Kedsomheden var overdøvende og hele min barndom savnede jeg desperat de farverige fortællinger, jeg læste om i bøgerne. Men tiden slæbte sig af sted i Sønderjylland i 1970’erne. Jeg håbede brændende på, at et eller andet ville dukke op. Og det gjorde der også – det var venstrefløjen, skriver Annegrethe Rasmussen, der slutter POV’s store sommerserie om barndom og de muligvis knap så gode gamle dage.
Lammende kedsomhed er hvad jeg forbinder med min barndom i den solide øvre middelklasse.
Naturligvis kan man også kalde det tryghed. Selvom mine forældre tit diskuterede penge, og der ikke var penge til udlandsrejser og man ikke sådan ‘gik på restaurant’, så husker jeg ikke nogensinde at have været bekymret for noget materielt, og det eneste jeg var rigtig bange for som lille var hunde og mørke. Og lidt en hidsig matematiklærer og de store drenge nede foran håndboldhallen.
Men ægte drama var der meget lidt af, hvis man tænker på den slags, som kommende forfattere kan suge næring af. Ingen vold, incest, selvmord, misbrug eller store armbevægelser. Jeg havde konflikter, især med min mor, bevares. Men ikke af den type, som stor lidelse eller litteratur udspringer af. Jeg er tæt på at kalde min barndom for spild af tid, bortset fra alle de mange gode bøger jeg fik læst.
Min far var jurist og arbejdede ved Retten i Haderslev, min mor var korrespondent og arbejdede som chefsekretær i DOFO samme sted. Mine tre søskende var yngre end mig, og jeg husker ikke, at jeg rigtigt legede med dem. Jeg skændtes lidt med min søster, men vi var to år fra hinanden i skolen og delte ikke venner; og mine brødre, der begge blev adopteret fra Sydkorea, var nuttede og søde, men hhv. 10 og 12 år yngre end mig.
Mest var der bare en hel masse meget sønderjyske sønderjyder, der så vidt jeg husker for virkelig manges vedkommende hed Nis Nissen, Jes Jessen eller kombinationer heraf. Det vildeste, jeg husker, var da vi fandt pornoblade ude i legehuset hos en af mine klassekammeraters far.
Det vildeste, jeg husker, var da vi fandt pornoblade ude i legehuset hos en af mine klassekammeraters far
Det var også lidt vildt, at der flyttede en psykolog ind i det hvide hus nede på Vesterballevej, der holdt Politiken – jeg erindrer ikke nogensinde at have mødt Information eller Weekendavisen i landsbyen Løjt Kirkeby.
I denne landsby, der ligger ca. 7 kilometer fra Aabenraa og en 30 km. fra den dansk-tyske grænse, boede jeg, fra jeg var 6 til jeg fyldte 18 – fra 1970-83. Der var en del hjemmetyskere og gamle nazister i hjørnerne. Der var to bagere, en hal, hvor alle dyrkede sport, mest håndbold, samt et forsamlingshus, hvor voksne spillede dilettant om vinteren, og hvor jeg og min søster gik til dans hos fru Borcher.
Af den grund kan jeg den dag i dag danse både vals, polka og cha cha cha. I 1979 udvidede hun kurset med diskodans efter John Travolta og Olivia Newton Johns forbillede og med Bee Gees på grammofonen. Vores naboer hed Henny og Benny. Brugsuddelerparret hed Harly og Benty. Det fandt jeg allerede som barn mildt fascinerende. Hvor sandsynligt er det lige i en landsby med under 1000 indbyggere?
Ikke en eneste global omvæltning trængte ind
Men værst af alt var dog, at der bare aldrig skete noget. For hvert år der gik, kedede jeg mig mere. Og tænkte intenst over, om der dog aldrig nogensinde ville komme forandringer til Løjt Kirkeby. Altså rigtige forandringer. Men den eneste jeg kan huske var, at min dengang elskede klasselærer kom hjem efter et års efteruddannelse i København og pludselig mente – det må have været omkring 1975-76 – at ingen skulle vinde længere i gymnastiktimerne, hvis vi dyrkede holdsport.
Det syntes jeg var ret kedeligt, for jeg kunne godt lide at vinde, og det var først ti år senere, at jeg forstod, at hun nok bare var blevet venstreorienteret og mente, at alle helst skulle være lige (eller sagt flinkere: at ingen skulle blive ked af det, når de blev valgt sidst til holdudtagelse, selvom de blev det alligevel, for børn er nogle ondskabsfulde sataner, der godt ved, hvem de svage, de dumme, de lidt for tykke eller lidt for mærkelige børn er).
