FILM // ANMELDELSE – Anden ombæring af filmen The Devil Wears Prada, der følger journalisten Andy, spillet af Anne Hathaway, og hendes liv i modemagasinverdenen, har tilløb til interessant tematik, men ifølge Astrid Grove bliver det lidt for harmløst.
Andrea “Andy” Sachs (Anne Hathaway) børster tænder, mens bilerne dytter i det travle New York. Hun skynder sig forbi en blå løber til det indflydelsesrige modemagasin Runways gala med temaet Spring Florals for at nå en helt anden begivenhed: en prisuddeling for graverjournalister, der dækker krige og klimakatastrofer.
Sådan introducerer den nye film The Devil Wears Prada 2 hovedkarakteren Andy, der tyve år tidligere forlod sin stilling som assistent for Runways chefredaktør Miranda Priestly (Meryl Streep) i den første The Devil Wears Prada-film.
Den oprindelige film fra 2006 bygger på bestsellerromanen af samme navn fra 2003 af den amerikanske forfatter Lauren Weisberger. Hun skildrede et giftigt arbejdsmiljø på baggrund af sine erfaringer som assistent for Anna Wintour, der var chefredaktør for modemagasinet Vogue fra 1988 til 2025.
Filmens kritik af mediernes digitale vilkår og pressede økonomi er yderst humoristisk
Karikaturen af chefredaktøren kronede Wintour som en uanfægtet modedronning, og i dag sidder hun som global redaktionschef for Vogue og global indholdschef for det gigantiske mediehus Condé Nast, der blandt andet også udgiver magasinerne GQ og The New Yorker.
Instruktøren David Frankel står bag begge film, men tager ingen tilløb til at angribe modedronningen i toeren. Han udforsker i stedet modemagasinets tab af relevans og indflydelse i 2020’ernes mediebillede.
Massefyringer og memes
Runway er havnet i en shitstorm, efter en af deres artikler har lovprist tøjmærket Speedfash, der afsløres for at bruge sweatshops (arbejdspladser med dårlige og/eller ulovlige forhold, ofte placeret i tredjeverdenslande, red.).
Et meme viser Miranda Priestly som en gul Simpsons-figur, der forsvinder stille ind i en hæk, og aktiekursen ser ud til at falde kraftigt. Bestyrelsesformanden for Elias-Clarke, den fiktive pendant til Vogues udgiver, Condé Nast, Irv Ravitz (Tibor Feldman) kalder Andy ind fra sidelinjen til at håndtere de sociale mediers løbeild, efter hun er afskediget i en massefyring.
Med journalistisk tæft og integritet skriver hun gode artikler som Runways nye feature-redaktør, men det er først, når hun indhenter clicks på sit eksklusive interview med filantropen Sasha Barnes (Lucy Liu), at hun vinder kollegaernes gunst på redaktionsmøderne.
Filmens kritik af mediernes digitale vilkår og pressede økonomi er yderst humoristisk. Ikke mindst når skuespilleren Emily Blunt træder sublimt ind i sin gamle rolle som Emily Charlton med stive skuldre, små fagter og overlegen mimik.
I den første film var hun den anden af Mirandas assistenter, men nu arbejder hun for luksusmærket Dior, iført et par mørke, nålestribede bukser og en snøret overdel over en hvid skjorte med et tydeligt markeret logo for sin arbejdsgiver.
Hierarkiet er vendt på hovedet siden den første film. Miranda og bladets art director, Nigel Kipling (Stanley Tucci), må underkaste sig Emily Charltons krav om en stor featureartikel om Diors nye flagskibsbutik til gengæld for at bevare designermærkets 16% af Runways annonceindtægter.
Netop her står filmen med sin potentielt stærkeste fortælling: at slå et slag for pressens uafhængighed i modebranchen. Men næsten lige så hurtigt som Andy indvender, at det er en advertorial – reklame udformet som et journalistisk redigeret indlæg – flytter filmen fokus for at introducere andre aktører, der kæmper om at kontrollere magasinet.
Konsulenter i cafeteriet
I Elias-Clarkes cafeteria møder Miranda den unge Jay Ravitz (B. J. Novak) og hans guys, sorry, people, som han hurtigt når at rette sig selv, imens han peger på kvinderne i en konsulentgruppe. Med blåt jakkesæt og MBA-uddannelser vil de skabe profit, effektivisere og fyre alle, der har arbejdet på Runway i over fem år.
