ANMELDELSE // MAOISME – Da jeg gik i gymnasiet i midten af 1970’erne, kunne man dele dem, der interesserede sig for samfundsmæssige spørgsmål (og det var der en del, der gjorde) op i 3 grupper: Dem der holdt med USA, dem der holdt med Sovjetunionen, og dem der holdt med Kina. Jeg er ikke stolt af det i dag, men jeg holdt med Kina.
Maoismen var og er et fænomen, som kan fascinere og begejstre folk overalt på kloden. Det betyder ikke, at fænomenet er det samme overalt. Den ”maoisme”, som mine gymnasiekammerater og jeg var inspirerede af, havde kun en svag lighed med det, der rent faktisk foregik i Kina.
Den britiske professor i moderne kinesisk historie og litteratur, Julia Lovell, har skrevet en ekstremt spændende bog om den enorme betydning, maoismen som globalt fænomen har haft siden 1930’erne. Efter bruddet mellem Kina og Sovjetunionen i starten af 1960’erne kom maoismen til at stå som et alternativ til både USA’s kapitalisme og Sovjetunionens autoritære og bureaukratiske kommunisme.
Efter Maos død har det kinesiske kommunistparti fjernet sig meget langt fra Formandens oprindelige ideologi, men hans balsamerede lig ligger stadig til skue i mausoleet på Den Himmelske Freds Plads
Den kinesiske udviklingsvej havde stor tiltrækningskraft for især antikolonialistiske befrielsesbevægelser og nyligt afkoloniserede stater. Selv om Kina rent geopolitisk langt fra kunne matche Sovjetunionen og (især) USA, så er forestillingen om en rent bipolær verdensorden, som de fleste koldkrigshistorier bygger på, for forsimplet.
Efter Maos død har det kinesiske kommunistparti fjernet sig meget langt fra Formandens oprindelige ideologi, men hans balsamerede lig ligger stadig til skue i mausoleet på Den Himmelske Freds Plads. Han dyrkes stadig som grundlæggeren af det moderne Kina, og dele af hans ideologi bruges i stigende grad til at understøtte Kinas nationale selvhævdelse.
Hvad er maoisme?
Maoismen er således et meget modsætningsfyldt begreb – ikke bare, når man ser på, hvordan ideologien har været anvendt, men også, når man ser på, hvad Mao selv har sagt og skrevet. I bogens første kapitel forsøger Lovell at indkredse, hvad maoisme er.
For det første er forestillingen om, at magt vokser ud af et geværløb, central. For det andet er det også vigtigt, at en kommunistisk befrielsesbevægelse skal baseres på bønderne snarere end arbejderklassen. Der er stærkt egalitære elementer i maoismen, selv om praksis ikke altid lever op til ideologien. F.eks. hævdede Mao jo, at “kvinder bærer halvdelen af himlen“, men hans egen behandling af kvinder var næppe gået i disse #MeToo-tider.
At følge masselinjen er essentielt, og denne lader sig vel at mærke mere eller mindre objektivt bestemme. Hvis man ikke følger den rette linje, skal man underkastes offentlig kritik og selvkritik. Dette slog for alvor igennem under kulturrevolutionen, men allerede 1942-1943 stod Mao i spidsen for omfattende korrektionskampagner i de kommunistiske baseområder.
Man skal som sagt ikke opfatte maoismen som en modsætningsfri doktrin. Lovell slutter sin indkredsning af begrebet med at konstatere, at ”Maoism doesn’t exist. It never has done. That, without doubt, explains its success”
Endelig er en grundlæggende (og egentlig ikke særligt marxistisk) voluntarisme også en vigtig del af maoismen. Det kommer måske allertydeligst til udtryk i historien om Den tåbelige gamle mand, som flyttede bjergene (s. 45 i den danske udgave af Maos lille røde). Alt kan lade sig gøre, hvis bare viljen er stærk nok, og selv atombomben er bare en papirtiger.
Man skal som sagt ikke opfatte maoismen som en modsætningsfri doktrin. Lovell slutter sin indkredsning af begrebet med at konstatere, at ”Maoism doesn’t exist. It never has done. That, without doubt, explains its success” (s. 59).