Jeg husker intet om Den Kolde Krig – heller ikke rigtig i TV-avisen, hvor det eneste jeg husker, ud over Mette Fugl, var, at der altid var krig i Mellemøsten
Men nej – 1970’erne slæbte sig afsted, og det på trods af massive, globale, politiske omvæltninger, som man senere kunne møde i TV-serier – alt fra rødstrømpebevægelse, Vietnamkrig, ny musik og Watergate. Intet trængte ind i det støvede parcelhusliv i det sønderjyske.
Når vi kørte syd for grænsen – hvilket vi kun gjorde til jul og påske, fordi mine nationalsindede forældre havde dårlig samvittighed over at udnytte afgiftsforskellen til at købe billige varer i Tyskland – hang der godt nok sort-hvide og lettere uhyggelige plakater med billeder af de eftersøgte fra Rote Armee Fraktion inde bag tolderne, men det var jo i Tyskland, og vi børn havde ingen fantasi til at forestille os, at de kunne komme i nærheden af os.
Jeg husker intet om Den Kolde Krig – kun at mine forældre stemte nej til EF-medlemskabet i 1972; det fortrød de senere og er i dag overbeviste europæere. Men heller ikke rigtig i TV-avisen, hvor det eneste jeg husker – ud over Mette Fugl – var, at der altid var krig i Mellemøsten.
Men i Løjt Kirkeby kørte busserne ikke efter 20:21, de slemme drenge stod nede på grillen – alt, de var skyldige i, så vidt jeg senere kunne forstå, var at tune deres Puck Maxier og ryge flere smøger end deres forældre. Somrene var varme, vintrene fulde af sne, hvert år tilbragte jeg tre uger i mine bedsteforældres sommerhus i Marielyst på Falster i skoleferien.
Min mor lavede det hele, og en af de få beklagelser, jeg husker, er, at hun bemærkede, at den største forskel på ferietiden og resten af året, var, at der ikke var nogen opvaskemaskine i sommerhuset, så når der var ferie, skulle hun lave dobbelt så meget
I sommerhuset var der også jævnt kedeligt – hvis det regnede blev man hjemme og læste bøger. Hvis solen skinnede, var vi på stranden. Nogen gange kom der gæster, og så fik vi kaffe og kage i stedet for te. Min mor lavede det hele, og en af de få beklagelser, jeg husker, er, at hun bemærkede, at den største forskel på ferietiden og resten af året, var, at der ikke var nogen opvaskemaskine i sommerhuset, og fru Jacobsen, der gjorde rent i vores parcelhus hver fredag, flyttede ikke med til Marielyst, så når der var ferie, skulle min mor lave dobbelt så meget selv.
Min far var sjovere i ferien, fordi han ikke arbejdede. Ham kunne man spille badminton og kroket med i haven. Eller plage om vaffelis eller minigolf. Min mor fik som sagt blot mere travlt, og hende legede man heller ikke med til daglig i øvrigt.
I det hele taget legede forældre ikke med deres børn i 1970’erne. Forældre arbejdede, og børn var børn og fandt selv på ting. De voksne var altid et andet sted, og besættelsen af, at forældre skulle stå til rådighed for deres børn, være venner med dem eller lære at ”sætte grænser” ville have lydt lige så eksotisk, som hvis et rumvæsen havde fortalt, at babyer skam kunne flyve fra de var små.
Højdepunktet i mine ferier var den årlige københavnertur til Tivoli, men da jeg blev 15, nægtede jeg at tage med og tilbragte i stedet tre års gymnasie-sommerferie, før jeg flyttede hjemmefra i ophøjet parcelhusensomhed, mens mine tre søskende var afsted i sommerhuset, ved at have et sommerferiejob på et advokatkontor og lytte til mine forældres LP’er med Beatles og Savage Rose, fortynde alkoholen fra hjemmebaren og drømme om, at et eller andet eller en eller anden ville komme forbi og tage mig et helt andet sted hen.
Drømmen om at slippe væk
Her var jeg ikke anderledes end de fleste andre mennesker, jeg kender på min alder, der er vokset op på landet. Historien om at bruge det meste af tiden på at drømme om at slippe væk, er en oplevelse, jeg har hørt fra mange andre i min generation.
