Michael Stoltze

Ny Jord: Når baggrunden træder frem

i Bøger/Kultur af
BØGER // ANMELDELSE – Jorden er igen blevet Jorden. Den antropocæne opvågnen til en klode i krise har ført til fornyet bevidsthed om Jorden som planetarisk scene og begrænset centrum for livets udfoldelse – det kopernikanske verdensbillede er brudt sammen og elementerne træder frem og taler. Det er tesen, der samler de vidt forskellige tekster i den nyeste dobbeltudgivelse af Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik, Nr. 3-4.

Der er noget med disse dage: Det er som om, luften er trådt frem som luft; som elementær bærer af alt, der forbinder og adskiller os. Pludselig er vi opmærksomme på rummet selv, vi ikke kan se, men som er der så uendeligt konkret og levende, når det bærer smitte og ilt og ord fra skabning til skabning.

I den lille tekst om LUFT fra udvalget af fænomenologiske beskrivelser af de fire arkaiske grundelementer, skriver den franske filosof Gaston Bachelard (1884-1962) om himlens blå farve og graden af sjældenhed, hvormed dens forestillingsmæssige grundstruktur – “luftigheden” – repræsenteres i kunsten:

“Ordet blå betegner, men det viser ikke. (…) Når den blå himmel ikke bare er simpel baggrund for forfatteren, men derimod et poetisk objekt, så kan den kun animeres med en metafor. Digteren har ikke til opgave at oversætte en farve for os, men derimod at få os til at drømme farven. Den blå himmel er så simpel, at man ikke tror dens fordrømning mulig uden egentlig materialisering.”

Den påskegule murbrok på 664 sider udvider og udvikler med sine mere end 70 tekster og illustrationer det ufatteligt ambitiøse projekt

Men som Bachelard pointerer, så fører ønsket om at anskueliggøre himlens luftighed altid for meget materialisering med sig – der overkompenseres med skønne repræsentative tillægsord som fikserer himlen, og elementets substantielle luftighed dør ud med præmissens glemsel.

Tværtimod, skriver Bachelard, skal elementets unikke markør findes i en dematerialiseringens dynamik, hvor himlens blå først viser sig: “Når den er drømt som en farve, der blegner en smule.” 

Sådan er det med teksterne i Ny Jord: Hver for sig opløses gængse problemstillinger ved at spørge fra præmissens inderside på en måde, som skaber nye mulige svar. Svar, der dog ikke kan høstes med forstandens logiske kraft alene, men må tage brug af poesiens og forestillingsevnens udvidede vokabular.

Opgør med det kopernikanske verdensbillede

Dobbeltudgaven af Forlaget Virkeligs Tidsskrift for Naturkritik, Ny Jord Nr. 3-4, fra efteråret 2019, materialiserer og dematerialiserer i den kakofoniske samklang af stemmer fra forskellige tider og discipliner den gryende krise i vort verdensbillede, der nu med virussens hærgen kloden over har fået en ekstra påtrængende dimension, oveni de sidste års store skovbrænde og tørker, hyppigere storme, kolossale mængder nedbør og stigende havvandstande.

Sammen udgør teksterne et generøst og uoverskueligt net af tegn og tolkninger, der på én gang anskueliggør illusionen om naturen som død ressource og baggrund, og som samtidig åbner op for alternative sprog, der lader vores omgivelser stå frem og tale.

En nødvendig revurdering og værdisætning – ja, ligefrem “helliggørelse” – af Jordens liv finder sted i disse år i kunsten og naturtænkningen, og der spørges til, om vi endda kan begynde at tale om et gryende geocentrisk verdensbillede

Som redaktørerne skriver i forordet, er det fristende at læse klima- og biodiversitetskrisen som en konsekvens af den kopernikanske kosmologis forflyttede fokus fra Jorden som det enestående centrum for livets kredsløb helt frem til forrige århundredes galoperende ekspansionstrang og teknologifetischisme; men det er som antydet et verdensbillede på retur.

En nødvendig revurdering og værdisætning – ja, ligefrem “helliggørelse” – af Jordens liv finder sted i disse år i kunsten og naturtænkningen, og der spørges til, om vi endda kan begynde at tale om et gryende geocentrisk verdensbillede:

“Vandet, jorden og luften er trådt frem, baggrunden er trådt frem. Der er sket et tæppefald, hvor selve udgangspunktet for den verden, vi har skabt, må revurderes. Jorden er igen blevet Jorden.”

En bøn om at kunne bede 

Fra ruinerne af den kopernikanske illusion synes spørgsmålet at blæse som en vind gennem tidsskriftets tekster: Hvad så nu?

