Beethoven 250 år: Slaget om Ørestad

i Kulturhistorie/Musik af
MUSIK // #LVB250 – Det siger noget om Beethovens enorme livskraftighed, at der kan indspilles to sæt af hans samlede symfonier med 30 kilometers afstand i 250-året for hans fødsel. Det ene er Danmarks Underholdningsorkester, dirigeret af Adam Fischer, og den anden er Malmö Symfoniorkester med orkestrets unge, nye chefdirigent Robert Trevino. Hvem vinder slaget om Ørestad, for nu at sige det på den måde?

Da jeg skrev om den danske indspilning, var jeg muligvis uretfærdig over for den. Jeg hørte den ved siden af en tredje nyindspilning af de samlede symfonier, nemlig med Wiener Philharmonikerne og Andris Nelsons på DG. Nelsons er verdens måske bedste dirigent for tiden, hvis man fratager de legendariske maestroer over 80 eller endog over 90, som Herbert Blomstedt og Bernard Haitink.

Jeg vil fastholde, at Andris Nelsons take placerer sig ind blandt de 10 bedste samlede indspilninger, der nogensinde er lavet – jeg har hørt ca. 80 af de mest kendte af de efter sigende knap 250 samlede indspilninger. Den bliver mere og mere abstrakt, kompleks og tidløs, for hver gang man hører den, en metafysisk rejse gennem et af kulturhistoriens mest kropslige og humanistiske monumenter, som Beethovens symfonier jo er.

Beethoven med Trevino - en flot box med forskellige billeder af dirigenten på hvert CD'omslagHvad så med Fischers overfor Trevinos? Det er usædvanligt, at en så ung dirigent som amerikaneren Trevino (f. 1984) indspiller så store værker, men han har arbejdet med de største orkestre siden en sensationelt vellykket debut som afløser i en Verdi-opera i Moskva i 2013.

Jeg skrev tidligere, at Fischers indspilning er en rigtig god rejsefører ind i Beethovens store symfonier. Alting står lige, hvor man forventer det. Sådan er det ikke med Trevino og Malmö – indspilningerne af Beethovens ni symfonier er fuld af overraskelser. Med Beethovens symfonier er det sådan, at der er mange måder at forstå de forskellige momenter på, selvom noderne er fuldstændigt klare.

1. satsen i Beethovens 9. er for mig eksemplet par excellence på, hvad udtrykket jaw dropping referer til

Et eksempel af mange mulige: Indledningen til Symfoni nr. 2 har en langsom musikalsk “prolog”, en slags rudiment fra barokmusikkens orkesterkompositioner. Det, Beethoven gør, bedre end nogen anden har gjort før ham, er at forbinde prologen organisk til selve satsens højere tempo. Det er utroligt spændende, forskelligt fra fortolkning til fortolkning, og man slipper det aldrig, det er altid nyt.

Hører man det som: ”Nu er der en langsom indledning; prøv at høre, hvordan rytmen efterhånden får det hele i gang!” eller: ”Nej, har du set, der kommer et luftskib sejlende, nej, det er vist ikke et luftskib, det er en hel flok fugle, hov jeg har slet ikke lagt mærke til, at de fløj så hurtigt.”

Det første er Fischer og Danmarks Underholdningsorkester, det andet er Leonard Bernstein og Wiener Philharmonikerne i en berømt indspilning fra 1980’erne. Trevino ligger et sted midt i mellem: Poetisk, hvor Fischer er redegørende, uforudsigelig, hvor Fischer er Mr. Taktstok. Fischer er kølig, Trevino varm, Danmarks Underholdningsorkester er for kontant i sine indsatser (altså der, hvor de enkelte instrumenter sætter ind rundt omkring), Malmö Symfoniorkester er kommunikerende og rækker dem som venlige håndtryk. Trevino er på opdagelsesrejse, Fischer eksekverer.

Jeg forstår det ærlig talt ikke. Er jeg måske ikke kommet i de selvsamme gader, hvor musikerne går på arbejde på Frederiksberg? Har jeg ikke gået der i alle årstider og set de samme blade falde som dem? Har jeg ikke siddet i græsset i Frederiksberg Have og hørt solen og Procol Harum i deres arrangement?