Væk er tiderne, hvor magasinet skød modebilleder i Central Park og betalte regninger for jakker til 300.000 amerikanske dollars. Nu poserer modeller foran et kamera på et af Runways klemte kontorer, mens Andy foretager et hemmeligt opkald.
Introduktionen af nye trusler gentager sig næsten lige så hyppigt som de mange establishing shots af New York, der skal fortælle filmens publikum, hvor en scene finder sted. Og resultatet bliver en form for spiondrama med intense zooms, tiltende kameraføring og en masse små udviskede handlingsforløb.
De unges redningsforsøg
Midt i kaosset møder vi Runways nye generation af ansatte, der fører de farverige redaktører igennem kriserne. Andys unge Yale-uddannede assistent Jin Chao (Helen Shen) optager hemmeligt et møde under påskud af at hente den amerikanske dessert froyo (frossen yoghurt, red.). Og med en sikker hånd styrer assistenten Amari (Simone Ashley) Miranda ombord på et flys economyklasse, der i stedet for privatliv og champagne tilbyder små, usle snack-pakker.
De yngre ansatte er også bevidste om kropspositivisme, eller “kropsnegativisme”, som Miranda mumler i sin undren over de forskellige kropstyper Runway hyrer til sit store mode- og kulturshow i Milano. Som en spejling af virkelighedens Vogue-World-shows, der hidtil er afholdt i Paris (2024) og Hollywood (2025) og kommer til Milano i september dette år, fortæller filmen, at det blot er et forsøg på at holde magasinets brand i live.
Milanesisk mode og hummermiddage
Turen til Milano er også en hyldest til magasinets kulturelle værdi. I Santa Maria delle Grazie-kirkens kloster beundrer Miranda Leonardo da Vincis vægmaleri Den sidste nadver fra 1400-tallet. Uden et hint af sarkasme belærer konsulenten Jay Ravitz Miranda om, at Italiens storhedstid ikke længere eksisterer. På mange måder hylder den nye film chefredaktøren, der optræder som garant for magasinets skønhed og kulturelle værdi.
Filmen har for travlt med at forklare publikum, hvad der er sket med karakterernes familie- og kærlighedsliv siden sidst
Med solbeskinnede scener fra en skinnende blå Como-sø og et overdådigt middagsbord med hummer og rosé i The Hamptons fortæller filmen os, at magasinets mode trives bedst blandt overklassens luksusvaner. Nigels stilsikre jakkesæt, Amaris skarpe, feminine skjorter og Mirandas jakke med flerfarvede frynser gør filmen til en visuel slikbutik i samspil med de utallige referencer til Andys berygtede “cerulean” blå sweater fra den første film.
Milano uden Miuccia
Den smagfulde garderobe skyldes ikke mindst, at modebranchen gerne vil associeres med den nye The Devil Wears Prada-film i modsætning til i 2006. Derfor er der også et væld af cameos, blandt andet med designerne Donatella Versace og Marc Jacobs. Men den milanesiske kvinde, der lægger navn til The Devil Wears Prada, er fraværende.
Miuccia Prada er kendt for at være mediesky, og da Prada Group har egne initiativer, som kortfilm-serien Miu Miu Tales, er hendes fravær ikke mystisk. Vi ser ganske vist et mørkt Prada-skilt i den gamle 1800-tals-arkade Galleria Vittorio Emanuele II ved Milanos Domkirke, når Miranda en sen aften vandrer nostalgisk forbi modeforretningerne, der har hjemme i den italienske kulturarv.
Men mest af alt er Pradas manglende aktive medvirken i The Devil Wears Prada 2 et af de tydeligste eksempler på, at en modefilm ikke behøver at være infiltreret i den internationale modebranches uklare grænser for product placements og sædvanlige motto om, at ‘vi er som en stor familie’.
Desværre sætter den nye film ikke for alvor nogle dagsordener eller rykker ved den internationale modebranches business as usual. Filmen har for travlt med at forklare publikum, hvad der er sket med karakterernes familie- og kærlighedsliv siden 2006, og det skiftende fokus ender som en ironisk, selvopfyldende profeti om modens konstante foranderlighed.
Selvom den nye film er sjov, stilfuld og perfekt proppet med referencer til den første film, tilbyder toeren ikke det samme fascinerende indblik i modebranchen. Den er mest af alt en harmløs film, der lukker fortællingen om magasinets modekvinder, mens Lady Gaga synger “You were born for the runway-way-way-way”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og