Rød stjerne over Kina
Skabelsen af Maos og maoismens globale ry tilskriver Lovell i høj grad én mand: Den amerikanske journalist Edgar Snow, der efter et 4-måneders ophold i det kommunistiske baseområde Yan’an i 1936 skrev den internationale bestseller Red Star Over China.
Bogen er et resultat af en stramt styret PR-indsats fra Maos og hans kammeraters side. De kommer til at fremstå som ”idealistic patriots and egalitarian democrats with a sense of humour” (s. 61). Ud over den enorme internationale udbredelse blev bogen hurtigt oversat til kinesisk og var med til at øge kommunisternes rekruttering af ikke mindst unge, kinesiske intellektuelle.
Det positive billede af de kinesiske kommunister blev efter Folkerepublikkens dannelse og kinesernes indgriben i Koreakrigen fulgt af en massiv dæmonisering. Forestillinger om ”hjernevask” af amerikanske krigsfanger, som florerede under McCarthyismen, førte bl.a. til, at amerikanske efterretningstjenester gennemførte forsøg med LSD for at imødegå dette.
Højmaoismens glansperiode
I 1950’erne var samarbejdet mellem Kina og Sovjetunionen tæt, selv om det fra starten også var præget af rivalisering. Efter Stalins død, opgøret med stalinismen og idéerne om fredelig kappestrid mellem den socialistiske og den kapitalistiske lejr skærpedes modsætningerne mellem Kina og Sovjet. Den radikalisering af maoismen, som indtrådte fra slutningen af 1950’erne førte til det Lovell kalder højmaoismens opståen.
Mao fik alle kræfter mobiliseret til Det Store Spring Fremad – en lokalt baseret, forceret industrialisering, som skulle sikre, at Kina på få år overhalede såvel Sovjetunionen som USA. Resultatet blev katastrofalt. Mindst 30 millioner kinesere døde af sult i perioden 1959-1961.
De efterfølgende år fik mere besindige kræfter i det kinesiske kommunistparti med Liu Shaoqi og Deng Xiaoping i spidsen gennemtrumfet en mere moderat politik, men i 1966 lanceredes kulturrevolutionen som det næste udslag af højmaoismen.
Her kom maoismens modsætninger til fuld udfoldelse: På én gang et opgør med traditionelle autoriteter og religiøs dyrkelse af autoriteten over dem alle: Formand Mao. Samtidig var kulturrevolutionen både præget af krav om international solidaritet og af fremmedfjendsk nationalisme.
Maoismens udbredelse
Kort efter dannelsen af Folkerepublikken begyndte de kinesiske kommunisters systematiske bestræbelser på at sprede deres ideologi. Allerede i 1950 oprettedes et akademi i Beijing, hvor udenlandske sympatisører blev oplært, dels gennem politisk skoling og dels gennem militær træning.
I første omgang var det især revolutionære fra andre asiatiske lande som Vietnam, Thailand, Burma, Filippinerne, Indonesien, Malaya og Indien, der nød godt af træningen. Man etablerede også forbindelser til postkoloniale statsledere, som ikke var deciderede kommunister, som f.eks. Sukarno fra Indonesien
Samarbejdet mellem Sukarno og Kina var tæt, bl.a. under Bandungkonferencen i 1955 for lande, der havde opnået selvstændighed. Sukarno kom på besøg i Beijing i 1956, hvor han fik en overvældende og meget smigrende modtagelse. I 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne voksede det indonesiske kommunistparti kraftigt med Sukarnos accept, men kort før hans død slog hæren kraftigt ned på kommunisterne.
1965-1966 gennemførte hæren en massakre på indonesiske kommunister og folk, der blev mistænkt for at sympatisere med dem. Mindst en halv million blev dræbt. Disse begivenheder (og deres eftervirkninger) har den dansk-amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer skildret i to fascinerende og skræmmende dokumentarfilm, (som Lovell også henviser til) The Act of Killing og The Look of Silence.
