McCartney

Nyt album: McCartneys rockhjerte dunker midt iblandt os

i Musik/Featured af

MUSIK // ANMELDELSE – Der er kommet et nyt Paul McCartney-album. Det er hans 15. egentlige soloalbum med titlen McCartney III. Jakob Brønnum har hørt det og trækker linjer tilbage til hele McCartneys produktion.

Når man lytter til Paul McCartney og i mange tilfælde kritiserer hans værk efter The Beatles, skyldes det manglen på forståelse af, hvad han egentlig vil. Har jeg netop smerteligt forstået. Man glemmer nemlig nogle væsentlige aspekter ved hans kunstneriske identitet.

Man glemmer hans kærlighed til instrumentalmusikken. Og man overser, at det er en del af hans identitet at være avantgardekunstner. Man ser på ham som en hitmager, der ikke rigtigt kan ramme det. Man glemmer, at han ikke hele tiden er ude på at ramme det.

Åbningsnummeret på det nye album, Long Tailed Winter Bird, er dybest set sådan et: Instrumentalt, avantgarde, slet ikke hitagtigt.

Det nye album er, som McCartney (1970) og McCartney II (1980), indspillet med manden selv på alle instrumenter, denne gang både af kunstneriske årsager og af nødvendighed. Det er et lock down-album, et afdæmpet råb fra et annus horribilis.

Det nye McCartney-album er, trods sin melankoli, en fornøjelse, en større fornøjelse, end jeg havde turde drømme om, det skulle kunne blive

Denne kunstneriske identitet udmønter sig i en stadig trang til at eksperimentere, og til at indfange lyde fra omverdenen og gøre dem til en del af sin musik, hvad vi i princippet har kunnet høre, lige siden lydcollagerne begyndte at trænge ind under Beatles-numrene efter midten af 1960’erne, da teknikken endelig tillod det.

Helt parallelt med f. eks. det amerikanske rockorkester Grateful Dead, der bestandigt var i dialog med den mest avancerede moderne kompositionsmusik.

Jeg har misforstået det hele

Jeg har kæmpet med McCartneys musik i årevis, samtidig med at den altid har været en del af mit liv. Jeg fik She Loves You-singlen på min 4 års fødselsdag i 1963 og With The Beatles-albummet året efter. Og jeg synes stadig, at det er et af de helt store tidlige poprock-albums, der er lavet – fra en tid, hvor forbindelsen til rock’n-roll-musikkens oprindelse er spillevende.

Jeg forlod ham gradvis, da The Beatles blev opløst, da jeg var 10-11 år og Harrisons kompositioner stod stærkere for mig, og Clapton og Dylan langsomt kom ind over, ikke mindst efter Bangladesh-koncerten, hvor de alle tre medvirker.

Jeg kan ikke vide, hvilken afart af modtagelse den mytologiske Beatlesskikkelse, mange mener, ikke har lavet et ordentligt nummer i 50 år, vil få – men jeg er himmelfalden. Jeg har fået McCartney tilbage

Og jeg forlod ham helt omkring Wings At The Speed of Sound (1976), da han tog den beslutning at lade de andre musikere i Wings skrive noget mere og der forsvandt noget, jeg nu har indset, var McCartneys egen musikalske vision.

Kampen er lejlighedsvis fortsat og frem til årtusindskiftet næsten udelukkende gået tilbage til negative oplevelser af urolige uforløste albums. De senere albums har givet mig en fornyet kærlighed til Paul McCartneys musik. Albummet fra 2005, Chaos and Creation in the backyard er blandt de tekstmæssigt dybeste. Egypt Station fra 2018 er decideret storslået, modigt og fornyende, samtidig med at det hviler tungt i McCartneys eget udgangspunkt.

I forbindelse med forberedelserne til anmeldelsen af den nye udgivelse, har jeg langt om længe forstået, at jeg har misforstået det hele. Han har en anden musikalsk identitet, end jeg ville indse.

Dybdegående og godt

Den ny udgivelse bekræfter de to antagelser: Dels at hvis jeg skal forstå McCartney, skal jeg netop forstå ham indenfor et spektrum af det avantgardistiske og det, at han indfanger lyde fra omverdenen, naturmusik, om man vil.

På det første nummer på det nye album tager han en guitar frem og laver klange, bare ved at røre den og flytte fingrene. En faldende tonerække og nogle unisone klange. Det er totalt avantgarde, og virkelig flot.

Eller som han synger på det groovende næstesidste nummer Deep Down: ”Wanna get deep down and do it right.” Det gør han så sandelig, med en stor grad af eksistentiel ærlighed. Jeg kan ikke vide, hvilken afart af modtagelse den mytologiske Beatlesskikkelse, mange mener, ikke har lavet et ordentligt nummer i 50 år, vil få – men jeg er himmelfalden. Jeg har fået McCartney tilbage.

