Hvis man vil redde mennesker fra fremtidige ulykkelige skæbner, bør man diskutere lovens udformning snarere end enkeltsager. Men den diskussion, når ikke forsiderne i udlændingedebatten. Et særskilt problem er det, hvis udvalgte asylansøgere, ofte dem med et stærkt, lokalt netværk, får en bedre behandling, mens de mindre heldige ikke gør. Det er i strid med de basale principper, et retssamfund bør bygge på.
Lad mig gøre det helt klart med det samme: Man kan som menneske kun glæde sig over den humanistiske tilgang, visse samfundsborgere udviser over for deres medmennesker. Der er noget smukt og livsbekræftende over et menneske, der ønsker at hjælpe andre. Nogle gange afstedkommer denne hjælp blandt andet underskriftsindsamlinger for at hindre udsendelse af mennesker, der har etableret sig i Danmark, men som af den ene eller anden grund står til udvisning til deres hjemland.
Det er vigtigt at understrege, at denne artikel ikke vedrører den aktuelle sag med familien Haj og deres mulige udvisning til Irak. Det er snarere et blogindlæg med generelle bemærkninger til den følelsesbetonede tilgang, der ofte synes at præge de sager, som når avisernes forsider. Hvor sympatisk det end forekommer med medmenneskelighed og omsorg, er der nemlig efter min mening noget dybt problematisk over disse sager, der ender i mediernes søgelys, og resulterer i underskriftsindsamlinger med det specifikke sigte at omgøre en myndighedsafgørelse.
Og hvorfor er det så problematisk?
Hvor sympatisk det end forekommer med medmenneskelighed og omsorg, er det dybt problematisk når enkeltsager via underskriftsindsamlinger søger at omgøre en myndighedsafgørelse, fordi man forsøger at omgå et helt grundlæggende princip i den danske samfundsstruktur: retssikkerheden.
Det er det, fordi man forsøger at omgå et helt grundlæggende princip i den danske samfundsstruktur: retssikkerheden. Dette princip er af fundamental betydning for et samfund og dets borgeres retsopfattelse, for følelsen af, at lovens bogstav bliver fulgt uanset, hvem man er, uanset social klasse og forudsætninger i øvrigt. Hvis man ikke har dette grundlæggende princip naglet fast i samfundsstrukturen, er man overladt til vilkårlighed, uforudsigelighed og tilfældighed. Og disse vilkår er omvendt netop nogle, der ikke kendetegner et retssamfund.
Asylrettens ABC
Derfor er og bliver det også dybt problematisk, når folkestemningen i konkrete tilfælde presser på for at gradbøje eller helt omgå lovens ord uanset grunden. For retssikkerhedsprincippet gælder også i forhold til udlændingeloven, der blandt andet regulerer spørgsmålet om asyl.
Alle mennesker har ret til at søge asyl. Det er imidlertid ikke alle, der opfylder kravene herfor. Disse mennesker får afslag. En person, der har fået afslag på asyl, bliveriI mange medier ofte – misvisende, ja direkte forkert, – omtalt som afviste flygtninge. Den korrekte benævnelse er afviste asylansøgere.
Der findes en god huskeregel inden for asylretsområdet: Man bliver ikke flygtning, fordi man får asyl. Man får asyl, fordi man er flygtning. Et menneske, der er flygtet fra hjemlandet på grund af asylretlig forfølgelse som defineret i Genevekonventionen, bliver således meddelt opholdstilladelse som flygtning.
Man bliver ikke flygtning, fordi man får asyl. Man får asyl, fordi man er flygtning
Det er med andre ord alene forhold i hjemlandet forud for ens udrejse, der er relevante i forhold til en asylsagsafgørelse. Det er således fuldstændig underordnet, hvor dygtig man er til at sige rødgrød med fløde på flydende dansk, eller om man spiller fodbold i den lokale fodboldklub og har fået danske venner. Det eneste afgørende er, om man i hjemlandet har været udsat for forfølgelse som anført i Genevekonventionen.Denne regel i Udlændingeloven og Genevekonventionen gælder til gengæld så for alle. Det vil altså sige, at også et dumt svin med et ærgerligt tandsæt og dårlig ånde vil få meddelt asyl, hvis han opfylder betingelserne herfor. Dette er lige netop kernen i retssikkerhedsprincippet. At lovens ord gælder for alle.
