Marie-Elisabeth Lei Holm: Skønlitteratur tager os ind i hjertet af identitetspolitikken

af i Kultur/Viden

HUMANIORA // INTERVIEW – “En litterært forankret analyse kan bringe os ind i hjertet af identitetspolitikken på en produktiv måde”, fortæller Marie-Elisabeth Lei Holm, som er ph.d.-stipendiat inden for litteratur og sociologi. Artiklen er en del af et projekt i POV om, at undersøge, hvad humanistiske forskere egentlig laver og hvad vi andre kan bruge deres viden til.

– Hvad undersøger du i din forskning?

“Jeg er med i projektet ’Uses of Literature’ ved Syddansk Universitet, som består af en samling forskere fra en række forskellige fag indenfor humaniora, social- og sundhedsvidenskab. Sammen udforsker vi nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvad litteratur er, hvordan litterære tekster ’virker’ ude i verden, og hvorfor vi bruger dem i bred forstand.

Vi er med andre ord både interesserede i at se nærmere på, hvorfor man kan blive opslugt af krimi på sommerferien eller føle sig fortryllet af et magisk fantasyunivers, men også i de mere politisk betonede anvendelsesmuligheder, som litterære værker ofte indgår i. Det er hér mit fokus ligger, i krydsfeltet mellem litteraturvidenskab og sociologi.

Litteraturen viser os,  at vejen frem hverken er at nægte at indgå i identitetspolitiske diskussioner eller at forbyde alt fra Højskolesangbogen til Pippi Langstrømpe men snarere, at vi løbende vurderer, diskuterer og – til tider også ændrer – de historier, vi fortæller om os selv og hinanden

Der findes utallige eksempler på, at sociale minoriteter har brugt litteratur og kunst til at sætte fokus på uretfærdigheder og i den forbindelse også til at analysere og gentænke samfundets indretning: Hvordan føles det f.eks. at blive overset, undertrykt eller udelukket fra et fællesskab som en følge af, at man har et givet etnisk-religiøst tilhørsforhold, en bestemt kønsidentitet, eller en krop, der ikke lever op til visse normer?

Hvordan kan vi gøre op med marginalisering og ulighed og leve sammen på nye måder? Dén slags spørgsmål har litteraturen til alle tider taget livtag med.

Ambitionen om at opnå anerkendelse fra andre grupper i samfundet, herunder ikke mindst magthavere, spiller ofte en helt central rolle i politisk motiveret litteratur, og det er derfor også definerende for mit forskningsprojekt, hvor jeg spørger: hvordan og hvorfor bruges litterære tekster i forskellige ’kampe’ om social anerkendelse?

Tidligere har jeg undersøgt litterære tekster, der beskæftiger sig med, hvordan det er at være udsat for racisme og litteratur om at være kropsligt ’afvigende’. Lige for øjeblikket kigger jeg på litterære repræsentationer af køn i dansk og engelsk litteratur, nærmere bestemt litteratur om dét at være mor; et emne som rejser en masse interessante spørgsmål i forhold til anerkendelse og ikke mindst den mangel på anerkendelse, som mange kvinder oplever i forbindelse med det arbejde, de lægger på hjemmefronten.”

Overset gråzonefænomen

– Kan du give et eksempel på et fund, du har gjort og forklare, hvad vi kan bruge disse til?

“Fund inden for de humanistiske videnskaber er jo ofte tæt knyttet sammen med sproglig nytænkning, herunder til dannelsen af nye begreber eller udviklingen af analyser, der udfordrer eller ændrer gængse måder at forstå en given problemstilling på – snarere end hvad man forstår ved fund inden for naturvidenskabelige discipliner, hvor man kan ’finde’ et nyt gen eller en dyreart, man ikke vidste eksisterede.

I mine øjne har man ofte overset gråzonefænomenet mellem anerkendelse og manglende anerkendelse

Jeg står på skuldrene af mange kloge folk, der tidligere har skrevet indsigtsfuldt om litteratur og anerkendelse, men af og til oplever jeg, at jeg kommer ind og rører ved nogle nuancer af emnet, der ikke er blevet udfoldet endnu – problemer og fænomener som vi slet og ret mangler sprog for.

For eksempel er der blevet forsket meget i vigtigheden af social anerkendelse, men i mine øjne har man ofte overset gråzonefænomenet mellem anerkendelse og manglende anerkendelse.

Eksempelvis når vi i sociale sammenhænge giver udtryk for en hensigt om at ville anerkende og hjælpe andre, men aldrig følger op på det, og på den måde ender med hverken at anerkende eller at ikke-anerkende.

