JULEKALENDER // 10. DECEMBER – ‘I disse tider’ er det korteste afsnit af sæson fire, og det som minder mest om en typisk tv-serie. En ophobning af ting, der sker uden de helt store ikoniske øjeblikke. Selv en af de mest interessante politiske debatter kan ikke rigtig redde afsnittet fra at være sæsonens dårligste.
Som nævnt før, så hænger de forskellige tidsplaner i Matador ikke altid perfekt sammen. Nogle historier falder naturligt over flere år, mens andre ser ud til at stå i stampe og så bevæge sig igen. Det begynder man også lidt at kunne mærke her hen over midten af sæson to på to måder.
I dette afsnit går historien nærmest i stå igen. Kristen og Elisabeth begynder så småt at klinke skårene efter deres store skænderi i sidste afsnit. Konsulen og Skjold-Hansen taler om, at deres angreb på Mads Skjern ikke har ført nogen vegne endnu. Det er et afsnit, der ikke helt ved, hvad det skal gøre.
Elisabeths skænderier om abort indleder afsnittet, og hele den debat er ekstremt interessant. Det vender virkelig op og ned på byen. Og på serien
Og en anden historie hænger heller ikke helt sammen rent tidsmæssigt nemlig Hans Christians affære med Ulla. Den begyndte i 33, og den slutter her i efteråret 35. Er Hans Christian Maude systematisk utro i over to år eller tror man, at det bare er en kortvarig smutter?
Den slags begynder gerne at gøre ondt i anden halvdel af en Matador sæson. Det er her, hvor spændingen mellem de tre fortællemæssige planer, afsnittet, sæsonen, og den forkromede fire-årige fortælling, begynder at kunne mærkes.
I anden sæson er det især dette afsnit, der lider; det er en anelse uformeligt og uden de helt store øjeblikke. Det bliver lidt bare en samling af ting, der sker uden noget, som samler afsnittet sammen.
Debatten om Leunbach
Elisabeths skænderier om abort indleder afsnittet, og den debat er ekstremt interessant. Det vender virkelig op og ned på byen. Og på serien.
Læg mærke til hvordan Agnes og Laurits forholder sig. Matador er rimelig konsekvent på Agnes’ side i skænderierne mellem de to og ikke mindst, når det kommer til køn. Men her er det vel ret tydeligt Laurits, som har ret?
Det er en omvæltning af det sædvanlige tema om nær og fjern. Mange af seriens karakterer er så forhippede på de store kampe, at de glemmer at tage sig af de nærmeste. Men der er den modsatte kraft, at folk lukker sig så meget om sig selv, at de ikke kan se omverdenens problemer.
Den balancegang vender og drejer serien hele vejen igennem. Især i anden og tredje sæson, hvor omverdenens problemer bliver tydeligere og tydeligere, indtil de helt tager over omkring Lauras store dag.
Vi kommer frem til paradokset mellem at kæmpe for den store sag, frem for bare at drukne i alle den lille bys mange kliker og interne kampe
Men jeg føler helt ærlig ikke, at serien fuldstændig rammer det problem på kornet. Problemet er nemlig ikke kun tematisk, det er også dramaturgisk, som man især ser i indeværende afsnit.
Vi kommer frem til paradokset mellem at kæmpe for den store sag, frem for bare at drukne i alle den lille bys mange kliker og interne kampe. Men så forsvinder historien om Elisabeth og Leunbach fuldstændig, så vi i stedet kan bruge resten af tiden på kliker og interne kampe.
Ting der sker
Og de formår bare ikke at være så interessante i det her afsnit. Det vigtigste er vel, at Iben Skjold-Hansen kommer til byen, og straks begynder at gøre kur til Kristen. Det er essentielt for de større fortællinger, essentielt for sæsonen, men formår ikke at virke essentielt for afsnittet. Og på det her tidspunkt er der nok ting der står i vejen for Kristen og Elisabeth.
KU’s bølle-march er mestendels en gentagelse af nazisternes march i forrige afsnit, men hvor den march gav anledning til at vise mere om Røde, som vi allerede kender og elsker, så bruges der her en del tid på Gustav, den yngste af de tre søskende Friis.
Der kommer til at være en fin lille fortælling om ham i de få afsnit han er med i. Men han er ikke særlig interessant til at starte med.
Der er dog en fornøjelig scene hvor Ulla kommer forbi huset hvor Frøken Violet, Arnold og Hr Schwann bor. Der er nærmest optræk til endnu en lokalitet, endnu en plads på Matador-brættet, der kan afspejle tidens gang.
