Mennesker med handicap skal slet ikke være på kontanthjælp

KONTANTHJÆLPSREFORM // KOMMENTAR – Mennesker med sygdomme eller handicap er stadigvæk en forsvunden målgruppe i kontanthjælpssystemet. Det bør en kommende  kontanthjælpsreform adressere og afhjælpe.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Allerede i 2014 blev det dokumenteret, at mange mennesker med kroniske sygdomme eller varige handicap i årevis befinder sig i kontanthjælpssystemet, som er en del af den ordinære aktive beskæftigelsespolitik.

Det skete i ph.d.-afhandlingen ”Målgruppen der forsvandt”, som blev udarbejdet af cand.scient.pol. Finn Amby, som nu er lektor ved socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Aarhus.

Han påviste, at ledige med handicap i kontanthjælpssystemet som udgangspunkt bliver behandlet på lige fod med alle andre ledige uden at blive betragtet som en særlig målgruppe. Dermed er de en forsvunden målgruppe, som ikke behandles retfærdigt. Først i lovgivningen om sygedagpenge, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension bliver handicap i et eller andet omfang medtaget som et synligt parameter, fastslog han.

Hans hovedsynspunkter har jeg gengivet i to artikler fra 2016: Jamen, mennesker med handicap ER jo på kontanthjælp og Læg mærke til kontanthjælpsreformens mørke nuancer.

Allerede efter seks måneder i systemets vold begynder det at nedbryde de sygemeldte i systemet, så de bliver endnu mere syge

Dem skrev jeg efter vedtagelsen af den daværende V-regerings reform (dvs. forringelser) af kontanthjælpssystemet under beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. Han indførte blandt andet kontanthjælpsloftet (et samlet loft for offentlige ydelser) og 225 timers-reglen (en regel om, at kontanthjælpsydelser bliver nedsat, hvis man har modtaget hjælp i sammenlagt mindst et år inden for tre år, og man ikke har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder).

Mennesker med handicap parkeres langvarigt på kontanthjælp

Således har reformerne (dvs. forringelserne) af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp og refusionssystemet betydet en massiv ophobning af mennesker med langvarige eller kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser i kontanthjælpssystemet, som burde få forlængede sygedagpenge eller langt tidligere afklares til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Nogle af dem har befundet sig her i 10 og 20, ja, nogle endda i 30 år.

Som følge af målgruppens skjulthed er der ingen, der ved, præcis hvor mange det drejer sig om. Men ifølge daværende formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, var omkring 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne i 2016 vurderet aktivitetsparate, dvs. de ikke var parate til at komme i arbejde.

Samtidig viste en undersøgelse af 1000 kontanthjælpssager foretaget af Socialrådgiverforeningen, at helbredet i 90 procent af sagerne spillede en rolle for, at personerne ikke var på arbejdsmarkedet, og at det i 75 procent af disse tilfælde var en afgørende grund til, at de ikke arbejdede.

Nogle af de syge er i 2020 blevet afklaret til førtidspension

Siden den tid er nogle af de syge og dem med handicap på kontanthjælp blevet afklaret til andre ydelser, blandt andet som følge af, at Jørn Neergaard Larsen i efteråret 2016 blev presset til at afsætte ca. 300 mio. kroner til kommunerne til dette formål. Og det er godt.

Andre har endelig i 2020 opnået den førtidspension, som de for længst burde have fået for år tilbage. Således konkluderer Politiken i en forsideartikel 12. april i år, at der sidste år blev tilkendt flere førtidspensioner om måneden end niveauet inden reformens ikrafttrædelse i 2013. Mette Frederiksens stramme målstyring (de facto kvotering) af tilkendelserne af førtidspension i de første reformår fik altså trods alt en grænse, da systemet ikke kunne trække de absurde ressourceforløb i langdrag længere.

Der var ingen repræsentanter fra patientforeningerne, handicaporganisationerne, Socialrådgiverforeningen eller andre faglige organisationer, der enten repræsenterer syge på kontanthjælp

Hvor mange syge og handicappede, der aktuelt befinder sig på kontanthjælpsydelser, ved vi således ikke. Men vi ved, at der fortsat befinder sig mange, og vi ved, at mange syge ligeledes befinder sig i årevis i en venteposition i ressourceforløb – som en tiltænkt konsekvens af reformen af førtidspension og fleksjob.

