OVERVÅGNING // KOMMENTAR – Hvis politikerne med nummerpladegenkendelse ønskede et generelt digitalt kontrolsystem på vejene, burde de have sagt det klart fra begyndelsen. Så kunne vi have haft den ærlige demokratiske debat om proportionalitet, privatliv, datalagring, retssikkerhed og borgernes bevægelsesfrihed, skriver John Foley, tidligere major, i denne kommentar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er grund til at stille et enkelt, men vigtigt spørgsmål: Blev politiets automatiske nummerpladegenkendelse (ANPG) indført på et ærligt grundlag?
Spørgsmålet handler ikke om, hvorvidt ANPG i sig selv kan være et nyttigt redskab. Det kan det givetvis. Det kan være både rimeligt og nødvendigt, at politiet har moderne teknologiske værktøjer til at finde efterlyste køretøjer, spore farlige personer og støtte efterforskningen af alvorlig kriminalitet.
Problemet opstår, hvis et vidtgående digitalt kontrolsystem politisk bliver solgt som et nødvendigt våben mod alvorlig og organiseret kriminalitet, men i praksis over tid glider over i at blive et bredt administrativt kontrolredskab over for almindelige borgere.
Det er det, man på engelsk kalder mission creep. På dansk kan vi kalde det formålsglidning.
Et system indføres med ét formål, men bruges efterhånden til noget bredere, noget andet og noget langt mere hverdagsagtigt end det, der oprindeligt skaffede politisk og folkelig accept. Det er netop den mistanke, ANPG rejser.
Da ANPG blev præsenteret, var det naturlige indtryk, at systemet først og fremmest skulle styrke politiets indsats mod alvorlig kriminalitet. Det var farlige kriminelle, organiserede kriminelle miljøer, efterlyste personer og alvorlige forbrydelser, der bar begrundelsen.
Da ANPG blev præsenteret, var det naturlige indtryk, at systemet først og fremmest skulle styrke politiets indsats mod alvorlig kriminalitet.
Men hvad er systemet i praksis endt med også at blive brugt til? Manglende syn. Manglende forsikring. Afmeldte køretøjer. Nummerplader, der skal inddrages. Administrative forseelser og kontrolforhold, som ligger ganske langt fra billedet af den farlige kriminelle, som offentligheden blev præsenteret for, da behovet skulle begrundes.
Lad mig understrege: Jeg siger ikke, at det er ligegyldigt, om et køretøj er uforsikret eller ikke er synet. Det er det ikke. Det kan have betydning for trafiksikkerhed og ansvar ved ulykker.
Men det ændrer ikke ved det principielle spørgsmål: Var det dette, Folketinget og borgerne troede, de sagde ja til?
Et andet formål?
Hvis politikerne ønskede et generelt digitalt kontrolsystem på vejene, burde de have sagt det klart fra begyndelsen. Så kunne vi have haft den ærlige demokratiske debat om proportionalitet, privatliv, datalagring, retssikkerhed og borgernes bevægelsesfrihed.
Det er noget andet at sige: “Vi har brug for et målrettet system mod alvorlig kriminalitet”, end at sige: “Vi ønsker et bredt system, der løbende scanner borgernes køretøjer og kan bruges til en lang række kontrolformål.”
Det første sælger sig selv. Det andet kræver en helt anden demokratisk debat.
Og netop derfor er formålsglidning farlig. Ikke fordi ethvert nyt formål nødvendigvis er ulovligt eller urimeligt, men fordi grænsen for statens kontrol flyttes gradvist, uden at borgerne nødvendigvis opdager det, og uden at Folketinget nødvendigvis tvinges til at tage den principielle debat igen.
Det bliver endnu mere problematisk, hvis der ikke findes en offentlig, systematisk dokumentation for, om ANPG overhovedet har opfyldt det formål, som systemet oprindeligt blev legitimeret med.
Hvor mange alvorlige kriminelle er faktisk blevet fundet via ANPG?
Hvor mange sager om organiseret kriminalitet har systemet været afgørende for?
Hvor mange efterlyste farlige personer er blevet lokaliseret?
Hvor mange hits handler derimod om manglende syn, manglende forsikring, vægtafgift, afmeldte køretøjer eller andre administrative forhold?
Og har Folketinget fået en årlig, gennemsigtig redegørelse for denne fordeling?
Hvis svaret er nej, har vi et demokratisk problem.
Dokumentation er nødvendig
Man kan ikke først bede befolkningen acceptere et vidtgående digitalt kontrolredskab med henvisning til kampen mod alvorlig kriminalitet og derefter undlade at dokumentere, om systemet faktisk virker efter hensigten.
Det er ikke nok at henvise til, at systemet “kan” være nyttigt. Myndighederne må kunne dokumentere, hvad det faktisk bruges til, og hvad det faktisk leverer.
Der bør derfor fremlægges en egentlig effektevaluering af ANPG. Ikke en teknisk redegørelse. Ikke en generel forsikring om, at systemet er et godt arbejdsredskab. Men en konkret opgørelse over anvendelsen:
Hvor mange scanninger foretages der årligt?
Hvor mange hits registreres?
Hvor mange no-hits registreres og lagres?
Hvor mange sager fordeler sig på alvorlig kriminalitet, organiseret kriminalitet, efterlyste personer og køretøjer?
Hvor mange sager vedrører administrative forhold som syn, forsikring, afgift og nummerplader?
Hvor ofte fører ANPG-hits til sigtelser, anholdelser, domme eller andre konkrete resultater?
Og hvor ofte viser systemet sig blot at registrere helt almindelige borgere, der ikke er mistænkt for noget?
Det er ikke urimelige spørgsmål. Det er minimumskrav i et retssamfund.
Når staten får adgang til stadig mere avancerede digitale kontrolredskaber, må den demokratiske kontrol følge med. Ellers risikerer vi, at teknologien langsomt ændrer forholdet mellem borger og stat.
ANPG handler derfor ikke kun om nummerplader. Det handler om tillid.
Tillid til, at politikerne siger ærligt, hvad et system skal bruges til.
Tillid til, at myndighederne ikke udvider anvendelsen, uden at offentligheden får det at vide.
Tillid til, at indgreb i borgernes privatliv og bevægelsesfrihed bliver vurderet efter proportionalitet og nødvendighed.
Og tillid til, at vi ikke indfører overvågning med ét argument og bruger den med et andet.
Hvis politikerne mener, at ANPG skal være et bredt administrativt kontrolredskab, må de sige det åbent. Så må de tage den politiske debat og stå på mål for konsekvenserne.
Myndighederne må kunne dokumentere, hvad det faktisk bruges til, og hvad det faktisk leverer.
Men det er ikke hæderligt at legitimere teknologien med de farligste kriminelle og derefter lade den glide over i daglig kontrol med almindelige borgere, uden at der fremlægges klar dokumentation for, at det oprindelige formål er blevet opfyldt.
Derfor bør Justitsministeriet og Rigspolitiet nu fremlægge en samlet offentlig evaluering af ANPG.
Ikke for at afskaffe systemet nødvendigvis.
Men for at få svar på det spørgsmål, som burde være selvfølgeligt:
Bruges ANPG stadig primært til det, som systemet blev indført for — eller har vi fået et digitalt kontrolapparat, som ingen ærligt bad borgerne tage stilling til?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og