
MENNESKERETTIGHEDER // KRONIK – FN eksaminerede Danmark og andre lande på menneskerettighedsområdet i begyndelsen af maj måned, og tirsdag forventes FN’s Menneskerettighedsråd at vedtage og offentliggøre sine anbefalinger til Danmark. Men hvad ligger bag udarbejdelsen af menneskerettighederne, der søger at beskytte enkeltindivider og etniske eller religiøse mindretal, mod nationalstaters overgreb? Bjørn Borup fortæller om, hvordan det absolutte moralske lavpunkt i Europas historie førte til FN’s erklæring om universel beskyttelse.
116 af FN’s 193 medlemslande har lige været til slags eksamen i overholdelse af menneskerettighederne, herunder også Danmark.
Det unikke ved menneskerettighederne var, at alle FN’s daværende medlemslande – på tværs af forskellige kulturer og religioner – indså behovet for at definere og beskytte værdien af det alment menneskelige
Det sker hvert 5. år, at nationalstaterne udspørges af de øvrige medlemslande om deres overholdelse og eventuelle brud på menneskerettighederne. Denne eksamen sker på et tidspunkt, hvor internationale konventioner er kommet under pres fra især nationalkonservative strømninger, der ønsker, at internationale konventioner skal underlægges national lovgivning.

Det absolutte lavpunkt i Europas historie
Med 50-70 millioner døde, heraf 6 millioner i de nazistiske koncentrationslejre, var verden efter 2. verdenskrig nået til et moralsk lavpunkt.
Behovet for både at kunne retsforfølge krigsforbrydere og samtidig behovet for at skabe universelle og umistelige rettigheder, der kunne beskytte borgere og etniske grupper mod overgreb i nationalstaterne, var blevet tydeligt for alle.
Med de sejrende magters – USA, Rusland, Storbritannien og Frankrigs – etablering af verdens første internationale straffedomstol den 8. august 1945 i Nürnberg, viste der sig hurtigt adskillige juridiske og moralske problemstillinger.
Hvordan kunne man dømme topnazisterne, der alle hævdede, at de blot havde udført ordrer, der kom fra højere lag i det nazistiske styre? Og hvem kunne gøre sig til dommer over en hel nation og dets styre?
Folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden
Det blev to internationale jurister begge af jødisk ophav med opvækst i den samme gade i den polske by Lvov (på tysk Lemberg) i det nuværende vestlige Ukraine, der uafhængigt af hinanden bidrog med de afgørende juridiske begreber til retsopgøret med nazismen.
Hersch Lauterpacht (1897-1960) og Raphael Lemkin (1900-1959) flyttede tidligt fra Lvov og udviklede fra USA og Storbritannien uafhængigt af hinanden de to juridiske begreber, ’forbrydelser mod menneskeheden’ og ’folkedrab’, der blev anvendt i retsopgøret med nazisterne.
Nazityskland havde energisk talt imod, at andre stater kunne blande sig i Tysklands ’interne anliggender’ – både i Tyskland og i de tyskbesatte lande
Den juridiske term, ’folkedrab’, var tidligere forsøgt anvendt efter det Osmanniske Riges drab på 1-1,5 millioner kristne armenere i 1915, men vandt ikke retslig gyldighed i international retspraksis.
Derfor blev ingen af de tyrkiske militære eller politiske ledere retsforfulgt, da der ikke var nogen love, som kunne berettige arrestation og domfældelse af de skyldige.

