KØN & SUNDHED // VIDENSKAB – Det er velbeskrevet, at skilsmisser kan føre til dårligt helbred og tidligere død hos mænd, hvilket ikke ses i samme grad for kvinder. Nu kobler et nyt studie fra Københavns Universitet øget risiko for inflammation hos mænd sammen med både partnerbrud og det at bo alene i mange år.
Mere end en million danskere bor alene. Tallet har været stigende siden begyndelsen af 1990’erne og formentlig endnu længere tilbage.
Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at der for mænd er en sundhedsrisiko forbundet med at bo alene meget længe eller at have mange partnerbrud.
”At bo alene i mere end 6 år eller at have to eller flere partnerbrud øger risikoen for forhøjet inflammation hos mænd, men ikke hos kvinder. Inflammation henviser her til en kronisk vævsirritation – og ikke noget, der skyldes virus eller bakterier. Og her er mænd særligt sårbare”, forklarer professor Rikke Lund ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, der er studiets hovedforfatter
“Man skal overveje, om der skal tilrettelægges særlige indsatser for mænd i forbindelse med partnerbrud, eller hvis de bor alene over en længere årrække”, tilføjer professoren .
Derfor bør man overveje, hvordan social kontakt kan opnås, selv i samfund hvor mange bor alene
I studiet har forskerne fulgt 4835 midaldrende danske mænd og kvinder ved hjælp af registerdata, spørgeskemadata og blodprøvetest for inflammation over en periode på mere end 20 år. Inflammationsniveauet blev målt i 2009-2011, da deltagerne var mellem 50 og 60 år gamle.
”Kronisk vævsirritation i kroppen hænger sammen med en lang række sygdomme, herunder åreforkalkning, demens og højere dødelighed. Vi ved også, at en længerevarende men lille forhøjelse i en markør, der hedder CRP, er associeret med øget risiko for hjertekar-sygdomme. Den forhøjelse har de her mænd også,” siger Rikke Lund.
Sammenhængen mellem at være aleneboende eller at have mange partnerbrud og så let forhøjet inflammation hos mænd, finder forskerne også, efter de har taget højde for faktorer som alder, uddannelsesniveau, personlighed, sygdom, akut inflammation og store negative livsbegivenheder i barndommen.
Gennemgående mønster hos mænd
Partnerbrud kan forebygges, hvorved noget af den øgede helbredsrisiko kan afbødes, men man skal ikke tolke resultaterne, som om man skal blive med sin partner for enhver pris, understreger Rikke Lund, da tidligere forskning tydeligt viser, at belastende parhold også skader helbredet.
En stor andel af befolkningerne i højindkomstlande bor alene i mange år, og mange trives fint med dette, da de dyrker sociale kontakter på anden vis. Men der er en øget risiko for at blive ensom, hvis man bor alene.
Derfor bør man overveje, hvordan social kontakt kan opnås, selv i samfund hvor mange bor alene. I november 2021 præsenterede folketinget Danmarks første nationale strategi mod ensomhed. En indsats, hvor der er afsat 24,3 millioner kroner i perioden 2022-2025.
For mænd og kvinder i den ældre generation ser vi et gennemgående, men meget forskelligt mønster i forhold til at opsøge social kontakt
”Det er godt, at der er fokus på det. Der er desværre ikke knyttet midler til forskning i den nye pulje, og problemet er, at man ikke præcis ved, hvilke tiltag der virker over for ensomhed, som kan blive et resultat af at bo alene,” siger Rikke Lund.
Visse steder tænker man i at lave blandede boligområder i et forsøg på at modarbejde ensomhed i pensionisttilværelsen. Det er områder, hvor der både bor unge og ældre, ligesom man også udvikler seniorbofællesskaber.
”Det er primært ressourcestærke ældre, der flytter ind i seniorbofællesskaber, og her vil man ikke fange de mest sårbare. Så man bør fortsat overveje, hvordan man laver boligformer, hvor man ikke bliver så isoleret, hvis man bor alene,” siger Rikke Lund.
Hun forklarer, at det mest er kvinderne, der opsøger de etablerede seniorfællesskaber.
”For mænd og kvinder i den ældre generation ser vi et gennemgående, men meget forskelligt mønster i forhold til at opsøge social kontakt. Kvinder opsøger det i langt højere grad end mænd. Det er muligvis forklaringen på, at kvinder, der bor alene, alligevel har en masse kontakt, imens mænd, der bor alene, måske er dårligere til at opsøge det,” siger hun.
Hvad tæller som partnerbrud?
Som partnerbrud tælles alle skilsmisser i ægteskaber mellem hetero- såvel som homoseksuelle. Derudover tælles formodede brudte parforhold mellem to personer, der har delt adresse med en af modsat køn over 16 år, har en aldersforskel på under 15 år, ikke er i familie med hinanden og der var ikke andre voksne i husstanden. Denne tilgang betyder, at brud i papirløse forhold er inkluderet sammen med skilsmisser, dog har det ikke været muligt at medregne brud mellem papirløst samlevende homoseksuelle par.
Der er en risiko for at overvurdere antallet af brud mellem samlevende. F.eks. vil to venner af modsatte køn, der har boet sammen og flytter fra hinanden, og som opfylder de øvrige krav, også tælle med i antallet af partnerbrud. Fordelen ved denne tilgang er dog, at studiet inkluderer brud mellem papirløst samlevende og ikke kun brudte ægteskaber.
Denne artikel er fra Københavns Universitet, som POV har et mediesamarbejde med. Du kan se alle POV’s samarbejdspartnere her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her