Men nogle har sikkert mere fantasi end andre. Jeg kedede mig imidlertid så intenst, at jeg fortsat husker fornemmelsen af en monoton uendelighed, der tyngede en til grunden. I min egen selvforståelse – og den var ikke ubetydelig, heller ikke da jeg var barn – var jeg tæt på at være blevet tvangsforflyttet til Sønderjylland, hvortil mine forældre flyttede, da jeg var seks, væk fra København, hvor jeg var født. Mine forældre flyttede uden at tale med mig eller min søster, der var tre, om den sag. Naturligvis dels fordi vi var så små, dels fordi man ikke talte med børn om den slags dengang.
Jeg brugte en rum tid på at fantasere om, hvor radikalt anderledes mit liv ville have formet sig, hvis jeg var endt på Bagsværd fremfor i sønderjysk folkeskole
Ikke at jeg egentlig boede i selve København, for jeg var indskrevet på Bagsværd Privatskole og boede i Herlev, da jeg var fem år. Men i 1970 startede jeg ikke desto mindre i 1. klasse på Løjt Skole. Senere brugte jeg en rum tid på at fantasere om, hvor radikalt anderledes mit liv ville have formet sig, hvis jeg var endt på Bagsværd fremfor i sønderjysk folkeskole.
Det eneste jeg lavede, da jeg var barn, udover at gå til et utal af sportsgrene, var at læse. Jeg havde nemlig ikke mange venner, muligvis fordi jeg var tilflytter, men derudover var jeg også tudegrim med musefarvet hår og tykke briller. Og så var jeg heller ikke just imponeret over mine landlige klassekammeraters færdigheder i skolen.
Selv læste jeg som treårig, fordi jeg også som helt lille kedede mig, og bøgerne var fyldt med fortællinger om børn, der havde fantastiske barndomsliv. Jeg læste som alle på min alder Enid Blytons De Fem, der som bekendt var børnedetektiver. Jeg læste Puk-bøgerne og serien om Tude-Marie, og de havde det skiftevis helt forfærdeligt og fantastisk. Og jeg læste og læste om alt muligt, der var meget varieret og fascinerende og endda dødeligt (den helt store klassiker fra serien Ung i dag, en serie med ensfarvede indbindinger, hvor den mest dramatiske var Alice bor her ikke mere, som var den vist nok sande historie om en stakkels ung piges endeligt som stiknarkoman.
I sammenligning med alle disse mere eller mindre farverige skæbner, var det godt nok grumme ordinært at bo i Løjt Kirkeby med sin far, mor og tre søskende i et parcelhus med høj rejsning (alle parcelhuse i 1970’erne i min landsby udvidede i de år med en høj rejsning, og alle værelser endte uvægerligt med orange ryatæpper, skibsbrikse, hessianvægge).
Jeg udtænkte forskellige plots til at gøre livet mere spændende, men det mislykkedes uden undtagelse. Jeg forsøgte at bilde en klassekammerat ind, at jeg havde forsøgt at begå selvmord – det imponerede ingen. Jeg gned engang blå kuglepen på mine overarme og sagde, at to mænd jeg ikke kendte, havde forsøgt at slæbe mig ind i hybenbuskene bag sportshallen; heller ingen succes. Jeg havde slet ikke mod på at løbe hjemmefra, og således var mulighederne for drama ret begrænsede, da jeg ikke har talent for at fake sjældne sygdomme, der kunne gøre livet blot en smule interessant.
Fandens Fisemesse
Senere, da vi alle sammen blev konfirmeret – der var en dreng i min årgang, der ikke skulle konfirmeres og hans far var forstander på en efterskole for vanartede børn og i øvrigt vist nok kommunist – fik alle pigerne kassebukser og jagttasker. Og jeg købte et par blå satinbukser, der for en dags tid gjorde mig lidt spændende.
Jeg var vitterlig bekymret for, om mit liv skulle udvikle sig til verdens mest begivenhedsløse. Ikke bare i sammenligning med bøgernes verden, der var så uendelig meget mere interessant end min, men også i al almindelighed
Konfirmationen var i 1977. Vi gik alle til præst hos Pastor Kyhl, som var den frygtindgydende præst i landsbykirken. Han skældte ud og advarede om Helvede, hvis man ikke var mødt op til søndagens gudtjeneste. Uheldigvis faldt højmessen af og til sammen med mine håndboldkampe. Jeg gik til håndbold som rigtig mange piger gjorde i 1970’erne og 1980’erne – hvilket jeg i øvrigt har skrevet en ganske ferm klumme om i en anden serie om mit liv, den kan læses her.
