NYHED // OVERBLIK – Marius Borg Høiby skal afsone fire år i fængsel. Det afgjorde dommeren ved Oslos Tingrett mandag formiddag. Høiby er dømt for to ud af de fire voldtægter, som han var tiltalt for. Han er også dømt for vold i nære relationer og har ud over fængselsstraffen fået to års tilhold mod en tidligere kæreste.
Den 29-årige Marius Borg Høiby, som er den norske kronprinsesse Mette-Marits søn, var ikke til stedet i tingretten ved domsafsigelsen. I sidste uge meddelte retten, at han har fået lov at følge sagen via et videolink med henvisning til ”dokumenterede sundhedsmæssige årsager”, skriver DR.
Kongehuset afviser at kommentere sagen. I en mail til norske medier hedder det, at “sagen er behandlet af domstolen, og kongehuset har ingen kommentarer til udfaldet”. Det rapporterer NRK, VG.no og danske TV2.
Mistankerne og anklagerne mod Høiby samt politiets efterforskning har i flere år været en stor belastning for det norske kongehus. I februar blev sagen indledt ved tingretten og igennem halvanden måned fik offentligheden indsigt i efterforskningsdetaljerne. Midt i marts trak dommerne sig tilbage for at vurdere sagen.
Efter domsafsigelsen i dag siger Høibys forsvarer til NRK, at de nu vil gennemgå dommen punkt for punkt. ”Det er naturligt, at vi vil vurdere de punkter, han er dømt for, men hvor han ikke havde erkendt sig skyldig”, siger Elle Holager Andenæd.
Forsvarsadvokaterne er til gengæld godt tilfreds med de forhold, hvor byretten har frifundet Marius Borg Høiby. Han er blandt andet frifundet for den voldtægt, som ifølge tiltalen skulle have fundet sted på et hotel i Oslo og for en voldtægt i Lofoten.
Ifølge en advokat, som løbende har kommenteret sagen for NRK, overrasker de to frifindelser ham ikke. Beviserne var meget forskellige i de fire sager, mener Brynjar Meling, og man skulle have sandsynliggjort ligheder i sagerne, der er så tydelige, at de danner et mønster, hvis han skulle kendes skyldig i alle fire voldtægter.
Kvinden, som er kendt som den forurettede i hotel-voldtægten overvejer ifølge sin advokat at anke.
”Det er altid belastende for de krænkede med frikendelser”, siger bistandsadvokat Christian Lundin. ”Jeg gætter på, at dette er en vældig stor belastning for kvinderne. For de er jo ikke blevet troet på”, siger han.
Marius Borg Høiby skal betale erstatning til fire ud af de seks kvinder, som har været involveret i sagskomplekset. Det gælder de kvinder, hvor han er fundet skyldig. Beløbet på i alt 640.000 kroner er noget lavere end det beløb, kvindernes advokater havde krævet, skriver NRK.
Sagen har taget hårdt på den norske kongefamilie, som er ramt af andre skandalesager. Blandt andet har Marius Borg Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit været i søgelyset for sit forhold og e-mailudvekslinger med den dømte og nu afdøde amerikanske seksualforbryder, Jeffrey Epstein.
Tilliden til det norske kongehus er løbende dalet. I februar undersøgte NRK folkets opbakning, og et flertal på 60 procent svarede, at de fortsat støtter monarkiet. Blot en måned tidligere var støtten dog på 70 procent, hvilket kongehuskommentatorer overfor NRK kaldte ”opbakning i frit fald” eller en ”dramatisk nedgang”.
Den 89-årige kong Harald og hans hustru dronning Sonja er dog fortsat populære og fik topkarakterer af folket. Kronprins Haakon, som skal føre monarkiet videre, er næsten lige så populære som sine forældre, mens Mette-Marit ikke længere nyder stor tilslutning.
Læs nyhedsdækningen på NRK, TV2 og DR
Læs om meningsmålingen på NRK
Sagen mod Marius Borg Høiby:
December 2018
Voldtægt af en kvinde i 40’erne, som ifølge tiltalen var ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Oktober 2023
Voldtægt med samleje af en kvinde, som ifølge tiltalen var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Dertil videooptagelse af kvindens underliv uden samtykke.
November og december 2023
Flere tilfælde af fotografering af underlivet på den såkaldte Frogner-kvinde og for videooptagelse af seksuel handling uden samtykke.
Marts 2024
Voldtægt af en kvinde i 20’erne, som MBH mødte til en fest. Videooptagelse af seksuel omgang og påstået voldtægt uden samtykke.
November 2024
Voldtægt af en kvinde på et hotel i Oslo. Billeder og videooptagelse af hendes underliv under den seksuelle omgang uden samtykke.
Dertil kommer i alt 10 tiltaleforhold om vold, trusler og krænkende adfærd. Herunder mishandling i nære relationer, grov legemskrænkelse, trusler og hensynsløs adfærd.
Endelig omfattede sagen også tiltale for et tilfælde af grov narkotikaforbrydelse, seks tilfælde af uforsvarlig kørsel og to tilfælde af kørsel uden kørekort, to tilfælde af hærværk, syv tilfælde af brud på tilhold (kontaktforbud) og endelig to forhold mod politiet, et for ikke at identificere sig og et for at give politiet fingeren.
Marius Borg Høiby erkendte før domsafsigelsen skyld i 20 forhold, og delvis skyld i fem forhold. Han nægtede sig skyldig i 15 forhold herunder voldtægtsanklagerne.
Det er uvist om han eller anklagemyndigheden vil anke dommen på fire års fængsel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.