Hvorfor blev Marie Krogh skrevet ud af insulinhistorien?

Marie Krogh insulin — Hvorfor blev Marie Krogh skrevet ud af insulinens tilblivelseshistorie, spørger forfatter Hanne Sindbæk. Foto: Fra bogen, August og Marie, dansk videnskabs glemte stjerner.

Hanne Sindbæk 27.12.2024

MARIE KROGH // ESSAY – “Det store spørgsmål er ikke, om Marie spillede en rolle i udviklingen af den danske insulin i den spæde begyndelse, for det gjorde hun. Spørgsmålet er, hvorfor August og Hagedorn holdt det hemmeligt. De havde begge stor respekt for Maries arbejde – også udad til.”

Juledag 2024 var det præcis 150 år siden, at en usædvanlig dansk kvinde, Marie Krogh, blev født.

Hun havde en stor betydning i sin samtid, hvor hun blandt meget andet sørgede for at hæve danske børns dårlige ernæringstilstand ved at udbrede sin viden om vitaminernes betydning, og hvordan man brugte den viden i praksis.

Da August Krogh for 100 år siden beskrev, hvordan han fik eneretten til at producere insulin i Skandinavien i ‘Insulin – En opdagelse og dens betydning’ nævnte han ikke Marie med et ord

Hun var også en stor forsker, der sammen med sin mand, August Krogh, fandt ud af, hvordan ilten kom fra lungerne over i blodet – en milepæl i fysiologiens verden, der var betydningsfuld nok til at kunne have givet en Nobelpris.

Da hun arbejdede videre med spørgsmålet, udviklede hun en metode til at måle lungernes kapacitet – en metode så enkel og brugbar, at den her så mange år senere bliver brugt hver eneste dag på hospitaler verden over.

Marie Krogh havde mange meritter, der burde have sikret hende en plads i Danmarkshistorien. De fleste har vi glemt, men særligt én er i forbløffende grad forblevet skjult, nemlig hendes rolle i insulinhistorien. Og hvad vil være mere passende end at benytte denne runde fødselsdag til at skrive hende tilbage ind i den historie.

12. december 1922 gik August og Marie Krogh i land fra Amerikafærgen Hellig Olav. Med sig hjem havde de opskriften på insulin og eneretten til at producere den i Skandinavien. Foto bringes med tilladelse fra Hanne Sindbæk.

Da August Krogh for 100 år siden beskrev, hvordan han fik eneretten til at producere insulin i Skandinavien i Insulin – En opdagelse og dens betydning nævnte han ikke Marie med et ord. Og det er egentlig mærkeligt, for det var på hendes initiativ, den kom til Danmark og blev til det, der i dag er Novo Nordisk.

Det begyndte med en rejse til og rundt i USA, hvor August som Nobelpristager skulle holde foredrag på alle de store universiteter. De skulle egentlig have været afsted i 1921, men Marie var syg af diabetes og det var først i efteråret 1922, de kom afsted. Held i uheld kan man sige, for insulinen var ikke opfundet i 1921 og så var der ikke kommet noget medicinaleventyr ud af den rejse.

I Insulin – En opdagelse og dens betydning berettede August Krogh om, hvordan han hørte om insulinen på sin rejse og hvordan det “… hurtigt [kom] til at stå mig klart, at det vilde være af stor værdi at skaffe insulinet frem i Danmark…” og han beskrev, hvordan han korresponderede med den danske diabeteslæge og -forsker, H.C. Hagedorn for at få ham med på projektet.

Det var altså Marie, der allerede i England på vej til USA hørte om insulinen og dens mirakuløse virkning. Det var hende, der samlede viden om det nye middel, hvor end de kom frem

Sådan startede det hele og sådan gik dén historie indtil 2011, hvor Novo Nordisk Fondens historiker, Gert Almind, i arkiverne fandt denne korrespondance. Det viste sig, at de breve, H.C. Hagedorn havde modtaget fra Amerika-rejsen, var fra Marie Krogh. Der var ikke et eneste fra August.

Det var altså Marie, der allerede i England på vej til USA hørte om insulinen og dens mirakuløse virkning. Det var hende, der samlede viden om det nye middel, hvor end de kom frem. Man må nok også regne med, at August som turnéens hovedperson var belejret af mennesker, der ville høre om hans forskning og Nobelpris. Marie derimod havde tid og interesse i at forhøre sig hos de store videnskabsmænd, de mødte på deres vej.

Hun blev stadig mere overbevist om, at insulinen virkelig var noget, og at hun og August måtte gøre noget for at få den til Danmark, så Hagedorn kunne arbejde videre med den, og hun skrev til ham: “Da jeg tænker mig, at De både fra et teoretisk og et praktisk standpunkt vil være interesseret i dette præparat, har jeg fået min mand til at skrive til dr. Macleod i Toronto og spørge ham, om det var muligt at få fremstillingsmetoden, således at det kunne blive muligt for Dem at gøre forsøg med præparatet i Danmark.”

