Manden med æggene

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund

DAGENS POV // POLITISK ANALYSE – Idealisterne har taget magten fra pragmatikerne hos Det Radikale Venstre måske for første gang i partiets historie. Det kan få konsekvenser, skriver Lars Kaspersen, der har været landsformand for RU og folketingskandidat for partiet, men som også har været pressechef for den socialdemokratiske folketingsgruppe og rådgiver for daværende partiformand Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg kender med andre ord de to partier godt og vil derfor tillade mig at give et bud på den dødsspiral, relationen mellem de to partier har været inde i snart en del år,” skriver han. Og så spørger han, om de radikale mon kan lære noget af H.C. Andersens digt om konen med æggene?

Lad mig indledningsvis minde læserne om, at hovedingrediensen i forholdet mellem S og R altid har handlet mere om fornuft og rationalitet end om kærlighed.

Der har altid været et element af, at de radikale med vanligt selvværd har ment, at de bedre end Socialdemokraterne har vidst hvad der var rigtig socialdemokratisk politik.

Samtidig har Socialdemokraterne aldrig stolet helt på de radikale som de opfatter som ret højreorienterede på den økonomiske politik og dele af velfærdspolitikken.

I R har man forstået at udvise den empati og det strategiske overblik, der har givet plads til begge parter og sikret de radikale disproportional indflydelse på dansk politik. Det var en ganske enestående bedrift af datidens radikale ledere

I de gode tider, har de to partier været dygtige til at give hinanden plads til at føre den politik, der skal til for at begge kan stå stærkest muligt.

Især har tidligere radikale ledere haft et godt øje for, at det er Socialdemokratiets vælgermæssige styrke der giver magten, og har derfor vist respekt for at Socialdemokratiet skulle have plads til at sikre denne styrke.

De radikale har så omvendt krævet markante politiske indrømmelser til gengæld, og det har de også fået. Man har forstået at udvise den empati og det strategiske overblik, der har givet plads til begge parter og sikret de radikale disproportional indflydelse på dansk politik.

Det var en ganske enestående bedrift af datidens radikale ledere.

Efterhånden som de radikale har følt, at partiet og dets dagsorden er blevet mere og mere isoleret spores imidlertid en stigende frustration og desperation. Partiet har følt sig presset og reaktionen har været at råbe højere og blive stadigt mere absolutte i sin politik.

Mange radikale – og andre med dem – vil mene, at det er socialdemokraterne, der selv har udløst den nye radikale politiske metode, som de nu martres af. Det var socialdemokraterne, der i den radikale optik lagde ud med at koge suppedasen op.

Uanset årsagen begyndte de radikale for alvor at forlade deres hidtidige politiske tradition med forliget i det sorte tårn og den efterfølgende regeringsdannelse

Det gjorde man, da man før forrige folketingsvalg, brutalt meldte ud, at de radikale ikke ville få indflydelse på et komma i den aftale S og SF havde lavet om grundlaget for en kommende regering. En provokation de radikale ikke ville lade stå uimodsagt og derfor satte hårdt mod hårdt.

Men uanset årsagen begyndte de radikale for alvor at forlade deres hidtidige politiske tradition med forliget i det sorte tårn og den efterfølgende regeringsdannelse. Her insisterede man fx på, at efterløns- og dagpengeregler skulle fastholdes uanset hvilket omfang af styrtblødning det udsatte den socialdemokratiske regeringspartner for.

Det er den linje, som den nuværende ledelse har drevet helt ud til kanten. En udvikling der er sket i takt med, at idealisterne måske for første gang nogensinde har taget magten over det radikale parti fra pragmatikerne.

Dengang betød det, at mandaterne tilsagde, at socialdemokraterne ikke kunne ændre på reglerne for fx efterløn og dagpenge. Socialdemokraterne måtte forstå og acceptere, at der jo var flertal for disse regler i Folketinget.

Det er således ikke helt uden grund, hvis socialdemokraterne nu bliver drevet til vanvid af, at de radikale ikke føler, at den samme mandaternes lov gælder for dem i dag i udlændingepolitikken.

