Med Sahara som atelier – kunstner og flygtning fra en glemt konflikt

af i Afrika/Kunst/Minoriteter

KUNST // INTERVIEW – ‘Jeg møder Mohamed Sulaiman i den algeriske ørken. Han er sahrawi-flygtning, og har været det hele sit liv. For hans forældre blev fordrevet fra Vestsahara, da Marokko besatte området i 1975. Sulaiman er også kunstner og inspireret af sahrawiernes nomadekultur, har han bygget et flytbart atelier i flygtningelejrens bløde sand. Det symboliserer en holistisk sammenhæng mellem identitet, grænser og miljø, mellem det konkrete og abstrakte. Og det er samtidig et udtryk for en kunstners store drøm om, en dag at vende tilbage til det sted, hans forældre kaldte hjem’.

“Kunsten skal hjælpe mig til at komme igennem livet,” fortæller 33-årige Mohamed Sulaiman på sit formfuldendte britisk-engelske, mens han i en interessant blanding af stoisk ro og elektrisk udladning gestikulerende fremviser sit farverige værksted, der mest af alt minder om en kalejdoskopisk symbiose mellem en forstørret rubriksterning og lille Virgils sammenflikkede legehus.

En kulørt, kompleks og kreativ klods, der er gennemtænkt ned til selv den mindste detalje. Atelieret er flytbart, det kan pakkes sammen, skrues ned, og tages med, hvis behovet pludseligt skulle opstå. Og det har en klar symbolsk og meget lavpraktisk forklaring.

Foto: Brian T. Rasmussen.

Nomader med stækkede vinger

I oktober 2015 blev flygtningelejrene i det vestlige Algeriet, hvor fordrevne sahrawier fra Vestsahara har levet i årtier, ramt af et ugelangt massivt og stormfuldt skybrud. Grundet den tørre, uigennemtrængelige sandbund, udviklede regnen sig til en decideret oversvømmelse.

Vandmasserne raserede lejrene, væltede løst sammensatte beton- og lerhuse, som var de lavet af tændstikker, og gjorde mere end 3000 familier hjemløse på kun få dage. Mohamed havde dengang sit atelier i sin forældres hus, men det kollapsede, og Mohamed mistede alle sine værker, alle sine bøger og måtte, ligesom så mange andre, begynde helt forfra.

For Mohamed er frigørelseskampen ikke kun en politisk kamp, men ligeså meget en evig kamp for at huske sig selv, sin kultur og sine rødder og for at forstå betydningen og konsekvenserne af de værdier, man vælger og forsøger at efterleve

2015 var også året, hvor sahrawierne kunne mindes, at de havde været fordrevet fra deres hjemland i 40 år. Marokko besatte Vestsahara i 1975-76 med en nationalistisk idé om at skabe et Stormarokko og pga. områdets rige ressourcer.

Det udviklede sig til en krig mellem Polisario, sahrawiernes frihedsbevægelse og nu eksilregering, og de marokkanske styrker. En blodig konflikt, der først med indblanding fra FN i 1991 førte til en våbenhvile. Våbenhvilen var baseret på, at FN fik lov til at afholde en folkeafstemning angående sahrawiernes uafhængighed af Marokko.

Den er mod aftale dog aldrig blevet afholdt, da Marokko lige siden har modarbejdet FN. Samtidigt negligerer det internationale samfund fortsat Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara, og mange virksomheder lukrerer endog på konflikten.

EU har f.eks. indgået handelsaftaler med Marokko omkring fiskekvoter i Vestsahara, og Marokko har i årtiet solgt fosfat udvundet fra de besatte områder til internationale virksomheder. Alt det til trods for, at ikke ét eneste land har anerkendt besættelsen, at den Internationale Domstol i Haag har fordømt Marokkos kolonisering af Vestsahara, og at FN´s Sikkerhedsråd gang på gang har understreget sahrawiernes ret til selvbestemmelse.

Google Maps.

