ANMELDELSE – Nationalmuseet fik i 2017 ny direktør. Han hedder Rane Willerslev. Et filmhold fulgte ham i det første halve år, og det er der kommet en dokumentarudsendelse i seks afsnit ud af på DR2. POV’s Henrik Schilling, der har en fortid som presseansvarlig på Nationalmuseet, anmelder serien.
Danmarks største museum, Nationalmuseet, er i store problemer. Danskerne svigter museet; besparelser truer med at udløse en økonomisk krise, hvis ikke nogen gør noget. Men heldigvis er Kulturministeren trådt i karakter. Hun har udpeget Danmarks svar på Indiana Jones til ny direktør.
Sådan lyder introen til DR2’s nye dokumentarserie ”Ranes Museum”, hvor vi i seks afsnit skal følge Nationalmuseets nye direktør i det første halve år på jobbet.
Navnet er Willerslev, Rane Willerslev. Antropolog, professor, pelsjæger, medlem af Eventyrernes Klub og engang efterstræbt af den russiske mafia. Han er også kendt for sin alternative ledelsesstil, for at tænke vildt og vende alting på hovedet.
Som en anden havkat slippes han nu løs i hyttefadet for at redde Nationalmuseet.
Sådan! Scenen er sat, dramaet kan begynde. Det er underholdende, og langt hen ad vejen får vi godt fjernsyn for licensen. Alene det at gøre et direktørskifte på et museum til en dokumentarserie med reality-tv i ascendanten er godt tænkt. Og med Rane Willerslev forventer vi, at alt kan ske, også selv om vi inderst inde godt ved, at han ikke vender skuden på et halvt år; den slags tager lang tid.
For mig er det samtidig et gensyn med Nationalmuseet, hvor jeg i fem år havde min daglige gang som presseansvarlig.
Antihelten Rane
I et højt tempo og med håndholdt kamera følger vi den nye direktørs første forvirrende uge på museet. Vi er fluen på væggen, og vi er fluen, som må flyve stærkt for at følge en rastløs Rane Willerslev rundt på museet. Han er en distræt mand, forstår vi, når han lettere forvirret ikke kan finde vej til museet og må vende bilen ulovligt, eller når han i distraktion glemmer sit nøglekort.
Som en genert konfirmand byder Rane Willerslev velkommen på sit bedste skoleengelsk
Lidt modvilligt går han med til at indrette sit nye kontor. Han erkender sin manglende æstetiske sans og forvirres over de mange farvemuligheder, men han får da sagt, at han gerne vil have en sofa, hvor han i sit arbejdsiver kan få sig en lur ind i mellem.
Afsnittet kulminerer med et lidt for fyldigt beskrevet besøg af en kinesisk delegation fra Den forbudte by i Beijing. Som en genert konfirmand byder Rane Willerslev velkommen på sit bedste skoleengelsk. Han er opsat på at gøre et godt indtryk og har fået vejledning af en kinakender over telefonen. Alligevel går det næsten galt. Den app, som skal gøre det ud for det endnu ikke trykte visitkort, får han først til at virke i sidste øjeblik med kærestens hjælp, mens pinligheden lyser ud af øjnene på ham, da han byder på te og opdager teposer i termokanden på trods af, at han specifikt havde frabedt sig te i pose til sine kinesiske gæster.
Det er tydeligt, at Rane Willerslev castes som den underspillede antihelt, som vi får stor sympati for. Han er en Frodo Baggins eller en Harry Potter med et glimt i øjet. På overfladen ser det ikke ud til, at han har det, der skal til, men vi sidder med fornemmelsen af, at han nok skal klare det. Selvtilliden har han, som da han efter en perfekt parallelparkering erklærer: ”når det virkelig tæller, så leverer jeg.” Og så ser vi bort fra, at den vakse seer spotter store ridser i lakken på bilens bagskærm.
