magnoliatræet

Pandemiens sidste dage #8: Magnoliatræer og sirener

i Liv & Mennesker/Klumme af
CORONA // ESSAY – Vi bevæger os omsider ud af pandemiens stamina-testende sansedvale. Kultur og menneskelige møder er igen mulige. Glimt af kærlighed, sirener, genforeninger, genfødsler og guder. I Københavns gader og stræder, men også uventet forført af en gammel sang, går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.

Sirenen, Borgerkroen, 1. maj 2021

Vi kan igen gå på restaurant, café og på bar. Så sidstnævnte gør jeg på selveste 1. maj – ganske ædru – og nyder det i stor stil.

Alder svær at afgøre. På den ene siden moden af ånd og intellekt som en kvinde først i 30′ erne. På den anden noget helt andet og som fra en anden planet. Så ren i trækkene, den fineste hud, og så de små charmerende fregner på næsen.

Fordi både valg og tilfælde har spillet ind; impulser, drifter, farlige ambitioner, men også de stærke og ubrydelige bånd. Til børn og familie. De få kvinder man for alvor har elsket. De mange andre man har elsket med og nydt

En havfrue eller sirene med et uudgrundeligt, listigt smil, og det balsamglatte hår, som hun slynger et par gange, da hun stiger op af vandet. Hvor gammel tror du egentlig, jeg er, spørger hun undervejs. Hmm, den er svær, men gætter på 29? Hehe, tisker hun. Jeg er faktisk 23.

Ordrup Kirkegård, 3. maj 2021

Elsker at vandre. I skov, by, langs vandet. Af og til finder jeg på kirkegårde en særlig sjælefred og ro. Der er intet morbidt i det, ingen dødsangst eller dyrkelse af ukendte begravede skæbner, om end sidstnævnte godt kan fascinere.

At se sig selv som silhuet, en genspejling af den man er, den som verden ser og oplever – men også med åbning i retning af tanken at man kunne have været en anden, blive en anden. At så mange valg, triumfer, nederlag, glæder og sorger kunne have været helt anderledes

Det er den meditative og respektfulde stilhed, den uforstyrrede eftertænksomhedsmulighed, som tiltaler mig, og jeg har brug for den nu.

ordrup kirkegård gravsted træ hæk himmel sol
Sjælefred og ro på en kirkegård

Ser skyggen af mig selv i en hæk. Hæver en hånd for effektens skyld eller mere ubevidst. At se sig selv som silhuet en genspejling af den, man er, den, som verden ser og oplever – men også med åbning i retning af tanken, at man kunne have været en anden, blive en anden. At så mange valg, triumfer, nederlag, glæder og sorger kunne have været helt anderledes.

Meget kunne vel have været anderledes i mit liv. Jeg fortryder intet, men mærker alligevel den tanke, som min skygge hvisker til mig: at meget godt kunne have været anderledes, på godt og ondt

Fordi både valg og tilfælde har spillet ind; impulser, drifter, farlige ambitioner, men også de stærke og ubrydelige bånd. Til børn og familie. De få kvinder, man for alvor har elsket. De mange andre, man har elsket med og nydt. Drevet af sanselige drifter, fascinationen af en kvinde for en nat, at opleve hendes hjem, nyde morgenkaffen, spejlægget og de små liljer på altanen.

liv filosofi silhuet silhouet skygge hæk shadow
Skyggen fortæller mig, at jeg kunne have været en anden

Hang til eventyr og en dyb modvilje mod alt, som er konventionelt, forudsigeligt, kørt efter en drejebog, som andre skriver. Sådan var jeg som ung og var det længe. Frihed er en stærk drift.

Meget kunne vel have været anderledes i mit liv. Jeg fortryder intet, men mærker alligevel den tanke, som min skygge hvisker til mig: at meget godt kunne have været anderledes, på godt og ondt.

Klampenborgport & et flashback, 6. maj 2021

Efter en dag med vind og kulde kommer solen, og vinden løjer af. Musikken kalder.

Der er kun få mennesker, men en gruppe teenagere på 16-17 år kommer forbi. Spørger om de har et sangønske, og en pige svarer prompte: Kim Larsen! Hun har et følsomt udtryk over sig. Er “Pianomand” ok? Ja, tak, råber de i flok og skåler med deres dåseøl.

Undervejs i sangen bliver hun tydeligt berørt og begynder at græde stille. Da sangen er slut står hun ensomt i den lille mængde med tårerne trillende ned ad kinderne

Pigen nævner spontant, at hun har en hård periode. Jeg svarer hende, at sådan er livet. Det kører op og ned, men også i kapitler, og jeg har lige selv været gennem en barsk tid, men er kommet ud på den anden side. Så det gør du også, beroliger jeg hende med et smil. Det ser ud til at hjælpe hende lidt.

