SIGNE SVENDSEN // INTERVIEW – Signe Svendsen var en ud af de 97 kvinder, der for to år siden stod frem og fortalte om sexisme og overgreb i musikbranchen. Med udgangspunkt i sit nye album, Hvem vil ikke elskes igen, taler hun med Jan Eriksen om de (små) fremskridt, der er sket siden. Og om det nye album, der fandt sin form, da hun en periode boede hos sin nyskilte mor i Nyborg. Her genbesøgte hun bl.a. fornemmelsen af sin første forelskelse: “Den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit.”
For ikke så længe siden havde Signe Svendsen et arrangement i en vinklub. Et af den slags job, som mange kreative af og til tilbydes. Venligt, imødekommende publikum, god stemning, god hyre. “What’s not to like?” I gamle dage kaldte entertainere den slags ”at lave en forening”.
Men som ved de fleste andre arrangementer, hvor der er alkohol involveret, kan enkelte gæster blive højrøstede og smådumme at høre på – og hvis den optrædende er kvinde, direkte sexistiske.
Sådan har det altid været, og sådan blev det igen, da Svendsen satte sig til at synge og spille sine nye sange. Alligevel føltes det som om, noget var forandret her i år fem efter den anden store MeToo-bølge.
”Jeg havde virkelig glædet mig, og jeg havde godt fat om publikum. De var virkelig søde. En tredjedel inde i andet sæt var der nogle mænd i baren, der åbenbart ikke længere kunne holde sig i ro. De havde fået nok vin til, at de begyndte at råbe,” siger Signe Svendsen.
Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse
Jeg møder Signe Svendsen i POV’s lokaler i indre København. Da jeg oplevede hende og hendes band spille på Tønder Festival i år, blev jeg nysgerrig på tre af hendes nye sange, som gjorde stort indtryk. Det skyldtes sangene i sig selv og måden, de blev fremført på af bl.a. de allestedsnærværende Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. Sangene optræder alle på det nye album Hvem vil ikke elskes igen.
”Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at sætte dem i baren på plads, hvilket faktisk er lidt ubehageligt over for det øvrige publikum – og svært at gøre uden at skabe dårlig stemning.”
Efter koncerten begyndte mændene at råbe. De ville have en selfie og tale med Signe Svendsen. Hun tænkte, at de faktisk havde ødelagt koncerten lidt for hende, så hun gad ikke lige komme ud til dem. Faktisk ville hun helst være fri for at se dem. Hun bad sin lydmand bede arrangørerne om at smide de højrøstede ud.
”Da jeg kom ud, kunne jeg se, at der alligevel stod en og ventede. Men jeg kunne simpelthen mærke i mig selv, at al denne empowerment, der har været blandt kvindelige musikere de sidste par år, gjorde, at jeg kunne bevæge mig forbi ham uden at se på ham. Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse,” siger Signe Svendsen.
Signe Svendsen og debatten om køn
For præcis to år siden, stod hun og 96 andre kvindelige musikere frem i en artikel i Politiken, hvor de fortalte om tilfælde af sexisme og overgreb i musikbranchen. Artiklen satte for alvor skub i diskussionen om køn i musikbranchen. Så ja, det går faktisk lidt i den rigtige retning lige nu, mener Svendsen.
”Jeg bliver nødt til at tro på, at debatten har rykket noget. Jeg får tit henvendelser af typen: Vi har dette arrangement, og vi kan se, at vi nok hellere også må have nogle kvinder på scenen. Vi kontakter lige dig. Personligt vælger jeg at sige, ”Ja, ja, whatever”. Det er et skridt på vejen i den rigtige retning. Vi er i en overgangsperiode. Jeg bliver ikke sur eller siger: “Jeg vil bookes for den, jeg er, og ikke fordi jeg er kvinde,”” siger Signe Svendsen.
Der har været stor debat om repræsentation, som det kaldes. Altså at der etableres konkrete mål, f.eks. for hvor mange kvindelige musikere, der i en given periode skal spilles i radioen eller optræde på en konkret festival.
