BØGER // ANMELDELSE – Sci-fi-romanen Membraner, der er skrevet af den prisbelønnede taiwanske forfatter Chi Ta-wei, er et hovedværk i den kinesisksprogede queerlitteratur. Bogen, den første taiwanske skønlitterære bog oversat til dansk, handler om den unge kvindelige kosmetolog Momo, som – i en post-apokalyptisk verden, hvor menneskets største organ, huden, er truet – feteres for sin kunstige membranhud, som gør det muligt for hende at gennemleve andres kropslige oplevelser og erfaringer. Fængende, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
“Momo rakte hånden ud og kærtegnede soveværelsets gule tapet mens hun tog en bid af en saftig drivhusfersken, så frugtsaften sivede ud gennem den skrøbelige, lyserøde ferskenhud.” (s.5)
Allerede fra romanens første linjer bringes læseren i nærvær af en særligt sansende, polymorft seksuel væren. Det er et af Membraners tilbagevendende temaer.
Jeg overvejer, om det er dét, der ligger i ordet queerness? På bagsiden af omslaget står der, at “Membraner anses for at være et hovedværk inden for den kinesisksprogede queerlitteratur.” Ordet queer bliver i dag brugt i flæng, og jeg skammer mig lidt over at indrømme, at det stadig føles som et fremmedord for mig, en dame på 52.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil forstå det, det er bare fremmed for mig, for min krop. Jeg er ikke vokset op med det. Da jeg for nylig over for en af mine venner prøvede at definere kvindelig seksualitet, var det med afsæt i en smørbagt småkage, han serverede til kaffen.
Måske har jeg altid været queer, uden selv at ane det?
”Kvinder er perverse” siger jeg, og han griner højt samtykkende, mens jeg fortsætter: ”for mig handler seksualitet ikke om ”a bit of the ol’ in-an’-out”. Det handler om at være nærværende, registrerende, følende, indlevende, oplevende.”
Jeg kigger på den småkage, jeg sidder med i hånden. Hans mor bager jævnligt til ham.
”Som med den-her småkage. I stedet for at sluge den i en mundfuld – og det kunne jeg sagtens – så at tage en bid” – jeg tager en bid – ”mærke kagens sprøde skal smelte, smage smørret og sukkerets karamelisering. At se på småkagen, bemærke de små tætte luftbobler, den gyldne farve, den svage duft. At se hver bid tilbage i kagen, der hver især indeholder smagen af det, der er, og det, der – om lidt – ikke er.”
Jeg påstår ikke, jeg slap godt afsted med forsøget, ej heller at jeg lød særlig klog undervejs. Han syntes stadigvæk bare, det var sjovt, at jeg kaldte kvinder perverse.
Efter læsningen af Membraner spekulerer jeg over, om det, jeg beskriver, i virkeligheden handler om queerness?
Måske har jeg altid været queer, uden selv at ane det? Måske er mine antagelser om kvindelig seksualitet lodret forkerte, selvom jeg altid har identificeret mig selv som kvinde? Det var jo ligesom bare sådan, kortene blev fordelt engang.
Under overfladen
Membraner er en dystopi.
Genrebetegnelserne bruges efterhånden i flæng, dystopier, postapokalyptiske fremtidsscenarier, klimalitteratur, spekulativ fiktion etc. og mens Membraner har lidt af det hele, er det en dystopi, fordi samfundet virker dejligt velorganiseret, som om menneskeheden faktisk har formået at træde et trin op ad den evolutionære rangstige og forholde sig ansvarsfuldt til sin egen eksistens.
Tænk The Eternal Sunshine of the Spotless Mind: Alt er rent, skinnende, hvidt, menneskeheden præsenteres som menneskelig; nok forfængelig og til falds for modeluner, men grundlæggende samvittighedsfuld og ordentlig.
Ret utopisk.
Nedenunder overfladen er der selvfølgelig noget andet på spil, selve ideen om utopien er en membran, der beskytter mennesket fra en anden sandhed.
