Stranger Things 2 – gensynsglæden er kortvarig

ANMELDELSE – Den første sæson af Stranger Things blev en af Netflix’ største publikumsmagneter, men  gensynsglæden over fortsættelsen er kortvarig, skriver Kim Jong Andersen, der endte med at have det som om han havde spist en hel skål Halloween-slik: det bliver for meget, for sødt og for vammelt til sidst, skriver han i sin spoiler-fri anmeldelse.

Er efterfølgeren til en af de mest elskede Netflix-serier ventetiden og en helt nats binge-watching værd? Det korte svar er, at det er et dialektisk svar. Både ja og nej.

Ja, fordi det er fedt igen at dyrke trippet tilbage til ens egen opvækst i 80’erne, genopleve gyset og spotte alle referencerne og ikke mindst se, hvad der er blevet af alle de mindeværdige karakterer fra første sæson. Nej, fordi den nye sæson dybest set bare er et opkog på nøjagtig samme formel som i første sæson, hvilket naturligvis giver en kortvarig gensynsglæde, da alt føles trygt og rart men også til tider alt for forudsigeligt på en triviel og kedsommelig facon.

Stranger Things 1 var et “sleeper hit” – ingen havde vist helt forventet, at Duffer-brødrenes firser-cocktail bestående af lige dele sci-fi, småby-opvækst- og horror-ingredienser med stærk inspiration fra to gange Stephen/Steven (King og Spielberg), John Carpenter og David Cronenberg og akkompagneret af en synthesizer-score ville blive et nyt popkulturelt fænomen.

I den nye sæson er tiden kommet til et mash-up med andre af 80’ernes store instruktører, især James Camerons Aliens og Terminator bliver skamredet i 2’eren ligesom William Friedkins Exorcisten får en tur i Duffer-brødrenes vridemaskine. Sågar Mark Lesters gamle kulthit, Class of 1984, får lov til at dominere en hel episode med dens umiskendelige punk-look.

Plottet er langt mere fokuseret og fortsættelsen er også tænkt “større” (selvom større ikke altid er lig med bedre, hvilket Stranger Things 2 desværre er et eksempel på), omend historien er en halv evighed om at komme i gang

Den første sæson blev som bekendt en af Netflix’ største publikumsmagneter, hvilket var fuldt fortjent, selvom serien bestemt også havde sine fejl og mangler – ikke mindst et noget rodet manuskript, der kun lige akkurat blev holdt sammen af den utilslørede kærlighed til genren, dens milepæle og nostalgiske øjeblikke samt den eminente rollebesætning. Her er 2’eren dog blevet markant strammet op i historiefortællingen.

Plottet er langt mere fokuseret og fortsættelsen er også tænkt “større” (selvom større ikke altid er lig med bedre, hvilket Stranger Things 2 desværre er et eksempel på), omend historien er en halv evighed om at komme i gang. Hvor et “slow burn” narrativ nogle gange kan bidrage til at skabe den rette atmosfære, så fungerer Stranger Things 2 først i det øjeblik, at speederen bliver hamret i bund – og det sker bogstaveligt talt først i de sidste fire episoder. De første to episoder er så godt som stillestående, så det er noget af en tålmodighedstest.

Ganske kort fortalt samler Stranger Things 2 tråden op omkring et års tid efter begivenhederne i første sæson. Her døjer Will med efterdønningerne af hans ophold i Upside Downs parallelunivers, der som bekendt er et mørkt ekko af vores dimension og derfor huser onde kræfter og dæmoniske væsener. Will begynder at se syner, der måske, måske ikke er virkelige, og der åbenbarer sig en ny trussel mod de hårdt prøvede indbyggere i Hawkins, Indiana.

