Maria Helleberg: Tænk, hvis toget var et fly…

af i KLIMAKRISE/Rejse

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Tænk, hvis togtrafik foregik som flytrafik. Vi opfatter utroligt nok stadig flytrafik som mere eksklusivt end togtrafik, men der findes mange gode grunde til at fravælge flyet og hoppe på toget, skriver Maria Helleberg. 

Du har købt billet på nettet længe inden afrejsen. Du skulle ikke bare vælge tidspunktet, men også sæde i toget – og du skal betale 150 kr. for den service selv at vælge dit sæde. Hvis du vil have mad, skal du også bestille og betale i forvejen.

Du kan medtage en håndtaske og en kuffert. Det er billigst kun at tage håndbagage med sig – en lille kuffert. Så risikerer man heller ikke at togpersonalet får hældt bagagen på et tog, der først standser i Bogota.

Du skal meddele hvor meget du planlægger at tage med dig. Ekstra bagage skal der betales ekstra for.
Til gengæld kan du – ca. 24 timer inden afrejse – checke ind på nettet. Du kan absolut ikke være sikker på, at flyet afgår til tiden, men du skal være præcis.

På dagen for rejsen må du tage hjemmefra mellem to og fire timer inden du stiger på toget. Banegården ligger nemlig absolut ikke tæt på dig. Den ligger heller ikke i byens centrum. Den ligger langt uden for centrum.

Er du heldig, går der en form for offentlig transport til stationen. I nogle tilfælde er der tale om et særtog, som koster tre gange mere end normalt tog.

Du skal i lufthavnen finde en maskine, hvor du opretstående taster dit reserveringsnummer ind. Der er selvfølgelig ingen lille hylde, hvor du kan anbringe de genstande, du skal jonglere med.

Du gør klogt i også at fjerne armbåndsur, hårbånd, ørenringe, armbånd, halsbånd og bælter af enhver art. Og at tømme lommerne for alt, fra hundeposer til småpenge. For foran dig står den ultimative sikkerhedsmaskine som skal måle promilledelen af metal på din krop

Derefter skal du skriftligt bedyre, at du ikke medtager skydevåben, sprængstoffer farlige våben og knive. Nogle steder skal man også forsage at bære frugt eller planter eller mad ud af landet og ind i et andet.

Derefter kan man bekræfte den siddeplads, man har betalt for, og får så udskrevet et stykke smørrebrødspapir med en barcode påtrykt. Dette er dit pas, som muliggør at du kan påbegynde dit forsøg på at slippe ind på banegården!

Du skal også udskrive en slags klistret label til kufferten, som så skal overdrages til togselskabets ansatte. Uden hjælp udefra, mens du holder smørrebrødspapiret med barcoden, skal du trække beskyttende materiale af et aflangt stykke solidt plasticpapir, som så foldes om håndtaget på kufferten, hvorefter de to klistrede flader skal presses mod hinanden.

Du er nu færdig med de indledende handlinger.

Kufferten trækkes gennem det meste af banegårdens forhal for at anbringes liggende på siden på et bånd. Nu skal du så scanne barcoden og derefter se kufferten forsvinde ind i banegårdens mørke inderste kammer. Som Paddingtonbamsens Darkest Peru.

Hvis det af en eller anden grund ikke virker, må du ind i en anden milelang kø blandt andre ulykkelige passagerer, for omsider at få bagagen checket ind af en ansat på Banegården. Godt man ankom ca. 2 timer inden toget afgår!

Nu er du checket ind og bagagen er indleveret. Der er stadig to timer til du kan komme ind i toget. Men det er kun godt, for du har endnu den voldsomste oplevelse foran dig. Det er nu, banegården forvandler sig til en slags Stephen King-reality show.

Du går mod skiltet SECURITY og fjerner imens omhyggeligt al væske fra din håndbagage. Det antages nemlig, at såvel sparkling water som colaer og juice påvirkes af togtransport og uden varsel forvandles til brandbrølende bomber.

Du gør klogt i også at fjerne armbåndsur, hårbånd, ørenringe, armbånd, halsbånd og bælter af enhver art. Og at tømme lommerne for alt, fra hundeposer til småpenge. For foran dig står den ultimative sikkerhedsmaskine som skal måle promilledelen af metal på din krop.

