SELVSTÆNDIGHED // UDLAND Et håbefuldt land anerkendes omsider som selvstændig stat af Israel. Anerkendelsen af Somaliland udløste protester i FN. Men Israel får adgang til en strategisk vigtig havn i kampen mod palæstinenserne.
Landet har kæmpet for det i årtier. Den 26. december skete det. Somaliland, nord for det ’rigtige’ Somalia, blev omsider anerkendt som stat – af nogen. Nemlig Israel og anerkendelsen gav straks en masse international støj Den største støjsender var Somalia, som fastholdt, at Somaliland er og bliver en del af den somaliske enhedsstat. Og det får Somalia opbakning til fra stort set resten af verden.
På et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd tre dage senere modsatte de fleste medlemsstater sig anerkendelsen, mens Israels udenrigsminister Gideon Saar ufortrødent tog på besøg i det nye samarbejdsland. Derfra fortalte han medierne, at Israel vil hjælpe Somaliland med landbrug, sundhed, teknologi og økonomi.
Hvad han ikke nævnte, var at Israel med samarbejdet får adgang til Somalilands vigtige havn ved Berbera, lige over for Yemen på den anden side af Adenbugten. Hermed kan Israel komme i bekvem skydeafstand til Houthi-bevægelsen, som støtter palæstinenserne i Gaza og har det med at sende bomber mod Israel.
Hermed kan Israel komme i bekvem skydeafstand til Houthi-bevægelsen, som støtter palæstinenserne i Gaza og har det med at sende bomber mod Israel.
Andre mener, at Israel har dulgte planer om at ville tvangsflytte palæstinensere til Somaliland. Det gælder Somalias forsvarsminister, Ahmed Moalim Fiqi, der har fordømt den påståede plan som en ’alvorlig overtrædelse’ af international lov.
Men det afviste den israelske udenrigsminister. Han sagde, at fordrivelse af palæstinensere til Somaliland ”ikke er en del af aftalen om anerkendelse.”
Alle kriterier er opfyldt
I alt andet end af navn er Somaliland selvstændigt. Landet har egen forfatning, en effektiv regering, administration, valgsystem, jura, egen valuta, hær og sikkerhedsstyrker, og har i over tre årtier fungeret som en fredelig, demokratisk og selvstyrende stat inden for et defineret territorium.
På den måde opfylder Somaliland alle kriterier for statsdannelse og har gjort det siden Storbritannien i 1887 tildelte det status som protektorat, hvilket blev beseglet med en generklæring af uafhængigheden den 26. juni 1960. Erklæringen blev hyldet af blandt andre de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd.
Landet lever også op til kriteriet om kapacitet til at engagere sig i internationale relationer, hvilket viser sig i tætte relationer med De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Tyrkiet, Storbritannien, nu Israel og Danmark, der i 2012 åbnede et bilateralt programkontor i Somaliland. Åbningen stod daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (V), (dengang RV) for.
I dag har kontoret i hovedstaden Hargeisa en fast udstationeret medarbejder, der er underlagt den danske ambassadør for Somalia og Somaliland med adresse i Nairobi, Kenya.
Hargeisa-kontoret bestyrer et bredt bistandsprogram, hvor der aktuelt er afsat midler til og med 2027. For 2026 opereres der med 385 millioner kroner, som prioriterer ’ligestilling mellem kønnene, ungdomsengagement og tilpasning til klimaforandringer.’
For at det skal fungere, har kontoret et tæt samarbejde med Somalilands ministerium for national planlægning og udvikling og landets udenrigsministerium.
Samarbejde frem for anerkendelse
Den danske repræsentant i Hargeisa, Mathias Kjær, er ikke meget for at udtale sig om Danmarks forhold til Somaliland, men henviser til at arrangere et interview med ambassadøren i Nairobi, som får sin kommunikationsmedarbejder til at svare på henvendelsen med følgende: ”Da dette emne har potentielt politisk karakter, skal disse interviews koordineres af UM (Udenrigsministeriet, red.), som derefter involverer os i besvarelser og interviews.”