For at handle fra grunden må man dog først øve sig i at stille spørgsmål – og i at bede.

Den amerikanske forfatter Flannery O’Connor (1925-1964) viser i de tankevækkende og rørende notater, Et bedehæfte, hvordan selvindsigt og god vilje ikke altid er nok, og at de svar, man søger, nogle gange først viser sig som mulige, når man stiller sig ydmyg, afmægtig og sårbart afhængig overfor den horisont, man ikke kan overskue, men som man måske behøver:

“Kære Gud, jeg kan ikke elske Dig, som jeg gerne vil. (…) Jeg kender dig ikke, Gud, fordi jeg står i vejen. Hjælp mig med at skubbe mig selv til side.”

O’Connors bønner fungerer som en art åndeligt nulpunkt, der italesætter fortvivlelsen over ikke at kunne høste frugterne af sin viden og viljen til at handle på den. For hvad hjælper det at tænke og at ville ændre sit liv, at leve som om et større princip fandtes uden for jeget – som om jorden og livet er helligt, hvis man ikke magter at slå fornuftens forsvarsskjold fra og hengive sig til troen på bønnens værdi i sig selv?

Sådan er det med teksterne i Ny Jord: Hver for sig opløses gængse problemstillinger ved at spørge fra præmissens inderside på en måde, som skaber nye mulige svar

Forfatteren stiller selv spørgsmålene: “hvordan kan jeg leve?” / “hvordan skal jeg leve?”og det er netop i vekselvirkningen mellem de to, mellem det mulige (“kan”) og imperativet (“skal”), at spørgsmål og svar åbner sig som en samtale, der forbinder mennesket med verden og sproget som noget levende, der ikke kun agerer kulisse eller åndelig selvhjælp:   

“Min kære Gud, jeg ønsker ikke at dette skal være en metafysisk øvelse, men noget der lovpriser Gud. (…) Bønner burde, som jeg forstår det, bestå af tilbedelse, anger, taksigelse og bønfaldelse, og jeg vil gerne se, hvad jeg kan gøre med hvert enkelt uden at skrive en eksegese. Det er tilbedelsen af Dig, kære Gud, der mest fortvivler mig. Jeg kan ikke forstå den eksaltation, der må tilkomme Dig. Intellektuelt set accepterer jeg den: lad os tilbede Gud. Men kan vi det uden følelse?”

Tavshed og heltedigtning

Filosoffen og middelalderfilologen Aksel Haaning (f. 1959) skriver som introduktion til de mystiske og dragende billeder fra det hermetiske værk om alkymiens gåder, Mutus Liber – Den Tavse Bog, fra 1677:

“At virke efter naturens eksempel er at tage del i en proces, der rækker langt ud over bevidsthedens forståelse og samtidig fordrer menneskelig deltagelse og bevidsthedens åbenhed – og trods det tavse sprog og stilhed er intet mere dynamisk, udformende udfoldende forvandlende og virksomt.”

Værket er ifølge Haaning et “øjebliks besindelse” i vor vestlige filosofis ellers begrebsstyrede og støjende historie, hvor billederne af alkymiens skjulte processer får lov at stå uforklaret frem i kraft af den hermetiske filosofis rige billedsprog og kultiverede mysterietænkning.

I Ildfluernes epopé skriver nobelprisvinderen Peter Handke (f. 1942) et lille “heltedigt” om ildfluer: “… hvordan de for eksempel i går, natten mellem den 29. og den 30. maj 1988, “pludselig var der”, ikke glødende, men blinkende, på vejen over markerne mellem Cormòns og landsbyen Brazzano i Friuli… .”

Handkes lille epopé giver sprog til en singulær, lokal og absolut nærsynet afkrog af naturens tavse fortælling om verden, der ikke lader sig nøjes med at agere bisætning til menneskesamfundets Store Historie, men i stedet lader stemmens sætningssammenføjninger og forskydninger spinde forbindelseslinjer og tegn, der viser naturens aftryk i sproget – samt et blik, der formår at favne udvekslingens kompleksitet, skabningerne imellem:

“… hvordan jeg blev forskrækket ved tanken om, at en glødende ting sad lige på min livslinje og var ved at brænde den op, men nej, den sad på den anden linje, den ved siden af, som jeg tror kaldes “lykkelinjen”; hvordan skabningen, da jeg holdt den mellem tommel- og pegefinger for at opfordre den til at flyve videre ud i mørket, oplyste mine fingeraftryk som labyrintiske former i natten… .”

“Du skal ændre dit liv!”

