MENTAL LOAD // DEBAT – Det er for letkøbt bare at være ligeglad med andres dømmende blikke. Eftersom jeg som mand har været den, der stod for køkkenet herhjemme igennem årtier, er det i princippet mig, der skal stå til ansvar for, hvordan mit køkken ikke lever op til besøgendes standarder. Men trods dette er det stadig fruen, som mærker de dømmende øjne i nakken og de små bemærkninger, skriver Gunnar Langemark.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mental load er ikke en konkret belastning af opgaver, men en stressbelastning, der skyldes, at man føler et ansvar for, at nogle opgaver løses, som man opfatter som nødvendige, samtidig med at man ikke ønsker sig det ansvar og ikke kan se, hvordan nogle andre kan eller vil løfte ansvaret. Dette mental load bliver større af, at man ikke føler, at det værdsættes tilstrækkeligt.
Det er min opfattelse af mental load. Det er også en forklaring på, at det kan være svært for mange mænd og mange traditionalister at anerkende dets eksistens eller betydning.
Det er noget, der føles af mennesker, som ønsker at ændre på de traditionelle mønstre og den traditionelle opgavefordeling. Det er også derfor, de fleste mænd ikke mærker samme mental load, bare fordi de løbende løser opgaver, der traditionelt hører mænd til. De har nemlig ikke lyst til at lægge dem fra sig. De har ikke taget en aktiv beslutning om, at de gerne vil leve et bestemt anderledes liv. Og hvis de gør nogle af de traditionelle ”kvindeting”, er det oftest for at få fred i hjemmet. De ville hellere undlade, og hvis de ikke bliver gjort, så er de ligeglade.
Man kan opfordre uforstående mænd til at forestille sig, at ansvaret for, at bilen kommer til service, får skiftet olie, får nye dæk, bliver vasket og så videre, ligger hos kvinden, og hun fuldkommen ignorerer det, og gør det dårligt, og når man så skal ud og sparke dæk med vennerne … Denne forestilling vil måske give en forståelse af, hvilken irritation, man kan trigge ved at være den mand, der forsømmer sin bil, selvom man ved, at det var det, konen skulle gøre – og nu bliver man ”dømt” for hendes forsømmelser.
Første gang jeg selv stødte på mental load, var længe før, begrebet blev til. Det var omkring 1980 i en gymnasiestil, hvor jeg valgte at skrive om kønsroller. I det gamle eksamensopgavesæt, vi fik udleveret, var der et spørgsmål, som gik på noget i retning af, hvis ansvar det var, hvis ”manden ikke hjalp til med opvasken”. Min 16-årige smartass-hjerne udtænkte helt selv, at hvis manden skulle ”hjælpe til” med opvasken, så lå ansvaret jo stadig hos kvinden, og så var det jo stadig ikke ligestilling. Jeg var lidt stolt af mit skarpsyn.
Siden blev det en helt konkret erfaring i mit eget familieliv.
Mental load: Du kan da bare lade være
I forbindelse med mental load læste jeg for nylig denne kommentar af Berlingskes Tom Jensen:
”Min erfaring med mange mænds tilgang til kvinders oplevelse af at stå alene med the mental load: Jamen, så lad være.”
Det ville være dejligt, hvis man kunne nøjes med at sige sådan; hvis man kunne beslutte sig for, at man ikke ville føle det ansvar og bare kunne lægge det fra sig og ikke tænke over det, men …
Eftersom jeg har været den, der stod for køkkenet herhjemme igennem årtier, er det i princippet mig, der skal stå til ansvar for, hvordan mit køkken ikke lever op til besøgendes standarder. Men trods dette er det stadig fruen, som mærker de dømmende øjne i nakken og de små bemærkninger.