Det var altså på Maries initiativ, at August tog til Toronto og fra den tur kom tilbage med eneretten til at producere insulin i Skandinavien.

Selvom Marie Krogh ikke var ansat på Zoofysiologisk Institut, som hendes mand var leder af, havde hun sit eget laboratorium der. Her arbejdede hun især med at undersøge stofskiftets mysterier. Foto: Fra Hanne Sindbæks bog, “August og Marie – dansk videnskabs glemte stjerner”.

Det fremgik ikke af Augusts version af historien. Det fik mig til at spekulere på, om der mon var andre unøjagtigheder i den. Og ja, det var der.

August har beskrevet, hvordan han og Hagedorn henvendte sig til fabrikant August Kongsted for at få hans hjælp til at producere den danske insulin. Det lød sådan her: “På dette grundlag henvendte vi os til indehaveren af Løvens kemiske Fabrik og Løveapoteket, apoteker Kongsted, med hvem vi begge havde haft noget samarbejde, og om hvem vi kunne vente, at han også i denne sag vilde vise forståelse af vore synspunkter.”

Det var bare ikke sandt, for det var altså Marie, der kendte Kongsted, og det var hende, der havde arbejdet sammen med ham i årevis. Det var hende, der vidste, at de kunne vente “en vis forståelse” fra ham, og det var hende, der havde formidlet kontakten mellem både August og Kongsted og Hagedorn og Kongsted.

Hanne Sindbæk er forfatter og foredragsholder. Foto: Suste Bonnén.

Og det viser frem mod endnu en udeladelsessynd – ja bevise det, kan jeg ikke, men indicierne taler deres tydelige sprog.

Marie havde masser af erfaring med at standardisere medicin; altså sørge for at den havde en ensartet styrke fra den en portion til den næste. Hun havde nemlig i årevis standardiseret den hjertemedicin, der kom ud fra Løvens Kemiske Fabrik og hun havde udviklet nye metoder til det arbejde

Da Krogh-parret den 12. december 1922 kom hjem fra USA med insulinopskriften i kufferten, gik August og Hagedorn straks i gang med at eksperimentere for at finde den mest effektive måde til at udvinde insulin fra bugspytkirtler fra kvæg. Marie havde sikkert travlt med at få samling på børneflokken igen og sørge for, at det kunne blive en god jul i hjemmet.

Men så i begyndelsen af 1923 var August og Hagedorn så langt med arbejdet, at de havde brug for at kunne måle, hvor stærk den insulin var, de fik presset ud af kirtlerne, så den kunne blive gjort ensartet i styrke og dermed brugbar. Havde August erfaringer med den slags arbejde? Nej! Havde Hagedorn? Nej!

Marie Krogh i laboratoriet. Foto: Fra Hanne Sindbæks bog, “August og Marie – dansk videnskabs glemte stjerner”.

Marie derimod havde masser af erfaring med at standardisere medicin; altså sørge for at den havde en ensartet styrke fra den en portion til den næste. Hun havde nemlig i årevis standardiseret den hjertemedicin, der kom ud fra Løvens Kemiske Fabrik og hun havde udviklet nye metoder til det arbejde, som hun beskrev i adskillige afhandlinger: “Jeg har gennem mit arbejde med biologisk analyse og biologisk standardisering af digitalis og digitalispræparater dels gennemprøvet nogle metoder dels selv udarbejdet nye… ”

Marie vidste altså præcis, hvordan sådan et arbejde skulle gribes an, og det er temmelig usandsynligt, at August, der jo havde arbejdet sammen med hende på adskillige forskningsprojekter, ikke ville have udnyttet hendes viden og erfaring i insulinudviklingen.

Til at begynde havde August brugt den canadiske metode til at måle styrken på insulinen. Den var at indsprøjte insulin i en kanin indtil den fik kramper, så var insulinens styrke “en kaninenhed”. Men den var temmelig upraktisk. Der skulle bruges mange dyr og dels fyldte de meget dels var det svært at skaffe dem ensartede nok.

Musemetoden blev helt afgørende for det danske insulinprojekt

Så alt taler for, at Maries erfaring her kom som sendt fra himlen. Marie havde eksperimenteret med frøer, mus, marsvin, katte og kaniner. Hun vidste, hvilke dyr der egnede sig til forskellige præparater. Hun havde blandt andet haft gode resultater med at bruge hvide mus til undersøgelser af styrken på et af hjertepræparaterne: “Den anden metode, jeg har udarbejdet, er på hvide mus, denne metode har blandt andet den store praktiske fordel, at disse dyr er lette af skaffe ensartede i alder vægt og fodringstilstand. Dette muliggør, som det vil fremgå i det følgende, en meget stor nøjagtighed,” skrev hun i en forelæsning.

Og netop musemetoden blev helt afgørende for det danske insulinprojekt. August har beskrevet, hvordan kaninmetoden var for besværlig og han konkluderede: “Det problem, hvis løsning paa en vis måde var mest påtrængende, var udarbejdelsen af en nogenlunde pålidelig metode til insulinbestemmelse, som kunne benyttes til kontrol af fremstillingen.”

