Bangladesh står over for et markant politisk skifte, efter at Bangladesh Nationalist Party (BNP) har fået overvældende flertal i parlamentet ved et valg, der beskrives som det første med egentlig konkurrence i årevis. Det skriver BBC. BNP og dets allierede sikrede mindst 212 af de 299 pladser i Jatiya Sangsad, som parlamentet hedder. Oppositionen Jamaat-e-Islami og dens alliancer måtte nøjes med 77 pladser.
Valget markerer et comeback for BNP-leder Tarique Rahman. Han er søn af den tidligere premierminister Khaleda Zia, som har tidbragt 17 år i selvpålagt eksil i London, skriver Reuters.
“Dette er en enorm ændring af skæbnen for Rahman”, skriver BBC’s korrespondent. Rahman, som er 60 år, har endnu ikke udtalt sig offentligt efter sejren. I stedet har han fejret resultatet ved at deltage i bøn i en lokal moské. Det ligger i tråd med hans partis politik, som opfordrer til tilbageholdenhed.
Valget følger efter måneder med omfattende protester og uro. Den daværende premierminister Sheikh Hasina blev i 2024 tvunget til at gå af. Før hun flygtede udviklede protesterne, som især de unge stod i spidsen for, sig til voldelige protester, der kostede 1.400 menneskeliv, ifølge BBC. Indtil der kunne vælges en ny regering, har Muhammad Yunus, en kendt nobelprismodtager og populær skikkelse i Bangladesh, stået i spidsen for landet.
Der var langt flere, der stemte end ved det seneste valg i 2024. Stemmeprocenten var ifølge Reuters omkring 60 procent. Der kunne vælges mellem over 2.000 kandidater fra mindst 50 partier. Udover at vælge parlamentsmedlemmer, stemte folk også om omfattende forfatningsændringer, der blandt andet betyder, at premierministere fremover kun kan sidde i to perioder. Desuden skal domstolene være mere uafhængige og der skal være flere kvinder i politik.
BNP har i sit manifest lovet at prioritere jobskabelse, beskytte lavindkomstgrupper og sikre fair priser til bønder, der sælger deres varer. En 28-årig tekstilarbejder har fortalt til Reuters, at hvis “fabrikkerne kører regelmæssigt, og vi får vores løn til tiden, er det det vigtigste. Jeg vil bare have BNP-regeringen til at bringe stabilitet, så flere ordrer kommer til Bangladesh.”
Sejren placerer Rahman i spidsen for et parti, der har parlamentarisk styrke til at gennemføre reformer hurtigt, hvilket eksperter ser som afgørende for kortsigtet politisk stabilitet. Internationalt følger især Indien, Kina og USA udviklingen nøje, idet forholdet til Indien har været anstrengt efter Hasinas flugt, skriver både Reuters og BBC.
BNP’s historiske flertal, der overgår partiets 2001-sejr, giver nu mulighed for at forme Bangladesh’s politiske og økonomiske kurs, mens landet bevæger sig ud af en periode med voldelig uro, økonomisk usikkerhed og diplomatiske spændinger.
Læs Reuters og BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.