Pressevagten i Udenrigsministeriet har endnu ikke svaret på en anmodning om interview, og det har den høje udenrigspolitiske myndighed, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke, og det kan sagtens skyldes, at Somaliland nok ikke ligger højest i de politiske prioriteter.
Eller måske har Danmarksdemokraterne ret, når partiets udenrigsordfører, Charlotte Pasler, svarer følgende på en mail:
”Du spørger til om Danmarksdemokraterne vil arbejde for en anerkendelse af Somaliland. Nej, det vil vi ikke, og det kan vi heller ikke. Anerkendelse af et andet land er en udenrigspolitisk beslutning, der formelt træffes af regeringen, eventuelt efter drøftelse i Udenrigspolitisk Nævn. Folketinget kan påvirke beslutningen, men ikke beslutte. Danmark anerkender ikke Somaliland som selvstændig stat, fordi: Danmark følger internationalt konsensus om Somalias enhed og territoriale integritet. Danmark tilslutter sig Den Afrikanske Unions princip om ikke at ændre grænser fra kolonitiden. Danmark foretrækker et pragmatisk samarbejde frem for formel anerkendelse.”
Den danske repræsentant ved mødet i FNs Sikkerhedsråd 29. december sagde noget tilsvarende, og det er da også rigtigt, at Den Afrikanske Union (AU) har et grundlæggende princip om, at grænserne for afrikanske lande skal følge dem, der blev fastlagt af kolonimagterne ved landenes selvstændighed omkring 1960.
Vi mangler viden
Men det passer ikke for Somaliland, der blev bekræftet som et suverænt og uafhængigt land af Storbritannien den 26. juni 1960.
Hvad der så skete, fortryder de fleste somalilændere i dag. For fem dage senere, den 1. juli 1960, meldte landet sig ind i ’The Trust Territory of Somaliland’ for at slå sig sammen med Somalia, som samtidig opnåede uafhængighed fra Italien. Hermed blev Somaliland en del af enhedsstaten Somalia.
Denne ikke særligt kendte historie kan være svær at forstå, og det mener man også i partiet Alternativet, hvor udenrigsordfører Sascha Faxe erkender, at hun mangler viden om Somaliland, men siger, at det ”generelt er vigtigt for os at bakke op om befolkninger, som aktivt arbejder for egen stat, frihed og som har befolkningens opbakning til dette.”
Hos Det Radikale Venstre melder udenrigsordfører Martin Lidegaard, at partiet ”p.t. ingen planer har om at arbejde for en formel anerkendelse af Somaliland, derimod ser vi gerne en styrkelse af bistandssamarbejdet med hele området.”
Der er altså ikke megen opbakning til Somalilands selvstændighed at hente på Christiansborg.
Eric Trump har måske forklaringen
I USA har nogen opdaget landet, og der gættes endog på, at amerikanerne bliver de næste, der anerkender Somaliland. Det tyder et nyligt møde på World Economic Forum i Davos, Schweiz på.
Her mødtes præsident Donald Trumps søn Eric Trump med Somalilands præsident Abdirahman Mohamed Abdullahi. Eric Trump har ingen officiel position i den amerikanske regering, men indtager en ledende rolle i Trump Organization, som driver familiens virksomheder, og det kan jo tænkes, at Eric hvisker et og andet i øret på far.
For det vides ikke, om præsident Trump selv kender forskel på somaliere og somalilændere. Han har kaldt somaliske migranter i USA for ’affald’, men om det også indbefatter mennesker fra Somaliland, skal være usagt.
Ifølge medierne var præsidenten i færd med at spille golf, da Israel anerkendte Somaliland, og journalister flokkedes om ham og spurgte, om Amerika vil følge Israels eksempel.
Hertil svarede Trump “nej” og skal have tilføjet: “Er der nogen, der ved, hvad Somaliland egentlig er?”