Under rejsen skal mobilen være slukket, med mindre man har rejst så meget med tog, at man gratis kan benytte et særligt tilbud om wi-fi. En tændt mobiltelefon defineres som en livsfarlig genstand. Ingen har hørt om tilfælde, hvor mobiltelefoner medførte styrt og massedød, men hvem kan udslette religiøs overtro?

Toget kan man selvfølgelig heller ikke bare gå ind i, selv om døren til perronen åbnes. Togselskabet kan have sine egne ideer om, hvem der må sætte sig først. For eksempel foretrækker de tit passagerer, der rigtig ofte kører i tog

Du må tage mindst én plasticskuffe og fylde den med: overtøj, jakke, enhver form for tørklæde, halstørklæde, handsker, bælter, nøgleknipper, trøjer og lignende. Og frakker, jakker, overtøj.
I en anden skuffe anbringes håndtasken liggende, ved siden af tablet og telefon. Enhver pc må være tændt, således at togfunktionærer kan slukke og tænde den og fjerne og igen isætte batteri.

Men det er ikke altid nok.

Adskilt fra penge, nøgler, creditcards, Id-kort og andre vitale ejendele går man nu gennem en sluse, der sjovt nok skriger, hvis man STADIG bærer over 10 gram metal.

Det antages, at metal – ganske som væsker – under togkørsel kan formere sig og frembringe AK-47-våben, som tilmed vil finde egne mål og affyre sig uden hjælp af mennesker. Det må vi undgå.

Det er vitalt for de togrejsendes sikkerhed, at togpersonalet får vished om, hvorvidt de rejsende stadig bærer over 10 gram metal. Hvis togpersonalet er i tvivl, fratager de passageren vedkommendes sko, som så bliver røntgenfotograferet. “Vi arbejder os simpelthen ned mod 0 gram metal. Først der er alle sikre. For, som securisterne siger, vi gør kun alt dette for passagerernes skyld.” Forunderligt nok har alle de sidste store togulykker sin årsag i pilotfejl, piloters selvmord eller piloters ønske om at køre toget ind i en klippevæg.

Når dette er gennemlevet, kan togpassageren få udleveret ejendele og begynde gen-påklædningen fra sko til hårbånd. Især en herlig oplevelse en kold vinter.

Til gengæld vil togselskabet nu være sikker på, at passageren har forsaget både væsker og metal. Så kan vedkommende tillades at træde ind i Den Forjættede Togstation: Banegården.

Nu er bagagen så afgivet til banegårdens ansatte, som forhåbentlig vil sørge for at få den med det rette tog. Det lykkes ikke altid. Mine to kufferter tilbragte engang tre ekstra døgn i Puerto Rico. Og det lykkedes at få sendt min kuffert fra Sankt Petersburg til Köln i stedet for Kastrup. Men lad det ligge.

Du er nu forvandlet til godkendt passager, som skal finde perronens nummer. Det er ikke helt let. Over-perronerne – indbyrdes adskilte dele af Banegården – kaldes Fingre og har Bogstaver som navn. Et eksempel: Finger F, perron 47. Note til passager: perroner med navne som 27, 34 og 47 ligger langt væk fra Security. Der skal gås. Omgivelserne er bevidst neutraliserede og minder mest af alt om det hul i vaskemaskinen, som suger sæbepulveret.

Ud over betalings-wifi, læsning og mad og kiggen på skyformationer er det småt med oplevelser under flyvningen. Med mindre man kan vende det ene armlæn således at man kan få lov at se en halv-ny Hollywood-film uden undertekste

Banegården er fuldkommen renset for stille, bekvemme ventesale. I stedet er hver kvadratmeter optaget af forretninger, som sælger ekstremt dyre forbrugsgoder (tasker, tørklæder) – eller af ret tarvelige spisesteder. Man skal med andre ord betale for at sidde ned. Det kan være en god ide straks at forsøge at finde sin perron, men den er ikke altid tilgængelig før ca. 20 minutter inden toget kører. Ligeledes skal man selvfølgelig vise barcoden på smørrebrødspapiret OG sit pas. Togselskabet må være sikre på, hvem det er, man lukker ind i vognene!

