BELARUS ÅR 0 // REPORTAGE – Et moderne jerntæppe er med dansk støtte under hastig opførsel i øde skovområder i Nordøsteuropa. Tag med på en ekspedition langs Litauens grænse til Belarus, en rundrejse på den helt centrale slagmark i Aleksandr Lukashenkos private hævntogt mod Vesten – en glemt egn, hvor frygtsomme litauere, hviderussere og polakker nu blandes med rundtossede og ulykkelige fremmede: irakere, centralafrikanere, afghanere og somaliere
”Her begynder Europa”, siger man hellere end gerne på egnen. Netop her i denne yderste, gudsforladte stump Litauen. I denne geografiske blindtarm, der strækker sig 30 kilometer ind i Belarus’ endeløse skove, sumpe og enge. Dette fremskudte stykke EU omgivet af 110 kilometer hegn, som i disse solgyldne efterårsdage er under hastig udbygning og oprustning til at skulle fungere som det 21. århundredes Jerntæppe.
Europa, måske – men i skovens mørke pusler sorte drenge fra Afrika og unge muslimske mænd fra hele Mellemøsten. Alle søger de over eller rundt om hegnet og vestover. Alle drømmer de om at skabe sig et bedre, tryggere og rigere liv i det magnetiske, glitrende, lysende og frie vesterland, der altså begynder præcis her: på den litauiske side af et trådhegn i en skov i Nordøsteuropa.
De mørke mænd i skoven
Vi kører østpå til Dieveniskés – det betyder ”Guds sted” – hovedlandsby i dette ”appendiks” til Litauen, som man kalder det. Her er praktisk taget mennesketomt, men udenfor landhandlen ved en øde markedsplads står en stor dreng med sin skolefrokost – cola og en præfabrikeret chokoladebolle. Han misser mod solen, lidt forbløffet over, at udlændinge sådan dukker op her og begynder at stille spørgsmål, her hvor der indtil for nylig ellers aldrig skete det mindste. Han hedder Darios og kender godt til det med de fremmede.
”Jo da”, siger han. ”Jeg har selv mødt en af dem. En migrant. Han blev så taget af politiet – men vi er da alle sammen bange nu, det må man sige. Om aftenen især. Man er da bange for at gå ud i mørket nu”.
Så smutter han hastigt, spisefrikvarteret er snart slut.
Nogle kilometer derfra, men stadig ganske tæt ved det grænsehegn, der snor sig ud og ind langs vandløb og mellem træernes mørke, står Irena i sin petroleumsblå kittel bag disken i sin meget beskedne butik, som engang tilhørte sovjettidens kolkhoz. Hun har også set nogle af dem, nogle af de der mørke mænd fra fjerne lande, som er begyndt at dukke op i det fredsommelige landskab.
”De kom vandrende afsted lige her udenfor butikken – en flok på en 3-4 stykker”, fortæller hun. ”Jeg blev enormt bange, og skyndte mig at ringe til politiet. Man aner jo ikke, hvor de kommer fra. Vi er alle bange nu. Enormt bange. Og man hører så meget: At de bryder ind i ældre mennesker huse og den slags. Og så har man ovenikøbet bygget denne her lejr inde i skoven, lige op ad grænsen. Jeg har da selv været ude at demonstrere mod den – tænk: sådan en lejr lige her hos os!”
Irena udpeger retningen, det er lidt længere mod øst, og vi kører derhen. Jo, der er ganske rigtigt en lejr nede for enden af skovvejen med dens adgang forbudt-skilte. Man skal bare vide, hvor man skal lede. For enden af den støvede landsbygade med dens forfaldne, grå træhuse og lysende solsikker er der hængt bannere op på plankeværker og hække: ”VI VIL BESKYTTE VORES LAND. VI VIL IKKE SÆLGE VORES LAND TIL BRUXELLES!” – den slags budskaber.
Sælge til Bruxelles?
Lukashenkos luftbro
Sælge litauisk jord og kultur til EU netop nu og her, hvor Belarus’ diktator Aleksandr Lukashenko åbenlyst er midt i et forsøg på at oversvømme fjenden – Litauen og gerne hele EU – med tusinder af håbefulde eller nødstedte fra denne verdens elendighed?
Den Lukashenko, som uden skam inviterer alle disse desperate mænd til at tage flyveren til favørpris til Minsk Lufthavn for derefter at fragte dem med bus eller taxa videre til præcis denne grænse – nede for enden af skovvejen – med besked om at hoppe over hegnet eller svømme over floden, så vil de være i det Europa, som jo er deres drømmes lysende mål?
