Det hvide højland Kenya

Kampen om det hvide højland

i Bøger/Afrika af
KENYA // INTERVIEW – I et hjørne af Kenya finder en blodig konflikt sted, der går igen på tværs af det afrikanske kontinent. Postdoc fra DIIS, Marie Gravesen, blotlægger i en ny bog parterne i en strid om retten til jord – en strid, som også handler om klimaforandringer, etnicitet, nationalpolitik og ikke mindst om en kolonitid, der stadig trækker spor og sprækker.

I Laikipia County lidt nord for Nairobi, havde man allerede set sin del af spændinger og konflikter om jordrettigheder, men det, der begyndte en efterårsdag i 2016, var anderledes: Bevæbnede hyrder – eller pastoralister – drev den dag og i løbet af det næste års tid hundredetusindvis af kvæg ind på privatejede farme og tvang sig adgang til græsningsområder.

For småbønderne og de (oftest) hvide farmere var det en krænkelse af deres juridiske ret til jorden. For pastoralisterne var deres ”walk ons” en social og politisk protest. Protest over, at den jord, der blev taget fra dem under kolonitiden, aldrig var blevet givet tilbage. Protest over deres manglende stemme i den offentlige debat og manglende politiske repræsentation.

Kommer man til Laikipia i regntiden, hvor alt er grønt og frodigt, kan man nemt drømme sig væk til Karen Blixens afrikanske farm, der ligger 3 timers kørsel derfra

Farme blev plyndret, ejerne truet og i flere tilfælde dræbt. Det ét-år lange blodige oprør overraskede alle ved sin voldsomhed og resulterede i en national undtagelsestilstand forud for det Kenyanske parlamentsvalg i 2017.

Det der skete, foregår i utallige versioner i større eller mindre skala andre steder i Afrika: uafklarede, politiserede og uløste konflikter omkring adgangen og retten til ressourcer, der munder ud i vold og selvtægt – og det er omdrejningspunktet for Marie Gravesens bog ”The contested lands of Laikipia”.

Bogen er et resultat af Gravesens phd og hendes ophold i Laikipia mellem 2014 og 2015. Dengang kunne hun, som hun udtrykker det i indledningen, observere de små vindpust, der senere skulle udvikle sig til en storm, der berørte hele landet.

“Brødkurven”

Laikipia County er en af de mindste regioner i Kenya, hvor godt 500.000 mennesker bebor et område på ca. 9.000 kvadratkilometer. Med sine vidtstrakte savanner, vilde dyr og Karen Blixen’ske farme er området på den ene side den inkarnerede vestlige drøm om Afrika. Samtidig har Laikipia set mere vold i løbet af de seneste 30 år end noget andet sted i Kenya. Oprøret i 2016-17 var dog i skala og varighed uden fortilfælde.

”Kommer man til Laikipia i regntiden, hvor alt er grønt og frodigt, kan man nemt drømme sig væk til Karen Blixens afrikanske farm, der ligger 3 timers kørsel derfra. Ankommer man fra vest, kan Mount Kenya’s snedækkede tinde skimtes i baggrunden. Fede kvæg går omkring på de store indhegnede farme. Bag hegnene er der orden – som i en tidskapsel fra en svunden tid.

Flotte marker med frodige afgrøder, der også er hjem for vilde zebraer, giraffer og elefanter. Flere af de store farme har deres egen landingsbane, så de slet ikke behøver at komme uden for indhegningen. For på den anden side er virkeligheden en helt anden. Her er der en verden af støv og tørke,” fortæller Marie Gravesen.

Laikipia er nemlig langt fra den frodige ”bread basket”, som de første kolonialister skrev hjem om for at lokke deres britiske landsmænd dertil i slutningen af 1800-tallet. Rent faktisk har området været notorisk plaget af vandmangel, og det har givet problemer for alle, der har forsøgt at skabe sig en levevej dér – pastoralister såvel som hvide farmere.

Man kan undre sig over, at et område, der er så svært at opdyrke, har været så populært blandt kolonisterne, men de er formentlig ankommet til området i regntiden, hvor alting har stået i flor

”Klimaet i Laikipia er helt vildt komplekst og præget af en myriade af mikroklimaer. Visse steder ser man en vejrcyklus på tre år og andre steder ikke langt derfra, ser man en 10-års cyklus. Det gør jorden enormt svær at opdyrke og gør det til en risikabel affære at være afhængig af dens ressourcer,” siger Marie Gravesen og fortsætter:

”Man kan undre sig over, at et område, der er så svært at opdyrke, har været så populært blandt kolonisterne, men de er formentlig ankommet til området i regntiden, hvor alting har stået i flor, på et tidspunkt, hvor en kvægpest desuden havde reduceret kvægbestanden hos de nomadiske pastoralister drastisk.

