete det da også uden de borgerlige partiers stemmer. De mente, at PET netop blot havde passet sit arbejde. Og ikke bare stemte partierne imod.
De borgerlige aviser flød over af harmdirrende læserbreve, kronikker og ledere, som kulminerede i, at Venstre, De Konservative og CD året efter sendte et brev til Poul Nyrup Rasmussen og opfordrede regeringen til at iværksætte en bred undersøgelse af den kolde krig.
“Vi føler, at det er en vigtig del af danmarkshistorien, som visse kredse har lyst til at fortrænge,” som Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, forklarede:
”Blandt andet det forhold, at mediefolk, kulturpersonligheder og politikere bevidst eller naivt deltog i kommunistisk styrede aktiviteter som fredsbevægelsen.”
Landsforræder
Så meget desto mere opsigtsvækkende er det derfor, at det nu er borgerlige politikere, som i forbindelse med spionanklagerne mod FE’s chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), stiller spørgsmålstegn ved anklagerne og mener, at disse er politisk farvet. Derudover er to andre nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET sigtet i sagen, mens sigtelsen mod tredje er blevet frafaldet.
”Jeg ved ikke, hvorfor Folketinget er så stille,” fortalte Claus Hjort Frederiksen i april i et interview i Weekendavisen.
”Måske synes nogle, jeg har godt af det. Måske er man bare usikker på sagen, fordi ingen rigtig ved, hvad den reelt drejer sig om. Jeg håber det sidste. Men lad mig være lidt grov og sige, at jeg ikke tror, der havde været så stille, hvis et medlem af Enhedslisten var blevet sigtet for landsforræderi på grund af deltagelse i den offentlige debat.”
Blå briller og skæg
Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen er sigtet efter straffelovens paragraf 109, som taler om, at ”den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.”
En paragraf, som sidst blev taget i brug i 1980, hvor østtyskeren Jörg Meyer blev idømt seks års fængsel for spionage. I fem år levede Jörg Meyer på en falsk identitet i Danmark, inden han blev afsløret.
Hvad Lars Findsen og de to andre tidligere og nuværende medarbejdere i efterretningstjenesterne faktisk skulle have gjort vides endnu ikke. Men Claus Hjort Frederiksen har fortalt, at sigtelserne mod ham drejer sig om hans udtalelser i medierne om FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Et samarbejde, den tidligere forsvarsminister mener, er en offentlig hemmelighed.
”Der er absolut intet med blå briller og skæg,” som han skrev tidligere året, efter at være blevet afhørt.
Immunitet
Vælger anklagemyndigheden og justitsminister Mattias Tesfaye (S) at tiltale Claus Hjort Frederiksen, vil Folketinget i givet fald skulle stemme for at ophæve hans immunitet som medlem af Tinget, hvilket flere borgerlige partier truer med ikke at gøre, hvis tiltalen mod den tidligere forsvarsminister holdes hemmelig af hensyn til statens sikkerhed.
Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, har således oplyst, at partiet ”forventer”, at regeringen giver Folketinget indsigt i sigtelsen mod partifællen.
”Alt andet er simpelthen ikke værdigt”, lyder det Sophie Løhde.
Sker dette, vil i det givet fald være domstolene, der afgør, om sagen har noget at gøre med blå briller og skæg.
Arne Herløv Petersen
En anden mulighed er dog, at Mattias Tesfaye vælger at give Claus Hjort Frederiksen – og eventuelt de andre sigtede – et såkaldt tiltalefrafald.
Det skete i 1981, hvor forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen blev anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf 108 eller den såkaldte milde spionparagraf, hvor straffen kun er op til seks års fængsel.
Denne paragraf taler om at foretage sig noget, hvormed ”fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område.”
Arne Herløv Petersen kom dog aldrig for retten. I stedet frafaldt daværende justitsminister Ole Espersen (S) året efter tiltalen, noget som oftest gives til helt unge lovovertrædere, der stjæler en knallert eller begår andre mindre forbrydelser – og vel at mærke selv erkender, at de er skyldige. Hvilket Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.
Ole Espersen har efterfølgende fortalt, at når han ikke bare lod sagen falde helt, så skyldtes det to interesser: For det først mente justitsministeren, måske ikke overraskende, at borgere hverken skulle fængsles eller tiltales uden grund. Og for det andet havde PET ”en interesse i at få slået fast, at det ikke var helt tåbeligt, hvad de gik og lavede”. Hvilket Ole Espersen nu heller ikke mente, for Arne Herløv Petersen havde haft kontakt til den daværende sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Det var blot ikke noget, der kunne – eller havde – skadet danske interesser.
Som et kuriosum kan det nævnes, at PET fremhævede Arne Herløv Petersens anstrengte økonomi, som gjorde forfatteren og oversætteren mere modtagelig for at modtage penge fra KGB, og havde tvunget ham til at omprioritere sit lån i huset på Langeland. Men årsagen til omprioriteringen var nu en anden: Han opkøbte nabogrunden.
Oppefra i systemet
Selv om nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) har forklaret, at han blot har været et ”gummistempel” i spionsagen, så har Claus Hjort Frederiksen dog svært ved at tro på, at PET kan være kommet frem til, at han har gjort noget galt. Sigtelsen må være foranlediget af ”ovenfra” og altså udtænkt i enten Justitsministeriet eller Statsministeriet (dog kan han ikke kan være sikker på, om det er ministre eller ledende embedsmænd, som står bag.)
”Jeg kan ikke se, at det kan være på nogen anden måde,” lyder det det fra den tidligere forsvarsminister, og andre borgerlige politikere kræver også en forklaring på justitsministeren – og regeringens – rolle i sagen.
Liberal Alliance går endda gået så vidt som allerede nu at kræve en kommissionsundersøgelse af spionsagen.
”Det lyder jo helt grotesk – det er som regel sådan noget, man hører fra lande som Rusland,” forklarer partiets formand, Alex Vanopslaugh om kravet.
”Det vil jeg simpelthen ikke være tavs om længere. Liberal Alliance er ikke et parti, der accepterer, at magthaverne skalter og valter med danskernes retssikkerhed, heller ikke når det kommer til en politikerkollega.”
Tre årtier efter afslutningen af den kolde krig er rollerne i dansk politik byttet om, og det er nu højrefløjen, som ikke har tillid til FE og PET’s vurderinger. Eller i hvert fald ikke tillid til, at disse ikke er politisk farvet.
Læs mere om spionsagen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.