MÆND & SÅRBARHED // KRONIK – Det ligger i kulturen, at mænd ikke græder, og vi lærer det fra barnsben: Sårbarhed er et svaghedstegn, noget feminint og derfor negativt, skriver John Joyce, forperson i Everyday Sexism Project Denmark. Men det følelsesfængsel, hvor tabu og skam vogter, skader både manden og dem, han holder af. Lad os nu prøve at rykke på tremmerne, opfordrer Joyce, der fortæller åbenhjertigt om omkostninger ved tabubelagte tårer.
Som forperson for en forening, der beskæftiger sig med sexisme, er det vigtigt for mig på Mændenes Internationale dag d. 19. november at sætte fokus på fordomme, der begrænser mænd. I 2021 er der især ét emne, der har fyldt særligt for mig, og det er mænds tårer.
Sporten i sommeren ’21 har trukket tårer. Under VM kom dette navnligt frem i forbindelse med landsholdets kampe både i og udenfor banen, hvor flere af spillerne og vores allesammens landsholdstræner fældede en tåre mere end én gang i løbet af turneringen, ligesom fx Viktor Axelsen også græd, da han vandt OL.
Mænd er blevet rost for at vise sårbarhed og græde, men også det modsatte, hvilket fx gav sig udtryk i Sørine Gotfredsens kommentar i Berlingske, “Den grædende mand er ikke et godt tegn”.
Rigtige mænd græder ikke
Det er ifølge min egen erfaring og samtaler med mænd selvfølgelig ikke sandt. Men i det store og hele er det min erfaring, at mænd har to forskellige scenarier at vælge mellem: Det første er, at mænd græder, men kun når de er alene og sikre på, at andre ikke ser dem. Det andet er, de undertrykker det, låser det inde i et lille rum inde i sig selv og smider nøglen væk.
I begge tilfælde får man aldrig sat ord på sine følelser sammen med andre, og man står tilbage med en følelse af ensomhed og at skulle bære alle problemer og tanker alene. Jeg har tidligere skrevet om maskulinitetskultur, herunder sætningen ”det at være mand er at være alene”, men først da jeg begyndte at reflektere over ordene, slog det mig, at man kan trække tråde hen til punkter, hvor jeg gennem mit liv som mand har brugt enten den første eller anden løsning, når jeg følte mig sårbar og var ked af det.
Vores kultur har indbygget en foragt for at vise svaghed, der gør, vi er trænet til at vise afsky for dette
Jeg har grædt meget alene, og jeg har så sandelig også låst det hele væk i et imaginært fængsel inde i mig selv, hvor det aldrig så dagens lys. Begge dele er en sikker vej til følelsen af ensomhed. Når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg har ligget i fosterstilling derhjemme og grædt – enten efter død, hjertesorger eller sygdom i familien.
Jeg kan huske, hvor alene jeg følte mig, hvor tom jeg var indeni, og hvor hurtigt jeg tog en maske på. Viste en hård og smilende yderside frem til mine venner med et træk på skulderen om, at jeg havde det godt og var kommet over, hvad end der var grunden til min sårbarhed og smerte i livet.
Det, jeg faktisk havde brug for, var et kram og en snak om, hvor dårligt jeg havde det. Men jeg tog den umiddelbart lette løsning og låste det hele inde og tog mandemasken på. Det er en adfærd, jeg har haft, siden jeg var helt lille, og er utrolig god til efterhånden.
Det er ”let” at smide sine følelser i fængsel og ignorere dem, gemme dem væk og glemme dem i dagligdagen. Men de ligger som gløder og ulmer, om du vil anerkende dem eller ej. Jo mere du smider derind, jo større chance er der for, at de pludselig bryder ud i brand og eksploderer. Ofte sker det i pludselige aggressive vredesudbrud, depression eller adfærd, der for dine nærmeste kan være svær at forstå.
For mig gav det sig udtryk i en depression, der ramte hårdt og satte tydelige spor i min dagligdag og mit liv. Den kom snigende, langsomt. Når jeg ser tilbage nu, var det et hav af forskellige tidligere følelser, der pludselig slap igennem og gled ud i mit tankemylder, da først de første sprækker viste sig. Jeg isolerede mig, kunne ikke tilbyde hverken mine venner, daværende partner eller familie noget.
Min oplevelse er desværre ikke unik som mand. Jeg kender mange, der har haft lignende episoder igennem deres liv, og der er en stor chance for, at jeg har mænd i mit liv, der lige nu, alene, i stilhed, slås med sårbarhed og følelser, bag en maske af ”jeg har det fint”.
