KUNST // ANMELDELSE – Efter den gevaldige og langvarige succes med udstillingen om Sonja Ferlov Mancoba præsenterer Statens Museum for Kunst (SMK) os nu for en anden af Danmarks store kvindelige kunstnere, Anna Ancher. Anna Ancher blev med sin særlige stil en af tidens mest moderne malere; hun flirtede med impressionismen, som hun havde mødt i Paris, men valgte i modsætning til de andre Skagens-malere at holde sig til hverdagens og hjemmets motiver.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Anna Brøndum blev født i 1859 i Skagen, hvor hendes forældre ejede Brøndums gæstgiveri. På grund af det særlige lys deroppe samlede der sig i slutningen af 1800-tallet en kunstnerkoloni ved Skagen. Fordi der først i 1908 blev åbnet en jernbaneforbindelse, og det var besværligt at komme frem, opholdt de unge kunstnere sig ofte længe på Brøndums.
Anna var glad for at tegne og blev undervist af gæsterne Michael Ancher og Carl Madsen, som nogen af de første. Hendes meget religiøse mor, Ane Brøndum, var sikker på, at det var Guds ønske, at Anna skulle være kunstner, og accepterede derfor, at hun allerede som 16-årig tog til København for at gå på Vilhelm Kyhns malerskole. Hun korresponderede flittigt med Michael Ancher i de tre år, hun studerede. Da hun blev 18, forlovede de sig, og i 1880, samme år som hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling, blev de gift og bosatte sig i Skagen. Kunstnerkolonien var nu vokset med Viggo Johansen, Lauritz Tuxen, Holger Drachmann. P.S. Krøyer og dennes skønne og begavede hustru Marie; der var nu liv og fester, det var slut med det stille fiskerleje.
”Hun er som et solskin, og i hendes malerier findes noget, som ingen af os andre ejer i samme grad. En stille hengivenhed i opgaven og en kolorit, der er så mættet og saftig som en moden frugt”.
Michael og Anna Ancher rejste sydpå til Wien, Dresden, München og Berlin for at se kunst og møde ligesindede. Senere rejste de til Paris, Belgien og Holland. Deres datter Helga blev født i 1983, og Anna eksperimenterede med lyset og farverne, bl.a. inspireret af den dansk gifte Paul Gauguin. I modsætning til mange af datidens mandlige malere støttede Michel Ancher sin kone, så hun kunne uden modstand rejse mere end et halvt år til Paris for at studere hos den symbolistiske maler Pierre Puvis de Chavannes. I de første år malede hun de nære miljøer, og der var nok af unge sypiger, køkkenpiger eller fiskerkoner at skildre. Senere kom der større udfordringer som f.eks ”En begravelse” og ”Et missionsmøde”; malerier som Kongens Hofmuseum, nu SMK, købte.
Lys og religion
Udstillingen er delt op i temaer. Først ser vi mange af Anna Anchers berømte malerier, hvor lyset er det vigtigste. Nok sidder der en lille pige i forgrunden på ”Solskin i den blå stue”, men hun er der bare; det er lyspletten på væggen, det handler om.
Andre eksempler er ”Ane Brøndum i den røde stue”, ”Interiør med ung pige, der fletter sit hår”og ”Lille pige i døren.” Senere forsvinder personerne helt fra billederne, som hos Hammershøi, men hvor han holder sig til grå-brune åbne døre med lys, så tryller hun med de vildeste farvekombinationer i f.eks ”Aftensol i kunstnerens atelier på markvej”, ”Interiør Brøndums annex” og ”I middagsstunden”.
Et andet dominerende tema er religion. Ikke meget tyder på, at hun som sin mor og de to ældre søstre var dybt religiøs, men da samfundet i slutningen af 1880’erne var præget af Indre Mission, har hun selvfølgelig også skildret det daglige liv i Skagen med bryllupper, begravelser og død.
Her skal man se på det store billede fra ”Et missionsmøde”, hvor næsten alle medvirkende er kvinder, og billedet ”Ung pige under gudstjeneste i Skagens Kirke” samt det store maleri ”Sorg”: En nøgen ung kvinde knæler sammen med en ældre sortklædt kvinde ved et kors, et dødt barns grav? ”Sorg” er det eneste billede, hun har malet efter fantasien. Anna Ancher har fortalt, at hun modtog motivet i et drømmesyn.
En anerkendt kunstnerinde
Anna Ancher var anerkendt. Hun udstillede i mange lande, bl.a. på Verdensudstillingen 1893 i Chicago, og modtog mange æresmedaljer. Hun var med til at starte Skagens Museum og organisationen De Kvindelige Kunstnere, som i 1916 udnævnte hende til æresmedlem. Hun modtog Tagea Brandts Rejselegat i 1924 og brugte det til to måneders ophold i Italien med Michael og Helga.
Michael Ancher dør i 1927 og begraves i Skagen. Senere samme år deltager hun i Danish National Exhibition på Brooklyn Museum i New York. Her udstilles også værker af Michael Ancher, P.S. Krøyer, Lauritz Tuxen, Vilhelm Hammershøi og Joakim Skovgaard. I 1928 indvies Skagens Museum, der i dag har den største samling af hendes malerier, og hvorfra mere end halvdelen af malerierne, akvareller og tegninger på Statens Museum for Kunst er lånt.
I april 1935 dør Anna Ancher, og Charlottenborg afholder en stor mindeudstilling for hende. Den svenske maler Oscar Björck skrev i 1929 om hende: ”Hun er som et solskin, og i hendes malerier findes noget, som ingen af os andre ejer i samme grad. En stille hengivenhed i opgaven og en kolorit, der er så mættet og saftig som en moden frugt”.
Udstillingen kører til den 24. maj, fortsætter på Skagens Museum 13. juni til 18. oktober og ender sin vej på Lillehammer Kunstmuseum 14. november til 15. marts 2021. Successen er allerede i hus.
Topillustration: Anna Ancher, Studie af en sypige i blåt, U.å. Skagens Kunstmuseer.
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her