Allerede efter seks måneder i systemets vold begynder det at nedbryde de sygemeldte i systemet, så de bliver endnu mere syge, fremgik det af Psykiatrifondens og Sinds jobcenterundersøgelse fra 2019. Derfor er det meget alvorligt, at jobcentersystemet både for så vidt angår kontanthjælpssystemet og ressourceforløb fastholder sygemeldte mange år i et meningsløst system uden udsigter om afklaring og fremtid.

S-regeringen nedsatte Ydelseskommissionen, men har syltet kontanthjælpskritik

Da støttepartierne, Enhedslisten, SF og De Radikale, sammen med S-regeringen i juni 2019 udarbejdede deres såkaldte forståelsespapir, aftalte de blandt andet, at der skulle nedsættes en ydelseskommission.

Den skulle komme med anbefalinger til en ændring af kontanthjælpssystemet blandt andet med henblik på at mindske antallet af børn under den relative fattigdomsgrænse, afskaffe kontanthjælpsloftet, afskaffe 225 timers-reglen og sikre, at syge ikke skal være på kontanthjælp.

Regeringen nedsatte Ydelseskommissionen i december 2019 med et kommissorium om, at kommissionen skulle komme med udgiftsneutrale forslag til et ændret kontanthjælpssystem. Torben Tranæs, forskningsdirektør og professor ved VIVE, som oprindelig er cand.polit. og har en ph.d. i økonomi, blev gjort til formand for kommissionen, som blandt andet også tæller tidligere socialminister, nuværende borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K).

På mange måder kan nedsættelsen af en kommission betragtes som en syltekrukke, der giver regeringen en undskyldning for i en periode ikke at gøre noget ved et politisk ressortområde

Der var ingen repræsentanter fra patientforeningerne, handicaporganisationerne, Socialrådgiverforeningen eller andre faglige organisationer, der enten repræsenterer syge på kontanthjælp eller de personer, der arbejder i eller er fagligt i berøring med systemet.

På mange måder kan nedsættelsen af en kommission betragtes som en syltekrukke, der giver regeringen en undskyldning for i en periode ikke at gøre noget ved et politisk ressortområde. Jeg er, indrømmet, en af de skeptiske, der sjældent tillægger kommissionsarbejde nogen særligt positiv betydning. Ofte vil en regering, hvis det er dens egen nedsatte kommission, forsøge at få kommissionen til at komme med de forslag, den ikke selv kan komme direkte med og indføre selv, og så kan regeringen foregive, at den skam lytter til eksperter, inden den laver politik. Men kommissionen får som regel en meget bunden opgave.

Skulle kommissionen så komme med nogle gode og relevante forslag, som ikke er i overensstemmelse med en regerings politiske dagsorden, lader regeringen anbefalingerne falde til jorden. Man bruger dem kun, hvis kommissionen siger, hvad man i forvejen havde tænkt sig.

Ydelseskommissionen udtrykte markant kritik af kontanthjælpssystemet

Den 31. maj i år fremlagde Ydelseskommissionen sine anbefalinger.

Jeg har hæftet mig ved, at den leverer en for den slags kommissioner usædvanligt massiv kritik af det nuværende kontanthjælpssystem og den nuværende kontanthjælpspolitik. Den kritiserer systemet for at være så bureaukratisk og uoverskueligt, at ingen kan finde ud af det. Torben Tranæs har for eksempel påpeget, at kontanthjælpsloftet ikke bare er ét, men hele 29 forskellige lofter for samlede ydelser for kontanthjælpsmodtagere.

Det er tankevækkende og spændende, synes jeg, at kommissionens svar på opdraget har været, at den vil ændre hele kontanthjælpssystemet fra a til z.

Hans lavmælte udsagn herom var noget af det bedste ved kommissionens udmeldinger. For kronisk eller langvarigt syge skal da ikke være (mange år) på kontanthjælp

Endvidere er jeg glad for, at Torben Tranæs trods sin meget tilbageholdende og apolitiske stil i fremlæggelsen af kommissionens anbefalinger til en ny kontanthjælpsreform antydede, at mange syge mennesker og mennesker med handicap i dag befinder sig på kontanthjælp i mange år, jævnfør hvad Finn Amby og Majbrit Berlau har påpeget, og at nogle af dem burde blive afklaret til andre ydelser: ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.

Blandt andet fremgik det eksplicit af hans fremlæggelse på pressemødet, at en del mennesker med psykiske sygdomme i dag befinder sig langvarigt i kontanthjælpssystemet. Hans lavmælte udsagn herom var noget af det bedste ved kommissionens udmeldinger. For kronisk eller langvarigt syge skal da ikke være (mange år) på kontanthjælp.