Kioskbaskernes karakter
Igennem årenes løb har der imidlertid efterhånden været ganske mange kioskbasker-sager, hvor mediernes dækning har været præget af udtalt følelsesporno. Læsere/lyttere/seere får at vide, hvor synd det er for den pågældende, der nu taler flydende dansk og har dansk kæreste. Man kan høre violinerne spille i højere og højere toneleje i baggrunden. Samtidig med, at mange også argumenterer med andre argumenter, nemlig at jo bedre integreret og f.eks. integrations-og arbejdsvillig en person eller en familie virker, jo mere kan statskassen forvente at få ”den anden vej” i skattebetalinger og bidrag til velfærdsstaten. Det kan jo være rigtigt nok, men det har blot intet med asyl at gøre. Det handler om ”cool cash”, og de argumenter kan være relevante i en ”green card ordning”. Som en del andre lande har, men det aspect er bare ikke relevat i en debat om, hvorvidt mennesker er forfulgte nok til at få tildelt asyl.
Det er landets folkevalgte, der har udformet den danske udlændingepolitik, og ikke en enkelt gruppe mennesker, uanset om disse måtte være at finde i DF eller blandt Venligboerne.
Tilbage til de afviste asylansøgere. Det kan nemlig være ganske frygteligt trist, når folk af den ene eller anden grund ikke kan få lov til at blive i Danmark. Men fri indvandring stoppede i 1973, og siden da har udlændinges ophold i Danmark været reguleret af et krav om opholdstilladelse af den ene eller anden slags. Hvis man er uenig i udformningen af loven, bør man derfor diskutere den overordnede politik frem for gentagne konkrete sager. Det er værd at minde om, at det trods alt er landets folkevalgte, der har udformet den danske udlændingepolitik, og ikke en enkelt gruppe mennesker, uanset om disse måtte være at finde i DF eller blandt Venligboerne.
Et særskillt problem med disse kioskbaskersager er dersuden, at de ganske ofte når op på et politisk niveau, hvor ministre i nogle tilfælde tilsyneladende ikke har villet sidde et ”folkekrav” overhørig og dermed gået ind i konkrete sager og udarbejdet særlove for konkrete individer. Dette er dybt problematisk og kritisabelt.
Nej tak til bananrepublikken
For at udarbejde en særlov og dermed formalisere særtilfælde gør ærligt talt ikke forholdene mindre bananrepublikagtige.
Nuvel, det er svært at argumentere imod medmenneskelighed, og hvis en minister skulle blive blød om hjertet og svag i knæene over et menneskes lidelseshistorie, så fred være med det. Problemet er, at der formentlig findes et hav af andre, tilsvarende skæbner, der af tilfældige årsager ikke når frem på avisernes forsider. Mennesker, der ikke har et aktivt netværk, som kan få deres sag positioneret op til ministerniveau f.eks. Og de mennesker vil så med andre ord ikke få deres sag omgjort, alene fordi de ikke røg I mediernes søgelys.
Og det er her problemet ligger. Fordi man med avisoverskrifter, underskriftsindsamlinger og følelsesporno vil gradbøje lovens ord for nogle, men ikke for alle. Det er som sagt retssikkerheden, der bliver undermineret. Det er et princip, Danmark ikke bør tage for givet, men som tværtimod skal passes og plejes med største omhu. Hvis man vil redde mennesker fra fremtidige ulykkelige skæbner, bør man derfor i stedet diskutere lovens udformning snarere end enkeltsager. Men det er en helt anderledes kedelig diskussion, der aldrig ender på avisernes forsider eller som tophistorier i de elektroniske nyhedsudsendelser. Ærgerligt nok – for det er sådan set der, den netop hører hjemme.
Topfoto: Wikimedia Commons. Justitia, gudinden for retfærdighed i domhuset i Budapest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