Hvordan er vi endt her?
Fra en meget tidlig alder får vi at vide af forældre, pædagoger og af medier, at man som dreng ikke græder. Det er en del af de kønsstereotyper, der ligger i vores kultur. Sætninger som ”er du en tøs?” eller ”rigtige drenge/mænd græder ikke” er noget, vi hører igen og igen gennem vores opvækst som svar på tårer.
Som helt små er det måske ikke så udtalt, men noget vi lærer ved at se på voksne mænds opførsel, og senere er der al den populærkultur, som gennemsyrer et moderne liv. Så direkte og indirekte bliver budskabet til drenge i løbet af vores udviklende år, at følelser, især med vægt på de traditionelt feminine, er uønskede.
Som ung mand nåede jeg hurtigt frem til, at der simpelthen var for store konsekvenser ved at vise mine følelser og dermed svaghed
Vi får måske trøst i et par minutter, efter vi er faldet og har slået knæet, men så er det ”op igen” og ”stor dreng”. Vi skal ikke tude, hvis nogen driller, eller bedstevennen er sure på os. ”Drenge klarer deres problemer med næverne”, og ellers er mobning vejen til at lukke af for ham, der græder over ”ingenting”. Der ligger skam og tabu over at vise følelser. Når vi bliver teenagere, opbygges en social kontrol, hvor gråd hos unge mænd bliver latterliggjort og set som sårbarhed, der nedgøres i maskuline grupper.
Den kultur og kontrol fortsætter op gennem hele voksenlivet og forstærkes af bøger, film og medier. En af de mere populære stereotyper, som trækkes på i populærkulturen, er den mandlige protagonist, der, uanset hvor tragisk en situation han lige har været i, trækker sig ind i sig selv og opbygger en hård skal. Han drikker alene på en bar og ender ofte i slagsmål. Hvis han skal åbne op og snakke sin oplevelse igennem, er det altid med en kvindelig birolle. Kvinden bliver brugt som et værktøj til at komme ind i hans tanker og reparere ham for seeren.
Det er stort set utænkeligt, at samme scene skulle udspille sig med en mandlig ven. Ligesom vi i virkeligheden bruger den kvindelige kæreste som terapeut, hvis vi overhovedet lukker op for nogen, fordi de mandlige venner bare ikke er til de svære samtaler.
Samtidig har vi som samfund en meget sort/hvid tankegang, når det gælder styrke og sårbarhed, som også hænger sammen med kønnede forestillinger og dermed sexisme. Sårbarhed hos mænd bliver set som noget svagt – feminint – og derfor negativt. Vores kultur har indbygget en foragt for at vise svaghed, der gør, vi er trænet til at vise afsky for dette. Kvinder må gerne til en vis grad være svage, så mænd kan redde dem, men mænd, der er svage, er bare er tabermænd.
Se bare på, hvordan tårerne under sommerens sportsbegivenheder af mange blev udlagt som tegn på styrke, fordi det var mænd, der udtrykte det. Vi er vant til at sportsarenaer er et af de få steder, hvor mænd må udtrykke voldsomme følelser, men her var det ikke kun glædestårer, men også afmagt pga. en holdkammerats pludselige tæt-på-døden oplevelse. Men ingen af os kunne bære at se vores helte være svage, så derfor blev det vendt om til et budskab om, at det er stærkt at være sårbar.
Vi skal ud i børnehaverne, skolerne og de andre institutioner og have fokus på at stoppe de sociale mekanismer, der forhindrer drenge og mænd i at græde og vise følelser
For mænd skal være stærke og i kontrol for at være ”rigtige” mænd. Problemet bliver, at når vi fortæller unge mænd, at de skal have kontrol over alt, så sætter vi dem også op til at fejle. Man har ikke kontrol over alt, og den frygt og utilstrækkelighed, der følger med, når tingene falder sammen omkring en, imens samfundet med forventende øjne regner med, at du bevarer total kontrol, fører intet godt med sig. Tværtimod skaber det endnu mere frustration og stress, og langsomt bygger vi nogle tidsindstillede bomber, der må forventes at briste og eksplodere på et tidspunkt.
Som ung mand nåede jeg hurtigt frem til, at der simpelthen var for store konsekvenser ved at vise mine følelser og dermed svaghed. Med mindre det selvfølgelig var den ”rigtige” slags følelser – som vrede, frustration og had. De er maskuline og bredt accepteret fra samfundets side. En vred mand fremstilles oftest som handlekraftig, bestemt og kompetent. Uagtet hvor vreden kommer fra, bliver den af samfundet brugt aktivt til at forme billedet af en stærk mand.