Som et resultat af denne globale forsømmelse lever ca. 200.000 sahrawier i dag i fem store flygtningelejre i Sahara i Algeriet, mens endnu flere lever under direkte undertrykkelse i det marokkansk-besatte Vestsahara.

Det er en trist situation, der udfordrer forståelsen af retfærdighed, og som trækker det stof, som drømme og håb er gjort af, til det alleryderste. Men samtidigt er den ørkesløse situation næring for Mohameds krøllede hjerne

Som fugle på træk med stækkede vinger er nomaderne i Algeriet, der i århundreder levede af handel og håndværk, af fiskeri og kamelopdræt og af at følge stjernernes og dyrenes bevægelse, nu fastlåst i en position, i et hjem og i et land, der ikke er deres.

Det er en trist situation, der udfordrer forståelsen af retfærdighed, og som trækker det stof, som drømme og håb er gjort af, til det alleryderste. Men samtidigt er den ørkesløse situation næring for Mohameds krøllede hjerne. Med kunsten i hånden forsøger han at få folk i flygtningelejrene til at tænke over identitet, nomadekultur og miljø.

Og ligesom der er højt til loftet under Saharas klare stjernehimmel, hvor fantasien flagrer fri i varme bølger over sandet, er det i mødet med det nære og det fjerne, det konkrete og det abstrakte, at Mohameds drømme og kunstneriske nerve finder sin inspiration.

Genbrugets mange lag

Mohamed Sulaiman er født og opvokset i Sahara og er uddannet i engelsk litteratur ved universitetet i Algier. Han betegner sig selv som sahrawi-kunstner, som en kreativ sjæl formet af forældrenes håndværkstraditioner og familiens nomadekultur, og han beskriver sine projekter som et udtryk for de udfordringer, man står overfor som sahrawi i ørkenens flygtningelejre og som menneske i en globaliseret verden i det hele taget. Han er kunstneren, der har Sahara som sit atelier.

“Jeg forsøger at finde ud af, hvordan min kunstneriske tænkning kan hjælpe mig til at løse problemer, til at forstå hverdagens udfordringer og til at gentænke nogle af de normer og måder som folk altid har gjort ting på”.

For altid at have mindst én brugbar åbning til omverdenen, når ørkenvindene raser, har rummet vinduer eller døre i alle fire retninger.

Et konkret og praktisk eksempel på denne kunstneriske indgangsvinkel finder vi i det rum, som vi netop sidder i.

“Jeg startede med studiet her. Jeg havde ingen økonomisk støtte, så jeg begyndte helt bogstaveligt at bygge af lejrens skrald. Hver dag gik jeg omkring i Smara [flygtningelejren, hvor Mohamed bor], indsamlede pap, træstykker og den slags og forsøgte at løse de forskellige problemer, efterhånden som de opstod”.

Motif – Art Studio & Workshop. Foto: Patrick Stephen Ryttersson.

Mohamed fortæller, hvordan han fandt inspiration til udformningen af sit atelier i sahwariernes oprindelige teltdesign, der tager højde for dagens varme- og nattens kuldegrader og for ørkenens mange utilregnelige sandstorme.

For altid at have mindst én brugbar åbning til omverdenen, når ørkenvindene raser, har rummet vinduer eller døre i alle fire retninger.

Og ligesom dugen i de oprindelige telte består af flere isolerende og ventilerende lag, benyttede Mohamed træ, teltdug og mælke- og juicekartoner, som isolering til sit studie. Specielt de sidste fremhæver Mohamed som et fremragende byggemateriale, da de små brikcontainerne faktisk fungerer som små velisolerede bokse, hvor op til seks lag af skiftevis papir, plastik og aluminium netop har til hensigt at holde indholdet tempereret.