Det lignede også antydningen af en generel kritik af den reform-amok, som tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gennemførte af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp i 2013-14, og som tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og Troels Lund Poulsen (V) fortsatte i 2015-16 med nye reformer af kontanthjælp; en kritik af, at lovgivningen for sygdomsramte og handicappede i systemet er dybt uretfærdig, og at den grænsesøgende forvaltningspraksis i mange kommuner har gjort problemet meget værre.

Derimod fremgik det direkte af anbefalingerne, at mennesker med enkelte psykiske lidelser, hvis anbefalingerne bliver fulgt trop, vil komme til at miste de tillæg, de kan opnå i dag som følge af netop enkelte psykiske sygdomme; tillæg, som netop er blevet en del af kontanthjælpsordningen som en form for indrømmelse af, at der reelt befinder sig mange psykisk syge i årevis, som altså slet ikke burde være der. Kommissionen vil altså bringe 4.-6.000 børn ud af fattigdom for i stedet at lade nogle af de psykisk syge voksne kontanthjælpsmodtagere betale. Man omfordeler fattigdommen og den sociale mulighed, men ændrer samlet set ikke ved resultatet.

Sårbare unge med psykiske lidelser kan ikke honorere arbejdskrav med økonomiske incitamenter, men bliver tværtimod endnu mere syge

Den del af kommissionens forslag er meget uretfærdig og uhensigtsmæssig og er blandt andet blevet kritiseret stærkt af Lægeforeningens formand Camilla Rathcke. Sårbare unge med psykiske lidelser kan ikke honorere arbejdskrav med økonomiske incitamenter, men bliver tværtimod endnu mere syge og marginaliserede af sådanne krav, fastslår hun.

Så længe regeringen og Folketinget ikke sikrer, at mennesker med midlertidige eller kroniske lidelser og funktionsnedsættelser ikke parkeres langvarigt på kontanthjælpsydelser af kommunerne, så længe vil sådan et forslag skade mennesker med psykiske lidelser.

Der er et misforhold mellem økonomisk og social ansvarlighed

Få dage efter Ydelseskommissionens fremlæggelse af sine forslag til et nyt kontanthjælpssystem bragte Information en bemærkelsesværdigt skarp kritik af regeringens reformpolitik fra Ove Kaj Pedersen, professor emeritus i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School og forfatter til den meget debatskabende bogudgivelse Konkurrencestaten (2011). Statsministeren og regeringen vil på den ene side med en række nye reformer rette op på sociale skævheder, men viderefører på den anden side den selvsamme logik, som har skabt ulighederne, påpegede han i Informations interview med ham.

Der tænkes her på den styringslogik, som ligger til grund for konkurrencestaten: økonomiske logikker om budgetneutralitet, incitamenter til at udnytte arbejdskraften effektivt, arbejdsudbud og “det skal kunne betale sig at arbejde”.

Den 23. juni svarede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen på kritikken i information. Der må ikke være et misforhold mellem økonomisk og social ansvarlighed i de næste ti års reformkurs, sagde han og påstod, at der heller ikke er det.

Derfor er denne kommissions anbefalinger, skønt ufuldkomne, en god anledning til påny at få de ansvarlige reformpolitikere konfronteret med de mange alvorlige konsekvenser af deres forringelser

Ove Kaj Pedersens markante kritik af regeringens såkaldte reformkurs med andengenerationsreformer står dog ikke desto mindre efter min vurdering uanfægtet tilbage efter endt læsning af begge artiklerne i Information. Det er ikke troværdigt, at regeringen pludselig skulle være blevet socialt ansvarlig, når den grundlæggende ikke har villet gøre op med den asociale reformkurs, Mette Frederiksen iværksatte som beskæftigelsesminister i 2011-2014 under Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering.

Det ligner da også en tanke, at Peter Hummelgaard, adspurgt af Information om, hvad der er hans vigtigste beskæftigelsespolitiske prioriteringer nu, mest taler om behovet for at få udvidet udbuddet af faglært arbejdskraft – dét skal styrke konkurrencestaten, peger han på. Derimod fremstår hans omtale af en påstået vilje til lempelser af reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp i forhold til de syge og handicappedes retsstilling at være meget stedmoderlig. Og således bekræfter han ved sit fokus på konkurrencemomentet i beskæftigelsespolitikken den kritik, Ove Kaj Pedersen har fremført af hans politik.