Helter Skelter

Typisk for McCartney blander han alle sine mange modstridende idéer sammen, og i albummets andet nummer Find My Way er der en efterklang fra guitarlyden på Helter Skelter, fra klange fra Rubber Soul, sammen med helt nye, afrikansk-inspirerede guitarriffs, der skaber rytmisk tætte og farvestrålende, moderne og tidløse øjeblikke.

De væltede sig rådvilde rundt i jagten på tabte muligheder for musikalske udtryksformer

Det virker som om, McCartney er holdt op med at ryge. For nogle år siden begyndte hans stemme at lyde ligesom Bob Dylans, inden han holdt op, og det var ikke for godt. Man har også kunnet se, at der ved koncerterne har ligget to-tre stemmer omkring McCartneys for at skjule det faktum, at hans stemme er gået i stykker. På flere numre på det nye album virker stemmen lejlighedsvis igen friere og kan også i glimt nå falsetten.

McCartney, i 2018
McCartney i 2018 (Wikimedia commons)

På de tætvævede ballader, albummets tredje og fjerde numre, Pretty Boys og Women and Wives, har stemmen hos den 78-årige musiker lidt af den dunkle lød og skrøbeligheden, men sangene har noget afventende over sig, som gør, at man må vende tilbage for at se, hvad der gemmer sig inde i vævet i de næsten minimalistiske rockklange.

Efter de indtørrede 1980’ere, hvor alle de største kunstnere, undtagen Bowie, lavede deres svageste albums, Dylan, Neil Young, Paul Simon, delvis Stones og givetvist også McCartney, begyndte McCartney at afsøge helt nye udtryksformer, og der er kommet fem album med klassiske kompositioner i stor skala.

Musikerne, som var begyndt i 1960’erne, blev splittet mellem New Wave/Punk og den syntetiske discopop. De væltede sig rådvilde rundt i jagten på tabte muligheder for tidssvarende, musikalske udtryk.

Efter McCartney, som jeg ser det, omkring albummet Driving Rain (2001), for alvor fandt ind til sig selv igen, har han bevæget sig meget mere frit mellem de udtryk, han med rette kan kalde sine egne, men som er så vidtfavnende, at man som antydet må se efter en ekstra gang for virkelig at se dem som sammenhængende i ét musikalsk univers.

Et af disse udtryk er storstrukturen, som begyndte på Abbey Road, men som McCartney har udforsket også i klassisk musik. De nævnte sange, Find My Way, Pretty Boys og Women and Wives flyder delvis sammen med de to efterfølgende Lavatory Lill og albummets hovedværk, det otte-et-halvt minut lange Deep Deep Feeling, og jeg kan efter at have hørt albummet nogle gange ikke lade være at opfatte de fem sange i en stort anlagt 20 minutters suite-agtig sammenhæng.

Misforståelsen af McCartneys musikalske styrke og klarhed opstår, hvis man tror, genkendelige momenter er et forsøg på at genskabe og ikke videreudvikle

Det er umuligt at overhøre ligheden mellem Lavatory Lill og de sene Beatles-sanges løsthængende rockguitararbejde og paralellen til Lennons og McCartneys måde at skrive om navngivne personer i de sene Beatles-album.

Man har nogen gange, eller undertegnede har i hvert fald, undret sig over, om den enestående vellykkede og nybrydende suite, der afslutter Abbey Road og The Beatles storslåede karriere, kunne gentages eller om den overhovedet forekom andre steder som musikalsk idé.

Også den er blandt de musikalske virkemidler McCartney vælger frit mellem, og de fem numre er (trods ophold mellem sangene) en udmøntning af det samme inspirationsbillede, der skabte den skelsættende suite på Abbey Road.

Misforståelsen af McCartneys musikalske styrke og klarhed opstår, hvis man tror, genkendelige momenter er et forsøg på at genskabe og ikke videreudvikle. De fem sanges sammenhæng er mildere end suiten på Abbey Road, mere tilbageholdt, slet ikke triumferende, melankolsk, for ikke at sige nedtrykt, som grundtonen på pandemi-albummet nok i det hele taget må siges at være.

Sammenhængen er ikke mindst tekstlig: De tre sange Pretty Boys, Women and Wives og Lavatory Lill er konkrete iagttagelser af mennesker og omgivelser og deres kampe og problemer, som er et af grundstofferne i McCartneys tekstunivers, mens Find My Way og Deep Deep Feeling indrammer dem med henholdsvis en indledende sang om det eksistentielt forvirrede menneske og en afsluttende om vejen til en dybere forståelse og ro.