“Det kan ligeså godt gå i sig selv, hvis vi ikke forholder os til konkrete måltal. Jeg tror, at der er nødt til at være repræsentation netop i den overgangsfase, vi er inde i nu,” siger Signe Svendsen.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift
Med et udtryk fra en anden forgrening af #staywoke må man nok erkende, at det med sex, drugs and rock’n’roll er systemisk. Det er en form for grundvilkår. Udtrykket beskriver et drive, der har fået mænd og kvinder til at søge frem på scenen og føre sig frem – ofte på andres bekostning, for nu at sige det på den måde. Ofte i form af voldelige overgreb på kvinder. Det kommer nok til at tage tid.
”Fuldstændig. Den kultur, musikbranchen er båret af, er stadig rundet af det. Heldigvis mærker jeg et nybrud. Det er f.eks. blevet mere almindeligt at sidde i et backstagerum med lige mange kvinder og mænd. Også på teknikersiden,” siger Signe Svendsen, og tilføjer:
”Ting, vi sagde for 10-15 år siden, hører vi ikke længere. Jeg siger med vilje ’vi’, for jeg har selv snakket med, jeg har selv godtaget det, selv holdt kæft, hvis nogen sagde noget dybt sexistisk om en kvinde, der var på spillestedet eller var med i et andet band. Jeg sagde ikke et kuk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det kan vi takke debatten for. At vi nu er i stand til at sige fra. Sige: stop det.”
Historierne om oldemor Lydia
Efter i omkring 2000 pludselig at være blevet verdensberømt i Danmark med Rollo & King og derefter at have brugt nogle år som tv-vært sammen med bl.a. B.S. Christiansen, har Signe Svendsen etableret sig som indie rock musiker. Hun har udgivet fem album. Hun har jævnligt turneret (med Niels Hausgaard).
En af sangene på Hvem vil ikke elskes igen tager udgangspunkt i historien om Signe Svendsens oldemor, Lydia. Hun var en stærk og handlekraftig kvinde. Oldebarnet Signe håber, at hun bærer noget af Lydias styrke i sig. Måske i blodet, måske som en konsekvens af historierne, overleveringerne om oldemoren.
Eftersom mormoren var plaget af psykisk sygdom og derfor ofte var indlagt og ude af stand til for alvor at være til stede for nogen, blev oldemor Lydia reelt Svendsens mormor.
”Vi var ikke så mange på min mors side. Juleaften var det tit bare min mor, Lydia og mig. Vi var tit bare kvinder, når vi var sammen.”
Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv … De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder
Lydia var meget agil. En høj og rank kvinde med store, hærdede hænder. Hun havde arbejdet i roemarkerne, siden hun var 13.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift. Underkjoler, jeg kunne klæde mig ud i. Hun lod mig bare gøre det hele.”
Det kunne lyde som en af de sange, syngepigerne i Bakkens Hvile synger: I sin ungdom havde oldemor Lydia arbejde som stuepige på Palace Hotel på Rådhuspladsen. Det hedder sig, at Lydia en aften mødte en klaverbokser på Bakken. Mormor blev sandsynligvis undfanget den aften et sted i Dyrehaven. Lydia så aldrig mere til ham.
Efterfølgende måtte hun sende sit barn i pleje og tog tilbage til Odense, hvor hun fik et arbejde på danserestauranten i Hotel Brockmanns.
Kunder om natten
“Begge mine forældre kender historier om, at Lydia havde faste kunder om natten for at få råd til at få sin datter tilbage. Det blev der talt om ude i byen. Det var af ren nød. Hun ønskede brændende at skabe et hjem for sin datter. Til sidst fik hun råd til et rækkehus i Skibhuskvarteret i Odense, hvor hun kunne bo med sin datter og en ny mand, Charles.”
– Hvad kan du bruge den historie til?
“Jeg synes, den er relevant, fordi det kan lære os noget om, hvor vi kommer fra. Det er et traume, der kan gå igen fra generation til generation i mange forskellige former. Man ved jo godt, at man viderefører det. Spørgsmålet er, om der er en del af den fortælling i mig. Det er vigtigt at sætte ord på og huske.”
– Man kan nok altid bruge historierne til at forstå sig selv lidt bedre?
“Ja, det der sidder i mig i forhold til Lydia, er driften mod overlevelse. En høj arbejdsmoral. Det med at kæmpe for tingene. Måske uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at jeg måske fornemmede det allerede som barn. Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv. Det gjaldt for mange kvinder i deres generation og tidligere. De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder.”
