
UKRAINE // KRONIK – Det har været et privilegium at rejse med fire danske politikere i krigszonen i Ukraine, skriver Jens Alstrup, skribent for POV International og formand for foreningen ”Frihed for Ukraine”. ”Det viser, hvor kort der er mellem borgerne og politikerne i vores lille land, og at politikerne rent faktisk kærer sig om vores sikkerhed og gerne tager ud, hvor det ikke er nemt og komfortabelt for at blive klogere.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Min første rundrejse til krigszonen i Ukraine var med Rasmus Jarlov, og det var en rejse, hvor jeg fik stor assistance fra Thomas Sillesen, der driver en ingeniørvirksomhed i Odesa. Det var i 2017, og der var spørgsmålet, om der overhovedet var en ”rigtig” krig. Det blev vi enige om, at det var der.
Det var også dagene, hvor Rusland hjulpet af Tyskland pressede meget hårdt på for, at den russiske gaslinje Nord Stream 2 skulle færdiggøres. Det skal heller ikke glemmes, at Marie Krarup i de dage sad i Folketinget for Dansk Folkeparti og kaldte rejsen for noget i retning af en ”hjernevasktur”. Marie Krarup var også inviteret til at være med på denne rejse, men besvarede ikke invitationen.
Interessant for den rejse var, at vi gjorde os meget umage for også at få ”det andet synspunkt” med – det, som Marie Krarup støttede gennem påstanden om, at der var tale om en ”borgerkrig”. En påstand, hun fortsat turnerer rundt med, uanset hvor faktuelt forkert den er og altid har været.
Vi kørte lige mere end 7.000 km på ni dage. Luftrummet over Ukraine er lukket for al civil luftfart
Men vi klarede det ved, at Jarlov kom til at møde en repræsentant fra ”Regionernes Parti”, der fortsat støttede den tidligere, ruslandsvenlige præsident, Janukovitj. Repræsentanten fik lovning på, at intet ville ramme ham, så han rejste fra Donetsk by til Kyiv for at mødes med os. Samtalen var usammenhængende og handlede mest om, at de ville have fred, og Ukraine skulle være samlet, men der var intet under overskrifterne.

For at føje spot til skade blev hans søster kidnappet lige efter mødet med Jarlov, og han skulle betale løsesum. Det – fik jeg fortalt adskillige år senere – var straffen for, at han havde mødt os. Hele dette møde og begivenhederne omkring det forekom ærligt talt at være noget skørt. Hvad der fik ham til at tage imod invitationen, har jeg ganske enkelt ikke nogen god idé om.
Rasmus Jarlov var på tidspunktet for rejsen medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og formand for Forsvarsudvalget.
Ukraine: ”En noget anden slags krig”
De sidste to rejser med tre danske politikere foregik under meget anderledes forhold. Vi kunne ikke flyve til og fra Kyiv. Derfor startede første rejse i starten af december 2023 med Mads Strange, EP-kandidat for Liberal Alliance, og Magnus Barsøe, EP-kandidat for Socialdemokratiet, fra København i min private bil. Vi kørte lige mere end 7.000 kilometer på ni dage. Luftrummet over Ukraine er lukket for al civil luftfart.
Thomas Sillesen var også med til at hjælpe på denne rejse. Mange tak, og det var gode møder, vi fik i Kyiv. Der var også nogle af de civile folk fra Jarlovs rejse i 2017, som vi mødte i 2023, men krigen er ikke længere den samme. Derfor var det især mødet med soldaterne og officererne, der skabte stor opmærksomhed. Det er folk, der sætter deres liv på spil stort set hver dag. Nogle af dem har set ting, som ingen nogensinde bør se. Andre – som soldaten Sergey, der p.t. har tjeneste omkring Tjernobyl – har kæmpet i 10 år mod den russiske invasionshær, både den lille i 2014 og den store i 2022.
En anden ting, som ofte blev sagt, var, at Ukraine kun er det første mål ud af en hel serie, som Rusland ønsker at gennemføre
Politikerne kom til at mødes med soldater og folk, som kender mig personligt. Flere af dem er blevet mine personlige venner, og jeg fejrede fx jul og nytår med dem i deres forlægninger i krigszonen.
Derved var enhver tvivl, om der kunne tales frit, borte, og det var en glæde at se, hvor stort et indtryk det gjorde. Havde vi været der som en del af en officiel delegation, havde de lukket i som en østers, og møderne var blevet korte. Generaler og presseofficerer havde givetvis fortalt det meste. Ikke fordi det er Ukraine, men sådan er det også i Danmark, fordi der kommer så mange med, at der simpelthen ikke bliver tid til bare dette simple: en fri samtale.