I horisonten knejser det sneklædte, magiske bjerg Fuji, der i sin forankrede rolighed bliver et majestætisk modstykke til bølgens brutale bevægelse

I dag fungerer det færdigbyggede studie både som værksted, som workshop og som en platform for kreative ligesindede fra lejren og for besøgende udefra. Atelieret går under navnet ”Motif – Art Studio & Workshop”. Her kan interesserede mødes om dokumentarfilm og lære mere om fotokunst, om maleteknikker og om, hvordan lejren kan betragtes som en legeplads for kunstneriske muligheder.

Studiet er samtidigt et konkret eksempel på, hvordan Mohameds hjerte banker for miljøet. Han fortæller, at der i den sahrawianske nomadekultur var en tradition for at genbruge alt, og denne tankegang vil han gerne genindføre og udbrede. Specielt ser han et problem i plastikforureningen i lejrene, som han omtaler som en direkte konsekvens af den materielle overflod, der paradoksalt nok også ruller ind over det tidligere nøjsomme nomadefolk i Sahara.

Han kalder udviklingen for en ”plastikbølge” og det med rette. Langs de støvede landeveje og i de små gyder ved flygtningelejrens basar flyder det med tomme plastflasker, plastikposer, emballage og Mohamed påpeger, at det bliver værre år for år.

”The Great Wave”

Mohamed blev inspireret af sine daglige skraldeoplevelser i lejrene, og da han blev inviteret af Fair Saturday til at deltage i deres internationale konference og udstilling omkring, hvordan mennesker ved hjælp af kultur kan sætte et positivt præg på verden, valgte han at fokusere på den materielle overflod og på symbolikken i dens ødelæggende miljøpåvirkning.

Resultatet blev The Great Wave – en cirka 2½ gange 3 meter stor illustration af en brusende bølge i plast.

For Mohamed symboliserer plastikbølgen de miljømæssige og politiske udfordringer, sahrawierne og verden står overfor

Foto: Brian T. Rasmussen.

Mohamed blev direkte inspireret af den japanske ukiyo-e kunstner Katsushika Hokusai, der fra sit atelier i Edo i begyndelsen af 1830´erne publicerede en række vandbaserede tryk på træ i en serie kaldet Thirty-six Views of Mount Fuji. Blandt disse var det ikoniske The Great Wave off Kanagawa, til tider blot kaldt The Wave, der forestiller en faretruende monsterbølge, der i sin brænding er ved at kæntre tre små fiskerbåde.

I horisonten knejser det sneklædte, magiske bjerg Fuji, der i sin forankrede rolighed bliver et majestætisk modstykke til bølgens brutale bevægelse.

På Mohameds version af The Great Wave er bådene skiftet ud med klipklapper, bølgen består af tomme Nivea-bøtter, plastikposer og sodavandslåg i forskellige blålige nuancer og den hvide maling i bølgens brænding er udskiftet med paptallerkner og plastikbestik.

For Mohamed symboliserer plastikbølgen de miljømæssige og politiske udfordringer, sahrawierne og verden står overfor, hvor en fremadstormende overproduktion i en i forvejen overkonsumerende global kultur truer med at ødelægge naturen, kæntre sårbare samfund og drukne alle ombord.

Samtidigt fortæller bølgen helt basalt om sahrawiernes udsatte position som flygtninge i Sahara, om ødelæggelserne i 2015, og dermed også indirekte om årsagerne til, at de stadig er fordrevet fra deres hjemland.

De forskellige problematikker er nøje forbundet, der er sammenhæng mellem det abstrakte og det konkrete, det storpolitiske og dagligdagens udfordringer, og de repræsenterer blot flere sider af samme virkelighed, fortæller Mohamed.

»Miljømæssige udfordringer og lokale bekymringer omkring hele vores situationen er sammenhængende. Vi har været meget fokuseret på vores lokale problemer, konflikter og udfordringer, men når alt kommer til alt, er vi alle mennesker, og der er plastik overalt i lejrene. Vi skal være en del af den globale løsning og den globale bekymring, for vi står overfor de samme udfordringer og problemer. Og vi kommer alle til at betale for dem på et tidspunkt«.