Med lidt held kan man nu få lov til at sidde i en halv time i et tomt rum og kigge på toget, der holder tomt uden for vinduet.

Toget kan man selvfølgelig heller ikke bare gå ind i, selv om døren til perronen åbnes. Togselskabet kan have sine egne ideer om, hvem der må sætte sig først. For eksempel foretrækker de tit passagerer, der rigtig ofte kører i tog. Eller dem som har købt de dyreste rejser de sidste ti år. Derefter opdeles passagererne i grupper efter sædernes pris, og dem, der skal sidde på de dyreste pladser, går først ind.
Ganske som da Rosa Parks nægtede at forlade sin siddeplads til fordel for en hvid borger, har man angivet, hvem der må sidde hvor ved at opsætte et lille skilt, der informerer alle om, hvem det er, der har ret til at sidde forrest.

Når de privilegerede alle har taget plads, kommer resten af togpassagererne og sætter sig på de sidste sæder. Mens togansatte går frem og tilbage og opfordrer passagererne til at sætte sig hurtigt og fylde så lidt som muligt.

Der er altid for meget håndbagage, hvorfor de togansatte begynder at presse folks overtøj ind bagved eller ved siden af håndbagagen. Ikke til gavn for tøjet, som bliver krøllet og beskidt og måske endda går i stykker, men kufferter er langt vigtigere end tøj!

Under rejsen skal mobilen være slukket, med mindre man har rejst så meget med tog, at man gratis kan benytte et særligt tilbud om wi-fi. En tændt mobiltelefon defineres som en livsfarlig genstand. Ingen har hørt om tilfælde, hvor mobiltelefoner medførte styrt og massedød, men hvem kan udslette religiøs overtro?

Når alle sidder, hvor de skal, og har iført sig sikkerhedsbælte, taler lokomotivføreren kort til sine passagerer og fortæller om vejret på den rute, man skal køre igennem. Om sporene her eller der er så slidte, at man kan forvente sig slingren.

Derefter skal to togansatte demonstrere, hvordan man redder livet, hvis toget kører ind i et andet tog eller kører af sporet. Derefter tjekkes det, om man sidder pænt og ordentligt, hvorefter toget langsomt kan køre ud til det punkt på banelegemet, hvorfra starten foregår,

Under rejsen skal mobilen være slukket, med mindre man har rejst så meget med tog, at man gratis kan benytte et særligt tilbud om wi-fi. En tændt mobiltelefon defineres som en livsfarlig genstand. Ingen har hørt om tilfælde, hvor mobiltelefoner medførte styrt og massedød, men hvem kan udslette religiøs overtro?

Helst må passagererne ikke rejse sig, men blive siddende og foretage sig så lidt som muligt.

Hvis man har forudbestilt mad, vil den blive bragt til en og placeret foran en. Måske er den forreste tredjedel af flyets sæder besat af passagerer, som får en hel lille frokost serveret, med vand og vin. De, som sidder længere nede i flyet, får kun mad, hvis de har bestilt og betalt. Det kan være arktisk brød rullet sammen om nogle revne grøntsager. Aldrig det, man selv ville vælge, men noget fikst, billigt og nemt.

Toiletterne er så små, at passagererne selvfølgelig forlader dem hurtigst muligt. De må da heller ikke benyttes under landing, selv om passageren i så fald vil sidde fint indkapslet.

Ud over betalings-wifi, læsning og mad og kiggen på skyformationer er det småt med oplevelser under flyvningen. Med mindre man kan vende det ene armlæn således at man kan få lov at se en halv-ny Hollywood-film uden undertekster. Fortvivl ikke. Togselskabet sælger skam dimseting til passagerer, som skal udenlands. Ikke det, man har brug for (migrænepiller, menstruationskop, varme handsker og sokker, batterier og rejsestik), men dyre parfumer og lakridskonfekt til de urolige børn, som ikke synes om hverken lyde, luft eller legemuligheder i toget.

