FORSKELLIGHED & FORDOMME // MENNESKEBIBLIOTEK – Foreningen Menneskebiblioteket skaber trygge rum til samtaler mellem folk, der måske ikke ellers ville tale sammen. Ideen, der oprindeligt opstod på Roskilde Festivalen i 2000, er at støtte respekten for forskelligheder og at nedbryde tabuer og fordomme, så verden bliver mere inkluderende. Menneskebiblioteket kan virke som en oase i et overfladisk dømmende samfund, skriver Johnny Sander Andersen og forklarer, hvad det vil sige at låne en menneskebog.
På Nørre Allé 7 på Nørrebro i København ligger Læsehaven. Her vil de fleste for deres indre blik modtage et billede af en have, hvor der læses, og det er da også helt rigtigt. Men haven er også så meget mere.
Læsehaven bestyres af Menneskebiblioteket, og første gang jeg stiftede bekendtskab med Menneskebiblioteket var på Facebook. Tror jeg. Det var i hvert fald ikke et indslag fra DR, TV2 eller en artikel fra et stort, dansk nyhedsmedie, og det var heller ikke via mit netværk, at jeg fik øjnene op for denne lille perle. Jeg tror, det var Facebooks algoritme, der havde regnet ud, at sådan noget kunne jeg måske være interesseret i.
Sol over Nørre Allé
Det er nok ikke overraskende for nogen, at i Læsehaven der læser man. Man læser dog ikke bøger i traditionel forstand, men mennesker. De udlåner menneskebøger på Nørre Allé 7. Jeg er ikke sikker på, at jeg på vej ind til Nørrebro forstod, hvad en menneskebog er, men det skulle jeg lære.
Når en læser fra år 2000 kontakter os, fordi han selv vil være bog netop på baggrund af den oplevelse på festivalen dengang – ja, så virker det
Læsehaven, hvor menneskebøger udlånes i København, er den søndag, jeg besøger det udendørs bibliotek, solbeskinnet som sjældent set på en ellers gråvejrstung september-weekend. Heldigt for mig og de andre læsere og for de mange halvmaraton-løbere, der betræder Københavns gader denne dag.
Jeg ankommer lidt forjaget før åbningstid kl. 12:00 uden at have været i bad, med håret strittende viltert og nysgerrig på baggrunden for dette initiativ, jeg selv for ganske nylig var faldet over. Det skulle vise sig overraskende, hvor lang tid Menneskebiblioteket – The Human Library – har eksisteret, hvor mange mennesker det rører, og hvor udbredt det egentlig er.
Hvad er et menneskebibliotek?
Smilene, jeg bliver mødt af, er store, og hurtigt er der én, der spørger, om jeg er bog eller læser. Jeg forklarer, at jeg er læser, og at jeg er nysgerrig på baggrunden for Menneskebiblioteket. Hannah hører i forbifarten min bøn og tilbyder sig altruistisk som en slags guide, lige inden udlånene begynder. Hannah startede som bibliotekarpraktikant for næsten to år siden og er blevet hængende.
Hannah forklarer, at ideen om Menneskebiblioteket startede helt tilbage i ‘90’erne og fra Stop Volden-kampagnen, der udsprang som reaktion på vold blandt unge og helt konkret to knivdrab i 1993.
I 1994 gik 25 hiphopmusikere sammen med kampagnen Stop Volden og lavede en CD, der fokuserede på problemet og talte de unges sprog. I blandt de 25 hiphoppere var den unge Ronni Abergel, som i et indslag i TV-Avisen forsøgte at råbe de unge op med budskabet om, at vold er usmart. Han bruger endda udtrykket yt, der for de lidt yngre læsere kan oversættes til no-go.
De frivillige – både bøger og bibliotekarer – smiler, krammer og taler med hinanden og skaber en ramme for omsorg og samtale
Meningen var klar; unge skulle formidle budskabet om at stoppe volden til andre unge for at være i øjenhøjde.
Det næste skridt på vejen mod oprettelsen af Menneskebiblioteket, som jeg møder det denne herlige søndag, var en happening på Roskilde Festivalen i 2000, hvor Ronni og kolleger videreførte Stop Volden-kampagnen og organiserede et bibliotek med mennesker.