Da den britiske opdagelsesrejsende Joseph Thompson kom til Laikipia i 1890’erne, så han derfor et ”tomt” land, der var klar til at blive kolonialiseret – en typisk fejlslutning – for faktum var, at området havde været brugt og beboet i århundreder.”

Det hvide højland

Kenyas kolonihistorie tog sin begyndelse med East African Protectorate, der blev vedtaget af den Britiske regering i 1895, og åbnede landet op for hvide nybyggere. De fik eksklusiv ret til jorden i store områder, inklusiv i Laikipia, der også gik under navnet ”The White Highlands”.

Efter flere års voldelige protester fra den såkaldte Mau Mau Movement fik Kenya endelig i 1962 sin uafhængighed og første præsident Jomo Kenyatta. Han lancerede en fredelig jordreform, finansieret af Storbritannien, der skulle sikre en mere ligelig fordeling af jorden baseret på princippet “willing buyer-willing seller” (villig køber-villig sælger).

Hvide Højland
Indsættelsen af Jomo Kenyatta i 1963. Foto: Wikimedia Commons

”Realiteten var dog, at briterne i et forsøg på at efterlade sig et værdigt udkomme af kolonitiden, søgte at minimere den jord, der kunne afkoloniseres, og afsatte alt for få midler til, at transitionen reelt kunne ske på fri og fair vilkår. Dermed gjorde de det samtidig besværligt for de hvide bosættere at komme af med jorden.

Den enorme efterspørgsel på jord og det manglende udbud skabte et stort sort eller gråt marked for køb og salg af jord præget af afpresning, korruption, politisk opportunistisk indblanding og favorisering af bestemte etniske grupper – noget der til stadighed præger de konflikter om jordrettigheder, Kenya ser i dag,” siger Marie Gravesen.

Hvem har retten?

I dag er Laikipia County befolket af småbønder og pastoralister foruden de hvide farmerne, som stadig sidder på enorme landområder på op til 40.000 hektar for en enkelt farm. Til sammenligning sidder mange pastoralister og småbønder med under én hektar jord til en familie.

Fordelingen af jorden har længe været et stridspunkt, og Marie Gravesen har i sin forskning set på de mange argumenter – etniske, juridiske, historiske og politiske – der ligger til grund for hver gruppes krav på jorden. For med klimaforandringer og befolkningstilvækst, der begge tager til i styrke, brænder spørgsmålet: er der jord nok til alle?

de selvsamme politikere, der har magten til at udrede trådene og igangsætte en gennemgribende jordreform, har berøringsangst – simpelthen fordi en jordreform ville være politisk selvmord

”På den ene side står pastoralisterne, der de sidste 300 år har drevet deres kvæg gennem disse jordområder, og som slet ikke har samme opfattelse af privat ejendomsret, som de europæiske kolonialister, der i sin tid kom og udstykkede jorden.

I stedet beror retten til ressourcer for dem på et moralsk kodeks om, at det er forkert at nægte nogen adgang til græsning. De har nu i flere årtier set deres græsningsområder nord for Laikipia svinde ind som følge af tørke og kræver derfor adgang til jorden i Laikipia – noget de opfatter som deres historiske ret.

På den anden side står de hvide farmere, der hævder at have den juridiske ret til jorden. Mange af dem har boet i området i generationer og kender ikke andet hjem. Andre anderkender måske, at de oprindeligt ikke er kommet retmæssigt til jorden, men så henter de hjemmel i et andet argument:

Mange af farmene er blevet en del af en kæmpe turistindustri ved at omlægge deres landbrugsjord til naturbeskyttelses-enklaver – og her er der massive interesser på spil særligt fra indflydelsesrige natur- og dyrebeskyttelsesorganisationer.

Dertil kommer småbønderne, som i mange tilfælde har købt deres jord i forbindelse med selvstændighedsårenes jordreformer, og de er derfor ikke nødvendigvis interesserede i endnu engang at få sat spørgsmålstegn ved deres krav på jorden.

Endelig er der politikerne, som ofte selv har købt sig store ranches i det tidligere hvide højland, da de havde muligheden i selvstændighedsårene. Faktisk når man sjældent langt i kenyansk politik uden at sidde på jordressourcer, der kan udnyttes til at få politisk støtte.

Kampen om jordrettigheder har stærke tråde til kolonitiden, hvor europæerne kom og lagde deres egne juridiske systemer ned over store jordområder uden hensyn til den måde, jorden rent faktisk blev brugt på før deres ankomst

Derfor placerer politikerne også ofte deres sympati opportunistisk alt efter deres økonomiske interesser, etniske tilhørsforhold og håb om politisk opbakning. Der har også været tegn på, at den ene eller anden side af konflikten i 2016-17 sågar er blevet støttet med våben og ammunition fra politisk hold.