Man kan simpelthen ikke undgå at blive rusket godt og grundigt i sin omverdensforståelse og sprogbevidsthed, med de mange underfundige og påtrængende tekster, der i høj grad næres af de litterære bidrag af nutidige, danske forfattere, som med fænomenologisk præcision kaster vante begreber op i luften og sætter spot på oversete skikkelser i kulturens ordforråd: Eksempelvis kan nævnes Lea Marie Løppenthins 13 teser om forvandling, uregerlige Signe Gjessings kongeniale livtag med Wittgensteins sprogfilosofi i hendes Tractatus Philosophico-Poeticus – samt ikke mindst Christian Yde Frostholms forrygende essayistiske Notater omkring Sliberen.

Et særligt vægtigt bidrag til den analytiske del af tidsskriftet finder man i teksten af den tyske filosof og kulturteoretiker Peter Sloterdijk (f. 1947). Det absolutte imperativ fra 2009 udspringer af historien om digteren Rilke (1875-1926), der foran en smadret Apollonstatue på Louvre føler, at han står ansigt til ansigt med det dionysiske imperativ: “Du skal ændre dit liv!”

For Sloterdijk er de globale kriser vor tids autoritære stemmer, som modernisten Rilke mødte i ruinen af den apollinske illusion om kunstens evige former – og “det ophøjedes tilbagekomst i form af et etisk imperativ”, hvis alvor ingen mennesker kan lukke øjnene for, rammer, ifølge Sloterdijk, i dette årtusinde den vestlige verden med paraderne nede:

“Man behøver ikke at have religiøst gehør for at begribe, hvorfor Den store katastrofe måtte blive dette århundredes gudinde. Fordi den råder over det monstrøses aura, har den de primære kendetegn, som førhen blev tilskrevet transcendente magter: Den forbliver tilsløret, men giver sig dog til kende gennem tegn; den er på vej og dog allerede autentisk til stede i sine forvarsler; den åbenbarer sig for individuelle intelligenser i grelle visioner og overstiger samtidig den menneskelige fatteevne…”

Med et for disse pandemiske tider yderst relevant begreb, svækkes samfundets “immunsystemer” på alle niveauer, ifølge Sloterdijk: Det være sig på det biologiske, såvel som på det sociale – og endda ligefrem på et metafysisk.

Menneskets historie er fortællingen om “immunsystemskampe”, der handler om opretholdelsen og beskyttelsen af et lokalt selv (nationalstaterne, familien, etc.) kontra eksternalisering på et “anonymt miljø” (den globale markedsplads), som ingen rigtig står til ansvar over for.

Insisterer man efter endt læsning af Ny Jord stadig på at lade tankens og ordets gamle grænseskel stå, udsætter man nemlig ikke kun sine medskabninger, men i høj grad også sig selv for “immuntab”, ved at overhøre planetens og den almene immunologis absolutte imperativ

Men med opdagelsen af klima- og biodiversitetskrisen er eksternaliseringen stødt på en grænse, som er absolut, og en ny type holistisk protektionisme viser sig, ifølge Sloterdijk, gennem “det absolutte imperativs” påbud:

“Den globale immunitære fornuft befinder sig et helt niveau højere end alt det, som dens foregribelse i den filosofiske idealisme og den religiøse monoteisme har formået at opnå. Af denne årsag er den almene immunologi den legitime efterfølger til metafysikken og “religionernes” reale teori. Den kræver en overskridelse af alle hidtidige sondringer mellem det egne og det fremmede. Dermed kollapser de klassiske sondringer mellem ven og fjende.”

Hermed serverer filosoffen også en pointe, som i en vis forstand kan siges at gælde store dele af Ny Jord: Med opbruddet i det traditionelle natursyn og genkomsten af idéen om et geocentrisk verdensbillede version 2.0, viser teksterne i al deres mangfoldighed, med Sloterdijks ord, at det ganske enkelt ikke giver mening at opretholde gængse grænsedragninger mellem os selv og det uoverskuelige fremmede, vi ikke forstår.

Insisterer man efter endt læsning af Ny Jord stadig på at lade tankens og ordets gamle grænseskel stå, udsætter man nemlig ikke kun sine medskabninger, men i høj grad også sig selv for “immuntab”, ved at overhøre planetens og den almene immunologis absolutte imperativ.

Trynens alkymi

Et sted i slutningen af Flannery O’Connors bedehæfte skriver forfatteren om hendes desillusionerede forsøg på at fastholde Gud i sit indre. Bønnen bliver således en bøn om at henvendelsens adresse, Guds virkende imperativ gennem stilhedens inkarnerede kald til handling, skal finde sted og lagre sig i hjertet af den spørgende, for at kunne nå forstandens og viljens kamre: “Min kære Gud jeg beder Dig give mig et sted, om end det er lille, men lad mig kende det og beholde det.”