Det er heldigvis lige meget, hvad jeg mener, for Fischer og underholdningsorkestret har fået en stor udmærkelse for deres indspilning, nemlig Årets Indspilning i foreningen ICMA, der består af bl.a. nogle internationale musiktidsskrifter, dog ikke de største, der har deres egne priser.

Violinens fugleklare intonation

En af de meget interessante udgivelser i Beethovenåret er Beethovens Violinkoncert med orkestret fra Tromsø og Bodø, Arktisk Filharmoni og den danske chefdirigent Christian Kluxen – og den norske violinist Henning Kraggerud.

Beethovens Violinkoncert er naturligvis indspillet kolossalt mange gange. En tidligere artikel i serien handlede om en anden nyindspilning, med et berlinerorkester og den unge dirigent Robert Ticciati og den berømte violinist Christian Tetzlaff. Jeg foretrækker Kraggeruds. Begge violinister fylder mere end normalt, men de gør det på to forskellige måder. Tetzlaff sætter sig selv i centrum, Kraggerud peger ud mod værket og dets større sammenhænge.

Kraggerud tager ovenikøbet den chance at skrive sin egen violinsolo (kadence, som det hedder), det eneste sted i sådan en instrumentalkoncert, hvor solisten har en konkret valgmulighed. De fleste vælger en kadence af komponisten eller af en af de store, historiske violinister fra før indspilningernes tid.

Andensatsen, den langsomme sats, er som født ud af Kraggeruds følsomme kadence kort inden. Den lander i en favn af skønhed, med orkestret mixet noget længere tilbage end forventet, båret af Kraggeruds fugleklare intonation. Det er en af de flotteste langsomme satser i Beethovens violinkoncert, jeg nogensinde har hørt

Kraggeruds kadence i slutningen af 1. sats er pragtfuld. Den gør det, som er det helt essentielle for at det skal lykkes, nemlig bliver enkelt og klart genkendeligt i værkets melodistof. Selve den 20 minutter lange første sats, en af de største og mest omfattende satser i hele Beethovens værk, er flere steder hastigere end forventet, orkestret fra Nordnorge står klart og stærkt næsten hele tiden, selvom man lejlighedsvis kan frygte for balancen mellem dirigent og solist. Kraggeruds spil er en så stor oplevelse, at det formentlig er de rigtige valg, der er taget, at lade violinen så at sige leve ovenpå og ikke vokse ud af det store klangbillede.

Andensatsen, den langsomme sats, er som født ud af Kraggeruds følsomme kadence kort inden. Den lander i en favn af skønhed, med orkestret mixet noget længere tilbage end forventet, båret af Kraggeruds fugleklare intonation. Det er en af de flotteste langsomme satser i Beethovens violinkoncert, jeg nogensinde har hørt, og første gang jeg har hørt en fortolkning, hvor den står som centrum for værket, et gemmested for de store emotioner. Oftest er mellemsatsen vitterlig en trædesten mellem de to ydersatser, et øjebliks åndedrag efter hvad der på det tidspunkt var musikhistoriens mest krævende solistpræstation.

Den langsomme sats i Beethovens Violinkoncert går direkte over i den hurtigere finale. Overgangen er rigtig, rigtig elegant spundet med violinen i teten. I forhold til de store europæiske indspilninger, bliver det naturligvis en anelse blegere i en næsten lidt kammermusikalsk finale, men så meget desto stærkere står igen soloviolinens poetiske og flere gange næsten humorfyldte stemme. En af Beethovenårets store nordiske oplevelser.

Men CD’en er tydeligvis beregnet til at skulle høres i sin helhed. Den rummer tre værker. Kraggerud har komponeret en ualmindelig vellykket elegisk improvisation over nogle enkle temaer, Mantra-Metamorphosen. Stykket varer knap 8 minutter, to violiner sammen i en lang, flydende bevægelse, verdensmusik med klassisk timbre, der bør få tusinder af streaminger på Spotify.

Derefter går CD’en over i et kraftfuldt orkesterværk, et Kraggerud-arrangement af en strygekvartet af Beethoven for kammerorkester (han har tidligere med stort held arrangeret bl.a. Bachs Goldbergvariationer for lignende besætning). Ved at have sådanne tre værker på CD’en, med Kraggeruds egen melodivævning i midten, dublerer CD’en som helhed Beethovens violinkoncerts opbygning i tre dele ret nøjagtigt. Den langsomme sats midterst i violinkoncerten og Kraggeruds improvisation i midten af de tre værker korresponderer i CD’ens samlede komposition.