Faktisk kan man sige, at hun lever gennem andres kroppe: Momo er tilfredsstillet seksuelt og menneskeligt af et liv på anden hånd – eller rettere i en anden hud
Det lækre ved bogen er, at vi kun undtagelsesvist tvinges til at forholde os til det dystopiske. Vi lider ikke ret meget i læsningen og mest til sidst.
Fortællingens membraner er ikke kun i overført betydning, de er også konkrete. Romanen som postapokalyptisk litteratur forholder sig til membranen som en forudsætning for liv: På den anden side af ozonlaget som beskyttende membran om kloden er solens stråler blevet dræbende for menneskeheden.
Altså har teknologien i sin uendelige visdom skabt en kunstig vandfast membran, der har gjort det muligt at flytte civilisationen ned på havets bund, med hunde, græsplæner, luftventilation, nye nationer (vi befinder os i New Taiwan) og hele molevitten.
Babusjka-dukke?
Hovedpersonen Momo ernærer sig som kosmetolog: I denne version af post-apokalypsen er det blevet en væsentlig funktion, huden, menneskets yderste membran og største organ, er truet.
Momo er feteret for den særlige kunstige membranhud, hun har udviklet (fået foræret fra andet sted, viser det sig senere) og opsøges derfor af New Taiwans kendisser.
Den ekstra membranhud fungerer imidlertid også som en scanner. De folk, Momo har under sine hænder, scannes rutinemæssigt for alle sensoriske påvirkninger, hvorefter hun ”ifører” sig deres kropslige oplevelser og erfaringer og gennemlever dem.
På denne vis transcenderer Momo sin krops grænser.
Faktisk kan man sige, at hun lever gennem andres kroppe: Momo er tilfredsstillet seksuelt og menneskeligt af et liv på anden hånd – eller rettere i en anden hud.
Forholdet mellem Momo som subjekt og hendes klienter som objekt, der bliver en del af hendes subjektive oplevelse. Hun oplever altså en midlertidig delvis ophævelse af skellet mellem subjekt og objekt. Længslen efter denne ophævelse gentages i andre variationer romanen igennem.
Ellers isolerer hun sig i sin bolig/skønhedssalon, der har form som et ∞- altså et uendelighedstegn.
Den centrale konflikt i 30-årige Momos liv er forholdet til hendes mor, som hun ikke har været sammen med, siden hun som 10-årig blev sendt på kostskole for at lære kosmetologfaget. Momo var ovenikøbet indlagt i tre år af sin korte barndom i et isolationsværelse på et hospital som en del af forberedelsen til et større operativt indgreb, hvor hun bl.a. får fjernet sin tissemand.
Hendes eneste sensoriske kontakt i denne periode er en legekammerat, Andy, der er som en klon af Momo, blot uden tissemand. Andy repræsenterer et lystobjekt – eller subjekt?
“Momo oplevede en længsel efter at trænge helt ind i Andys krop og efter at Andy skulle trænge ind i hende. [..] Hun havde lyst til at sluge Andy helt ned i maven og til at Andy skulle fortære hende.” (s. 69)
Andy beskrives i bogen som en sekundær spejling i Lacans terminologi, og hun repræsenterer en længsel efter en regression tilbage til et primært stadium, hvor objektet ”den anden” ikke findes, og hvor subjektet, selvet, altså heller ikke findes. Igen en længsel efter ophævelsen af skellet mellem subjekt og objekt: Længslen efter enhed med altet.
Der sad to katte på et bord
“På den skærm Momo sad og stirrede på, trådte et billede frem af den skærm Momo sad og stirrede på … og indeni den skærm endnu en skærm, og endnu en … en uendelig række af billeder.” (s. 160)
Endnu et centralt tema i bogen er henvisningen til André Gides nøglebegreb: mise en abyme, der beskriver den uendelige regres, der opstår, når to spejle holdes op for hinanden, og man ser dem spejle sig i hinanden i en uendelighed.
Her er det ikke en ophævelse af subjekt og objekt, der er på færde, men en form for tilstrækkelighed i at spejle og blive spejlet. Det er også et skred ud over kanten til afgrunden.
Tilfældet er nærmere, at menneskeheden lider af kollektiv Alzheimers. Temaerne gentager sig uendeligt, kun formen, sproget, rammesætter det og fornyer sig
Momos bolig/skønhedssalon formet som et ∞ er ét billede på denne mise en abyme. Et andet er Momos oplevelse, at hendes mor endeligt – efter tyve års adskillelse – melder sin ankomst på Momos trediveårs fødselsdag:
“Det var som om noget havde slået en løkke i tiden. Hun følte sig ikke som sit 30-årige jeg i år 2100, men som 10-årige Momo i 2080. En øm hjertebanken fik en følelse af deja-vu til at boble frem i hendes sind. Hun tænkte på den dag, hun blev udskrevet. Det var den samme følelse.” (s. 142-143)
Ideen om uendelig regres er først og fremmest vigtig i forhold til fortællerinstansen, der skifter mellem mor og datters blik og således fortaber sig, og kobles desuden til ideen om et uendeligt antal membraner, lag, der kastes af og kastes af, blot for at afsløre nye lag.
En illustration i romanform af den del af psykologien, der betragter identitet som bestående af kulturelt og samfundsmæssigt skabte lag, uden noget egentligt selv eller kerne af oprindeligt jeg nedenunder.
Hvad er en membran egentlig?
Lad os afslutningsvist betragte den i indledningen citerede fersken igen. Ferskenen med dens bløde hud, levende kød og uspiselige kerne kobles romanen igennem til den lille sære pige, Momo:
“En fersken er en skæbnesvanger frugt. Dens søde duft fik Momo til at føle sig varm og tryg. Som om hun, med en bid fersken i munden, kunne vende tilbage til en eventyrlig barndom.” (s. 7)
Membraner er, som det sikkert fremgår, et af disse herlige hjerneknald, som halvfemsernes kunstformer var så eminente til at frembringe. Man kan vælge at forundres over alle de temaer, bogen fokuserer på, som er mere aktuelle end nogensinde: Klimaforandringer! Identitet! Queerness!
I tråd med bogens egen referenceramme, der integrerer alt fra Shakespeare-citater over henvisninger til Bhagavadgita til en leg med Microsoft-navnet, vil jeg pege på, at tiden selv fremstår som mise en abyme:
Vi kan godt hinanden imellem vedtage, at vi er nået til et nu i verdenshistorien, hvor alt er nyt og alt sker for første gang. Det er godt nok ikke helt tilfældet.
Tilfældet er nærmere, at menneskeheden lider af kollektiv Alzheimers. Temaerne gentager sig uendeligt, kun formen, sproget, rammesætter det og fornyer sig. Men det er jo noget. Måske det vigtigste?
Selvom Membraner egentlig er en ældre sag (opr. udgivet i 1996, red.), tåler den afgjort en gentagelse eller nærmere genopdagelse, da den først nu foreligger på dansk, som tilfældet er for megen af den genrenedbrydende litteratur, der skrives i det fjerneste østen.
Her skylder vi Forlaget Korridor en særlig tak for deres evne til at finde de spændende værker, de dygtige oversættere samt – og det betyder noget – de dygtige grafikere.
Hvis du skal have én bog med på stranden i år, så lad det endelig være Membraner.
Ikke alene vil den i kombination med lettere anfald af solstik givetvis garantere en begivenhedsrig ferie, men bogen er også helt urimeligt smuk at se til – let den mest fængende strandrekvisit blandt buksetrolde, badebolde og bikinibomber.
”Prøv det!” som vi sagde dengang i halvfemserne.
Læs også Freja Cecilie Petri Bondgaards boganmeldelse af Ursula K. Le Guins Mørkets venstre hånd her: I en gammel science-fiction klassiker er alle nonbinære. Værket er mere aktuelt end nogensinde
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