En større fornøjelse

Der følger et meget, meget tungt grooverocknummer efter, Slidin’, båret af en el-guitar, der klangligt minder om I Want You/She’s So Heavy, der slutter A-siden af Abbey Road (og almindeligvis anerkendes som begyndeleen til heavy rock).

Det er lignende klangflader, lignende riffs, lignende tilbagemixede vocalsekvenser med korbaggrund og fremtrædende trommerytmer. Det er, ligesom det foregående, lange Deep Deep Feeling, et strålende nummer. Midt i nummeret står en eminent dygtigt udformet guitarsolo, der leger med lyden af et udrykningskøretøj.

Det nye McCartney-album er, trods sin melankoli, en fornøjelse, en større fornøjelse, end jeg havde turde drømme om, det skulle kunne blive. Han har, som i de tidligere udgaver af album med McCartney-titler, spillet alle instrumenter selv. Og hold da op, han spiller godt, næsten hele tiden.

Jeg har næsten altid fundet hans afslappede trommespil vellykket og særligt den “bløde” lyd, hans trommeklang har, men efter flere gennemlytninger må det også konstateres, at de er det svage led på det nye album. Særligt dobbeltakten på Women and Wives er efter min opfattelse en misforståelse, muligvis fordi McCartney her har brug for en mere flydende taktart, han ikke mestrer.

Jeg opfatter det som ren rockballade-musik indenfor et afmålt spektrum af længselsfuld trang til igen at kunne spille sammen med andre. Være menneske sammen med andre. Være til i en frihed, vi ikke har kendt i år

Albummet slutter med et nummer om at ”gribe dagen”, Seize the day, en lock down-trøst og opmuntring til ikke at glemme, at selvom vi ikke kunne bruge dagene, som vi ville, så var de her altså alligevel. Og så en akustisk ballade, Winter Birds/When Winter Comes, med klassisk McCartney-fingerspil, som altid lyder som en bleg udgave af Blackbird fra White album, hvis man ikke hører ordentligt efter.

Det afsluttende nummer, med en landlig tekst, som han har haft så mange af i tidens løb, er en mild og lys komposition med blot den akustiske guitar og hans signaturbas nedenunder. Rytmen minder lidt om I’ve Just Seen a Face (Help), der var Beatles første helt igennem akustiske sang.

Sangen binder det hele sammen med åbningsnummeret med en kort, indledende gentagelse af de abstrakte og meget flotte akustiske guitarriff. Det har en tonalitet, der rent faktisk kan minde lidt om T. Rex’ mærkværdige tonalitet på det eponyme album fra 1970.

McCartney III er helt entydigt blandt de mest helstøbte McCartney-album. Der er mindre ren instrumentalmusik på McCartney III end på de to andre i klassen, McCartney (1970) og McCartney II (1980), som begge er virkelig anderledes som rockalbum betragtet. Det er en kunstner, der helt og holdent følger sine egne, subjektive impulser, som gennem hans genialitet og naturtalent bliver til tidløse ur-musikalske udtryk. Hvis man hører, hvad han laver og ikke hvad man ønsker, han havde lavet.

De mange instrumentale passager, der har en væsentlig andel i albummenes sammenhængskraft på de to første, er her afløst af en forholdsvis mere ensartet guitarbåret musik med klassisk rockbesætning og færre instrumentelle eksperimenter.

Materialet på netop dette album kunne formentlig have været hævet til større højder, hvis der havde været instrumenter fra et symfoniorkester ind over, hvad omstændighederne tydeligvis ikke har tilladt. Kompositionernes relative ensartethed ville have haft godt af et overordnet, musikalsk arrangement, der havde ført det mod en syntese med McCartneys klassisk musikalbums.

I stedet vælger McCartney det modsatte, en relativt minimalistisk orkestrering, med færre tangentinstrumenter og langt mere rå guitarlyd end på McCartney og McCartney II.

Mange vil kunne opfatte det som ensformigt. Jeg opfatter det som ren rockballade-musik indenfor et afmålt spektrum af længselsfuld trang til igen at kunne spille sammen med andre. Være menneske sammen med andre. Være til i en frihed, vi ikke har kendt i år.

McCartney III er som et eneste udholdt, lettere melankolsk åndedrag, et glimt af en langsom dans på en erindret solfyldt dag et sted i et langt, langt liv, hvor der har været kærlighed til stede og hvor der muligvis også er det nu.

Her i 40-året, få dage efter årsdagen for Lennons tragiske, ubetimelige og urimelige død, vil jeg spagfærdigt hviske, at Beatles ikke nogensinde helt er forsvundet. Den kreative impuls, der kom fra McCartney, dunker som et levende rockhjerte, lige midt i blandt os.


LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER


Paul McCartney
McCartney III (Capitol)
Udkommer 18. december

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Musik