“Den aggressive streg, de maniske dukkeansigter, de skævvredne figurer skaber et mareridtsagtigt panel af figurer, du ikke har lyst til at møde i drømme. Men som alt, der overskrider normalitets parameteret, er det alligevel svært tillokkende.” Ulla Rønberg skriver fra Washington D.C. om The Phillips Collections’ udstilling ‘George Condo, The Way I Think’, der vises på Louisiana november 2017. Hun hylder også The Phillips Collection – et museum, der som et sanseligt oplevelsesrum, hvor værkerne får lov at tale sammen, har genskabt ideen om museet som et intellektuelt, reflektorisk helle.
”Not authentic color”. Klaus Ottmann standser foran et par små børnetegninger af dinosaurer på kunstmuseet The Phillips Collection i Washington DC. ”Se lige her! Not authentic color (ikke naturlig farve) står skrevet med småt over dinosaurerne. Dét gør lige præcis hele forskellen.”
Vi står overfor George Condos børnetegninger, der hænger som indgang til den retrospektive udstilling, George Condo, The Way I Think. Udstillingen, der kommer til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med åbning 9. november er blevet til i samspil mellem kunstneren og museets ledende kurator, Klaus Ottmann, der forklarer, mens vi bevæger os gennem salene. Med et smil.
Ottmann taler i det hele taget næsten altid med et smil.
Den personificerede encyklopædi over europæisk åndshistorie med en forkærlighed for de tunge drenge – Wittgenstein, Beethoven, Beuys. Ottmann er umulig at hamle op med, men meget nem at blive fascineret af
Han er den inkarnerede belæste kunsthistoriker i sirlig fløjlsvest og skulderlangt hår med briller i en snor om halsen. Den personificerede encyklopædi over europæisk åndshistorie med en forkærlighed for de tunge drenge – Wittgenstein, Beethoven, Beuys.
Han er umulig at hamle op med, men meget nem at blive fascineret af. Desuden er han museets kuratoriske grundpille og leder med sikker hånd museet frem mod udstillinger, der igen og igen kåres som årets mest seværdige – og ikke kun i Washington.
En dosis Condo
George Condo var kun 8 år, da han tegnede dinosaurerne, men han var alligevel så bevidst om sin rolle som gengiver af en ikke-virkelig virkelighed, at han med sin kommentar om farven ønskede at gøre opmærksom på, at han var sig sin rolle bevidst.
Rundtosset? Det bliver kun værre.
Condo er både blevet beskrevet som skizofren, psykotisk eller retarderet – og bemærk, at i kunsthistoriske skrifter, er det langt hen ad vejen positivt ment
Rækken af kunsthistoriske –ismer og perioder, der er knyttet til Condo, er uendelig. Ligeså er forsøget på en psykologisk mapping af personen og kunstneren.
Condo er både blevet beskrevet som skizofren, psykotisk eller retarderet – og bemærk, at i kunsthistoriske skrifter, er det langt hen ad vejen positivt ment. Hans særegne sammenblanding af stilarter og hans referencer til kunsthistorien og den amerikanske populærkultur er med til at skabe et helt eget Condo-univers, som er gefundenes Fressen – et lykketræf – for enhver, der elsker den komparative analyse.
I den højloftede, lyse udstillingssal hænger Condos værker fra loft til gulv som en kæmpe opslagstavle med tegninger, skitser og de kombinerede tegning-malerier. Det er en stor dosis Condo på én gang.
Condos figurer går efter struben
Den aggressive streg, de maniske dukkeansigter, de skævvredne figurer skaber et mareridtsagtigt panel af figurer, du ikke har lyst til at møde i drømme. Men som alt, der overskrider normalitets parameteret, er det alligevel svært tillokkende, og indtil flere museumsgæster står og studerer værkerne længe – og tæt på.
Også værket ”Embracing Lovers” (elskende i omfavnelse), to nøgne figurer, der har sex på en stol. Værket er gemt af vejen bag en skillevæg af hensyn til børn og unge, forklarer Ottmann. Vi er jo i USA.
Som Haugen Sørensens hunde, går Condos figurer også efter struben. Ikke hos hinanden, men med blottede tænder og direkte blikke går de i kødet på os, kunstpublikummet
Som med mange af Condo’s værker er der ikke meget ’love’ eller kærlighed at spore i værket, nærmere en gengivelse af en bestialsk og meget rå akt, der i dansk sammenhæng kan lede tankerne hen på Jørgen Haugen Sørensens hunde: ”That’s Why We Call Them Dogs. ” Her slås og parrer hunde sig i en voldsom kamp på livet, hvor seksualitet bliver instinkt – i en nådesløs udøvelse af magt.
Som Haugen Sørensens hunde, går Condos figurer også efter struben. Ikke hos hinanden, men med blottede tænder og direkte blikke går de i kødet på os, kunstpublikummet. En ubehagelig følelse af at blive klædt af som voyeuristisk – men samtidigt udstillet for Condo’s figurer – vender underligt om på betragterrollen.