De tekster jeg kigger på er fulde af eksempler på netop dette fænomen; Maria Gerhardt har for eksempel beskrevet, hvordan en hær af familiemedlemmer og venner giver udtryk for, at de gerne vil hjælpe hendes litterære jeg i den svære livskrise, hun befinder sig i som cancerpatient, men at kun meget få rigtigt kan finde ud at tage skridtet videre og faktisk hjælpe.

Denne form for fejlslagen anerkendelsesproces har jeg valgt at kalde for tom anerkendelse, og det vil jeg da gerne være med til at kalde for et sprogligt og et analytisk ’fund’. Andre eksempler på tom anerkendelse kan være ’likes’ på sociale medier, hvor en opadvendt tommelfinger naturligvis kan være en fin og venlig gestus, men som samtidig på alle måder er afkoblet fra reel handlen.

“Hvad ændrer det, at vi ’liker’ et opslag om, at nogen samler ind til fordel for Syrien, når vi samtidig ikke selv bidrager til indsamlingen?”

Universel erfaring

“En anden, mere overordnet pointe, som jeg løbende udfolder og understreger i mit projekt, går på den tætte forbindelse mellem litteratur og social anerkendelse i det hele taget.

Jeg argumenterer for, at kampe om anerkendelse ofte antager en ’litterær form’ i den forstand, at minoriteter søger anerkendelse for en specifik historie eller et forløb, de har været udsat for eller søger at vække anerkendelse gennem en oplevelse af læsergenkendelse hos modtagerne, hvor læsere kan skabe forbindelser mellem deres eget liv og den historie, der fortælles.

Når den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates, for eksempel, skriver om, hvordan det er at være afroamerikaner, appellerer han i høj grad til, at læsere skal genkende følelsen af at være bekymret for sit barn. En følelse som sorte og latinamerikanske mennesker i USA oplever desto stærkere på grund af politivold og strukturel diskrimination imod farvede børn og unge, men som samtidigt også er en universel erfaring, der taler til hvide læsere.

Alle forældre, uanset hudfarve, véd, hvordan det er at være nervøs for at miste et barn, og netop dén oplevelse af læsergenkendelse bruger Coates til at skabe opmærksomhed og empati i forhold til ikke-hvide borgeres vilkår i samfundet.

Litterære greb spiller med andre ord en vigtig rolle, når det kommer til at skabe opmærksomhed omkring en social problemstilling. Det gælder både den skønlitteratur, der rent faktisk beskæftiger sig med marginalisering, men også de overordnede bevæggrunde og strategier, som samfundsmæssige kampe om anerkendelse er struktureret af i bredere forstand, fordi historier og genkendelse hos dem, man søger anerkendelse fra, ser ud til at være centrale omdrejningspunkter.

Hvorfor kan visse befolkningsgrupper opleve en mangel på at få deres historier, erfaringer, eller med et litterært udtryk, deres narrativer, anerkendt

Ved at se nærmere på litterære tekster ser det således ud til, at vi kan tilføje nye spændende og ikke før udforskede dimensioner til vores eksisterende, primært sociologiske, viden om anerkendelse, og det synes jeg er en spændende interdisciplinær udvikling.

I forhold til anvendelsesmuligheder kan vi helt konkret bruge denne viden til at blive klogere på anerkendelse og marginalisering – to meget vigtige begreber i samtiden, hvor identitetspolitik ofte befinder sig helt oppe i toppen af den offentlige debatdagsorden.

Hvorfor er der nogen, som ikke bryder sig om, at der synges Den danske sang er en ung blond pige på arbejdspladsen? Eller hvordan man underviser i køn på biologistudiet?

Måske er det ikke fordi de – med et populært udtryk – er krænkelsesparate eller fintfølende, men snarere fordi, de ønsker at skabe debat omkring gamle, etablerede forestillinger vedrørende nationalitet og biologi og i den forbindelse skabe nye fortællinger om henholdsvis danskhed og køn.

Jeg tager ikke stilling til, hvorvidt de ting balancerer på en bagatelgrænse, det gør de muligvis, men kun til det faktum, at det for nogen faktisk betyder noget.

På den måde tager en litterært forankret analyse os ind i hjertet af identitetspolitikken på en ret produktiv måde, vil jeg mene, hvor vi ikke ender i blindgyder og falske dikotomier mellem forbud og ytringsfrihed men snarere kan spørge ind til, hvorfor visse befolkningsgrupper kan opleve en mangel på at få deres historier, erfaringer, eller med et litterært udtryk, deres narrativer anerkendt.

Litteraturen viser os med andre ord, at vejen frem hverken er at nægte at indgå i identitetspolitiske diskussioner eller at forbyde alt fra Højskolesangbogen til Pippi Langstrømpe, men snarere, at vi løbende vurderer, diskuterer og – til tider også ændrer – de historier, vi fortæller om os selv og hinanden.


Topbillede: Marie-Elisabeth Lei Holm. Eget foto.

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om Kultur

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er