KUNST // ANMELDELSE – Louisiana gør i disse dage noget virkelig imponerende for anerkendelsen af kvindekønnet, skriver Karen Hammer. Op gennem historien har kvindelige kunstnere været næsten usynlige; de var meget brugbare som muser og som modeller, men mændene anerkendte dem ikke, og saboterede på forskellig vis deres muligheder for at gøre sig gældende.
Kunstakademiet i København accepterede først i 1908, efter politisk pres og meget mod de mandlige kunstneres vilje, kvindelige studerende. Mændene ønskede nemlig ingen konkurrence fra deres ægteviede koner. Maleren Yrsa Hansen tog i 1923 på bryllupsrejse til Paris med Vilhelm Lundstrøm; hende kom man ikke til at høre meget til siden, for allerede inden de nåede Valby, havde han smidt hendes malerkasse ud af togvinduet. En kunstner i familien var tilstrækkelig, mente han.
Louisianas nye pragtudstilling præsenterer 36 kvindelige kunstnere med 260 værker og sørger for at forbinde dem alle med forfatteren André Bretons meget stærke indflydelse på, hvem der kunne accepteres på hans internationale kunstudstillinger, og hvem der skulle holdes ude i kulden.
Glæd dig for øvrigt over, hvorledes man såre pædagogisk har udnyttet den lange buede indgangssal: Her hænger de alle sammen i sort/hvide portrætter, så vi kan studere dem nærmere
André Breton, der i 1924 skrev det surrealistiske manifest og anses for den surrealistiske kunsts fader, mente, at de kvindelige kunstneres fornemste opgave var at udforske deres ubevidste indre og vise dette gennem deres kunst. I Mellemkrigsårene, efter den katastrofale og deprimerende første verdenskrig, voksede surrealismen frem hos både forfattere og billedkunstnere, ofte baseret på Jungs psykoanalyser og Sigmund Freuds Drømmetydning fra 1900.
I samarbejde med Schrim Kunsthalle i Frankfurt har Louisiana gjort en kæmpe indsats for at grave næsten helt ukendte kvindelige kunstnere frem. Vi stod der til pressemødet på Louisiana i juli og måtte alle vedstå, at vi intet anede om op mod halvdelen af de udstillende kvinder. Frida Kahlo, jo! Og måske også Meret Oppenheim, der allerede som 22-årig i 1936 solgte sin opsigtsvækkende pelsklædte kaffekop til MOMA i New York – men hvem i alverden var Léonor Fini, der stik imod normen vovede at udstille adskillige malerier med nøgne mænd!
Og hvem var Toyen, Remedios Varo, Jane Graverol, Dorothea Tanning og Bridget Tichenor?
Fantasi, pinlighed og mystik
Udstillingen, der blev forsinket i længere tid af Covid-19, hvilket først og fremmest gik ud over Frankfurt-åbningen, kommer vidt omkring: Her er mange spændende malerier, og jeg faldt pladask for sprælske Leonore Carrington (1917-2011), der i 30’erne arbejder midt i en af de mest interessante perioder i Paris mellem kunstnere som Max Ernst, Pablo Picasso, Salvador Dali, Joan Miró og Yves Tanguy.
Leonore Carringtons fantasivæsener lever i fjerne mystiske verdener og er undertiden halvt dyr, halvt menneske. I 1942 flygter hun til New York og gør sig der gældende i en surrealistgruppe, inden hun emigrerer til Mexico og får kontakt til Remedios Varo og Luis Buñuel. Tilbage i New York studerer hun spiritisme, biologi, mytologi og alkymi. Hendes billeder er farvestrålende og eventyrlige.
Vintage sølv-gelatine print, 11,7 x 8,9 cm- Privateje. © Claude Cahun
Jeg anbefaler enhver at gå på opdagelse i The Pleasures of Dagobert fra 1945. I 1992 vender hun tilbage til Mexico, hvor hun i dag anses for landets mest betydningsfulde kunstner.
Adskillige andre kunstnere som Bridget Tichenor (1917-1990), indiske Ithell Colquhoun (1906-!988) og Remedios Varo (1908-1963) boltrer sig i lignende fantasifulde verdener. I kan roligt tage jeres børn med til denne Louisiana-udstilling, der er rig på fantasi, pinlighed og mystik.
Adskillige af datidens berømte kvindelige fotografer præsenteres: Dora Maar (1907-1997) var model for bl.a. Man Ray, bliver fotograf og åbner eget studie. Hun spilder ni år af sit liv som Pablo Picassos model og elskerinde.
Og Claude Cahun (1894- 1954), der skabte sig en betydelig karriere i Paris i 30’erne som fotograf. Hun samarbejdede med André Breton om The International Surrrealist Exhibition i London 1937. Sammen med sin lesbiske partner er hun aktiv i modstandsbevægelsen på Jersey. De dømmes til døden, men overlever. Hun kommer sig aldrig efter nazi-fængselsopholdet og dør alt for tidligt.
Frihed gives ikke til dig
Når jeg siger surrealisme, så tænker jeg på Salvador Dali og Luis Buñuel, der i 1929 bragede igennem med det vildt underlige værk Den andalusiske Hund; den hvor en mand skærer ind i en kvindes øje med et barberblad! I årevis troede jeg, at den film var den første surrealistiske film, men her på Louisiana bliver man godt oplyst, også om film.
I februar 1928 havde Germaine Dulac (1882-1942) premiere på sin noget absurde ”spillefilm” The Seashell and the Clergyman, der var baseret på et manuskript af Antonin Artaud. Filmen vises i sin helhed, 32min. En anden af de tidlige surreelle filmskabere er russiske Maya Deren (1917-1961), der sammen med sin første mand, Alexander Hammid, i 1943 lavede Meshes of the Afternoon, der også kan ses på udstillingen; bemærkelsesværdig er den fine japanske underlægningsmusik af Teiji Ito, der skulle blive hendes anden mand.
Fordi hun optrådte med Katherine Dunham Dance Company, kom hun ind i det amerikanske filmmiljø og lavede adskillige kortfilm. Hun rejser fire gange til Haiti i 50’erne, hvor hun optager voodoo-ritualer, men hun dør, inden filmen er færdig.
Når man går igennem udstillingens mange sale, glædes man ved gensynet med Frida Kahlos ((1907-1954) vidunderlige mytiske selvportrætter, og ved den lille afdeling for skandinaviske malere som Greta Knutson (1899-1983), Elsa Thoresen (1908-1994) og spændende Rita Kern-Larsen (1904-1998), som for nyligt har haft en soloudstilling på Gl. Holtegaard. Det er også interessant at studere de mange forskellige værker i salen af Louise Bourgeois (1911-2010), men jeg savner nu hendes monster-store edderkopper; gyldne, hængende testikler er ikke nær så fascinerende.
Louisianas store satsning på verdens Fantastiske Kvinder vil helt sikkert kunne betale sig og blive en dundersucces. Jeg har ikke fortalt om mere end halvdelen af de mange indtryk, mine fire timer i udstillingen gav mig; jeg bliver nødt til at se dem alle sammen – alle 36 – én gang til.
Glæd dig for øvrigt over, hvorledes man såre pædagogisk har udnyttet den lange buede indgangssal. Her hænger de alle sammen i sort/hvide portrætter, så vi kan studere dem nærmere og måske overraskes over deres individuelle ansigter. Gode råd får vi kvinder sandelig også: ”Frihed gives ikke til dig: Du skal tage den – Meret Oppenheim.
Fantastiske Kvinder
25.07 – 08.11.2020
Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co.
Louisiana Museum of Modern Art
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