Så det kræver i mine øjne lidt mere af en kvinde at gøre sig ”ligeglad” med, hvordan huset ser ud, når der kommer gæster. For de fleste vil – hvor nødig de end vil indrømme det – lade det ligge husets frue til last. Og de ser ikke mig som ”husets frue”, selvom det ville være velkomment og bidrage til freden i det lille hjem. Vi er heldigvis så gamle og ser så få mennesker, at det ikke er et reelt problem længere.
Jeg oplevede selv at skulle søge om at få børnechecken, da jeg var alene med ungerne, mens den helt automatisk gik tilbage til mor, da hun returnerede
Min pointe med dette er ikke, at mental load er et offentligt anliggende. Det er heller ikke, at det er et stort problem.
Min pointe er, at der faktisk er en konkret grund til, at kvinder skal mobilisere en smule mere overskud og fandenivoldsk energi for at sætte sig ud over følelsen af andres øjne i nakken. For der er øjne i nakken.
Det kan selvfølgelig være, hvis man (kvinde) faktisk føler skam og pligt til at huske kagedag, sørge for at husbonden ikke tager forskelligfarvede sokker på, vaske flyverdragten, gøre køkkenvasken ren, få klippet ungernes hår, købe fødselsdagsgaver og værtindegave osv.
Men hvis det ikke sker, så vil omgivelserne, uanset ens egen indstilling, alligevel reagere og med små antydninger lade vide, at de betragter den forsømmende kvinde som mindre værdig og mindre ordentlig. Og måske endda en dårlig mor, hvilket er den ultimative udskamning!
Og man skal alligevel være ret tykhudet for ikke at mærke den slags reaktioner, vil jeg mene.
Det er så også sådan, at mænd typisk slet ikke opdager det. Og det er også sådan, at det næsten altid er andre kvinder/mødre, som finder på, at der skal være konkurrence om hjemmebag, at ens sokker er et must, og at beskidte flyverdragter er no-go.
Det er (var for 15-25 år siden i hvert fald) sådan, at selvom man har fordelt tingene anderledes, så kan ”systemerne” ikke rumme andet end det traditionelle. Beskeder fra børnehaven, SFO’en osv. går til moren, selvom ungerne bor hos deres far, og man har bedt om at få omdirigeret kommunikationen.
Hvis man siger ”det kan I bare ignorere”, så ignorerer man det, som lige så stille trækker i den retning, hvor forandring og frihed til selv at vælge livsstil gøres mere besværligt end nødvendigt
Jeg oplevede selv at skulle søge om at få børnechecken, da jeg var alene med ungerne, mens den helt automatisk gik tilbage til mor, da hun returnerede. Husbond får automatisk mails fra bank og udlejer og den slags institutioner, der ikke har med børn at gøre, mens det kan være mere end besværligt at få dem til at sende til fruen, selvom det er hende, der står for økonomien. Det har jeg adskillige erfaringer med. Den seneste blot et par uger gammel.
Hvis man er ligeglad, er det ikke et problem. Hvis man er lidt afhængig af andres anerkendelse, er det et problem. Man føler sig ikke set og ikke anerkendt som ansvarlig for det pågældende område (eller at man bliver gjort ansvarlig for noget, man har fravalgt eller overladt til sin partner). Man føler, at man får at vide, at man er forkert og har gjort noget, som nærmest er utænkeligt. Faktisk så utænkeligt, at de omgivende institutioner ikke kan imødekomme én. Jeg har fx måttet true vores tidligere bank med, at vi ville finde en anden bank, før de begyndte at sende posten vedr. fælles konti til fruen og ikke mig.
Der er mange ting, som er hardwired i systemerne omkring os, og som viser forventningen om, at man har en standard traditionel kønsfordeling af opgaverne i kernefamilien. Som jo også er det, der forventes: kernefamilie.
Hvis man siger ”det kan I bare ignorere”, så ignorerer man det, som lige så stille trækker i den retning, hvor forandring og frihed til selv at vælge livsstil gøres mere besværligt end nødvendigt.
Det kan man jo godt. Men det er meget letkøbt.
Læs andre kommentarer og debatindlæg her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