I begyndelsen af Corona-året 2020 rejste Signe Svendsen til Nyborg for at være sammen med sin mor. Efter en skilsmisse trængte moren til selskab og støtte. Der blev talt meget i den periode, bl.a. om Lydia – og om familie, historier og anekdoter. Og når der ikke blev talt, gik datteren lange ture i Nyborg og omegn. Det var en periode, hvor hun uden det egentlig var tænkt sådan, kom tættere og tættere på sine rødder. Inspiration til nye sange opstod.
Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise, der kysser hinanden og kører ud over skrænten
”I 2020 bestilte vi ikke andet end at gå ture, så jeg gik meget rundt i Nyborg. Kunne stoppe ved et hus og tænke, ”Gud ja, kendte jeg ikke en, der boede derinde?” Jeg kan se i mine notesbøger, at mine ideer begyndte at opstå på det tidspunkt. Det er enormt svært at skrive noget om parhold og kærlighedsliv, når du ikke ser andre mennesker. Jeg havde ikke lyst til at skrive sange om mit joggingtøj. Og jeg havde vitterligt ikke lyst til at skrive en Corona-plade,” siger Signe Svendsen.
Delvis inspireret af morens skilsmisse opstod sangen “Hvem vil ikke elskes igen”. Den virkede meget stærk, da Svendsen og hendes band spillede den i Tønder. Det viser sig under interviewet, at hun kort forinden havde haft en ubehagelig oplevelse, som kan have været med til at gøre hendes optræden endnu mere hudløs, end sangen i sig selv lægger op til.
”Den er en ind-til-benet break-up sang. Jeg har opfundet et par og skrevet teksten med alle mulige andres historier i hovedet. Jeg ved lige præcis, hvordan det par ser ud. Jeg ved lige præcis, hvordan situationen er. Min mand spurgte mig, da jeg spillede den for ham: ”Skatter, skal jeg være urolig?” ”Nej, det skal du ikke”. Jeg har ikke selv været tæt på at gå fra min kæreste, men jeg tror, at mange har det sådan, at det, der afholder dem fra at tage valget at gå, er tvivlen – bliver vi stadig elsket? Kan vi elskes igen?”
Den evindelige længsel
For manges vedkommende går tvivlen nok hånd i hånd med en mere eller mindre kronisk længsel, som er svær at sætte ord på. Det behøver ikke være længsel mod andre mænd eller kvinder eller mod sandstrande med palmer. Bare længsel – mod noget … I bedste fald som en drivkraft.
“Den længsel er helt klart brændstof for mange, længsel som et vilkår. Vi kan netop godt gå rundt i vores lejlighed eller hus mellem vores kære og længes efter noget. Jeg tror, vi gør det alle sammen … det er sjovt, på portugisisk hedder det fænomen saudade.”
I Brasilien og Portugal regnes saudade som en del af folkesjælen. Det er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen, som man holder af, elsker, som ikke nødvendigvis er virkelig. Desuden rummer det ofte en viden om, at længslens genstand aldrig kan fås eller nås igen. Ordet kommer meget betegnende af det latinske ord for ensomhed.
Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi
“For mange år siden var jeg ret optaget af brasiliansk musik. De synger hele tiden om saudade. Ikke på en negativ måde, men om længsel som en drivkraft i sjælen. Det, der driver os til at række ud efter hinanden, det er en opløftende følelse. Jeg tror, at når musik af den type rammer mange, er det jo netop fordi, man føler sig set. Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt,” siger Signe Svendsen.
På sine mange ture i Nyborg oplevede Signe Svendsen en form for saudade. En dag passerede hun det sted, hvor en af hendes første store forelskelser boede, dengang der endnu ikke var bro mellem Nyborg og Korsør. Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi.
“Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise (Susan Sarandon og Geena Davies i filmen med samme titel, red.), der kysser hinanden og kører ud over skrænten til sidst i filmen. Jeg forsøgte at skrive en lovesick sang ud fra det billede. Da jeg var meget i Nyborg, kom jeg nok i kontakt med den unge måde at være forelsket på. Det var i den by, jeg oplevede mine første forelskelser. Det var der, jeg testede hjertet første gang.”
Signe Svendsens nye sange kan testes på hendes turne i november:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her