Maoismen kommer til Afrika
Efter Kinas brud med Sovjetunionen, og da afkoloniseringen bredte sig til Afrika, kom dette kontinent også i centrum for bestræbelserne på at sprede maoismen. Mange forskellige midler blev taget i anvendelse, bl.a. radioudsendelser på forskellige sprog og levering af undervisningsmateriale til afrikanske skoler. F.eks. blev ca. 4 millioner eksemplarer af Maos Lille Røde Bog leveret til Mali.
Kinesiske ”barfodslæger” blev sendt til Afrika, og der blev gennemført en række økonomiske udviklingsprojekter. Det største af disse var bygningen af Tan-Zam jernbanen fra kobberminerne i Zambia til Dar es Salaam i Tanzania.
Selv den værste sult under Det Store Spring Fremad fik ikke kineserne til at skære ned på støtten til udenlandske oprørsbevægelser
Størst indflydelse i Afrika fik kineserne i lande som Tanzania og Zimbabwe. Tanzanias første præsident Julius Nyerere gennemførte i slutningen af 1960’erne sin ujamaa-politik stærkt inspireret af Kinas Store Spring Fremad. Konsekvenserne var ikke helt så katastrofale, men førte dog til udbredt sult og fattigdom.
Oprørsledere som Mugabe i Rhodesia og Mandela i Sydafrika var også inspirerede af maoismen. Mandelas ANC skiftede i starten af 1960’erne strategi til væbnet oprør på basis af Maos tanker om antikolonial befrielseskamp.
I den højmaoistiske periode blev der anvendt store ressourcer på at promovere Kina som centrum for udbredelse af verdensrevolutionen. Selv den værste sult under Det Store Spring Fremad fik ikke kineserne til at skære ned på støtten til udenlandske oprørsbevægelser. Tværtimod skete der i 1960 en kraftig vækst i støtten til bl.a. oprørsbevægelsen i Algeriet.
Efter Maos død ændredes Kinas udviklingspolitik. De ideologiske elementer blev kraftigt nedtonet, og man gik fra gaver og rentefri lån til projekter med fokus på det økonomiske udbytte for kineserne. Fordelen for ledere i den tredje verden ved at samarbejde med kineserne var nu, at kineserne ikke stillede krav om overholdelse af menneskerettigheder eller på andre måder blandede sig i modtagerlandenes indre anliggender.
Indokina
I Indokina udviklede maoismens indflydelse sig i en sær sammenblanding af ideologi og nationalisme. De vietnamesiske og cambodianske kommunister havde arbejdet sammen i kampen mod amerikanerne og de amerikanskstøttede regimer, men efterhånden som amerikanerne trak sig ud, blussede det ældgamle modsætningsforhold mellem vietnamesere og cambodianere op.
Det blev flettet sammen med rivaliseringen mellem Sovjetunionen og Kina. Nordvietnameserne vendte sig i stigende grad mod Sovjetunionen og de cambodianske kommunister (De Røde Khmerer) mod Kina.
De Røde Khmerer stod i spidsen for det mest radikale forsøg på at realisere højmaoismens program, da de kom til magten i 1975. Phnom Penh og de andre store byer blev tømt for mennesker, pengene blev afskaffet, og der blev indledt en intensiv forfølgelse af etniske minoriteter, intellektuelle og andre, der kunne mistænkes for at være imod styret. Man regner med, at ca. 2 millioner døde, inden vietnameserne afsatte styret i 1979.
Mao døde året efter, at De Røde Khmerer var kommet til magten, og de ny magthavere i Kina tog hurtigt afstand fra højmaoismens ideologi, men fortsatte støtten til De Røde Khmerer, fordi denne bevægelse repræsenterede en modstand mod Vietnam og Sovjetunionen.
Maoismen i Vesten
Den maoistiske ideologi passede umiddelbart bedst til fattige, agrare, dekoloniserede samfund. Men også i det højtindustrialiserede Vesten havde maoismen en stor tiltrækningskraft i kølvandet på ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne og 1970’erne. Maoismen blev af mange unge (herunder jeg selv) opfattet som en antiautoritær, kollektivistisk og egalitær ideologi.