Og på hans institut havde de løst problemet for der “udarbejdedes på dyrefysiologisk laboratorium en standardiseringsmetode, idet der som »museenhed« valgtes den insulinmængde, som ved forsøg paa et antal mus vilde fremkalde krampeanfald eller kollaps hos halvdelen af musene.”

Man kan vælge som jeg at lægge mærke til, at han ikke skrev, at “han” udarbejdede en metode, men at der “på dyrefysiologisk laboratorium” blev udarbejdet en metode. Marie blev i et stort interview i Politiken i anledning af hendes runde fødselsdag for nøjagtigt 100 år siden, spurgt om hun var knyttet til Augusts laboratorium og svarede: “Nej, men jeg hjælper af og til lidt med dernede… og om aftenen taler vi sammen om det, han arbejder med.”

Altså ingen tvivl om, at Marie hjalp til på laboratoriet og det var ikke med at servere kaffe! Musemetoden endte i øvrigt med at blive udbredt til resten af verden.

Marie Kroghs forsvar af sin doktordisputats i 1914 – året før kvinderne fik stemmeret – blev rapporteret i alle de store og mange af de små aviser landet over.

Endnu et indicium ligger i, som August beskrev det: “I de første måneder af 1923 foretoges insulinbestemmelserne på Universitetets dyrefysiologiske laboratorium…” Her ikke bare arbejdede August og Marie, de boede der også. Og det var her, Marie udførte arbejdet med at standardisere Kongsteds hjertemediciner.

Det store spørgsmål er ikke, om Marie spillede en rolle i udviklingen af den danske insulin i den spæde begyndelse, for det gjorde hun. Spørgsmålet er, hvorfor August og Hagedorn holdt det hemmeligt

Hun havde nemlig betinget sig, at det arbejde skulle foregå der, og ikke på Løvens Kemiske Fabrik. For så kunne hun være tætter på hjemmet og sin lægekonsultation i øvrigt. Hun havde altså alt, hvad hun skulle bruge, til standardisering i sit hjemmelaboratorium, så insulinbestemmelserne kunne jo passende foregå der.

Det store spørgsmål er ikke, om Marie spillede en rolle i udviklingen af den danske insulin i den spæde begyndelse, for det gjorde hun. Spørgsmålet er, hvorfor August og Hagedorn holdt det hemmeligt. De havde begge stor respekt for Maries arbejde – også udad til.

Jeg kender ikke svaret. Marie led selv af diabetes, og det var hende magtpåliggende at ingen ud over August og Hagedorn fandt ud af det, for hun ville ses som læge – ikke som patient. Måske hun har frygtet at et engagement i insulinudviklingen kunne vække mistanke inklusive mistanke om egoistiske motiver.

Jeg ved det ikke. Det kan også være, at det simpelthen dengang var mere troværdigt, at et sådant projekt fremførtes af mænd, og at hun i øvrigt følte, at Augusts succes var hendes og omvendt. Som sagt, jeg ved det ikke. Hendes arbejde for Kongsted var ingen hemmelighed, og det blev meget kontant belønnet.

Marie Krogh var et stort navn i sin samtid – vigtig nok til, at Politiken lavede et stort interview med hende i anledning af hendes 50 års fødselsdag. Ganske vist i tillægget “dametidende”, men over 2 sider.

Ifølge hendes kontrakt fik hun en betaling på 2,5 procent af salget på al salg af de to hjertemedicinpræparater, som hun havde været med til at udvikle. Ud over det honorar hun fik for selve standardiseringsarbejde, som hun blev ved med at udføre i mange år.

August Krogh blev rasende, da Nordisk Insulin nægtede at donere sølle 7.000 kroner til at opkalde et værelse på et kvindekollegium efter Marie fire år efter hendes død og bad initiativtagerne henvende sig direkte til dr. Hagedorn, “som kender Maries afgørende indsats i starten af insulinfremstillingen”

Så hvorfor den ellers så sandhedskærlige August Krogh skrev sin hustru ud af insulinhistorien er lidt af en gåde.

Han blev rasende, da Nordisk Insulin nægtede at donere sølle 7.000 kroner til at opkalde et værelse på et kvindekollegium efter Marie fire år efter hendes død og bad initiativtagerne henvende sig direkte til dr. Hagedorn, “som kender Maries afgørende indsats i starten af insulinfremstillingen.”

Hagedorn kendte altså såvel som August selv “Maries afgørende indsats i starten af insulinfremstillingen.”

Nu kender vi andre den også lidt bedre – i hvert fald nok til at sige:

Hurra for Marie Krogh – og tak!

Læs mere om insulin i POV her

Hanne Sindbæk er uddannet journalist og er forfatter til en række anmelderroste biografier, senest ‘August og Marie - dansk videnskabs glemte stjerner’. Hun har også skrevet bøger, der kombinerer virksomhedsportrætter og personvirksomhedsbiografier.