
NYHED // POV OVERBLIK – Israel har her til morgen indledt nye angreb mod Iran. Især hovedstaden Teheran har været under beskydning, skriver Reuters. Det kommer dagen efter, at den israelske premierminister Benyamin Netanyahu lovede at ”holde igen” med angreb på Irans gasfelter. Det havde den amerikanske præsident Donald Trump bedt om: “Han bad os stoppe, og vi stopper.”
Udvekslingen mellem de to ledere kom efter en dag med iranske hævnangreb på energianlæg i de arabiske lande i regionen. Især Qatar blev hård ramt, hvilket udløste vrede blandt de ledere, Trump normalt opfatter som alliererede. Iranerne hævnede et israelsk angreb dagen før på Irans største gasfelt, South Pars. På sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump, at USA ikke kendte angrebsplanerne på forhånd.
Times of Israel skriver, at amerikanske kilder har sagt til flere medier, at angrebet var koordineret med USA, som var informeret på forhånd.
På et pressemøde i går aftes forklarede Netanyahu ifølge BBC, at Irans evne til at føre krig er alvorligt stækket efter næsten tre ugers krig: “Efter 20 dage kan jeg sige, at Iran i dag ikke har nogen kapacitet til uranberigelse og ingen evne til at fremstille ballistiske missiler”. Times of Israel skriver, at Israel ifølge premierministeren vil fortsætte med at knuse militærinstallationerne til ”støv og aske”.
Det er imidlertid blev modsagt af en talsmand for Den Iranske Revolutionsgarde, som ifølge The Guardian siger, at der stadig bliver bygget missiler i Iran. Krigen blev også ført på X, hvor USA og Israel tidligere har skrevet, at de nu kontrollerer luftrummet over Iran. Det statskontrollerede bureau Tasnim skriver hånligt: “Så meget for at have kontrol over luftrummet” og viser derefter en optagelse af, hvordan et amerikansk F-35 kampfly bliver ramt.
På pressemødet fremhævede Netanyahu også, at Israel nu ikke blot angriber missil- og atomproduktionsfaciliteter: “Vi ødelægger de fabrikker, der producerer komponenterne til missiler og atomvåben.” Han beskrev Iran som “svagere end nogensinde” og hævdede, at der er interne spændinger i regimet.
Den israelske regeringschef benyttede ifølge The Guardian også lejligheden til at modsige et rygte om, at det er Israel, der har trukket USA ind i krigen mod Iran: “Tror nogen virkelig, at man kan fortælle præsident Trump, hvad han skal gøre? … Jeg har ikke vildledt nogen.”
De hævnangreb, som iranerne har gennemført har især ramt energiinfrastruktur på de arabiske lande i regionen. Qatars kæmpe LNG-anlæg i Ras Laffan er delvist ødelagt og brænder, et saudiarabisk raffinaderi ved Det Røde Hav og to olieraffinaderier i Kuwait er også ramt. Angrebene har skabt fornyet uro på oliemarkederne, og priserne har fået endnu et nyk opad.
Qatars energiminister oplyser, at ødelæggelser på Ras Laffan betyder, at eksportkapaciteten for flydende naturgas vil falde med 17 procent over de næste fem år. Ifølge BBC kalder landets premierminister det for en “meget farlig eskalation” og siger, at lavere eksport vil koste Qatar 20 milliarder dollars i indtjening.
De menneskelige omkostninger fortsætter med at stige. Over 1.300 mennesker er dræbt i Iran, mens israelske angreb har fordrevet mere end én million i Libanon. I Israel er mindst 15 personer dræbt af iranske missiler, og mindst 13 amerikanske soldater har mistet livet. På Vestbredden er mindst fire personer dræbt i byen Beit Awa.
Samtidig advarer Irans udenrigsminister om, at landet vil reagere med “nul tilbageholdenhed” ved nye angreb. Blandt civile er frygten tydelig. Op til det persiske nytår beskriver iranere situationen som et mareridt.
Tasnim gør på X tykt grin med Netanyahu og Trumps mod. POV har ikke rettighed til at vise satiretegningen direkte, men se den her
Læs også BBC, Reuters, The Guardian og The Times of Israel
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og