Men hvis man var til håndboldkamp i Lundtoft, Toftlund, Rødekro eller Tønder, hvor vores ærkerivaler kom fra, kom man i forhør hos Pastor Kyhl, der ville vide, om man havde valgt ”Fandens Fisemesse” fremfor Vorherres. Med det mentes vistnok blot, om man havde sovet længe den dag.
Det ville man nødig svare ja til.
Jeg havde imidlertid ingen som helst problemer med hverken trosbekendelsen eller Fadervor, for min morfar var domprovst i Maribo Domkirke, så jeg sagde aftenbøn med mine forældre, mest min far, hver aften. Det var lige så naturligt som at spise rugbrød. Eller som kærnemælkskoldskål og jordbær med fløde hver sommer, stegt lever hver 14. dag, fisk om fredagen, og kartofler som akkompagnement til alle andre aftenmåltider, der var variationer over hakket kød.
Senere har jeg spekuleret lidt over, hvordan min mor, der lavede al maden i mit barndomshjem – mikrobølgeovne fandtes ikke, og vi kendte ikke til færdigmad ud over frosne grøntsager fra Brugsen – undgik at blive vanvittig, for hun har egentlig en ganske avanceret madsmag. Men uden at kny lavede hun såkaldt dagligmad igennem i hvert fald 25 år, og jeg husker intet, der var mere avanceret end løse ris, og så blev min far knotten over manglen på kartofler. Ikke rigtig sur – bare mismodig og så gik der en del tid, før min mor nænnede at servere ris igen.
Jeg havde heller aldrig nogensinde hørt om vegetarer (jeg mødte min første ret uden kød – altså bevidst, som ikke var suppe eller røræg – da jeg gik i 2. g i 1982, og fik en kæreste fra København, der serverede blomkålsgratin. Jeg var rystet – også fordi han spiste rå hvidløg på skiveost og læste Kapitalen og Maos lille Røde. Året før havde jeg mødt en person, der sov på gulvet, og det var også grænseoverskridende). Men ellers var mad faktisk højdepunktet i mit liv, kan jeg også med en vis moro se i min dagbog fra de år, som jeg af og til morer mig med at kigge i.
Tilbage til kedsomheden.
Jeg var virkelig bekymret for, om mit liv skulle udvikle sig til verdens mest begivenhedsløse. Ikke bare i sammenligning med bøgernes verden, der var så uendelig meget mere interessant end min, men også i al almindelighed. Hvordan skulle man finde noget drama, når det mest ulovlige, man nogensinde havde hørt om, var de førnævnte drenge i læderjakke, som stod nede foran grillen (et sted, jeg aldrig havde sat mine ben) og røg.
Porno-Carla blev kaldt sådan, fordi man kunne købe pornoblade i hendes kiosk og Tumpe-John hed sådan, fordi han var evnesvag
En af de drenge var Rene fra min klasse. Hans mor solgte pornoblade og hed derfor Porno-Carla. I dag ville det være blevet genstand for et forældremøde og blevet kaldt mobning, men dengang var det bare sådan. Porno-Carla blev kaldt sådan, fordi man kunne købe pornoblade i hendes kiosk og Tumpe-John hed sådan, fordi han var evnesvag.
Til gengæld oparbejdede jeg så intens en længsel efter storby og engagement i bare et-eller-andet, at overgangen til gymnasietiden blev desto mere intens.
Det år alting ændrede sig
For da jeg kom i 1. g ændrede alt sig. Som i alt. Fra at henslæbe tiden mestendels alene i ungdomsklubben, hvor jeg ikke var specielt populær, og hvor de ældre drenge fik mig til at gå grædende hjem ved at sige, at de gik ind for at sende ”fremmedarbejderne” i kredsløb om månen med atomaffaldet (jeg var som 15-årig en ung a-kraftmodstander med hang til multikulturalisme) og i øvrigt tale om lampeskærme, der kom fra KZ-lejrene, hvor jøder havde leveret materialet, hvilket også fik mig til at blive virkelig ked af det – jeg havde som alle teenagepiger, jeg kender, læst Anne Frank med dyb forfærdelse – transformerede jeg mig selv helt bevidst, den sommer i 1980, hvor jeg startede i 1. g.
Jeg gik til opgaven med at skabe en ny version 2.0 af mig selv med en ildhu og ihærdighed, som jeg ikke siden har kunnet matche på nogen måde. Det gjaldt liv eller åndelig død
På det tidspunkt havde jeg fået absolut nok af stilheden og landsbylivet.