Selvom både Lauterpacht og Lemkin mente, at netop deres begreb måtte have forrang i den juridiske proces, blev deres begreber i praksis komplementære:
Lauterpachts ’forbrydelser mod menneskeheden’ søgte at beskytte enkeltindivider, mens Lemkins ’folkedrab’ søgte at beskytte individer, der var en del af en bestemt etnisk/religiøs befolkningsgruppe.
Dokumentationsarbejdet før Nürnbergprocessen
For at begreber kunne anvendes, krævede det, at det kunne dokumenteres, at det nazistiske styre havde en intenderet, systematisk plan for udryddelserne af jøder, kommunister, sigøjnere, homoseksuelle og andre grupper, som nazisterne regnede for undermennesker.
Derfor havde både Lauterpacht og Lemkin i årene inden Nürnbergprocessen samlet love, dekreter, bekendtgørelser og avisartikler, der var blevet smuglet ud fra Tyskland og de besatte lande, for at kunne dokumentere systematikken bag forbrydelserne.
For første gang i menneskehedens historie blev lederne af en nation stillet til ansvar overfor en international domstol med universel jurisdiktion
I bogen Axis Rule in Occupied Europe dokumenterede Lemkin på over 700 sider de nazistiske forbrydelser, særligt mod de jødiske befolkninger i de besatte lande. Alene i Lauterpachts og Lemkins fødeby Lvov blev godt 7000 jøder dræbt, i forbindelse med nazisternes indtog byen i 1941.
Det var således ikke uden symbolværdi, at retsopgøret med nazismen fandt sted i netop Nürnberg, hvor de nazistiske Nürnberglove, der berøvede jøderne deres borgerrettigheder og bl.a. forbød sex og ægteskaber mellem tyskere og jøder, blev vedtaget.
Nazityskland havde energisk talt imod, at andre stater kunne blande sig i Tysklands ’interne anliggender’ – både i Tyskland og i de tyskbesatte lande.
Den nazistiske retsorden bestod i stærke nationale værdier, der beskyttede ideen om et fælles, arisk nationalt fællesskab, som skulle gå forud for alt andet. Der skulle ikke være individuelle rettigheder i det nye tyske rige.
Der blev udstedt forbud mod, at jøder kunne have job, som kunne varetages af ariere, og beslaglæggelse af jødiske forretninger og ejendom forarmede og udsultede den jødiske befolkning og gjorde den afhængig af rationering.
Generalguvernøren for det tyskbesatte Polen, Hans Frank, talte ved flere lejligheder om, at Tyskland ville slå hårdt ned på individualistiske, liberalistiske ideer hos egoistiske individer.
“Nationalsocialismen havde afskaffet humanismens falske princip”, proklamerede han.
Udryddelsens systematik
De første skridt i udryddelsens systematik var afnationalisering.
Jøderne blev gjort statsløse ved at bryde nationalitetsbåndet mellem jøderne og staten, hvorved deres retslige beskyttelse ophørte.
Dernæst fulgte afhumanisering, hvor nazistisk propaganda om jødernes laverestående natur (racelæren) og antinationale sindelag, der efterfølgende blev fulgt op af love og dekreter, der opløste den retslige beskyttelse af den jødiske befolkningsgruppe. Dette mønster gentog sig i alle de tyskbesatte europæiske lande.

Alle jøder skulle registrere sig og gå med Davidstjerne, så de var nemme at identificere. Der blev udstedt forbud mod, at jøder kunne have job, som kunne varetages af ariere, og beslaglæggelse af jødiske forretninger og ejendom forarmede og udsultede den jødiske befolkning og gjorde den afhængig af rationering.
Tvangsforflyttelse til ghettoer, som der var dødsstraf for at flygte fra inden den endelige afrejse til den næsten sikre død i en af de mange nazistiske arbejds- eller dødslejre.
Skelsættende retsprincipper om universel beskyttelse
Med Nürnbergprocessens introduktion af retsprincipperne om ’folkedrab’ og ’forbrydelse mod menneskeheden’ får befolkningsgrupper og enkeltindivider for første gang i verdenshistorien en universel beskyttelse mod nationalstaters overgreb.
For første gang i menneskehedens historie blev lederne af en nation stillet til ansvar overfor en international domstol med universel jurisdiktion. En tradition, der senere førte til etableringen af FN’s Krigsforbryderdomstol.
Først da Franklin D. Roosevelt hørte om rædslerne i de nazistiske koncentrationslejre i starten af 40’erne, indså den amerikanske præsident nødvendigheden af at sikre menneskeheden universelle juridiske rettigheder
Selvom der før 2. verdenskrigs afslutning havde været forsøg på at skabe universelle rettigheder for individer, var det først efter 2. verdenskrigs massedrab, at den politiske vilje til at give menneskeheden universelle og umistelige rettigheder var en realitet.
Det var især den amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt, der allerede fra slutningen af 1930’erne havde forsøgt at overtale sin mand til at lovgive mod de omfattende lynchninger af sorte i de amerikanske sydstater under det racistiske Jim Crow-systems raceadskillelse.