Ideen var at nedbryde tabuer og barrierer, for med forståelse stopper fordømmelse og dermed volden. På Roskilde Festivalen dengang i år 2000 skabte de et sikkert rum – safe space – for samtaler mellem parter, der normalt ikke ville mødes i et sådan, ud fra sloganet Unjudge Someone.
For som skaberen af Menneskebiblioteket Ronni Abergel siger, kommer vi alle til at dømme folk på forhånd en gang imellem, og det kan vi undgå med samtalen. Og samtaler vi egentlig nok? Ronni mærkede i hvert fald dengang et kæmpestort og uudnyttet potentiale.
“Der var noget, der slog klik med det samme,” fortæller Ronni om Roskilde Festivalen i år 2000. “Jeg vidste bare, at det her var for vigtigt til, at vi kun gjorde det i fire dage”.
Kravet om at skulle innovere og finde på nyt, udfordre festivalgæsterne endnu mere, end de blev sidste år, var naturligvis med til at forme idéen om Menneskebiblioteket, fortæller Ronni videre. Men samme struktur er også med til netop at gode idéer efterlades i jagten på nye tilskud og finansieringskilder, der hele tiden råber på nyt, nyt, nyt. Ronni mærkede efter og stod fast:
“Jeg har holdt ved. Investeret tid og midler i det omfang, jeg kunne. Rakt ud, formidlet, oplært og formidlet noget mere.”
Endnu mere grund til at være opmærksom på et (for) højt tempo, der medfører vurderinger af andre på splitsekunder
Formidling ligger helt sikkert til Ronni, der som taler har en inddragende og forståelig tone. Et sprog, der både gør sig på dansk og engelsk. Hele kernen i Menneskebiblioteket er formidling.
“Jeg oplever, at dette format virker. Når en læser fra år 2000 kontakter os, fordi han selv vil være bog netop på baggrund af den oplevelse på festivalen dengang – ja, så virker det. Det er vel i al sin enkelthed det mest fantastiske. Formatet hjælper dig med at forstå egne fordomme og udfordre dem i en tryg ramme, hvor ingen skal gøres til skamme. Og din læring bliver ved resten af livet. Det er awesome for mig.”
Åbningen er lige oppe over
De frivillige – både bøger og bibliotekarer – smiler, krammer og taler med hinanden og skaber en ramme for omsorg og samtale her i Læsehaven, hvis inkluderende stemning jeg uundgåeligt suges ind i, ligesom forbipasserende tilsyneladende også fornemmer, hvad Læsehaven kan tilbyde. Flere stopper op, og nogle spørger oprigtigt interesseret.
Hannah er smuttet videre til de sidste praktiske gøremål, og ved siden af mig på de trækasser i forskellige niveauer, der er indrettet som siddepladser, og som jeg har min bagdel solidt plantet på, sidder en kvinde, som spørger ind til, hvem jeg er, om jeg har været i Læsehaven før, og hvad der bringer mig hid. Helt naturligt. Hun slår bare en samtale op som det allermest naturlige i verden.
Når menneskebøger er til udlån, er det altid godt vejr
“Derude på den anden side hersker misforståelser, fordomme og generaliseringer. Herinde,” siger kvinden efter en lille indledende ordudveksling, mens hun retter pegefingeren tilbage indenfor i vores lille aflukke – “er der anderledes. Her et det trygt og rart at være.”
Hvor ubærligt det næsten kan være igen og igen at indse, at mennesker bærer fordomme med sig, så er det ikke unaturligt. Ifølge en undersøgelse publiceret i Science Daily i 2005, er menneskets hjerne nemlig programmeret til lynhurtigt at afkode fare for at overleve. Og med menneskers gruppe- og stammefortid in mente kunne denne fare gennem historien ofte betyde fremmede fra andre stammer.
Så måske er det ikke så mærkeligt, at vores hjerne i omgangen med andre mennesker og det fremmede kaster domme ud fra, hvad undersøgelsen kalder stammepsykologi. Det fremmede er farligt. Endnu mere grund til at være opmærksom på lige netop det faktum om hjernen og gøre noget ved det. Endnu mere grund til at være opmærksom på et (for) højt tempo, der medfører vurderinger af andre på splitsekunder.