I stedet oplever socialdemokraterne, at de radikale søger at maksimere egne vælgertal ved konstant at stille ultimative krav til socialdemokraterne på udlændingeområdet. Sagen er den, at Socialdemokraterne ganske givet ved, at hvis de giver efter for de radikale krav på dette område, vil de tabe magten hurtigt og længe.

I et langsigtet socialdemokratisk perspektiv er det bedre at sige nej til magten, end at få den ved at give efter for de gentagne ultimative radikale krav til udlændingepolitikken

De radikale kræver simpelthen noget, socialdemokraterne mener, at de ikke kan og ikke vil give de radikale. I et langsigtet socialdemokratisk perspektiv er det derfor bedre at sige nej til magten, end at få den ved at give efter for de gentagne ultimative radikale krav til udlændingepolitikken.

Se den radikale leders seneste protestaktion i udlændingepolitikken nedenfor:

Når Socialdemokraterne står fast overfor de radikale vil det være det endelige bevis for, at den socialdemokratiske udlændinge- og integrationspolitik er noget, Socialdemokraterne mener – og derfor også er noget, vælgerne kan stole på. Det vil i den grad være noget værd for partiet.

Til gengæld vil de radikale i en sådan situation måske stå tilbage med en lidt tom fornemmelse, måske med en tanke på store spildte planer.

Skulle det ende dér, kan man med tanke på de radikale og partiets leder genlæse H C Andersens underfundige digt om konen med æggene:

Der var en kone på landet,

hun havde en høne blandt andet.

Nu, lægge æg er hønens fag,

og denne gav et hver evige dag;

det var et par snese, da de blev talt,

se, det fandt konen ikke så galt!

Hun dem forsigtig i kurven fik,

tog den på hovedet og gik.

Til staden styrede hun sin gang;

men hun var ene og vejen var lang,

skønt hun gik til af alle kræfter.

Nu tænkte hun over og regned’ efter,

hvor godt hun fik sine æg betalt,

og det var jo heller ikke så galt:

»Ja vist! « Således hun går og taler:

»For disse får jeg en hel rigsdaler.

For den vil jeg købe to høns, lad se!

Med den der hjemme har jeg da tre;

hver lægger æg, og om ikke længe

kan jeg handle igen og komme til penge;

jeg køber tre høns, til de tre jeg har;

se det bliver seks. Deres æg jeg ta’r;

jeg sælger de halve, den anden rest

skal ruges til kyllinger, det er bedst!

Jeg får da en hønsegård; tænk dig bare!

Og den tager til. Det er holdende vare!

En del lægger æg, en del ruger ud –

hvor jeg bliver rig, du søde Gud!

Jeg køber to gæs og et lille får,

og bedre og bedre handelen går

med æg og med høns og med fjer og med uld.

Til sidst får jeg pengeposen fuld!

Jeg køber en gris, jeg køber en ko,

hvo ved, måske kan jeg købe to?

Se det giver af sig! Og efter et år

har jeg hus og folk og køer og får.

Så kommer en frier ind i min stue,

han kysser min hånd, og jeg bliver frue!

For han har en gård, der er større end min!

Jeg bliver så fornem, så stolt og så fin,

jeg tåler ikke den mindste snakken,

jo, jeg skal vide at knejse med nakken! «

– Og ret som hun sagde det, gjorde hun så.

Klask! Æggene der på jorden lå!

Med dem den hele lyksalighed faldt –

og det var i grunden ikke så galt!

Om man mener det er så galt eller ej kommer nok an på, hvad man mener om alternativerne.


Topfoto: Collage fra Ft.dk og Pixabay. 

Lars Kaspersen er tidligere kommunikationsdirektør for DSB, PostNord/PostDanmark og SBS TV, han har været særlig rådgiver for den socialdemokratiske folketingsgruppe og Helle Thorning-Schmidt og arbejdet i lægemiddelindustrien. Er aktiv i dansk cykling som næstformand for Danmarks Cykle Union og formand for bestyrelsen i fonden Danmarks Jernbanemuseum. Lars er gift med Henriette og de har 2 børn på hhv 16 og 18 år.

Seneste artikler om Danmark