Syge skal ikke være på kontanthjælp

En god reform af kontanthjælpssystemet kan ikke forhandles hjem, uden at regeringen og Folketingets partier forholder sig direkte til det store problem, at mange kommuner bevidst fejlplacerer varigt syge mennesker i årevis i kontanthjælpssystemet frem for i de systemer, der tager hensyn til betydningen af varig sygdom og varige funktionsevnetab.

Derfor er denne kommissions anbefalinger, skønt ufuldkomne, en god anledning til påny at få de ansvarlige reformpolitikere konfronteret med de mange alvorlige konsekvenser af deres forringelser af social- og beskæftigelseslovgivningen og med den uacceptable mangel på retssikkerhed i mange kommuners vold.

Jeg håber, at støttepartierne holder regeringen op på de få løfter vedr. syge og fattiges vilkår, som Mette Frederiksen afgav med forståelsespapiret. Nu må de træde i karakter og vise, hvad de rent faktisk er værd. Tilliden til støttepartierne er lige så meget på spil som tilliden til regeringen. Og tilliden til det offentlige velfærdssystem under konkurrencestaten er på spil for dem, der risikerer at lande i det, såvel som for den befolkning, der skal betale til det via deres skat.

Et mere socialt retfærdigt system viser tillid til og respekterer det enkelte menneske. Det bygger mennesker og samfund op i stedet for at bryde individet og dets helbred og handlekraft ned

Jeg håber derfor, at Peter Hummelgaard i forhandlingerne om et nyt kontanthjælpssystem rent faktisk vil stræbe efter at skabe et for de syge mere socialt retfærdigt system.

Det er et system, som differentierer mellem raske og syge, mellem “kan” og “kan ikke”, og som ikke parkerer alvorligt syge mennesker i årtier på kontanthjælp; som inden for en kort tidshorisont, for eksempel ét eller to år, afklarer syge til andre ydelser, som respekterer deres hele eller delvise funktionsnedsættelser og lægernes vurderinger deraf. Det kræver massive lempelser også af lovgivningen om førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.

Et mere socialt retfærdigt system viser tillid til og respekterer det enkelte menneske. Det bygger mennesker og samfund op i stedet for at bryde individet og dets helbred og handlekraft ned.

Det misbruger ikke skattemilliarder til meningsløst bureaukrati og skadelige aktiviteter, som fører folk længere væk fra arbejdsmarkedet, end de er fra starten.

Det kan altid betale sig at arbejde for dem, der er i stand til det. Det kan aldrig betale sig at være syg.

Det vigtigste er at sikre sygemeldte respekt for helbred og lægeerklæringer

Lad os nu få et endeligt opgør med den konkurrencestatslogik, som Mette Frederiksen og co. har ført over for de sygeste og svagest stillede af vores medborgere.

Lad os få et opgør med det ideologiske synspunkt, hun fremførte i et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg i november 2011, hvor hun sagde, at ”… når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”.

Nej! Det vigtigste er at sikre disse mennesker respekt for deres sygdomme og lægeerklæringer. Det vigtigste er, at syge mennesker får det så godt som muligt helbreds- og funktionsmæssigt og respekteres i forhold til de relevante skånehensyn. I det hippokratiske lægeløfte hedder det, at lægen skal stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.

Så kan vi bagefter, når og hvis denne målgruppe bliver korrekt defineret og kompenseret for deres funktionsnedsættelser, begynde at tale om, om nogen af dem faktisk kan bestride et job

Det vigtigste er, at de syge og dem med handicap får mulighed for at profitere af adækvat behandling i sundhedssystemet, og at den ikke bliver modarbejdet af foranstaltninger i beskæftigelsessystemet, der skader de syge.

Det kræver synliggørelse i lovgivningen af dem med handicap og sygdom som målgruppe og i den førte politik. Det er mit ønske for efterårets kommende politiske forhandlinger på kontanthjælpsområdet.

Så kan vi bagefter, når og hvis denne målgruppe bliver korrekt defineret og kompenseret for deres funktionsnedsættelser, begynde at tale om, om nogen af dem faktisk kan bestride et job under fleksjob- eller skånejobordningerne.

Og så kunne de måske få lov til at komme i gang med at bestride sådanne jobs frem for at blive fastholdt på ubestemt tid og miste deres eventuelle restarbejdsevne i et kontanthjælpssystem, som opleves meningsløst, håbløst, umyndiggørende og nedbrydende på mennesker.