Jeg spørger kvinden, om hun selv er læser og ser i det samme, at hun har navneskilt på. Hun er bibliotekar, og jeg svarer endelig på hendes spørgsmåL. Da de frivillige briefes lige ved siden af, hvor jeg er placeret, kommer en kvinde hen til mig. Hun er fra ZDF – en af de mange udenlandske medier, der i den seneste tid har rapporteret fra Læsehaven – og vil høre, om jeg har lyst til at deltage i et indslag i det fredagsaktuelle kulturprogram fra ZDF, Aspekte.
Man respekterer mødet med det andet, det fremmede og udviser agtpågivenhed
På det her tidspunkt har jeg siddet i solen i henved 25 minutter – ja, den skal nævnes igen, for som de siger i Læsehaven: Når menneskebøger er til udlån, er det altid godt vejr. Jeg har allerede fået en masse indsigt, endnu flere smil og et tilbud om deltagelse i et indslag i et kæmpestort tysk medie og det helt uden nogen følelse af jag.
I Læsehaven, som i København er åben for udlån mellem kl. 12.00-15:00 hver tredje søndag, er der, udover de føromtalte kasser, nogle træer, en gynge og nogle art lounge-områder med puder, som gør læsepositionen mere behagelig. Det er vi dog ikke nået til endnu, for først skal bibliotekaren, der står for udlånene, placere sig bag skranken. Ved hans side hænger tavlen med dagens titler, og nogle af dem lyder:
- Survivor of Incest
- Schizophrenia
- Immigrant
- Giving up Child for Adoption
og så den bog jeg låner:
- Child of Addicts + Former Addict
Mit lån skal dog foretages med ZDF’s forevigelse, så jeg må tøjle min nysgerrighed, mens kameraholdet får sat op, og jeg benytter lejligheden til kort at hilse på bogen, jeg skal læse. Vi taler lidt om at skulle samtale på engelsk i anledning af optagelsen, så tyskerne kan forstå, eller lettere eftersynkronisere, og vi bekræfter hinanden i, at vi bare må gøre vores bedste.
Hvad vi ellers taler om, kan jeg ikke referere til, da det jo netop er meningen med det sikre rum, Læsehaven må og skal levere. Jeg kan dog afsløre, at den åbenhed om og indsigt i egne udfordringer fra titlen Child of Addicts + Former Addict er bemærkelsesværdig, og jeg går senere hjem med en masse at tænke over.
ZDF filmer de første otte minutter af samtalen, hvorefter de lader os fortsætte alene.
Dialog nedbryder tabuer og fordomme
Et udlån på Menneskebiblioteket varer 30 minutter. I den tid kan man nå at sætte en ramme for samtalen, og oftest er det sådan, at titlerne – menneskebøgerne – lægger op til, at læserne kan forsøge at vende hver en side – altså spørge om alt, hvad læserne lyster – på de 30 minutter.
Naturligvis kan bøgerne afslå at svare, men oftest er det, at samtalen er fuldstændig åben for netop at nedbryde de tabuer, der på trods af information og oplysning om alle mulige minoriteter og lidelser stadig florerer i vores efter sigende højt udviklede samfund.
Et samarbejde med anerkendte uddannelsesinstitutioner omkring langsigtede læringsindsatser og en integration af lige præcis denne form for samtale i civilsamfundet, er min drøm
Den føromtalte tendens til at kategorisere og stereotypisere det ukendte kan altså stadig medføre, at vi formindsker forskellene blandt individer i en bestemt gruppe og overdriver forskellene mellem grupper. Det er en ukompliceret og nogle gange nødvendig tilgang i en overloadende informationsalder til vores omverden betinget af vores evolution; en programmering, der kræver et hårdt omprogrammeringsarbejde. Denne omprogrammering kan ledes på vej af ændringer i sproget.
Forventninger til læsere
På Menneskebiblioteket bruger de f.eks. biblioteksanalogier. De har bogdepoter i over 80 lande og udlån foretages under forudsætning af, at man som læser overholder gængs omgang med bøger:
Et udlån er imellem en læser og en bog. Der er en forventning om, at læseren ikke laver æselører i bogen, og da slet ikke skriver i bogen eller river sider ud. Oversat: Man respekterer mødet med det andet, det fremmede og udviser agtpågivenhed. Noget der helt sikkert også er oversætteligt udenfor Læsehavens sikre rum.