Virkelig godt lavet. En gennemtænkt og meningsfuld tonebygning, der samtidig peger ud mod den moderne lytter og ind mod et arnested for humanitetens store følelser.

Beethovens 3. og de store betonblokke

Der er også kommet en hel del enkelte indspilninger af Beethovens Symfonier. Klangkollektiv Wien, et ret nyt, kammerorkester med i omegnen af 40 medlemmer fra byens eliteorkestre, har lavet en dybt autoritativ indspilning af det værk, en store gruppe dirigenter i 2017 i BBC Music Magazine udnævnte til alletiders bedste, nemlig den mere en tre kvarter lange Symfoni nr. 3, der brød alle hidtil kendte rammer, da den kom i begyndelsen af 1800-tallet og endda bevidst fra komponisten skal opfattes som en politisk-humanistisk værk, hvad der var helt ukendt på den tid.

Indspilningen har al den mellemeuropæiske tyngde og klanglige fylde, man forventer, eksklusivt messingblæserarbejde, legende lette rytmiske passager og overgange og en underspillet, næsten åndeløst tilbageholdt måde at forme værkets store dramatiske centre.

Beethoven med Klangkollektiv WienEt af dem kommer efter ca. 5.20 i første sats, et sted, jeg altid har forestillet mig som nogen, der smider store metalblokke rundt efter hinanden. Sjovt nok er omslaget på CD’en et tilsyneladende løsrevet foto af store firkantede betonblokke, der ligger hulter til bulter under en blå himmel. Men det er ikke løsrevet. Sådan kan man opfatte værket: Som blokke af noget ingen ville kunne bære alene, som måske kan stilles op, måske ikke.

Beethoven og rejsen fra traditionen

Berlinerensemblet Academie für Alte Musik har ofte en klanglig sprødhed over deres indspilninger. Alting glimter og glitrer, og deres temmelig stramme fortolkninger rummer ofte en form for efterhængt oplevelse af dybde og fylde, noget som åbner sig langsomt og varer ved længe efter. For undertegnede har deres indspilning af Bachs Brandenburgerkoncerter, seks små symfoniske værker fra midten af 1700-tallet, i de senere år været den foretrukne indspilning – den er i øvrigt netop genudgivet i år.

De går ind i Beethoven-året med en ikke mindre spændende CD, end Kraggeruds fra før. Beethovens to første symfonier er i en vis forstand anderledes end hans øvrige, i det de i højere grad ser tilbage på traditionen fra særligt Haydn og Mozart, indtil den næste som nævnt bryder nyt land i en romantikkens frihedsfølelse.

CD’en lader de to symfonier være indrammet af små symfonier fra den såkaldte Frühklassik, perioden mellem barokmusikken og wienerklassikken. Det er to værker af en af Bach-sønnerne, Carl Phillip Emanuel, og man hører klart og tydeligt, både hvor langt Beethoven allerede er kommet i sin kunstneriske udfoldelse og hvor fast, han står i traditionen. En perle af en CD.

Som barokspecialister opfører ensemblet de klassicistiske Beethovens symfonier med en overbevisende vægt på en minimalistisk, rytmisk præcision og øjeblikke af smukke, ofte bevægende solistindsatser. Det lyder sågar som om de bruger barokfløjter, fremfor tværfløjten, som de større symfoniorkestre normalt ville bruge, og det trækker musikken over i et helt andet klangligt rum.

Det egentlige jaw dropping

Førstesatsen i Beethovens 9. er for mig eksemplet par excellence på, hvad udtrykket jaw dropping referer til. I de bedste indspilninger er elementerne i kompositionen føjet sammen på en sådan måde, i et fremadskridende forløb, der åbner sig i alle retninger samtidig, at man simpelthen sidder med åben mund og polypper, indtil nogen kommer og dasker til en, hvad der senest sker, når den dirrende scherzo i 2. sats sætter ind efter et kvarters tid.