Gaston Bachelard finder i teksten om elementet JORD et billede på det rum, som er nødvendigt at kunne bebo, hvis man på én gang skal formå at se præmissen for vort skibbrudne verdensbilledes grundlæggende problem, trænge ind i spørgsmålets substans og på samme tid gennembore og påføre sig svaret nedefra, ved at vende vor arts naturlige tilbøjeligheder fra symptom til metode – eller endda ligefrem en kur.

Billedet, som Bachelard aktiverer, er fra Lanza del Vastros beretning om hinduguden Vishnus inkarnation i et vildsvin – det vildsvin, som redaktørerne i forordet til Ny Jord på samme vis henviser til, sådan som det, ifølge det antikke indiske epos Mahabharata, besejrer en dæmon, der har oversvømmet verden, og efter en tusind år lang kamp slår sin modstander ihjel og hæver Jorden langsomt op af havet igen.

Det skønne bogobjekt lader os føle tyngden af tankernes samlede sum i hænderne – til inspiration og videre, kritisk tænkning

Bachelard citerer del Vastros’ udlægning:

“For at realisere sig selv i materien er det nødvendigt at tvinge sig til bunds deri.”

“Og Gud kunne ikke vælge noget bedre middel til at udføre forsænkningen end trynens minetragt.”

“Hos intet andet væsen i verden er nedgravningen i sin egen masse mere perfekt end hos svinet. Ingen besidder en så hårdnakket grådighed, ingen – gryntende og gravende – er så sulten efter at trænge længere ned.”

Denne grådighedens ekstroversion, skriver Bachelard, viser sig altså ved at skabningen i samme bevægelse konkret sænker sig ned i mudderet – og samtidig i “sin egen masse”.

Svinets blinde dybdeblik og sult efter hvad mulden gemmer kan på paradoksal vis nære billedet af denne vor største svaghed – og samtidig udvikle det i retning af et tænkningens alternative mulighedsrum, ved at lade blikket på menneskets tilbøjeligheder og idéernes ophav synke helt ned i sølet; lade dem opløse og transformere, som sølvsmudset til guld:

“Man må risikere sølv for at vinde guld; det er nødvendigt at tabe for at vinde; det solide sølv må omformes til sølvsmuds for at skabe betingelserne for, at der fra den forringede værdi vil opstå den elan, der kan udmønte sig i guldets enestående materielle værdi. Uden ophør ser vi den materielle forestillingskraft live op gennem denne værdimæssige rytme.”

Påskegul kompostbevidsthed

Mudderet er vor omverden, vort tankefængsel og en oprindelig “sundhedstilstand”: Som metafor for fornuftens og forestillingsevnens dunkle sammensmeltning i sprogets natteblinde tilstand, kan det fungere som et materialiseret billede på hvad man kunne kalde en slags omdannende kompostbevidsthed, der realiserer opdagelsesrejsen tilbage mod et nyt verdensbillede – centreret omkring Jordens liv og planetens begrænsede scene.

Som en naturkritikkens alkymistiske kompostbeholder falder Ny Jord således på et tørt sted i landskabet. Den påskegule murbrok på 664 sider udvider og udvikler med sine mere end 70 tekster og illustrationer det ufatteligt ambitiøse projekt, som indledtes med tidsskriftets første udgivelse i 2015: Bogen er lige del ruinrest og byggesten til et nyt natursyn på tværs af epoker og discipliner; som en æstetisk besindelse podes tabserfaring med opblomstringen af mulighedsrester, og vi lærer skridt for skridt, hvordan det føles at se med andre øjne.

Det skønne bogobjekt lader os føle tyngden af tankernes samlede sum i hænderne – til inspiration og videre, kritisk tænkning: Et åndeligt arbejde, der synes så påtrængende nødvendigt i disse tider, hvor VANDET stiger omkring os igen, hvor ILDEN brænder planetens lunger og LUFTEN bliver et konkret sprog for sygdommens og ordenes smittefare – og hvor JORDEN, og bønnen om at kunne bede, giver grobund for et håb om, at vi stadig er i stand til at lytte, når det vi troede var baggrunden, træder frem og taler til os.


LÆS ALLE SIMON LUND PETERSENS TEKSTER HER.


Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik, Nr. 3-4


Illustration: Fra bogen, fotografi af Michael Stoltze.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon Lund Petersen, født 1986. Er cand.mag. i dansk litteratur og medier samt filosofi.
Arbejder blandt andet som højskolelærer, biblioteksvært og litterær vandrelaugsguide - hvorfor han ofte ses strejfe rundt ude i landskabet eller gennem byens hemmelige passager på jagt efter de rum, hvor litteraturen og fortællingen finder sted.