MUSIK // INTERVIEW OG ANMELDELSE – Den Hollywood-baserede musiker Judith Hill slap fortidens skygger, trådte frem i lyset og forvandlede sig til den intense kunstner, hun også er. Generøst og med stort overskud tog hun os igennem sit nye album Letters from a Black Widow samt et udvalg af numre fra det groovy bagkatalog.
Et par timer inden koncerten sidder jeg med en afslappet og venlig Judith Hill på et hotel i indre by, mens den massive sommerregn slår ind på vinduerne. Det er ikke hvem som helst, jeg er i stue med. Et menneske, der har spillet musik fra fireårsalderen, som mestrer guitar, bas, percussion, piano og sang til fingerspidserne, og som nu er på en mission.
Onde tunger har år forinden bibeholdt en fortælling om kunstneren som værende giftigt bekendtskab, eftersom både Michael Jackson og Prince har arbejdet sammen med hende og bagefter er gået bort i en alt for tidlig alder. Et enormt pres på en fremadstormende musiker.
Judith Hill uddyber for mig, at albummet måtte have tilløb; tre år og en pandemi skulle der til, før roen og bruddet med, hvad Hill kalder The Circle, altså hamsterhjulet, gav ro til at dykke ned i sorgen og frustrationen, og hun kunne komponere sig ud af det hjørne, hun var skubbet op i.
Hun greb bassen, trak stikket, tog sig tid. En operadirektør/ven ved navn Alexander, en lyttende terapeut og uendelige timer med basriffs blev løsningen på gåden, samt fødslen af et fuldstændigt sublimt album, der viser, at hun er kommet for at blive og ikke giver op.
Judith Hill uddyber, hun havde brug for at have no limits, og alle hendes tanker, som blev til breve, skulle have plads på det nye album. Vi dykker ned i nummeret ”Dame De La Lumiere”, Lysets Dame. En hyldest til hendes bedstemor, som opdrog syv børn og sørgede for mad på bordet, samt hendes egen mor Michiko, der overvandt misbrug, fik en uddannelse og en karriere og i mine øjne har udviklet så stor musikalsk begavelse, at hun kan sætte alt og alle til vægs anytime, når hun sætter sig ved et hammondorgel.
Mens Hill skynder sig videre til forberedelserne inden aftenens koncert, funderer jeg over, hvor meget vi udøvende kvindelige kunstnere skal lægge øre til
Nummeret er komplekst at lytte til, bl.a. fordi det går i ni ottendedele med masser af synkoper, starter delikat, som Hill selv beskriver det, og ender i et c-stykke, der nærmest er et war-cry. ”Bad Times Make Strong Women,” lyder linjen, et kampråb, vi får lov til at råbe med på senere på aftenen.
Vi snakker om at være en outsider, hvordan det altid er at skulle gå sideways, en situation, Hill beskriver i nummeret ”My Whole Life is in The Wrong Key”, der indeholder de mest skønne blå toner fra orgel-guru-mor, hvilket gør, man kun kan holde endnu mere af det skæve nummer. Vi griner og bliver enige om, at der er nok af de normale typer, så vi fortsætter i hvert vores outsider-spor.
For Hill er det en helingsproces, hun er i gang med, og inden vi siger farvel, spørger jeg til, hvad hun ville ønske, hun var blevet spurgt om, men ikke har haft mulighed for at svare på før? Hun lyser op og fortæller, at der findes to versioner af titelnummeret ”Black Widow”, studieversionen, de altid spiller, og så en mere teatralsk version, med vægt på performance og et særligt lys, som hun endnu ikke har haft mulighed for at opføre, da det er en større produktion, så det må nok vente. Jeg siger, det vil jeg glæde mig til at opleve den dag, hun finder styrke og økonomi til det.
Mens Hill skynder sig videre til forberedelserne inden aftenens koncert, funderer jeg over, hvor meget vi udøvende kvindelige kunstnere skal lægge øre til, og jeg bliver harm på Hills vegne, når så lysende et talent skal sættes i bås. Men jeg fornemmer også, at i aften vil hun give endnu en god koncert, uvidende om det chok, jeg senere skulle gennemleve.