Undervejs i sangen bliver hun tydeligt berørt og begynder at græde stille. Da sangen er slut, står hun ensomt i den lille mængde med tårerne trillende ned ad kinderne. Fuck, du skal altså have et kram nu, siger jeg i mikrofonen. En af hendes venner krammer hende. Det var et rørende øjeblik, og dem er der mange af på mine rejser med musik rundt i byen.

Vi ønsker hinanden en dejlig aften, vinker, og de valser af sted ned mod vandet.

nørreport station tog mørke neonlys
Nørreport station, 30. dec. 2020

Flashback: Sidste års næstsidste dag. En aften som på mange måder fik en symptomatisk, men samtidig eventyrlig og poetisk afslutning. Jeg spillede på Nørreport Station, og et ungt forelsket par sad tæt sammen i kulden. På en bænk, med sushi, en flaske hvidvin og to plasticglas. De fejrede deres bryllupsdag.

Et symbolsk lille lys af lykke og kærlighed i fremmedgørelsens, ensomhedens og mistrøstens covid-vintermørke

Hun var fra USA, han fra Irland. Af pandemitvungne omstændigheder havde de valgt at fejre deres dag på denne måde, og de syntes, det var så absolut skønt og uventet med livemusik på stationen.

Det blev således en surrealistisk og smuk oplevelse ved spøgelsesårets afslutning. Et symbolsk lille lys af lykke og kærlighed i fremmedgørelsens, ensomhedens og mistrøstens covid-vintermørke.

Louisiana, 8. maj 2021

Omsider kan vi igen gå på museer og nyde andre kulturtilbud. Så denne lørdag eftermiddag drager jeg med mine kære forældre til Louisiana.

Jeg er ikke kunstanmelder, men vil dog tillade mig at nævne at selve udstillingen, betitlet MOR, ikke var blandt de største kunstoplevelser i mit liv.

Jeg kom selv ud af min mor, siden kom mine elskede to børn ud deres mor, en kvinde jeg engang elskede højt. Der er en cirkulær og tidløs skønhed i det

Usammenhængende kurateret og med for mange svage værker iblandt.

Louisiana kunst art calder
Louisiana, 8. maj 2021

Der var dog enkelte værker, som gjorde indtryk. Blandt andet to vægge beklædt med et hav af små breve på mange sprog med en hilsen til alle mødrene derude. Et af dem lød “Jeg kom ud af min mor. Siden blev jeg selv mor. Det forenede os”. Poetisk og filosofisk.

Louisiana, øresund
Stabiler og sundkig. Louisiana, 8. maj 2021

Jeg kom selv ud af min mor, siden kom mine elskede to børn ud deres mor, en kvinde jeg engang elskede højt. Der er en cirkulær og tidløs skønhed i det.

Hvor er det dog bare skønt igen at vandre blandt Calders mobiler, skue ud over vandet, se folk sidde på den grønne skråning. Skønt igen at kunne besøge og være en del af Louisianas helt unikke arkitektur, terræn og atmosfære

Et andet værk var dragende og stærkt. Et desorienterende mørkt rum med stroboskoplys. På en gang klaustrofobisk og truende. Som en sirene, der hvisker fra havets dyb, og en blækspruttelignende skabning, som hænger truende over flimrende oceanmotiver. Det trak mine associationer i retning af en gyserfilm. Man kan selv gætte på hvilken.

Kaffe og kage i museets café, ud at ryge en smøg. Hvor er det dog bare skønt igen at vandre blandt Calders mobiler, skue ud over vandet, se folk sidde på den grønne skråning. Skønt igen at kunne besøge og være en del af Louisianas helt unikke arkitektur, terræn og atmosfære.

Når man improviserer overraskes man selv over de drejninger og allusioner, man pludseligt får forærende. Måske det er det, som Kierkegaard kaldte styring. Så helt uden for drejebog spiller jeg pludselig et ældgammelt nummer

På vej ud kommer jeg forbi et smukt træ. Min første tanke er, at det må være et magnoliatræ. Taler med et par russiske kvinder herom, og de mener bestemt ikke, at der kan være tale om magnolia, for det er jo en blomst!

magnoliatræet magnoliatræ magnolietræ
Magnoliatræet, Louisiana, 8. maj 2021

Et andet selskab tager portrætbilleder, og jeg får lov at tage et foto også, hvor to glade piger poserer foran træet. Sulten på afklaring spørger jeg endnu et selskab om træet. De parkerer min lille tvivl og bekræfter med 100 procents sikkerhed, at det er et magnoliatræ. Tak!

Genforeningsmonumentet, 8. maj 2021

Efter turen til Louisiana kører jeg mod byen for at spille. Det er blevet sent, aftenkølighed i luften, men det forhindrer mig ikke. Somme tider planlægger jeg, og vejrudsigten følger jeg nøje. Men ofte kører jeg af sted uden på forhånd at have besluttet mig for lokation. Således også til aften.