Alt dette følger den danske repræsentant i Somaliland givetvis med i og sikkert også, at Somaliland har ondt i kvinders rettigheder.
Der er altså ikke megen opbakning til Somalilands selvstændighed at hente på Christiansborg.
Det viser sig blandt andet i landets parlament, hvor ingen af de 82 medlemmer er kvinder. De må gerne stille op, og det gjorde 13 også ved seneste valg i 2021, men ingen blev valgt. Derimod blev tre kvinder valgt til lokalråd i landet, som er fire gange større end Danmark.
Et internationalt observatørkorps undrede sig over udfaldet, fordi man ved valgstederne havde observeret, at kvinder stemte i stort tal.
Ifølge den newzealandske journalist og Somali-ekspert Conrad Heine skyldes dette kønsunderskud formentligt, at kvinders tildelte roller er afhængige af de mandsdominerede klaner, som er selve grundfundamentet i både Somaliland og Somalia.
Heine skrev efter valgene i 2021, at kvindelige kandidater ”stod over for en bred vifte af udfordringer ved dette valg. Disse omfatter færre økonomiske ressourcer sammenlignet med mandlige kandidater og patriarkalsk pres fra deres klaner.” Han identificerede ”klanidentitet som en central barriere.”
Et folkemord
Hvad kønsaspektet angår, er der næppe stor forskel fra Somalia, og der er ganske mange andre lighedspunkter mellem de to lande. Alle er sunnimuslimer, taler det samme sprog, og lever i klaner, i Somaliland tre, mens Somalia har fem klaner og utallige subklaner og stammer.
Den indbyrdes historie mellem de to lande er en barsk affære. I starten af firserne erklærede Somalias diktator Siad Barre krig mod Somalilands militante løsrivelsesbevægelse Somali National Movement (SNM) og mod Somalilands store Isaaq-klan, som han havde udset som ’statens fjende.’
Den krig eskalerede i 1987, da Barre modtog et brev fra sin svigersøn, generalen M.S.H. Morgan, som skrev til ham, at ”medmindre qurmis (’orme’ eller ’nogen der stinker’) og dens støtter udsættes for en udslettelseskampagne, vil der komme et tidspunkt, hvor de vil rejse sig igen.” Brevet er gået over i historien som ’Morgan-rapporten’ eller ’dødsbrevet.’
Det udviklede sig til en regulær terrorkampagne mod Isaaq-erne, hvor det anslås, at op mod 200.000 Isaaq-ere mellem maj 1988 og marts 1989 blev dræbt i det, som er blevet kaldt ’det glemte folkemord.’
I ti år kæmpede SNM, indtil Barre i 1991 blev væltet nede i Somalia, og SNM ’genudråbte’ ’Republikken Somaliland’ ’indenfor grænserne af det tidligere britiske protektorat.’ Med den understregning forsøgte somalilænderne altså igen at påpege legitimiteten af landets suverænitet.
Indtil videre jubler de omkring seks millioner ’somalilændere’ over Israels anerkendelse, mens Somalia og et par lande hidser sig op, og det meste af verden trækker på skuldrene. Enkelte stiller skarpt på den inkonsekvens og mangel på logik, som kritikere fra forskellige lejre udstiller.
Det gælder forfatteren Neville Teller, der i Jerusalem Post fra 27. januar spørger: ”Hvordan kan Israel kæmpe for en statsdannelse, uafhængighed og selvbestemmelse for Somaliland, mens det modsætter sig det samme for palæstinenserne?”
Og, forsætter Teller:
”Nogle påpeger inkonsekvensen i, at Storbritannien, Frankrig, Australien og andre vestlige nationer anerkender den ikke-eksisterende stat Palæstina, mens de fordømmer Israel for at anerkende, hvad der tydeligvis er den fungerende stat Somaliland – og ovenikøbet en stat, som Storbritannien og FN tidligere har anerkendt.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og