“At gå fra et bogdepot i ét land, så til to lande og nu firs er en helt utrolig rejse, og i dag er nogle af verdens største virksomheder samarbejdspartnere. Gennemslagskraften er signifikant, og den er skabt uden et eneste tilskud fra den danske stat og nationale systemer og fonde, der glemmer at vægte forandringskraften,” beretter Ronni om Menneskebibliotekets udvikling.
Det kunne lyde som eventyret om den grimme ælling – eneren, geniet, der på trods af modgang nok skal komme til at nyde den iboende storhed til alles skue og store forbavselse. Det er dog ikke Ronnis motivation, fornemmer jeg tydeligt.
Menneskebiblioteket i hele verden
“Jeg ser en unik mulighed for at blive et globalt mødested for meningsfulde samtaler om vores mangfoldighed. Menneskebiblioteket kan være et køretøj til at hjælpe mennesker med at finde fælles fodslag eller blive enige om at respektere hinandens ret til at være forskellige og evt. også uenige. Et samarbejde med anerkendte uddannelsesinstitutioner omkring langsigtede læringsindsatser og en integration af lige præcis denne form for samtale i civilsamfundet, er min drøm”, fortæller Ronni entusiastisk og fortsætter:
“Jeg ser for mig et globalt onlinebibliotek med millioner af læsere, tusindvis af bøger og events. Allerede nu oplever vi, at nogle af verdens største virksomheder takker os for den læring om og inspiration til forandring, vi bibringer dem.”
Mit lån var med andre ord åbenhjertig og ærlig og inviterede mig ind i et særdeles privat rum, som jeg antager, alle Læsehavens læsere er forundt
Ronni brænder for sagen, og hvem kan anfægte denne tilgang til mennesker og ønsket om en bedre verden med færre stereotype antagelser?
Ronni nyder tanken om de midlertidige pop-up bogdepoter landet over garneret med særskilte og bestilte arrangementer, og at der nu er bogdepoter i 80 lande, men som han siger:
“Vi mangler stadig 100 lande. Inden årets udgang åbner vi et kontor i London, og på tegnebrættet er også et kontor i USA til næste år.”
Respons er naturligvis vigtigt, og den får Ronni og alle de andre frivillige bibliotekarer og bøger i Menneskebiblioteket. Det lader til, at idéen fra festivalen for 21 år siden er kommet for at blive.
Hvor er de danske medier?
Da min læsning er slut, vil ZDF interviewe mig om min oplevelse. Ikke DR, ikke TV2, nogle af de store morgenaviser eller Lorry, som dog har bragt udsendelser om bøger fra biblioteket. Med al den jammer og sensationshungrende journalistik, jeg får leveret dagligt; clickbait en masse og tåbelige meningsmålinger i de danske medier, kunne det da være overordentlig rart med en succeshistorie til morgenkaffen. Det er Menneskebiblioteket.
Jeg slår det hen og tænker: Det er jo bare mit omslag. Jeg er så meget andet.
Jeg stiller mig op foran kameraet og er stadig bjergtaget over den just afsluttede åbne samtale om at vokse op med forældre i et misbrug og den dryppen af misbrug ned gennem generationer, det ofte kan medføre. Mit lån var med andre ord åbenhjertig og ærlig og inviterede mig ind i et særdeles privat rum, som jeg antager, alle Læsehavens læsere er forundt.
Jeg bliver placereret helt rigtigt foran kameraet, så ZDF både får skranke, udlånstavle og de flere og flere tililende læsere bag mig med i linsen. Mit engelske er gebrokkent, og jeg forsøger at koncentrere mig om at sammenfatte min oplevelse i korte punchline-vendinger, selvom livet er alt andet. Det har min oplevelse lige bragt mig ihu.
Jeg når dog at tænke på den ene, særligt viltre krølle jeg har stikkende ud af håret over mit højre øre, og på hvordan den vil tage sig ud i nationalt tysk tv, inden jeg slår det hen og tænker: Det er jo bare mit omslag. Jeg er så meget andet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