Verdens vildeste rutsjebane
Vi oplever også Rane Willerslevs umiddelbarhed, når han fortæller kineserne, at han har skudt bjørne i Rusland; det er nok ikke den kompetence, han får mest brug for på Nationalmuseet, men man ved aldrig. Og vi møder hans sprudlende fantasi, som får frit løb, da han foreslår Danmarks fedeste rutsjebane installeret i Nationalmuseets forhal.
Men der skal mere end en rutsjebane til for at vende udviklingen på Nationalmuseet. I et mere alvorligt øjeblik fortæller Rane Willerslev, at hans kald er at føre Nationalmuseet gennem en forandring, og igen gøre det til en søjle i danskernes bevidsthed. Han vil føre Nationalmuseet over i en mere kommerciel retning. Brugerne skal være det centrale, og der skal flere kunder i butikken, så økonomien kan hænge sammen. Samtidig vil han skabe en mere smidig organisation, som er mindre topstyret. Alle, der har arbejdet på Nationalmuseet, kender til organisationens træghed.
Det er ikke et hvilket som helst museum, Rane Willerslev er direktør for. Nationalmuseet har eksisteret i mere end 200 år
At Nationalmuseet skal tjene penge, og allerede gør det, er ikke nogen nyhed. Derfor skurrer det i mine ører, at præmissen er vinklet så skarpt. Som tidligere ansat ved jeg, at museet i flere år inden, Rane Willerslev tiltrådte, har arbejdet på at udvikle sine forretningsområder og kommercielle virksomhed. På grund af store nedskæringer påført af selvsamme regering, hvis kulturminister ansatte Rane Willerslev, valgte Nationalmuseet i 2016 at genindføre entré. Den skarpe vinkling skærper dramaet, og strammer fortællingen, men det tegner også et forsimplet billede, der efterlader seeren med indtrykket af, at Nationalmuseet er en hengemt gammeljomfru. Det er langt fra tilfældet.
Det er ikke et hvilket som helst museum, Rane Willerslev er direktør for. Nationalmuseet har eksisteret i mere end 200 år, og dets rødder stikker endnu dybere. Nationalmuseets vil fortsat eksistere længe efter, at Rane Willerslev er død og borte.
Tolererer ikke fine fornemmelser
Vi fik de første streger i et skarpt portræt af en direktør med hjertet på det rette sted, der ser sin opgave som et kald og kan dele to bajere med sin administrationschef. Han fremstår som en sympatisk fyr, men også som en mand, der ikke tolerer interne fine fornemmelser, når det kommer til hans målsætning; en øget kommercialisering af Nationalmuseet. Det bliver interessant at se, hvordan han håndterer det.
Rane Willerslev fylder meget, hvilket er naturligt i første afsnit. Forhåbentlig får Nationalmuseet mere plads i de kommende afsnit, så seerne får et indblik i museet på dets egne præmisser og møder Nationalmuseets mange dedikerede medarbejdere.
Det bliver ligeledes spændende at se, hvilke konfliktspor serien vælger at følge. På et tidpunkt udtaler Rane Willerslev, at ledelse på Nationalmuseet er brandslukning, og der er ingen udvikling. Og som hans sekretær udtrykker det, så vil nogen elske det, han sætter i gang, og der vil være andre, som synes, det er forfærdeligt. Her har serien potentialet til, som den første nogensinde så vidt jeg ved, at beskrive forandringsprocesser i museumskoncerner, hvor der generelt hersker tilbageholdenhed over for kommerciel tankegang.
Første afsnit af Ranes Museum får fire store skinnende guldhorn ud af seks mulige. Det bliver en fornøjelse over de kommende torsdage at følge Rane Willerslev og hans livtag med Nationalmuseet i det, der med han egne ord, er den største udfordring, han har stået med i sit liv.
Hovedfoto: Nationalmuseets direktør Rane Willerslev står over for sit livs udfordring, når han skal vende skuden på Nationalmuseet. ©Nordisk Film TV
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