Sagen er, får vi at vide, at folk i disse afsidesliggende landsbyer, de ældre især, henter deres verdensbillede fra belarussisk stats-tv. Og regimets tv-avis fortæller netop den historie: At Bruxelles er i gang med at importere muslimer, narkomaner og voldtægtsmænd i tusindvis, så lille forsvarsløse Litauen kan ende som multi-kulti-Tyskland eller Frankrig eller England med sharia, ghettoer, burkaer og knivstikkende, hadefulde, voldtagende mellemøstere og kulsorte afrikanere.
Stalins pibe
Selv er folk i Dieveniskes enklaven – ”appendikset”, ”Europas begyndelse” – sådan set hverken rigtigt det ene eller det andet. Ikke længere sovjetborgere, den tid er heldigvis for længst ovre. Heller ikke hviderussere, selvom man naturligvis forstår sproget, og ikke ægte litauere trods statsborgerskabet.
Måske er de snarere en slags polakker, for polsk er faktisk det sprog, de fleste taler her? Jo, de er, hvis sandheden skal siges, på en måde ikke engang ægte lokale, for de oprindelige indbyggere i byen her, i shtetlen, var faktisk jøder, og de blev alle myrdet af nazisterne i maj 1942, drevet nøgne til massegravene dengang af ”rigtige” litauere med høtyve. Det er historien.
Historien. Historien vil også vide, at appendikset, som egentlig ikke rigtigt hører naturligt hjemme i noget land, kun eksisterer, fordi Stalin i et øjebliks distraktion lagde sin pibe på et generalstabskort over de baltiske områder, da Nazityskland og Sovjetunionen delte rovet – lande og mennesker – i forbindelse med Ribbentrop-Molotov pagtens hemmelige protokol af august 1939.
Så trak hofsnogene ydmygt en grænselinje udenom pibens kontur, den store mand skulle jo nødigt forstyrres. Derfor dette sære, pibeformede appendiks. Derfor er vi i dette øjeblik i Litauen og ikke Belarus eller Polen – eller Mogadishu eller Irak eller Centralafrika f.eks. Hvis man altså skal tro på den slags anekdoter.
Men nu kommer der altså igen uønskede fremmede hertil.
Lejren for dem ligger derinde, for enden af skovvejen, og mellem træerne er der fyldt med sortklædte politifolk og deres blåblinkende køretøjer. En enorm lysning i skoven er indhegnet med pigtråd, bag den er der rækker af hvide telte og mellem dem ses mellemøstligt udseende mænd, som driver ørkesløst omkring.
Der skal være omkring 800 derinde, får vi at vide. Politiet patruljerer langs hegnet, men ikke indenfor. Jungleloven hersker derinde, får vi at vide: Araberne og kurderne har magten; afrikanere, bangladeshere og den slags er underklassen: Slaver, Sexslaver i nogle tilfælde. De unge drenge.
Nej, desværre, vi må ikke komme ind. Vi må være så venlige at forsvinde!
En nedlagt skole
Vi forsvinder så og kører nogle flere af de 678 grænsekilometer mellem Europa og Lukashenkos privatstat, hen til en anden lejr. En for afrikanere.
Det er en nedlagt skole, sovjetisk model. Betonbygninger omgivet af hegn, sorte mennesker på den fjerne side, politifolk i sorte uniformer udenfor og ved porten. Om vi må komme ind? Naturligvis. Ingen problemer.
140 mennesker. Det er sen eftermiddag nu og varmt, men de fleste ligger på tæt sammenstillede feltsenge i klasseværelser. De prikker stille på mobiltelefoner og lader tiden gå. Kvinder svabrer gulve og fejer, mænd laver ingenting. Der er ikke noget at lave inden for hegnet. En gymnastikhal er her ganske vist, men basketball’en er punkteret, fortæller en mand fra Den Demokratiske Republik Congo, så det …
”I am very stressed. Very stressed”.
Det er Fara fra det sydlige, al Shabab-kontrollerede Somalia, som dirrende og rystende og hypernervøst vil tale med os, vi som tydeligvis kommer fra det forjættede Europa.
”De er alle vegne, selv i Mogadishu, der er hele tiden skyderier, jeg må væk, jeg kan engelsk, jeg underviser i engelsk, det kan de ikke tolerere, de vil slå mig ihjel, de truer mig på livet, jeg har solgt alt for at komme væk, ALT, for at købe en billet med Turkish Airlines til Istanbul og derfra videre til Minsk”.