På disse rejser spiste vi fx dejlig mad i soldaternes eget køkken, tilberedt af en kone til en af officererne. Hun var iført badekåbe og tøfler, så det kunne dårligt blive mere hjemligt.
Det er klart, at et møde under disse vilkår ikke giver et bredt billede af hele fronten og hele situationen, men vi mødte til gengæld adskillige soldater, og vi mødte også analytikere og endda en dansk militærinstruktør, som ”ikke er der”. Vi fik bestemt ikke et rosenrødt billede af situationen. Der er noget at komme hjem og arbejde med, når de to kandidater bliver valgt.
En meget vigtig ting, som vi fik med hjem, var opfattelsen af situationen. Officeren Stanislav forklarede meget åbenlyst, at han måtte kæmpe for sit land, sin kone og sine børn. Uden en ukrainsk sejr, så eksisterer der ikke et Ukraine, sagde han. En anden ting, som ofte blev sagt, var, at Ukraine kun er det første mål ud af en hel serie, som Rusland ønsker at gennemføre.
Bergur Løkke Rasmussen, MEP og EP-kandidat til at fortsætte for Moderaterne, var med på den seneste rejse. Her lykkedes det os også at besøge et feltlazaret og et militærhospital. Det er vanskeligt at få lov til det, men det lykkedes. Her yder EU en stor indsats, men desværre er det ikke en indsats uden problemer. Patienterne, især dem med øjenskader, kommer i mange tilfælde for sent frem til behandling i EU-landene.
Alle på de nylige rejser kom til at mødes med russiske frivillige i ukrainsk uniform. De er ikke nemme at få i tale, men det hjælper, at jeg kender dem rigtig godt. Desværre er deres antal beskedent, men de kæmper med våben i hånd – i håbet om, at en ukrainsk sejr vil være et vigtigt trin på vejen til, at de kan få et frit og demokratisk Rusland.

”Hvad skal det dog nytte?”
Forsvarspolitik har været et emne, der ofte har delt Danmark. Skal vi være en småstat, der dukker os for stormvejret, når det opstår? Eller skal vi føre en aktivistisk udenrigspolitik, som den, vi begyndte på med Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 1980’erne, ikke mindst i forhold til de baltiske lande?
Resultaterne af interventionerne efter de baltiske lande lover ikke godt. Irak er måske gået bedst, men at kalde det godt vil de fleste nok kalde for en overdrivelse. Ukraine er imidlertid noget andet. Her er der en civilbefolkning, der forstår at tage handling, når styret i Kyiv svigter dem eller begår valgsvindel. De formåede også at etablere militser i 2014, da Rusland angreb, og det reddede dem frem til 2022. Det fik alle fire politikere en klar forståelse af, ikke mindst fra soldaternes egne udsagn.
Rejserne var delvist betalt af politikerne selv, som alle var nødt til at rejse som privatpersoner for at kunne få adgang til selve krigszonen
En anden ting, som de tre sidste politikere fik klar besked om, var ukrainernes store taknemmelighed for Vestens hjælp. Dels for vores samlede kollektive hjælp, men især den meget store hjælp, som Danmark har ydet. Estere og danskere bliver altid mødt med utrolig venlighed, fx ved de mange kontrolpunkter ude i krigszonen. Kun med Bergur var der lidt vanskeligheder, da vi skulle forbi sidste punkt før selve krigshandlingerne, da vi skulle ind til et feltlazaret, men også her kom vi igennem uden at skulle tilkalde eskorte (de var ellers klar).
Mange steder var budskabet klart fra soldaterne, høj som lav: Uden Vestens støtte og de mange private initiativer havde Ukraine for længst tabt krigen! Mere klart kan det næppe siges. Men der var også en tilføjelse: Det er svært lige nu, og hvis hjælpen ikke ændrer retning mod at hjælpe Ukraine til sejren, så vil Ukraine tabe på sigt. Der bliver ingen forhandlet løsning, og Putins krav stopper ikke ved Ukraine, hvis man skal tro på, hvad han selv udtaler.

Rejserne var delvist betalt af politikerne selv, som alle var nødt til at rejse som privatpersoner for at kunne få adgang til selve krigszonen. Resten har foreningen ”Frihed for Ukraine” betalt som en del af vores oplysningsarbejde. Rejsernes budgetter var meget beskedne, især efter dansk standard. Rasmus Jarlovs rejse blev betalt fuldt ud af Det Konservative Folkeparti.
Med Bergur Løkke Rasmussen mødte vi den danske ambassade i Kyiv, men ellers var vi ikke del af nogen officielle arrangementer på de seneste rejser. Mine ukrainske kontakter var orienteret af hensyn til vores sikkerhed, og de var ikke glade for idéen, men tolererede den. Vores eneste sikkerhed var, at vi ikke fortalte om vores rejse, før vi havde forladt de steder, vi beskrev undervejs. Vi var inden for russisk artilleris rækkevidde, omend det kun var kortvarigt. Med Rasmus Jarlov var vi ved selve fronten med eskorte. Jarlov var ude ved skyttegravene i Avdiivka i 2017, hvilket er helt udelukket i dag på alle afsnit af fronten. Selv krigskorrespondenter får meget sjældent tilladelse til at være i forreste linje.
Der kommer flere rejser af denne type, og hvor er det godt, at vores politikere er klar til at tage imod sådanne invitationer. Der er trods alt tale om at rejse ind i en krigszone med en person som guide, som de ikke kender i forvejen. Hatten af for jeres engagement. Det var en fornøjelse at rejse med jer. Nu vil I – i mange debatter – have det stærkeste af alle argumenter: konkret viden fra egne personlige oplevelser.
Læs også Jens Alstrups fotoreportage
“Billeder fra krigens hverdag i Ukraine, uden tilsløring” ADVARSEL: I reportagen indgår voldsomme fotos.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her