Modtagelsen af maoismen i Vesten var selvfølgeligt meget selektiv. Jeg husker f.eks., at jeg selv med stor glæde læste Edgar Snows Rød Stjerne over Kina. Da jeg senere fik fat i en bog, der beskrev, hvordan forskellige grupper af rødgardister bekæmpede hinanden med anvendelse af bazookaer m.m., så lagde jeg hurtigt bogen fra mig.
Maoismen i Vesten udviklede sig i mange forskellige retninger. De antiautoritære og ”flippede” tolkninger af maoismen blev suppleret med mere militante. Grupper som Rote Armee Fraktion (Baader-Meinhoff-gruppen) i Tyskland og Brigate Rosse i Italien forsøgte at overføre maoistisk guerillataktik til bymæssige forhold. RAF’s første manifester var f.eks. spækket med Mao-citater.
Her i Danmark var det, der blev kaldt Blekingegadebanden, en udløber af den aktivistiske, militante maoisme. Andre oprettede partiforberedende organisationer, der ikke greb til vold, men ofte brugte meget af tiden på indbyrdes, sekteriske kampe.
I USA førte borgerrettighedsbevægelsen og modstanden mod Vietnamkrigen en del over i interesse for maoismen. F.eks. anvendte Black Panters en del maoistisk, voldsforherligende retorik.
Maoisme efter Mao
Efter Maos død tog kommunistpartiet i Kina afstand fra de fleste elementer af højmaoismen. Men andre steder i verden opstod der stadig oprørsbevægelser baseret på højmaoistisk ideologi og strategi. Lovell kommer bl.a. ind på Den Lysende Sti fra Peru og maoistiske bevægelser i Indien og Nepal.
I Kina kan man tale om en neomaoistisk revival. Fænomenet har mange sider. Maokulten bliver genoplivet som kitsch, men maoismen bliver også brugt som grundlag for kritik af udbytning, dårlige arbejdsforhold og korruption.
Maoismen har fra starten både rummet et krav om global solidaritet og været et redskab til national (kinesisk) selvhævdelse
Endelig har kommunistpartiets top under Xi Jinping genoplivet dele af den maoistiske retorik, f.eks. masselinjen, kritik/selvkritik-kampagner og personlighedskulten. De mere antiautoritære elementer i maoismen bliver stadig holdt ud i strakt arm. Der kommer ingen opfordringer fra Xi til at bombardere hovedkvarteret.
Jeg synes, at det er en vigtig bog Julia Lovell har skrevet. Det er indlysende rigtigt at opfatte og beskrive maoismen som et globalt fænomen. At ideologien ændrer sig og tager farve efter de samfund, den slår rod i, gør det ikke mindre relevant at fremstille den i sammenhæng. Det giver et nyt blik på koldskrigshistorien, og Lovell gør det samtidigt klart, at maoismen stadig er en levende og virksom kraft mange steder i verden.
Kinas voksende betydning i det internationale samfund gør det stadig vigtigere at forstå maoismen og dens fortsatte transformationer. Maoismen har fra starten både rummet et krav om global solidaritet og været et redskab til national (kinesisk) selvhævdelse. Det er det sidste aspekt af maoismen, der vinder frem nu.
Lovells bog har også svagheder. Den rummer stor viden om maoistiske bevægelser mange steder i verden, men der er mest fokus på lederne og deres forbindelser til det kinesiske moderland. Der kunne godt være gået mere i dybden med, hvordan maoismen har kunnet danne basis for massebevægelser under så forskellige samfundsmæssige forhold. Jeg kunne også have ønsket mig en mere dybtgående analyse af den maoistiske diskurs.
Men alt i alt er bogen spændende og velskrevet, og man kan ikke undgå at blive klogere af den.
LÆS FLERE ARTIKLER AF DAVID KYNG HER
Maoism – A Global History. Julia Lovell, Vintage 2020 (paperback). 606 sider.
Topfoto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