En holistisk tilgang til drømmen om et hjem

Mohamed ser sit kunstprojekt som en holistisk måde at betragte verden på, og han påpeger, at ligesom nomadernes teltdug har flere lag, er der tilsvarende mange lag i de udfordringer sahrawierne, og hele menneskeheden, står overfor.

Og til trods for, at mange i lejren stadigvæk vil foretrække at se billeder af kameler, telte og solopgange, genkendelige traditionelle udtryk, betragter Mohamed sin kunst som et redskab til samtaler omkring en nytænkning af sahrawiernes plads i ørkenen, om deres handlinger i det udstrakte men sammenhængende rum og om deres position og indflydelse på verden omkring dem.

I et flytbart kunstprojekt i det vestlige Algeriet, i et atelier af håb, der er grænseløst og rodfæstet i nomadekulturens varme sand, forsøger sahrawi-kunstneren Mohamed Suleiman derfor nu at bruge sit kreative sind til at skabe bro og sammenhæng mellem før og nu

Han fortæller samtidigt, at han igennem forældrenes og bedsteforældrenes historier er tæt knyttet til Vestsahara og til spørgsmålet om en dag at vende tilbage til et frit hjemland. Han pointerer, at deres nuværende situation er midlertidig, at der “altid er noget man ser frem til og venter på. Det her er ikke normen, det her er en situation der skal ændres”.

Mohamed støtter Polisarios fokus på en ikkevoldelig løsning, men han forstår godt, hvis unge, frustrerede sahrawier en dag griber til andre metoder. Han ser sig selv som et led i denne frigørelseskamp, men hans våben er penslen, fantasien og fortællekunsten, for det er i kunsten, han finder sin egen ammunition.

Mohamed understreger samtidigt, at de stækkede vinger ikke må slukke for det lys, der skal skinne på det hverdagsliv, der stadig kræver at blive levet i lejrene. Af samme grund indsamler, tegner og maler han personlige historier fra lejrens beboere: i ønsket om at give dem en stemme, en farve og en tone, og for ikke at glemme hverdagens fortællinger, på godt og ondt, trods tankerne om det forjættede land.

For Mohamed er frigørelseskampen nemlig ikke kun en politisk kamp, men ligeså meget en evig kamp for at huske sig selv, sin kultur og sine rødder og for at forstå betydningen og konsekvenserne af de værdier, man vælger og forsøger at efterleve.

Og han håber, at de personlige glimt af hverdagsliv, som stille og roligt når ud til omverdenens nethinder, vil skabe en positiv opmærksomhed omkring sahrawiernes fastlåste position og afføde en nødvendig reaktion fra det internationale samfund.

I et flytbart kunstprojekt i det vestlige Algeriet, i et atelier af håb, der er grænseløst og rodfæstet i nomadekulturens varme sand, forsøger sahrawi-kunstneren Mohamed Suleiman derfor nu at bruge sit kreative sind til at skabe bro og sammenhæng mellem før og nu, mellem lejren og verden omkring, i håbet om, at alle sahrawier en dag kan vende tilbage til et Vestsahara, som de frit kan kalde hjem.

Foto: Lærke Uhrenholt.

Hovedfoto: Patrick Stephen Ryttersson.

Brian Traantoft Rasmussen (f. 1989) er BA i historie, BA i religionsvidenskab og stud.soc. i Development and International Relations (med specialisering i Global Refugee Studies) ved Aalborg Universitet København.

Han har skrevet reportager om palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, kinesisk indflydelse i Vietnam, om arbejdsmigration i Filippinerne, om Marokkos besættelse af Vestsahara og om livet som Sahrawi-flygtning i Algeriet, foruden artikler om nicheområderne videnskab, religion og kultur i 1700-tallets Danmark. Derudover er han anmelder af faglitteratur på historie-online.dk og studentermedhjælper på forskellige museer.

Seneste artikler om Afrika