Men først da Franklin D. Roosevelt hørte om rædslerne i de nazistiske koncentrationslejre i starten af 40’erne, indså den amerikanske præsident nødvendigheden af at sikre menneskeheden universelle juridiske rettigheder.
Kun tre måneder efter befrielsen af Auschwitz fremsattes verdenserklæringen i FN om de universelle menneskerettigheder, som blev vedtaget den 10. december 1948.
Lang diplomatisk proces
Erklæringen var blevet til gennem en lang diplomatisk proces, hvor hoveddrivkræfterne var USA, England, Kina og Sovjetunionen.
USA fik undervejs i processen kolde fødder pga. indenrigspolitiske temaer som behandling af USA’s afrikansk-amerikanske befolkningsgrupper og udrensningen af Amerikas oprindelige befolkning.
Storbritannien rystede på hånden pga. deres hårdhændede fremfærd i de engelske kolonier – særligt i Indien, hvor Gandhi kunne bruge menneskerettighedserklæringen mod englænderne.
Endelig var russerne klar til at trække erklæringen tilbage fordi de godt var klar over at Stalins Gulag-lejre, politiske skueprocesser og tvangskollektiviseringer ikke var forenelig med erklæringens ånd og hensigt.
Menneskerettighedskonventionen er ikke et ensidigt vestligt politisk projekt. Det historiske idegrundlag trækker tråde tilbage til religiøse ideer fra både kristendom og islam
Det var imidlertid Kina, der i første omgang reddede menneskerettighederne ved at insistere på, at menneskerettighederne skulle nævnes i FN-pagten, som er FN’s ‘grundlov’ for medlemsstaterne. Kineserne anså på dette tidspunkt menneskerettighederne for at være en vigtig løftestang i kampen mod racisme møntet mod kinesere i udlandet – primært USA og Storbritannien.
Udkastet til menneskerettighederne blev derefter sendt ud til samtlige medlemslande, der hver især kom med deres ændringsforslag. I Mexico havde en række latinamerikanske lande holdt koordineringsmøder og sendte efterfølgende deres ændringsforslag til FN.
Indien havde stærke holdninger til at få teksten gjort mere kønsneutral så teksten sikrede ligestilling, mens Egypten var varm fortaler for at teksten eksplicit skulle tildele rettigheder til alle individer uanset geografisk tilhørsforhold. Et argument de europæiske kolonimagter kun modstræbende accepterede.
Samtidig var der en række lande, anført af Afghanistan og Saudi-Arabien, der pressede på for at få retten til selvbestemmelse til at indgå i menneskerettighedskonventionen. På denne måde blev menneskerettighedskonventionen en vigtig trædesten til at accelerere afkoloniseringsprocessen, der var indledt med Indiens uafhængighed i 1947.

Endelig vedtagelse i 1948
I perioden mellem 1946 og frem til den endelige vedtagelse den 10. december 1948 havde alle FN’s daværende 56 medlemslande bidraget til udformningen af konventionen i FN’s Kommission for Menneskerettigheder under ledelse af Eleanor Roosevelt.
Det unikke ved menneskerettighederne var, at alle FN’s daværende medlemslande – på tværs af forskellige kulturer og religioner – indså behovet for at definere og beskytte værdien af det alment menneskelige
Menneskerettighedskonventionen er således ikke et ensidigt vestligt politisk projekt. Det historiske idegrundlag trækker tråde tilbage til religiøse ideer fra både kristendom og islam, der senere inspirer det europæisk-filosofiske grundlag for oplysningstiden, den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring.
Det unikke ved menneskerettighederne var, at alle FN’s daværende medlemslande – på tværs af forskellige kulturer og religioner – indså behovet for at definere og beskytte værdien af det alment menneskelige.
Kilder:
Mary Ann Glendon: “A World Made New: Eleanor Roosevelt and the Universal Declaration of Human Rights”, 2002.
Philippe Sands: “Fra Øst-Vest gaden til Nürnberg”, 2017.
LÆS MERE I POV OM MENNESKERETTIGHEDER HER
Topillustration: Eleanor Roosevelt med FN’s erklæring om menneskerettighederne (1949). Foto: Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.