Han tøver et øjeblik midt i talestrømmen. Et par centralafrikanere er dukket op. Kæmpestore fyre, de nærmer sig selvsikkert. Truende? Nej, nej, de er gode nok, vælter det ud af Fara, de vil bare se, hvad der foregår. De vil bare passe på mig. Han går i gang igen:
”Jeg flygter fra krigen, det er derfor, jeg er kommet hertil, men jeg forstod ingenting i Minsk – hvad er det for et land? Jeg har to søstre i Tyskland, en af dem har tysk pas – hvorfor må jeg så ikke komme til Tyskland, kan du forklare mig det, jeg var spærret inde i en kælder i Minsk, man kunne ikke søge asyl, mit eneste håb om et bedre liv var at komme til Litauen… men… jeg… det er først nu, jeg forstår, at jeg bliver brugt, en eller anden slags politisk spil… jeg sov ikke i fem dage af frygt, så kørte de os til grænsen i skoven i en taxa, vi var ti, vi vandrede seks timer i mørke, der er 16 somaliere i Litauen, så tog de vores telefoner. Jeg har søgt asyl her, jeg bliver dræbt på stedet, hvis jeg vender hjem, her bliver vi i det mindste ikke dræbt”.
Pause. Kan I undvære en cigaret, forsøger han? Tynde ben ryster. Der har samlet sig et lille afrikansk opløb i efterårssolen.
”Hvis jeg kommer til jeres land på flugt, vil I så sende mig tilbage? Jeg har været her i to måneder, alle mine drømme er knust, der er nogen, som udnytter flygtningene, litauerne tilbyder os 300 Euro for at rejse væk – men om de så tilbød mig en million … der er mange selvmordsforsøg herinde, her dør man af stress, langsomt, hjemme dør jeg øjeblikkeligt, 100 procent sikkert”.
Men forstår du frygten for unge muslimske mænd i Vesten, spørger vi? For terrorismen? Bomberne? Knivdrabene på åben gade? Forstår du folks angst her hos os, Fara?
”Jamen, vi her… vi vil vise et godt eksempel, jeg sværger, vi er ikke som dem. I Somalia lærte vi, at man har gode regler i EU, at man hjælper mennesker i nød. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, alle nyheder er dårlige, jeg er holdt op med at læse nyheder. Vi får at vide, at alle ansøgninger om asyl ender med afslag efter et år eller mere. De er meget truende, de siger, at vi har spildt vores penge på at komme hertil, men masser af andre afrikanere er jo blevet godkendt og har fået asyl. Hvorfor så ikke mig?”
Han er tæt på at græde. Han vil ikke trænge sig mere på. Om vi kan undvære to Euro, så han kan købe noget brød? Eller en pakke cigaretter måske? Så vender han sig pludselig tavst om og forsvinder ind i skolebygningen uden at se sig tilbage.
Ingen fred i Lukashenkos Belarus
Aman dukker op, og han taler også engelsk, og han vil gerne tale med os, mens mange andre bare skuler. Måske kan vi hjælpe ham?
Han er 16 år og fra Eritrea. Slidt træningstøj, tynd som et siv, smilende og glad som et tillidsfuldt barn, men højspændt som en fjeder. Stress. Er flygtet fra krigstjeneste i det hjemlige diktatur – den slags kan vare ti-tyve år, altså det meste af et liv som ulønnet slave. Nej, hans mor sendte ham over grænsen til Etiopien. Derfra fly til Istanbul og derfra til Minsk – visa on arrival, ha ha”.
”Men der er heller ingen fred i Belarus. Folk kæmper med politiet. Efter fem måneder fik jeg at vide, at grænsen til Europa nu var åben, og der blev arrangeret taxaer til grænsen. Vi var en gruppe på 30. Og nu er vi her”.
Han har været indespærret her på skolen i to måneder og har indgivet en eller anden form for ansøgning om asyl – men det er der ingen, der tager alvorligt, mener han. Han vil gerne blive i Litauen, hvis de vil have ham. Arbejde hårdt. Uddanne sig. Skabe sig et liv her.
”Jeg leder efter et land, hvor der er fred – jeg har aldrig oplevet fred. Der må være et land, hvor man bliver behandlet som et menneske – her behandles vi som mordere og fanger. Som dyr. Men jeg er ikke noget dyr”.
Dagene er helt tomme, smiler han lavt. Der er en del slagsmål, folk er jo stressede og bange, ikke? De små kan ikke klare sig herinde, siger han, som selv nærmest er et barn.
Kan vi undvære en cigaret måske? Nej?
Han smiler igen træt. En bange, lille fyr fra Afrika alene i… det her.
Mon vi kan skaffe en bold, måske? En basketball?
Den gamle er jo punkteret, og her er intet at lave.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