Resultatet er en fastlåst konflikt, der ikke kan løses uden politisk indblanding. Men de selvsamme politikere, der har magten til at udrede trådene og igangsætte en gennemgribende jordreform, har berøringsangst – simpelthen fordi en jordreform ville være politisk selvmord og desuden ville gå imod deres egne personlige investeringer.”

Kolonitidens aflejringer

Konflikten har et historisk fortilfælde, som både de hvide farmere og pastoralisterne refererer mere eller mindre eksplicit til med forskelligt fortegn: Zimbabwe, hvor utilfredsheden over regeringens forsøg på fredelige jordreformer i 2000 kulminerede i en voldelig overtagelse af mere end 100.000 km2 jord fra hvide farmeres hænder, fortæller Marie Gravesen:

”Laikipia er på mange måder den sidste bastion i Østafrika, hvor hvide jordejere stadig har en dominerende rolle og sidder på en meget stor del af jorden, og Zimbabwe lå helt klart i baghovedet på mange i Kenya, da konflikten brød ud i 2016.

Kampen om jordrettigheder har stærke tråde til kolonitiden, hvor europæerne kom og lagde deres egne juridiske systemer ned over store jordområder uden hensyn til den måde, jorden rent faktisk blev brugt på før deres ankomst. Det er der på mange måder stadig ikke gjort op med, for systemerne ligger der jo stadig.

Provokationen er åbenlys. På den måde kan man sige, at klimaforandringerne har skubbet til en konflikt, der allerede eksisterede

Ofte taler man om den koloniale arv som noget, der er afsluttet – det er jo særligt i de tidligere kolonimagters interesse. Men der er ikke gjort op med de massive implikationer, som kolonitiden har haft og stadig har mange steder i Afrika. Den er helt vildt levende lige under overfladen og har stor betydning for nutiden,” siger Marie Gravesen.

”Hvordan konflikten udvikler sig for Laikipia – om vi kommer til at se et nyt Zimbabwe – er svært at sige på nuværende tidspunkt, men mit bud vil være, at de hvide farmere, der er i Laikipia i dag, formentlig bliver de sidste. For selvom bølgen af åben konflikt fra 2016-17 er overstået, ligger spændingerne fortsat og ulmer. Det vil de gøre, indtil de næste gang bryder ud – for vi har med sikkerhed ikke set sidste bølge endnu.”

Hvide højland Kenya
Indhegning, der opdeler småbønders subsistenslandbrug i det sydlige Laikipia. Billedet er fra midten af tørketiden. Foto: Marie Gravesen

Klimaforandringerne er katalysatoren

Uforløste historiske spændinger, etnisk rivalisering om ressourcer og politisk magt væver sig på denne måde gennem en konflikt, som går igen på tværs af kontinentet i forskellig forklædning – der er delelementer i den nuværende konflikt i Etiopien, lige såvel som i Sydafrikas giftige debatter om, hvordan ressourcer og indflydelse retmæssigt bør fordeles. Dertil kommer klimaforandringerne, som i Laikipia er med til at forstærke presset, ifølge Marie Gravesen:

“Man kan spørge: Hvorfor blev pastoralisterne ikke bare i de nordlige områder, som de fortrak til under kolonitiden? Men et mere og mere uforudsigeligt klima har tvunget dem mod syd i jagten på græsningsområder. Her ser de deres egne udmarvede kvæg stå side om side med farmenes velnærede husdyr foruden elefanter, zebraer og giraffer – som i høj grad gives fortrinsret for turisternes skyld.

Provokationen er åbenlys. På den måde kan man sige, at klimaforandringerne har skubbet til en konflikt, der allerede eksisterede – noget vi ser eksempler på over hele kloden. Læg dertil et politisk lag, som er ude af stand til at gribe ind, og en befolkning i eksplosiv vækst med følgende pres på den jord, der er til rådighed, og du har en trykkoger klar til at eksplodere,” slutter hun.

Bogen ”The contested lands of Laikipia” er udgivet på forlaget Brill i november 2020.

Hvide højland Kenya
Marie Gravesen på besøg hos en ældre landmand på hans lille jordlod i området Lorien, som ligger i det sydlige Laikipia. Foto: Marie Gravesen

Dette er en lettere redigeret udgave af den originale artikel, som oprindeligt er udgivet på DIIS.dk. Læs den her.


LÆS MERE OM KENYA HER


Fotos: Wikimedia Commons og Marie Graversen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anne Blaabjerg Nielsen er cand.mag. i kommunikation og har arbejdet med forskningskommunikation og -formidling i flere forskellige sammenhænge. Hun har siden 2017 været ansat som Communications Officer på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Seneste artikler om Bøger

Kina drøm

Kinas stormagtsdrøm

BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har