Det skumle, regeringsstyrede Hawkins Lab udgør endnu engang omdrejningspunktet for mystikken, og en af styrkerne her i fortsættelsen er faktisk den yderligere udforskning af laboratoriets lange korridorer som lokation for en række intense scener, der bærer reminiscenser om de berømte hotelgange i Stanley Kubricks The Shining. En gyserklassiker baseret på en Stephen King-roman, hvis børnebander i værker som Dreamweaver, IT og Stand By Me danner det tydelige forlæg til banden i Stranger Things.

I Stranger Things 1 er det især børnebanden a la Goonierne som gør et stort indtryk. Mike, Dustin, Will og Lucas sammen med Eleven (spillet af et af tidens største ungdomsfund, Millie Bobby Brown) reddede dagen, hvor de til sidst fik bugt med både den onde Dr. “Papa” Brenner og en Demogorgon fra en anden dimension, hjulpet af en Winona Ryder i et comeback som Wills mor og David Harbour, som den lokale sherif Hopper.

I fortsættelsen savner vi dog både en mere karismatisk skurk som Matthew Modines Dr. Brenner og en handlekraftig Winona Ryder, der først til allersidst vågner op til dåd. Ellers er hun reduceret til en ulidelig pylremor her i anden sæson. Til gengæld gør Millie Bobbie Brown det endnu engang helt forrygende i rollen som Eleven, pigen med de telekinetiske evner. Uden hendes – og David Harbours – tilstedeværelse ville Stranger Things glide helt ud i glemslen.

I Stranger Things 2 får de selskab af bla. Sadie Sink som “Mad” Max – en ny, sej pige i klassen, der kører på skateboard og som kan slå drengenes rekorder i videospil i den lokale spillehal. Hun gør det godt. Herudover dukker Paul Reiser op som Dr. Brenners efterfølger på laboratoriet (kendt som firmaets mand i James Camerons Aliens, som nok er den primære inspirationskilde i Stranger Things 2) og minsandten om ikke også Sean Astin følger trop som Winona Ryders nye kæreste.

Astin kender vi mest som Sam fra Ringenes Herre, men hans debut var som Mikey i Goonierne, så for ham er det en tilbagevenden til den genre, der banede vejen for hans senere karriere.

Efter ca. 7 timer tilbage i Hawkins må jeg konstatere, at gensynsglæden kun var kortvarig. Selvom der tilføjet et par enkelte nye elementer i Stranger Things 2, så savner den i dag magien fra første gang, vi blev mindet om filmrullen og lydsporet fra vores ungdom

I den nye sæson er der ligesom i den første sæson en hel del slim, tunneler og “body horror” ligesom hos David Cronenberg. Symbolikken er ganske tyktflydende: overgangen fra barn til teenager og fra teenager til voksen er jo i høj grad en rejse fyldt med kropsvæsker og hormoner i kaos, og den overgang spiller hovedforfatterne, Duffer-brødrene og instruktøren Shawn Levy så metaforisk på, at det tangerer det ufrivilligt komiske.

En fortsættelse og også en tredje sæson af Stranger Things er uundgåelig, når vi har at gøre med så betydelig en publikumssucces og “vinderformel”.

Dog må jeg konstatere, at efter ca. 7 timer tilbage i Hawkins, var gensynsglæden kun kortvarig. Selvom der er tilføjet et par enkelte nye elementer i Stranger Things 2, så savner serien nu magien fra første gang, vi blev mindet om filmrullen og lydsporet fra vores ungdom.

Ingen tvivl om, at Stranger Things 2 er glimrende underholdning – og ikke mindst flot fotograferet og designet underholdning. Billedsiden, som er skudt i høj cinematisk kvalitet af Tim Ives og i passager nærmest med Kubrick’ske teknikker, er fænomenalt håndværk, og Chris Trujillos set design oser af “production value” og et noget større budget end forgængeren.

Men lige nu har jeg det som om, at jeg har spist en hel skål Halloween-slik – det bliver for meget, for sødt og for vammelt til sidst.

Topillustration fra Stranger Things 2 (Netflix)