Statuen med kvinden der ømt omfavner sin hjemvendte datter har jeg altid holdt af. Men i dag gør den særligt indtryk. Som om den binder sløjfe på oplevelserne på Louisiana. Så der stiller jeg mit gear op og går i gang

Da jeg nærmer mig Trianglen, trækker en stærk impuls mig i retning af netop dette sted. Et væld af folk går jo til og fra det gigantiske covid-testtelt i Fælledparken, så det betyder flow af publikum. Desuden har jeg altid været forelsket i pladsen foran det gamle Østerbro Posthus.

Boede selv på et kollegium lige ved siden af i min tidlige ungdom og husker både fester i det grønne græs, glæden ved at krydse pladsen for så at være hjemme, dengang vi “lånte” et juletræ i ly af natten, fordi vi mente, at vi havde fortjent et sådant i vores fælleskøkken på 4. sal.

Genforeningsmonumentet
Genforeningsmonumentet

Statuen med kvinden, der ømt omfavner sin hjemvendte datter, har jeg altid holdt af. Men i dag gør den særligt indtryk. Som om den binder sløjfe på oplevelserne på Louisiana med mødre og magnoliatræ. Så der stiller jeg mit gear op og går i gang.

Lyden er dejlig, publikum i hopla og jeg selv i performerhjørnet, sådan som det bør være. Får undervejs lyst til at spille et bestemt nummer af Pink Floyd, men undlader det. Til gengæld fører en improvisation mig helt uventet omkring 28 år tilbage til et nummer, jeg skrev, da jeg var blot 18 år. Dakryon´s Womb.

Når man improviserer, overraskes man selv over de drejninger og allusioner, man pludseligt får forærende. Måske det er det, som Kierkegaard kaldte styring. Så helt uden for drejebog spiller jeg pludselig et ældgammelt nummer.

Fælledparken, 10. maj 2021

Statuens moder og datter kigger med, og de er med mig undervejs. Jeg er selv tilbage i min moders skød, men også i Dakryons univers. Omtalte Dakryon er en personlig Gud, som jeg fandt eller opfandt for mig selv, da jeg i en alder af 18 gik gennem en hård tid og krise. Mistede en pige, jeg var vildt forelsket i, da hun slog op med mig, og endnu værre mistede jeg oveni min bedste barndomsven, som døde af cancer kort efter sin 18 års fødselsdag.

Pandemi eller ej. Kærligheden overlever alt. Måske den endda styrkes af modstand og modgang for en del af os

Så det blev en dag med mange følelser, indtryk og udtryk. Den slags dage holder jeg meget af, for de bekræfter en i, at man er i live, og at der virkelig er noget at leve for.

Kærlighedssøen, 10. maj 2021

Solen har skinnet det meste af dagen, men efter blot ti minutters toner brager en uventet byge ned. Pakker mit grej ved monumentet i en fart og haster til bilen. Regnen fortsætter, dog blidere, så jeg vandrer Fælledparken rundt.

Ved søen oppe mod Nørre Allé går mit humør fra sort irritation til solidarisk glæde. Billederne fortæller hvorfor.

fælledparken
Kærlighedsbroen, Fælledparken

Pandemi eller ej. Kærligheden overlever alt. Måske den endda styrkes af modstand og modgang for en del af os.


LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER


Magnoliatræer og andre fotos: Gorm Bloch

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Gorm Bloch er redaktør og skribent hos POV.

Desuden musiker, sangskriver, sejler og digter. Akademisk baggrund fra Litteraturvidenskab og Statskundskab på KU, kandidatgrad fra ITU i design, kommunikation og medier. Tidligere iværksætter og firmaejer, mange år i reklamebranchen og som konsulent.

Jeg har altid skrevet. Fra starten af 00erne og frem: Kronikker i JP, Information, Politiken, Weekendavisen. Og en god stribe debatindlæg og kommentarer, især i Information. Men også digte, ikke mindst forårshyldester, i mindre lokale medier. JydskeVestkysten og Villabyerne. I sidstnævnte to medier under pseudonymet Den gamle Skovlovring.

Den tråd der går gennem mit liv er og bliver musik, en evig kilde til glæde, samt det at søge originale ideer - og skrive tekster.

Jeg optræder med en vis hyppighed som gademusikant, primært i KBH, men søger også ud i provinsen og har været en tur i Hamborg og spille. Det har jeg gjort siden sommeren 2019, så måske man er kommet forbi mig. Spiller også på caféer, til private events, mv.

Skulle man være blevet nysgerrig kan et lille udvalg af mine egne sange findes på Spotify og de øvrige musikplatforme, hvor jeg optræder under eget navn.

30. Dec 2020 udkom mit første essay på POV. Derefter fulgte klummen "Pandemiens sidste dage", en fotoreportage og dagbogsrefleksion i 12 kapitler, som havde sidste kapitel 13. august 2021.