KONCERT // ANMELDELSE – Sådan leverer man en koncert med egne originaler af høj klasse og unik vokal spændvidde, krydret med velkendte soul-, gospel- og reggaeklassikere, samtidig med at man formår at holde fødderne på jorden og underholde sit blandede publikum med sjove anekdoter fra en lang og imponerende karriere.
Copenhagen Jazz Festival anno 2024 er i fuld gang med 1.200 koncerter spredt ud over hele byen, og denne aften hilser jeg på en glad Marie Carmen Koppel, som sidder afslappet med sit band i en caféstol foran Drop Inn. ”Vi er lige ved at gennemgå setlisten,” siger hun smilende, mens en stak papirer spredes ud og lægges i rækkefølge.
Jeg har set frem til koncerten hele ugen, og Koppel har set frem til den ”et helt år”, siger hun. Musikeren har selv inviteret mig til at komme og lytte med, et brud på en uskreven regel i den kreative branche, som jeg dels elsker, dels bliver nødt til at tage imod, da kunstneren har været musikalsk bagtæppe i store dele af mit liv. Sådan en invitation får man ikke hver dag.
Koppel skaber en topprofessionel og ærlig koncert, båret af flere jamsessions, som føles befriende, levende, vedkommende
Drop Inns gæster sidder allerede skulder ved skulder, og rummet summer af spænding. Den lille scene har fået selskab af pianisten Steen Rasmussens Wurlitzer, Mads Michelsens Gretsch-trommesæt og Dan Rasmussens 5-strengede bas. Aftenens hovedperson har beklædt mikrofonen med rhinsten, eller måske er det diamanter? Sidstnævnte vil være passende, tænker jeg, for er der nogen, der kan slippe afsted med det, kan det kun være Koppel.
Til tiden træder bandet et skridt op på de få kvadratmeter for enden af det aflange lokale og lægger ud med Koppels egen ”Heal My Wounded Heart” fra albummet af samme navn. Koppel kan noget med ord, der kravler helt ind under huden, og samarbejdet med hendes gamle makker, Steen Rasmussen – eller Stennowitz, som han kaldes – kan skabe et klangunivers, der danser om Koppels stemmepragt.
Nummeret fængsler det lyttende publikum på stedet, mens vi bliver spundet ind i vellyd og overskud, og Koppel viser, at hun er en artist ud over det sædvanlige. ”Catch me when I fall,” fortsætter teksten, og Koppel synger med lethed om troen på, at alt bliver bedre, at sårene heles med tiden. En sang om en mørk periode i hendes liv, hvor sygdom bankede på døren og ketoacidose var ved at tage livet af hende. Vi fornemmer uden tvivl kampen, der inspirerede til nummeret.
Den ærlighed, hun tør vise, går rent ind, og det spejl, vi får holdt op foran os, gør forbindelsen mellem kunstner og publikum stærk allerede her fra start.
Hjerteblod
Nærmest inden nummeret klinger ud, stopper musikeren op og udbryder overrasket: ”Min mor er lige kommet.” En ældre smilende kvinde vinker ind gennem indgangens glasparti, hun har hunden Trofast med, og far er der også, får vi at vide.
Den pludselige familiære stemning, som man kun kan få på et så lille spillested, får os ned på jorden igen og minder os også om, at musikken i familien har haft betydning i hele Marie Carmen Koppels liv. Fra hun spillede violin som barn, til hun begyndte at synge som 5-årig og lyttede til fars pladesamling, til hun begyndte at optræde, har tonerne båret Koppel gennem livet. Aldrig har hun modtaget undervisning i sang, for det er en gave, hun er født med, som kun er få forundt.
”Det må være en grundregel, at man giver af sig selv og sit hjerteblod,” har musikeren tidligere udtalt i et interview til Play Your Story. Den selvfølgelighed, der ligger i udtalelsen, får mig til at smile.
Jeg vil som ekspressionistisk billedkunstner også mene, at en rigtig udøvende kunstner burde have hudløsheden som grundregel, men jeg ved også, at der findes kreative, der har en lidt lettere tilgang til proces og performance. Uanset hvad skaber Koppel en topprofessionel og ærlig koncert, båret af flere jamsessions, som føles befriende, levende, vedkommende.
Hvornår har du sidst hørt Marie Carmen Koppel i radioen?