Der er noget uigennemtrængeligt over den, som om nogen har glemt at tage proppen ud af et eller andet

Jeg har stillet ret store forventninger til Bach Collegium Japans indspilning af Beethovens 9. Symfoni. Ensemblet har lavet en af mine favoritfortolkninger af Bachs Johannespassion. Det står altid tindrende klart, disciplineret og alligevel nærværende, når man er i selskab med ensemblet og dirigenten Masaaki Suzuki.

Men 1. sats er en virkelig mærkelig oplevelse ved de første gennemlytninger. Der er ikke noget jaw dropping over den. Der er noget uigennemtrængeligt over den, som om nogen har glemt at tage proppen ud af et eller andet, i hvert fald indtil 5-6 minutter henne, hvor et stort drama pludselig vælder frem.

En anden nyudgivelse, af et andet barokorkester, nemlig Freiburger Barockorkesters indspilning, er i sammenligning langt mere direkte på. Vi kan lige nøjagtig se, hvor de er på vej hen og det lige nøjagtig fra begyndelsen, nemlig hen til det store kor og Ode an Die Freude, værkets umådelige kulmination en halv time senere. De tre første satser er som tre forskellige optakter til den ultimative afslutning, som ændrede den klassiske musik forever, en gang til, i 1824 og fikserede samtlige symfonikere fra Mendelssohn via Brahms til Mahler med en trylleformular, de ikke kunne bryde.

Freiburger Barockorkesters indspilning er et glimrende tilskud til en i forvejen stort udbud af indspilninger af Beethovens 9., med sin umiddelbart tilgængelige formidling. Bach Kollegium Japans må jeg lige tygge på. Der bliver lejlighed til at vende tilbage til den senere.

Beethoven og Goethe i Helsinki

Vil man lidt længere i dybden med Beethoven, og så at sige forbi de ni symfonier og de syv instrumentalkoncerter, hvoraf vi tidligere har været omkring de fem klaverkoncerter, har Helsinki Baroque Orchester udgivet et sjældent opført værk, nemlig Beethovens musik til Goethes skuespil Egmont.

Ouverturen er ofte hørt i koncertsalene rundt omkring (og indgår også på Klangkollektiv Wiens CD), men de forskellige mindre musikalske satser, der typisk ledsagede skuespil på Beethovens og Goethes tid, høres sjældnere. Værket rummer flere stykker ”mellemaktsmusik” og et par orkestersange.

Selvom det er håndværkermusik, står det for eftertiden som et stykke skuespilmusik, præget af stærke musikalske idéer. Der indgår også et par talte prologer, som man følger med i via det udførlige teksthæfte.

Handlingen i skuespillet er som alt andet, Beethoven lægger noder til, præget af en søgen efter humanistisk frihed. En absolut høreværdig indspilning med stærkt melodisk nærvær, og et indblik i en kulturel tradition, der ligger et stykke fra nutidens. Men som bærer alle de idealer, vi til daglig famler efter.


Jakob Brønnums øvrige artikler og anmeldelser i serien om Beethoven i anledning af 250-året for hans fødsel:

Mens vi venter på Beethoven, opdager vi at han er her allerede

Beethovens Klaverkoncerter: Mirakler af tidløs, meditativ kvalitet

Jakob Brønnum: Nyindspilninger af Beethovens udødelige kvartetter

Jakob Brønnum: Beethoven med Kristus i Getsemane Have


Beethoven: The Nine Symphonies (Robert Trevino, Malmö Symphony Orchestra), Ondine, 5 CD
Beethoven: Metamorphoses (Christian Kluxen, Arctic Philharmonic, Henning Kraggerud), Simax Classics
Beethoven: Symphony Nos 1 & 2 (Akademie für Alte Musik Berlin), Harmonia Mundi
Beethoven: Symphony No. 3 (Remy Ballot, Klangkollektiv Wien), Gramola
Beethoven: Symphony No. 9 (Masaaki Suziki, Bach Collegium Japan), BIS
Beethoven: Symphony No. 9 (Pablo Heras-Casaldo, Freiburger Barock Orkester), Harmonia Mundi
Beethoven: Egmont – Complete Incidental Music (Häkkinen, Helsinki Baroque Orchestra), Ondine


Topfoto: Udsnit af omslaget til indspilningen af Beethovens Violinkoncert med Kraggeruds, Kluxen og Arctic Philharmonic

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie