MEDIER // KOMMENTAR – I Weekendavisen, Berlingske og Jyllands-Posten har man kunnet læse, at den frigjorte venstrefløj tiljublede Spies som en helt. Men går man tilbage i arkiverne, tegner der sig et helt andet billede, hvor venstrefløjens foretrukne avis, Dagbladet Information, var de første til at hive masken af Spies’ tomme, pralende show og slå fast, at han kynisk udnyttede mennesker.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Simon Spies er i Weekendavisen, Berlingske og Jyllands-Posten blevet indskrevet i farverige, næsten enslydende fortællinger om “den progressive venstrefløj” (Kristian Ditlev Jensen), “oprøret i 1968” (Mikael Jalving) og ”1970’ernes frigørelse” (Pierre Collignon). Men det er, som om artiklernes historiske værdi lider under, at den sammensatte Simon Spies betragtes gennem et snævert og skævt ideologisk filter.
Kristian Ditlev Jensen indleder sin klumme i Weekendavisen med at spørge retorisk, om ikke det er interessant, at det er ”den yderste venstrefløj, som i 1968 var med til at stille alle værdier lige og få hele den moderne vestlige verden til at gå op i limningen, som nu skriger i forargelse over det, de faktisk selv skabte?”
Min politiske favorit er Adam Smith, der gik ind for, at borgerne skal gøre, hvad de har lyst til
Simon Spies
Hermed anslås en kulturkonservativ forfaldsfortælling, hvor venstrefløjen med sin frigørelse i 68 var drivkraften bag en normopløsning, som Spies i klummen fremstilles som en slags uægte barn af (jf. ”de selv skabte”).
Mikael Jalving er i Jyllands-Posten et ekko af Ditlev Jensen: ”Nu skriger de progressive så i forargelse over, hvad de selv skabte,” skriver Jalving og tilføjer, at ”oprøret [i 1968] var en vækkelse, men medførte i stedet en svækkelse af den offentlige moral”. Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon istemmer koret og gør Spies til et eksempel på, at ”1970’ernes frigørelse også blev en frigørelse af de mest magtfulde til at udnytte svagere mennesker.”
Adam Smith som politisk favorit
Problemet med den formelagtige fortælling er, at den bortretoucherer store dele af virkeligheden. Den udvisker det faktum, at Spies’ opgør med normerne og hans grænseoverskridende seksuelle adfærd var grundlagt længe inden ”1970’ernes frigørelse”. Allerede som 21-årig i 1943 skrev Spies for Mandens Blad om vildt natteliv, overskridelse af moralske bud og ”alfaerne” (som han regnede sig selv til), der ”elskede friheden, de legede, spiste, sov og elskede”.
I 1955 skriver han romanen Fordelen ved at have to koner, som med et selvbiografisk afsæt udpensler sadomasochistiske eskapader med flere partnere. Og i begyndelsen af 1960’erne kan hans daværende sekretær, Tove Stub, berette om “de unge piger i det voksende harem”.
Hvor stammer Spies’ hedonisme og frihedsbegreb fra? Er det et produkt af 70’ernes frigørelse? Det kræver et brud med kronologiske og kausale lovmæssigheder, hvis 70’erne skal forårsage en personlighed og praksis, der er skabt længe før. Spies’ frihedsbegreb havde da også snarere rødder i den liberalistiske tradition, hvor ejendomsret og frit forbrug er centralt.
Spies var en begavet-kynisk forretningsmand, der kendte sine medmenneskers svagheder og udnyttede dem
Infomations nekrolog
Da Spies indledte studier i statsvidenskab i 1945, var det den økonomiske liberalismes fader, Adam Smith, han fattede sympati for, og siden gentog han flere gange: ”Min politiske favorit er Adam Smith, der gik ind for, at borgerne skal gøre, hvad de har lyst til”.
Formuleringen afslører, at Spies vulgariserede Adam Smith og så bort fra det moralske aspekt af filosoffens tænkning. Men i tråd med Spies’ vulgærliberalistiske ståsted var det netop den ekstreme liberalist og højrefløjsanarkist Mogens Glistrup, der blev en livslang ven og periodisk samarbejdspartner.
Informations demaskering af Spies
Venstrefløjens ”progressive” var ifølge Ditlev Jensen ”ellevilde” med Spies’ udseende, storhedsvanvid, fraværende moral og manipulationer. De anså ham for en ”seksualitetens frihedshelt”, bedyrer Ditlev Jensen, og Mikael Jalving mener tilsvarende, at venstrefløjen betragtede Spies ”som en befrier”.
Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon hævder i samklang med Ditlev Jensen og Mikael Jalving, at ”Spies blev dyrket som en modkulturel helteskikkelse, han var den ultimative normstormer, og hele den venstreorienterede kulturelle avantgarde, som førte an i ungdomsoprøret, deltog i tiljublingen.”
Det er forførende formuleringer, men de fordrejer historien. På lange stræk repræsenterede Spies en direkte modpol til venstreorienterede værdier og mødte derfor også modstand fra netop venstrefløjen: Han var medlem af nazistpartiet under krigen, han var kapitalist efter krigen, han var patriarkalsk herremand over for kvinderne, han var leverandør af charterrejser til Francos Spanien, og han var materialistisk mangemillionær.
Der var noget forstemmende glædesløst og mekanisk over hans gnæggende mæle og hårde happenings
Paul Hammerich
Dagbladet Information, der i 60’erne og 70’erne var den foretrukne avis på venstrefløjen, skrev allerede i 1966 en leder, der demaskerede Simon Spies og hans oppustede materialisme og kritiserede den del af pressen, der deltog i ”guldkalvedansen”.
”Det er flovt, at så få begriber, at det hele er show, arrangeret for reklamens skyld”, lød det i Informations leder. ”Hvad rager hans pral om og med piger, kaviar, biler, kransekage og penge den danske befolkning? … Hvornår begynder folk at spekulere på, hvad det egentlig er, de beundrer? Hvor dybt vil man ydmyge sig for at modtage milde gaver?”
Dermed var kursen lagt for Informations relation til Spies, og i 1984 sættes der punktum med en nekrolog, der illusionsløst afsluttes:
”Spies var en begavet-kynisk forretningsmand, der kendte sine medmenneskers svagheder og udnyttede dem. Han tog i hvert fald sine egne fornøjelser alvorligt. Så alvorligt at de var med til at tage livet af ham.”
Således et par dyk ned i Informations arkiv, som er i direkte modstrid med den borgerlige fortælling om den ’ellevilde’ venstrefløj, der ’tiljublede’ Spies som en ’helteskikkelse’.
Modstand fra venstrefløjen
Læser man i biografien Simon Spies: Solkongens liv og tid af Andreas Fugl Thøgersen, tegnes der ligeledes et helt andet billede. Thøgersen fortæller, at Spies mødte ”modstand … blandt både kulturradikale, ungdomsoprørere og hippier”, som blandt andet havde svært ved at goutere en ”storkapitalist med et kvindesyn, som i kredse, der opfattede sig selv som progressive, ikke kunne tolkes som andet end fjendsk”.
Spies var en farverig skikkelse med appel til folkedybet, ikke en ”frihedshelt” for venstrefløjen
Den kulturradikale krønikeskriver Paul Hammerich skrev også et spiddende portræt af Spies. ”Efter Storm P’s devise: Livet er trist – det eneste, man har at glæde sig over, er sig selv, anlagde han et image som excentrisk playboy… Der var noget forstemmende glædesløst og mekanisk over hans gnæggende mæle og hårde happenings. Var han et menneske eller blot en medierobot, der eksisterede på tryksværte og ætergas?”.
Ikke just en ellevild tiljubling, og Andreas Fugl Thøgersen følger op i biografien: ”Hans [Hammerichs] ord rummer en afstandtagen, en næsten hånlig og ironisk kritik af Simon Spies og al hans væsen og gøren, som fandtes i både de etablerede kulturelle og intellektuelle kredse og i de mere ungdommelige, oprørske og eksperimenterende miljøer.”
Spøgelsesbillede af venstrefløjen
Hvis man forestiller sig, at det særligt var venstreorienterede medier, der bar Spies frem, er det historisk forkert, hvad citaterne fra Information vidner om. Ja, han indgik blandt andet i et folkeligt underholdningsprogram på DR, Spørg bare, side om side med Erhard Jakobsen; næppe ’røde lejesvendes’ opfindelse. Men reelt var det først og fremmest de kulørte blade og sensationspressen, der med Paul Hammerichs ord “labbede hans påhit i sig som piskefløde”.
Fx Se og Hør, hvor Spies’ nære ven Carl Bjerredahl arbejdede i 8 år og efter eget udsagn havde “Spies som stofområde, samtidig med at jeg havde fri 3-4 måneder hvert år til at rejse sammen med ham som privat ven”. Meget kan man sige om Se og Hør og Carl Bjerredahl, men kanaler for den progressive venstrefløj var de ikke. Spies var en farverig skikkelse med appel til folkedybet, ikke en ”frihedshelt” for venstrefløjen.
Hvordan Ditlev Jensen, Pierre Collignon og Mikael Jalving er nået frem til deres vrangbillede af den jublende venstrefløj, kan man kun gisne om. Det virker, som om de har digtet meget frit over kilderne og ikke rigtigt efterprøvet deres fordomme. Men de enøjede fortællinger efterlader også det indtryk, at skribenterne er mere optagede af at fremmane og forbande et spøgelsesbillede af venstrefløjen end af at forstå Spies og hans tid.
Disclaimer: Kristian Ditlev Jensen har for mig overraskende på Facebook slået på tromme for, at det er relevant, at min bror har været DR-redaktør på dokumentarserien ‘Spies og morgenbolledamerne’. Det er hermed deklareret.
Find DR-programmet “Spies og morgenbolledamerne” her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