Vi kommer forbi både egne numre som ”Everybody”, ”Fly” og ”Perfect Ruin” – de to sidstnævnte er fra hendes nyeste velproducerede plade Forgiveness fra 2023. Når Koppel fraserer fra det dybeste indre til de højeste tinder, er jeg solgt. ”Perfect Ruin” er en single, der burde være i rotation i radioen.
Nu tænker du måske, hvornår har jeg sidst hørt Marie Carmen Koppel i radioen. Og svaret er, det har du ikke, for Koppels seneste syv album er ikke kommet gennem DR’s nåleøje.
Vi må løfte hinanden i flok i den skæve branche, så vi tilbydes en endnu bredere palet af talenter, de findes, i alle aldre og i alle køn
”Jeg blev som mange andre kvindelige artister cancelled efter mit første barn og tredje album,” gjorde Koppel mig opmærksom på forud for koncerten.
Med andre ord, de lyttere, der sætter deres lid til licenskanalerne, bliver snydt: Sendefladen repræsenterer ikke det musikalske verdensbillede, når det kommer til køn og alder. I virkeligheden burde det ikke være mig, der sad i Koppels selskab denne aften, det burde være ledelsen i DR’s musikafdeling.
Hvorfor er det vigtigt med ligestilling i branchen? Det er det, fordi vi alle ønsker at blive spejlet i kunsten, at vores fortælling også belyses af kreative mennesker, ellers kommer der huller i vores fælles historie. Vi må løfte hinanden i flok i den skæve branche og skubbe til festivalerne, streamingtjenesterne, spillestederne derude, så vi tilbydes en endnu bredere palet af talenter, de findes, i alle aldre og i alle køn.
Danskerne er heldige
Bandet tager en ”kunstnerpause” på en slags 10 minutter plus det løse, og efter bandet har forsynet sig med drikkevarer, går de lige på med Bob Marleys ”Waiting In Vain”. Varmen i lokalet stiger endnu en gang og frembringer fornemmelsen af sommer med tæerne i sandet, en Piña Colada pyntet med en drinkparaply og en svalende palme i vinden, lige på hjørnet af Kompagnistræde. Marie Carmen Koppel informerer derpå publikum om, at ”mor og far er gået hjem, da hunden var træt”.
Jargonen er befriende let og legende hele aftenen, og vi får detaljer om Stennowitz, vi ikke vidste, vi havde brug for. En naturlig pingpong lever mellem dem, forståeligt efter 30 års samarbejde, samspil og sene nattetimer på landevejen. Vi erfarer bl.a., at Stennowitz har en hamster, som måske er et marsvin, som hedder Tjalfe, og at ChatGPT mener, at Marie Carmen Koppel har spillet i Shu-bi-dua, men blev udskiftet med Lene Nystrøm og i virkeligheden hedder Grace Jones.
Man kunne overveje at slippe dansen fri, men jazzens publikum er lidt mere til knips og vippen med en fod
Midt i anekdoterne tager Koppel livtag med, hvad hun selv beskriver som et af hendes yndlingsnumre, Simon & Garfunkels ”Like a Bridge over Troubled Water”. Intonationen er klokkeklar, vi er trygge, opslugte, og den indlevelse, musikeren her beviser, er unik. Her høstes også aftenens største bifald, meget velfortjent.
Jeg tager mig selv i flere gange at tænke, at danskerne er heldige. Heldige fordi Marie Carmen Koppel kom tilbage til Danmark efter de to lærerige år i USA, hvor nervøsitet og tvivl måtte holdes i ave og talentet udvikles. Heldige at vi har musikere med et så internationalt format i landet, og heldige at være vidner til hendes formåen og rejse, som hun deler med stor autenticitet.
Aftenen fortsætter med hendes egen ”I Am”, som er så funky, at man kunne overveje at slippe dansen fri, men jazzens publikum er lidt mere til knips og vippen med en fod, så dansen må vente. Andet sæt afsluttes med ekstranummeret af Louis Armstrong, ”What a Wonderful World”, og hendes egen vidunderlige ”Goodbye” fra 2017-albummet Honestly.
I seks ottendedele frisætter Marie Carmen Koppel os alle, pakker sammen og hilser pænt på fans og undertegnede, inden kunstneren drager ud til den næste by og skaber magi og håb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og