Er det denne higen efter at klæde af til skindet der ligger bag det artistiske parløb med rapperen Kanye West?
Condo har skabt flere af Kanyes albumcovers, også ét der blev betragtet som anstødeligt (igen: vi er jo i USA), hvor Kanye og en kvindelig enhjørning parrer sig. Det er den samme råhed og kærlighedsløse gengivelse af kroppe, stærke pangfarver og lån fra Disney’s repertoire af elskelige figuriner. Det er underligt komplekst og skurrende.
Det er svært at ryste Condo af sig igen. Hans univers af figurer, der som jungianske arketyper er podet med betydninger og referencer til levet liv, virker hjemsøgte og uforløste midt mellem stærke farver.
Men ligesom pingvinen i Batman er det tranformationen af den nuttede figur til haltefanden, der alligevel fascinerer i sidste ende.
Forbundethedens museum
Da The Phillips Collection i Washington DC åbnede i 1921, var det USA’s første museum for moderne kunst. I dag er det kunstmuseet, alle elsker at elske, også langt udenfor Washingtons grænser, ikke mindst fordi institutionens imponerende samling af værker fra impressionisme til samtidskunst kurateres ud fra et særligt princip om værkernes indbyrdes forbundethed.
The Phillips Collection udviser en helt særlig kærlighed til kunsten: Museet holder i grundlægger Duncan Phillips’ ånd fast i, at kunst skal vises i sammenhænge, der lægger op til stille eftertænksomhed og nydelse
The Phillips Collection udviser en helt særlig kærlighed til kunsten: Museet holder i grundlægger Duncan Phillips’ ånd fast i, at kunst skal vises i sammenhænge, der lægger op til stille eftertænksomhed og nydelse. Det kan umiddelbart lyde indlysende, men er det langtfra altid. Her er ingen tidslig ophængning, der leder den besøgende gennem tidlig modernisme til aktuel samtid med forklarende tekster om –ismer og perioder, der strækker sig langt over vægflader.
Til gengæld er værkerne placeret, fordi de ’taler til hinanden’: Farver, der spiller op til hinanden; motiver, der reflekteres på forskellig vis; kunstnere, der er inspireret af hinanden. På tværs af tid og geografi er værkerne placeret efter et ganske andet kuratorisk princip end det gængse museale.
Sanserne i centrum
På Phillips er oplevelsen, den sansende, i centrum. Som f.eks. når man bevæger sig ind i et lille rum med fire værker af Rothko og en bænk. Her må der kun må hviskes, og kun fire personer lukkes ind ad gangen, får man venligt at vide.
Eller hvis man bevæger sig ind i et andet lille rum, der er pakket ind i bivoks af den tyske kunstner Wolfgang Laib. En enkelt nøgen elpære i loftet og en duft så overvældende, at man nærmest kan smage den gule voks.
Museet bliver ofte omtalt som en ’perle’, hvilket er et underligt udtryk, der associerer til noget, som er pakket godt ind i en skal, som man skal være utrolig heldig for at finde.
Phillips Collection er alt andet end: Det ligger centralt i byen tæt ved Dupont Circle, en statelig flot bygning i mansion-stil fra omkring år 1900 med nyere, afdæmpede tilbygninger.
Den ældre bygning, der oprindelig var Phillips-familiens hjem, bærer alle det velhavende borgerhjems karakteristika: Høje træpaneler i højloftede sale; store trapper, der snor sig i spiraler, små karnapper og kringelkroge. Det er herligt nemt at fare vild i museets gange og etager, særligt da man overraskende nok ikke automatisk ledes omkring en glasindpakket butik eller en cafe med stålmøbler.
Museet insisterer på at være et sanseligt oplevelsesrum, hvor værkerne får lov at stå og ’tale’ sammen, og fordi museet genskaber ideen om museet som et intellektuelt, reflektorisk helle
Phillips Collection er et privatejet museum og dermed ikke del af rækken af Smithsonian museerne, der med ”ginormeous” store bygninger indtager the National Mall, den grønne mil, der strækker sig fra Kongressen til Lincoln-monumentet.
Det forpligter naturligvis Phillips Collection til at skabe sig en egen profil, hvis det skal tiltrække besøgende.
For tilbuddene for museumsgæster i Washington er overvældende, og kunstmuseerne i byen opruster: The National Gallery genåbner deres East Wing med supernova-samtidskunst, The Hirschorn Museum satser stort på et yngre og nyt publikum; The Museum for Women in the Arts skaber til stadighed vedkommende og politiserende udstillinger.
Men det lykkes alligevel for The Phillips Collection. Fordi museet insisterer på at være et sanseligt oplevelsesrum, hvor værkerne får lov at stå og ’tale’ sammen, og fordi museet genskaber ideen om museet som et intellektuelt, reflektorisk helle.
Hovedillustration: George Condo, Brachiosaurus, 1965. Pencil and marker on paper, 8 1/2 x 11 in. Private collection. Image courtesy Skarstedt Gallery and Sprüth Magers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her