Men det er også næsten for meget. Det er lidt et sted for seriens tabere; for dem, der er røget i klemme i kampen mellem de store familier. Ulla og Schwann, naturligvis, men vi ser også, hvordan Arnold bliver skældt ud af sin forlovede på grund af de dårlige ting, både Mads og Hans Christian har gjort den her sæson. Der er dem, der driver udviklingen, og der er dem, det går ud over.
Drengen på trappestenen
Men Matador har ikke brug for et helt hus til at understøtte temaet om dem, det går ud over. Dette afsnit er også der, hvor Ingeborg spekulerer over, om det måske har skadet Daniel at skulle rejse så meget hele sin barndom. ‘Sidde på en trappesten og vente’. Det billede ser vi i starten af hvert eneste afsnit, mens Bent Fabricius Bjerre’s melankolske tema spiller henover.
Der er ikke nogen større eller bedre udfoldning af det tema end i måden, Mads lader sine ambitioner gå ud over sin søn på.
Det er også en historie, der naturligt udvikles henover tid. Denne gang handler det om Daniels mulighed for at komme på latin-skole, hvilket kræver intensiv tutor-undervisning.
Daniel stikker til sidst af til Grisehandleren. Og Ingeborg sætter foden ned, da Mads truer med at straffe sin søn korporligt, og at sende ham på privatskole. I virkeligheden ender historien lige som alle de andre med et skridt tilbage igen. Daniel bliver fundet, glade og lettede finder Mads og Ingeborg lidt sammen igen.
Det er en konflikt, som ikke bliver løst. Men netop fordi Daniel bliver ældre og ældre, må konflikten uundgåeligt blive værre. Det er godt drama
Det er en konflikt, som ikke bliver løst. Men netop fordi Daniel bliver ældre og ældre, må konflikten uundgåeligt blive værre. Det er godt drama.
Det bliver mere dramatisk, allerede i næste afsnit, der har en af de legendariske scener fra det plot. Og her har vi nok kerneproblemet. For den slags scener er der nærmest ingen af her, er der vel? Og et Matador-afsnit uden legendariske scener, det må nærmest per automatik henregne blandt de ringeste.
Endvidere:
* Vi starter afsnittet med den berømte plakat om ‘Stauning Eller Kaos’. Plakaten er skrammet, så afsnittet finder sted efter valget 22. oktober 1935. Avisen vi straks efter ser, hvor der er en overskrift om Elisabeth Friis og hendes optræden ved kvindemødet, handler derudover mest om krigen i Ethiopien, som Italien invaderede i oktober. Artiklen handler meget om sanktioner, så jeg tror det stammer fra november.
* Dr JH Leunbach var en virkelig person. Monica Krog-Meyer har skrevet en fremragende artikel om ham til dag.
* På Jernbanerestauranten kan man høre Ib Schønberg synge ‘Åh, Jeg Er Så Glad I Dag’. Fra filmen Panserbasse, som dog er fra 1936. ‘Åh jeg er så munter og så modig og så fri / Sku jeg liste ind og kysse pigen jeg ka li? / Skal, skal ikke, skal, skal ikke, skal, skal ikke, skal! / Det skal bli et kys med knald’
Der var en gang hvor man kunne skrive lyrik. Panserbassens bedste ven var i øvrigt spillet af Hr Schwann, Arthur Jensen. Og i øvrigt i øvrigt, så tror jeg den scene er inspireret af den berømte ‘Isn’t It Romantic‘ fra Rouben Mamouliens Love Me Tonight.
* Ibens monolog om livet i Tyskland er nu meget god. Og skræmmende. Og det er da også meget fint at se, hvor nemt borgerne er i stand til at bortforklare deres eget ubehag. Jojo, fascistisk opførsel er da mærkværdigt, men det er vel ikke virkelig skandaløst som at spise mad med en Skjern, er det vel?
* ‘Undskyld søster, det er mig imod at diskutere med en kvinde…’ Det er et af de mere harske politiske afsnit, egentlig.
* Det tætteste afsnittet kommer noget ikonisk er vel Herbert og barnevognen? Jeg ved ikke, det er lidt tyndt.
Men jeg kan godt lide ironien, at det virker så stærkt at Herbert ofrer alle de penge han har fået i forskud på den barnevogn, Agnes gerne vil ha. Hun græder, fordi hun er så glad for der findes folk som ham. Men det er jo lidt den samme godhed, som gør han f.eks. rejser til Spanien snart, en rejse hun ikke er så glad for. Han bliver en mere kompleks figur, som serien skrider frem.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her