Claus Perregaard: Covid19-pandemien har forstærket en lurende tillidskrise i EU

i Politik & Samfund/EU af
CORONAKRISE // KOMMENTAR – EU har for hvem-ved-hvilken-gang ikke formået at tage medlemslandenes udfordringer og bekymringer alvorligt, skriver Claus Perregaard, der mener, at en lurende tillidskrise i det europæiske samarbejde er blevet forstærket af unionens mangelfulde håndtering af covid19-pandemien. Spørgsmålet er, om EU overhovedet længere evner at træde i karakter.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Covid19 er – med god grund – i centrum for både borgeres, myndigheders og politikeres bekymring i disse måneder. Sådan både må og skal det være.

At covid19 også allerede har affødt et enormt økonomisk tilbageslag, og at dette også maner til alvorlig bekymring og kalder på massiv opmærksomhed, er lige så åbenlyst. Konsekvenserne er langvarige og uoverskuelige, blandt andet fordi vi – helt uafhængigt af covid19 – ikke har en rentesænkning som effektivt værktøj til at stimulere økonomien med, al den stund at renten er så lav i forvejen.

Dertil kommer gældskrisen, som kun forstærkes i disse måneder. Covid19 og finanskrise på nye vilkår er i sig selv dybt alvorlige udfordringer.

Pandemien fungerer lige nu som en prisme, der bryder lyset på nye måder, hvorved svaghederne og problemerne i globaliseringen, i kapitalismen, i EU, med klima, med forurening, flygtninge og migranter mv. pludselig træder frem med fornyet tydelighed

Men midt i den grundlæggende store – og efter min mening fortjente – opbakning til den danske regerings og myndighedernes håndtering af covid19 i Danmark, så tror jeg der lurer en enorm tillidskrise til EU, som er blevet dramatisk forstærket med covid19-håndteringen fra EU’s side. Og som i kombination med ikke-demokratiske tiltag og nationalpopulismen i lande som Ungarn og Polen – men i og for sig helt uafhængigt af covid19 – kan betyde begyndelsen til enden for EU.

Det er trods alt på ryggen af det kaotiske Brexit, at EU for hvem-ved-hvilken-gang ikke har formået at tage medlemslandenes udfordringer og bekymringer alvorligt, og Sydeuropa er reelt endt i en meget, meget langvarig orkan: Langsom genopretning ovenpå finanskrisen, kæmpe ungdomsarbejdsløshed, kæmpe problemer med flygtninge- og migrantstrømme, aktuel covid19-lockdown med rovdrift på velfærdsordningerne og nu med udsigt til enorme tab i turistindtægter og generelt økonomisk tilbageslag osv.

Igen var EU alt for længe om at se alvoren, og særligt Italien og Spanien føler sig helt forståeligt svigtet.

Kan EU tåle flere løsrivelser?

Når Polen og Ungarn parallelt gennemfører lovgivninger, der ligger milevidt fra EU-standarder og -værdier, så er EU-sammenholdet under pres fra flere sider. Man kan diskutere om den seneste øst-udvidelse var for tidlig – resultatet har i alt fald ikke været den oplysningsdrøm mange spåede, med støt fremadskridende demokratisering og integration.

I stedet ser vi lande, som bevæger sig økonomisk fremad, gerne tager EU-støtten til sig – og som ofte er fornærmede over, der ikke kommer mere – men som reelt lægger afstand til de demokratiske principper, der ellers kendetegner EU-ambitionen.

Polen og Ungarn er selvsagt ikke Kina, men der er lighedstræk i kombinationerne af vild markedsøkonomi i kombination med stærkt restriktive rammer for frihedsrettigheder, og noget der efterhånden end ikke forsøger at ligne demokratiske processer. Hybriden er i sin formel beslægtet med Kinas.

Selvstændighedskrav i Catalonien, den skotske frustration over Brexit mv. er andre parallelle bevægelser, der – hvor legitime de to eksempler end måtte være – vidner om en fragmentering af verden, som vi kender den. Og begge tilfælde sætter EU i dilemmaer: En anerkendelse af Catalonien vil i dramatisk grad undergrave relationen til Spanien. En indlemmelse af Skotland vil være en hån overfor Storbritannien, hvad EU vil leve fint med. Men til gengæld vil det forringe relationen til Catalonien – for hvorfor anerkende Skotland og ikke Catalonien?

Tager man Skotland ind vil presset fra Catalonien vokse i fht. Madrid, hvor EU-relationen i forvejen er belastet. Kan EU tåle flere løsrivelser fra familien? Viljen til at holde sammen på det stadig mere dysfunktionelle fællesskab risikerer imidlertid at komme med en høj pris: Hvor meget skal man se igennem fingre med fx Ungarn for at holde sammen på medlemskredsen? Og øger det ikke blot viljen til at afsøge grænserne hos lande, der i forvejen ser stadig mere skeptisk på EU som institution? Jeg tror det.

At kigge væk er ikke længere muligt

Selve globaliseringen er med covid19 sat under et helt nyt pres. Pandemien fungerer lige nu som en prisme, der bryder lyset på nye måder, hvorved svaghederne og problemerne i globaliseringen, i kapitalismen, i EU, med klima, med forurening, flygtninge og migranter mv. pludselig træder frem med fornyet tydelighed. Ikke fordi der er nyt – men fordi det har fået en tvingende uafvendelighed over sig. At kigge væk er ikke længere muligt.

Jeg tvivler på, at EU evner at hæve sig over det niveau, vi hidtil har set unionen agere på. The centre cannot hold. Og jeg har ikke set nogle komme med et seriøst bud på et alternativ. Det her er slet ikke godt

Hvis covid19 for alvor slår igennem i Afrika, har vi en hel verdensdel, som står uhyggeligt svagt rustet til at håndtere en epidemi. På nuværende tidspunkt menes problemet at være begrænset – set snævert i forhold til smitte og dødsfald som følge af covid19 – men får covid19 først fat, så kan det blive så uhyggeligt og brutalt, så vi slet ikke fatter det: Enorme befolkninger der bor tæt under dårlige vilkår, uden ordentlige sundhedsfaciliteter og ofte med lukkede regimer, der hellere vil tie end oplyse. Det vil sende millioner på flugt – smittede som raske – og dermed sætte EU’s grænser under fornyet pres.

Den tyske strategi for økonomien ovenpå finanskrisen har martret Sydeuropa i årevis. Det samme har den tyske ”strategi” for flygtninge og migranter. At lade Tyskland være kernen i EU er ikke holdbart for sammenholdet og en fælleseuropæisk tillid til EU. Legitimationsproblemerne og fragmenteringen hænger uløseligt sammen, og lige nu er det den perfekte storm.

Jeg tvivler på, at EU evner at hæve sig over det niveau, vi hidtil har set unionen agere på. The centre cannot hold. Og jeg har ikke set nogle komme med et seriøst bud på et alternativ. Det her er slet ikke godt.


LÆS FLERE ARTIKLER AF CLAUS PERREGAARD HER


Foto: Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Perregaard er cand.mag i historie og filosofi. Han er medejer af konsulentvirksomheden Perregaard/Knudsen Kommunikation, underdirektør i DTL, tidligere politisk rådgiver og pressechef i SF og tidligere særlig rådgiver i Udenrigsministeriet.

Seneste artikler om Politik & Samfund