Europa EU Lykke Friis

Lykke Friis: Da den tyske budgethøg flyver væk… EU, corona og samtidighedens forbandelse #5

i Historie/Politik & Samfund af
EU & CORONA // SERIE – At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om, skriver Lykke Friis i en essayserie, hvor hun giver et overblik over, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er dermed en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem.

Maj: Da den tyske budgethøg flyver væk…

Emmanuel Macron glemmer nok aldrig sit første møde med kansler Merkel i Berlin. Først slog lynet ned i præsidentflyet, så delegationen i første omgang måtte vende om til Paris. Så rynkede Merkel på øjenbrynene og sagde ”nein”, da talen faldt på euroobligationer og muligheden for at optage fælles lån. Lande må hæfte for egen gæld.

Men dengang i maj 2012 var Macron ikke præsident. Han var bogstaveligt talt mappebærer og deltog som én af præsident François Hollandes rådgivere. Med en slet skjult kritik af sin chef bemærkede Macron tørt efter mødet, at der skal to til at danse tango.

I sine første tre år som præsident har Macron nu ikke været meget bedre til at finde rytmen med Merkel. Hans store EU-taler ved bl.a. Sorbonne-universitetet er stort set forblevet ubesvaret, og Merkel gav alle hans ambitioner om en styrket fælles finanspolitik en kold skulder. Lige indtil den 18. maj, hvor Merkel og Macron i fællesskab toner frem på skærmen og foreslår ”at give EU-kommissionen lov til at finansiere genopbygningen ved at låne på markederne på vegne af EU”.

Merkel: ”Europa må handle i fællesskab, nationalstaten har ikke en fremtid. Tyskland kan kun klare sig godt, hvis resten af Europa også gør det”

Merkels melding er et klart brud på den vanlige tyske holdning om, at lande skal sætte tæring efter næring, og at der ikke må skabes incitamenter til, at de sydeuropæiske lande bare beder om hjælp frem for at gennemføre reformer. Under finanskrisen stod Merkel så hårdt på det synspunkt, at hun måtte lide den tort flere gange at blive portrætteret som Hitler i bl.a. Athens gader.

På en historisk videokonference den 18. maj kan Tyskland imidlertid pludselig acceptere en tilskudsbaseret genopretningsfond på intet mindre end 500 milliarder euro. Eller som kansleren udtrykker det: ”Europa må handle i fællesskab, nationalstaten har ikke en fremtid. Tyskland kan kun klare sig godt, hvis resten af Europa også gør det”.

I de sparsommelige lande, Danmark, Sverige, Holland og Østrig, er der nærmest choktilstand. For var Merkel ikke den uofficielle æresformand for ”Frugal four”?

Derfor skifter Merkel strategi

Macron har holdt flere uofficielle møder med Tysklands socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz og kommissionsformand von der Leyen, inden Merkel for alvor bider til bolle.

Det er der fire grunde til:

  1. Merkel er grundlæggende enig med de sydeuropæiske lande i, at den nuværende krise ikke er selvforskyldt, men skyldes en situation, der bedst kan sammenlignes med en naturkatastrofe. Argumentet om, at landene har levet i sus og dus, uden at tage hensyn til statsfinanserne, holder derfor ikke.
  2. For det andet er Merkel bange for, at coronakrisen, modsat finanskrisen, for alvor vil ramme tysk erhvervsliv. Det er derfor hjælp til selvhjælp at sikre, at italienere, spaniere etc. fortsat kan købe tyske biler, maskiner osv. Eller fortsat kan fungere som underleverandør til den tyske industri. Tag bare bilgiganten Volkswagen, som har 800 underleverandører i Spanien og Italien, som leverer 20.000 komponenter til bilfabrikkerne i blandt andet Wolfsburg, Dresden og Braunschweig.
  3. For det tredje har meningsmålinger fra Italien gjort indtryk på kansleren. Målingerne viser, at 40% af italienerne vil forlade EU. Hvor bekymrede tyskerne er, fremgår til fulde af et interview med Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CSU). Ligesom Merkel er han kendt for at være EU-budgethøg, men situationen i Italien trumfer alt: “Hvis vi tøver nu og undervurderer den psykologiske virkning, risikerer vi et nyt Brexit i Italien. Et Europa uden Italien og Spanien vil ikke længere være det Europa, vi kender”.
  4. Endelig spiller det ind, at Merkel har helt frie hænder, da hun i den grad er blevet styrket af sin måde at håndtere coronakrisen på. Eller som en kommentator formulerer det: Merkel er gået fra at være ”lame duck” til skønhedsdronning.

LÆS LYKKE FRIIS’ ESSAYSERIE OM EU OG CORONA HER.


Hovedillustration: Collage af POV International efter fotos fra Wikimedia Commons, Flickr og Pixabay.

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lykke Friis, f. 1969, er direktør for Tænketanken Europa og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister samt tidligere udenrigskorrespondent og prorektor for Københavns Universitet. Hun er også forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på EU og Tyskland.

Seneste artikler om Historie