På vejen kan man støde på paskontrol. I vore dage skal vi jo selv gøre alting: gøre bankens arbejde og postvæsenets arbejde og skats arbejde. Så selvfølgelig skal vi også gøre paspolitiets arbejde!

Efter at have landet toget ca. en kilometer uden for banegården, hvortil man ankommer, vil toget køre MEGET langsomt ind mod banegården. NU skal alle så ud af toget på én gang, Det foregår ved, at de siddende på mellemgangens sider rejser sig og går ud i mellemgangen og står og venter, mens alle andre forsøger at slippe ud i mellemgangen. Samtidig med at de skal håndtere håndbagage og tøj.
Man går så langsomt ud i gåsegang, nogle gange ned ad en åben, spinkel mobil metaltrappe med åbne trin. Togselskabet skal lige tjekke, om passagererne er vågne!

Man triller/bærer så håndbagagen gennem endeløse, hvide gange mod skilte med ordet BAGAGE CLAIM. I det fromme håb, at ens bagage rent faktisk er kommet med det rette tog.

På vejen kan man støde på paskontrol. I vore dage skal vi jo selv gøre alting: gøre bankens arbejde og postvæsenets arbejde og skats arbejde. Så selvfølgelig skal vi også gøre paspolitiets arbejde! Vi skal gå ind i en endeløs kø med passet i hånden, frem mod pas-scanne-maskinerne og scanne passet og se ind i et digitalkamera og lade os fotografere.

Efter dette afbræk går man igen gennem tomme hvide gange mod bagagebåndenes paradis. Her er absolut ingen hjælp, kun nogle kufferttrolleys, der kan være nyttige, hvis man skal fra banegården i bil.
Hvis ens bagage ikke ankommer, må man lede efter en servicebod, hvor diverse ansatte, der taler fint litauisk, eventuelt kan efterlyse kufferten.

Nu kan man så, hvis man HAR fået sin kuffert, trække-puffe-bære den ud gennem tolden (bed til at ingen geskæftig funktionær får trang til at gennemgå enhver ejendel pakket i din kuffert og håndbagage for at se om de KUNNE være købt i dit hjemland og være uønskede/ulovlige i det nye land, eller bare kunne sælges SORT i det nye land).

Du kan nu belave dig på fortsættelsen af rejsen, for den nye banegård ligger selvfølgelig også langt udenfor den by, man skal besøge.

Er man rigtig heldig, lyder der brandalarm et sted i området, så taxaen fanges i en lang kø og man kan bruge masser af penge på ingenting. Eller man opdager, at den metro, som skal bære en de sidste 45 km ind til byens midte, IKKE har indbygget noget sted, hvor man kan anbringe sin bagage. Den må man stille foran sine ben, eller et andet besværligt sted, hvor man tilmed tager plads fra de andre (lokale) rejsende.

Jeg er lige ved at opfatte togtrafik som mere luksuriøs end fly, kære venner. Tidsmæssigt kan det også godt betale sig at skippe fly til Aarhus, Hamburg og Stockholm

Det er egentlig ufatteligt, at vi gør det… og husk at skal man ændre tidspunkt for alle billetter, der ikke er hundedyre, skal man da selvfølgelig betale ca. 600 kr. i afgift, for den store nåde, togselskabet udviser passageren.

Og hvordan er det så at tage toget? Jo, du køber billet på en app på din mobil. Du ankommer til banegården, går om bord i den rette vogn, som er markeret med tydeligt nummer, og sætter dig på den reserverede plads. I alle andre lande end i Danmark er der fri adgang til toilet hele vejen og mulighed for at købe mineralvand, sodavand, juice, sandwiches, varme retter, slik og salat. Man kan bevæge sig rundt i toget – eller forblive på sin plads og betragte landskaber og byer i stedet for skyformationer.

Ved ankomst befinder man sig i bymidten. Som oftest kan man fra samme banegård fortsætte rejsen med andre tog og busser. Jeg er lige ved at opfatte togtrafik som mere luksuriøs end fly, kære venner. Tidsmæssigt kan det også godt betale sig at skippe fly på de korte rejser.


Topillustration: Collage af POV International.

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om KLIMAKRISE