Judith Hills koncert
Mens publikum indfinder sig foran scenen og snart fylder hele Den Røde Plads ud, driver de sidste tunge regnskyer bort. Hill hilser på sit veloplagte publikum med et ”What’s up beautiful people” og lægger hårdt ud med nummeret ”Flame”. ”Give me chaos and give me pain but you can never kill my flame” runger ud over pladsen, resten af bandet stemmer i, og publikum letter. Hendes mission er begyndt.
Vi kommer forbi ”We Are the Power”, ”Turn Up” og ”You Got it Kid”, sidstnævnte med et uh-åh-kor i en slags q&a-respons fra publikum i alle aldre, dansende, svingende, med. Men så gør Hill pludselig noget uventet, stiller Gibson-guitaren fra sig, sætter sig ikke ned ved pianoet eller griber den dobbelte koklokke, hun tager mikrofonen og fortæller om, hvordan dette album har været en rollercoaster. Noget er i gære, fornemmer jeg.
Michiko starter på introen til ”Black Widow”, mens en særlig fokuseret Hill retter på halssmykket, lange sorte fjer falder ned foran kroppen, nu rækker hun begge arme op mod himmelen, og imiterer edderkoppens bevægelser med fingrene, armene, øjnene og messer: ”Unzip my skin and it’s as soft as baby human. Crack the exoskeleton and you’ll find I’m flesh and bone”, så kører hun venstre hånds pegefinger ned langs højre arms blodåre og signalerer, at hun blotter sit skelet, og manifesterer: Jeg er kød og blod. Et menneske, der fortjener respekt! Jeg synker spyttet, tørrer en tåre bort, kigger forbløffet på min kone og min datter og udbryder stolt: ”Hun gjorde det.”
En magisk performance, der langsomt forløser fortidens traumer, skyggerne opløses, alt bliver lys. Mens hun krænger sit hjertet ud for alle de kvinder, der er blevet cancelled, blevet skubbet over i det hjørne, Hill er ved at kæmpe sig ud af, blot fordi de er kvindelige kunstnere, ikke fordi de mangler talent. Aldrig mere skal vi finde os i nedsættende tale, stærkere skal vi komme ud på den anden side.
vi er alle opslugt af dette teater
Det kan godt være, den flotte lyssætning, Hill kunne drømme om, venter et sted i horisonten, men den mere spartanske belysning på Roots & Jazz-festivalens lille scene gør bestemt ikke performancen mindre nærværende og intens, jeg mærker den i hver en knogle og hvert et led, vi er alle opslugt af dette teater. Hun må have følt sig så velkommen og tryg i dette selskab, at hun lukker op og leverer noget så personligt lige netop her, for os heldige fremmødte, tak.
Mens gåsehuden forsøger at lægge sig, fortsætter Hill med ”Dame De La Lumiere”, som hun dedikerer til ”All the Powerful Women out there” og kigger over på sin mor, der næsten er gemt bag orglet og Nord Stage 3-keyboardet, moderen smiler varmt tilbage. Fortidens sår heles langsomt gennem hele koncerten, som svinger så meget, at vanddampen stiger op i varmen fra pladsen, fra publikum, fra trommeslageren og fra den lille familie med den store lyd.
Judith Hill minder os flere gange om at huske, at vi skal ”celebrate our flaws” og får publikum med, når hun synger om ”freedom” og kvitterer med den ene velspillede guitarsolo efter den anden. Lige pludselig synes Hills liv ikke at være i ”the wrong key” mere, og hun og bandet klappes ud af et publikum, der bare vil have mere.
Ekstranumrene ”Gypsy Lover” med dens særlige funky beat får alle med, og Hill peger op i luften, i en slags sejrsgestus, velberettiget. Aften slutter af med ”Angel in the Dark” fra 2015-albummet ”Back in Time”, som er indspillet i Paisley Park med Prince som producer. ”I’ve just about giving up” synger og spiller Hill og dikterer ”Just don’t give up” til sit publikum, mens Michiko drejer lyduniverset over i en spacy klang, og det blå-røde lys spredes ud over scenen, pladsen, og bandet tager os ind i en anden dimension.
Vi er forløste, fortrøstningsfulde og fyldt op af musik skabt af et menneske, måske en engel, der stadig kæmper sig frem i en hård branche. Judith Hill har givet alt af sig selv.
Klik dig videre til POV Internationals mange koncertanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og