Jeg gik derfor til opgaven med at skabe en ny version 2.0 af mig selv med en ildhu og ihærdighed, som jeg ikke siden har kunnet matche på nogen måde. Det gjaldt liv eller åndelig død. Det første år fik jeg permanentkrøller, skiftede alt mit tøj ud til hippietøj og købte mit livs første jeans (ja, det er svært at forestille sig, men jeg havde mest gået i garbardinebukser og tøj, som blev syet af den lokale syerske).
Året efter investerede jeg i kontaktlinser og begyndte at lægge make-up. Men først og fremmest og mest livgivende blev jeg aktiv i politik på venstrefløjen, hvilket reddede mig over i et nyt og langt mere spændende liv.
Først var jeg SFU’er, så blev jeg aktiv i DGS og gymnasiepolitik og noget, der dengang hed Socialistisk Uddannelses Front – venstreoppositionen til de ungkommunister, der dengang sad på det meste af arbejdet i elev- og gymnasieelevbevægelserne. Mange weekender drog jeg derfor til møder i København – mit mål var nået og jeg husker ikke en mere intens glæde i de år, end når toget fra Rødekro Station satte sig i bevægelse med retning mod hovedstaden.
Det var storbyen, det var møder med lange dagsordener og endeløse diskussioner om principprogrammer og efterfølgende fester og koffeintabletter, når man ikke kunne holde sig vågen, men skulle køre de sidste versioner igennem spritduplikatoren før demo næste dag. Det var fantastisk. Det var også soveposer og makrel i tomat og forelskelser i ungersvende fra nordsjællandske forstæder med store villaer og kollektiver – det kunne lige så godt have været en anden galakse.
Mine forældre så til med mild vantro og en slet skjult latter, når jeg teatralsk sang polske kommunistiske slagsange, der beskrev, hvordan blodet skulle flyde i gaderne efter revolutionen, mens jeg vandrede rundt om billardbordet hjemme i parcelhusets alrum.
Ikke at alt var idyl på den danske venstrefløj, hvilket jeg har skrevet om i andre sammenhænge, da DGS udgav sin jubilæumsbog i 2015 – her et kapitel gengivet i Dagbladet Information med titlen, “En kønshyklerisk venstrefløj”. Men i starten var det afgørende for mig den radikale forandring, som kombinationen af politisk arbejde og gymnasiet repræsenterede.
Endelig var jeg kommet et andet sted hen. Jeg var tæt på at være i Paradis – jeg fik både kærester, en hel del kan jeg tilstå – og et mål med livet. Også selv om mine forældre så til med mild vantro og en slet skjult latter, når jeg teatralsk sang polske kommunistiske slagsange, der beskrev, hvordan blodet skulle flyde i gaderne efter revolutionen, mens jeg vandrede rundt om billardbordet hjemme i parcelhusets alrum.
I dag lyder det komisk, men mine tre gymnasietår repræsenterer fortsat den dag i dag en periode i mit liv, som jeg tænker tilbage på med største fornøjelse. Fra introskoling i VS, hvor jeg endte mit partipolitiske engagement på venstrefløjen (og hvor jeg nåede at være opstillet til såvel Folketinget som Europa-Parlamentet, før jeg fyldte 20) til studentereksamen, hvor jeg fik det højeste gennemsnit i Sønderjylland.
I det øjeblik var jeg lykkelig
Livet lå foran mig, og jeg husker ugen efter min studentereksamen, hvor min far lejede en varevogn og kørte mine sparsomme ejendele til København, hvor jeg skulle bo til fremleje i Rosenborggade – i øvrigt samme vej, som dengang husede Institut for Statskundskab, hvor jeg senere tilbragte syv år med at læse.
Jeg startede et sabbatår fuldkommen domineret af politisk arbejde. Jeg tog til møder, vælgermøder, politiske møder, demonstrationer og endeløse fraktionskampe i VS’ gamle bygninger i Studiestræde. Jeg var endelig vendt tilbage – hjem til København. Fremtiden var begyndt. Og jeg skulle aldrig mere tilbage og bo i Sønderjylland.
Lidet vidste jeg dengang, at jeg for evigt ville kæmpe med at læse venstrefløjens sociale koder, som de børn, der var vokset op nord for København havde fået ind som noget helt naturligt med mikro-makro-måltiderne. I det øjeblik – i sommeren 1983 – var jeg lykkelig.
Topillustration: Løjt Kirkeby Skole – Wikimedia Commons.
Hvis du holder af Annegrethes arbejde på POV, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85 – så bliver hun vældig glad og tjener nogen penge.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