De gange, hvor en vred og aggressiv mand ses som noget negativt, så bliver det alligevel vendt til noget positivt ift. maskulinitet. Så er det nemlig en rigtig mande-mand, der løser problemerne med næverne og er sådan en ”bad boy”, som kvinder falder for på stribe, for så kan de også ”redde ham fra de indre dæmoner”.
Hvad gør vi så nu?
Når jeg læser de artikler om mænd, der græder, der kom frem især i sommers, udspringer de ofte af en evolutionær tilgang, hvor mænd er i konkurrence med hinanden, og gråd og sårbarhed bliver til svaghed, som vil gøre dig til taber. Taber i forhold til andre mænd og den interne hakkeorden, og taber i forhold til et heteroseksuelt forhold, hvor du ikke er attraktiv som partner, hvis du viser svaghed.
Det er et håbløst mandebillede at stille foran de næste generationer. Det er på tide, vi stopper den onde cirkel og gør op med de stereotype forestillinger om sårbarhed og maskulinitet. Vi er mennesker, vi er ikke ovenpå og i kontrol hele tiden, vi har følelser, og vi skal føle dem, vise dem og bearbejde dem.
Det er ikke et stort spring at konkludere, at grunden til, at mænd ligger så højt på listerne over selvmord, hjemløshed, depression og som udøvere af vold, hænger sammen med, at vi ikke får bearbejdet vores følelser på en sund måde i sunde fællesskaber. Ligesom det heller ikke kræver en stor regnemaskine at nå frem til, at årsagen til, at mænd i parforhold lever længere end singlemænd (mens det er omvendt for kvinder), handler om manglende mandlige støttenetværk.
Så, græd mand! Vis sårbarhed og stop med at gemme de svære følelser væk. Det er bedre for dig selv, og for dem du holder af
Derfor er det vigtigt, at vi mænd begynder at opfordre til og anerkende hinanden for at vise vores følelser. Vi skal til at leve som hele mennesker og selvfølgelig stadig dele vores opture, men så sandelig også vores nedture med hinanden.
Vi skal opbygge et sprog og en kultur, hvor vi kommunikerer og ikke er bange for at vise sårbarhed. Vi skal kigge på vores sprogbrug og stoppe med at italesætte følsomhed og sårbarhed hos drenge og mænd som noget negativt. Vi skal stoppe med at bruge sætninger, der starter med ”rigtige mænd” og stoppe med at dyrke mandefællesskaber, der udelukkende handler om at være i konkurrence med hinanden og undgå at blive ”en taber”.
Vi skal ud i børnehaverne, skolerne og de andre institutioner og have fokus på at stoppe de sociale mekanismer, der forhindrer drenge og mænd i at græde og vise følelser. Der er ikke én stor ændring, man kan lave, men en lang række små ting, der forstærker hinanden. Vi skal i gang med en kulturændring. Den skal starte tidligt og gerne i går.
Tårer skal ikke være tabu
Jeg drømmer om et samfund, hvor jeg og andre mænd frit kan være dem, de vil være, og bruge hele deres følelsesspektrum uden frygt for latterliggørelse og fordømmelse. Jeg er overbevist om, at hvis vi når det punkt, vil det gavne ikke kun den enkelte mand, men også samfundet.
Det er ikke let, og jeg mærker selv stadig den lille stemme, der fortæller mig, at hvis jeg græder nu, så bliver det brugt imod mig. Hvis jeg åbner op om bestemte sårbare perioder i mit liv, så vil andre kigge på mig med foragt eller se mig som en dårligere mand.
Men første del af at komme videre er at kunne identificere de indlærte stemmer og sige dem imod. Jeg stiller mig selv forrest og vil gøre, hvad jeg kan for at anerkende, når en mand i mit liv græder, opfordre ham til at snakke om hans følelser og påskønne, når han viser mig tillid og deler dem med mig. Hvis vi alle begynder at gøre det, så kan vi sammen som mænd begynde at rykke på tremmerne i det følelsesmæssige fængsel, der skader ikke kun os selv, men også dem vi elsker.
Så, græd mand! Vis sårbarhed og stop med at gemme de svære følelser væk. Det er bedre for dig selv, og for dem du holder af. Tårer skal ikke være tabu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
