STORBRITANNIEN // REPORTAGE – Nationalistisk flagning og anti-immigrant-diskurs skruer temperaturen nogle ekstra grader i vejret i den sommervarme britiske hovedstad. POV’s Anders Stubkjær har været på en tur, hvor det centrale spørgsmål, der overgår både løbeture, multikulturalitet og skadestuer er, hvor det politiske Storbritannien egentlig er på vej hen?
LONDON – VM-fodboldfeberen er ligesom hedebølgen til tage og føle på i London i begyndelsen af juli 2026. For første gang i godt ti år er jeg her på ferie, ikke på arbejde. Jeg begynder dagen i Hammersmith-bydelen med en løbetur langs the Thames Path.
Det er en vandrerute på knap 300 kilometer, der følger floden Themsen fra dens udspring i Cotwolds-bakkerne i Gloucestershire til dens udløb i Nordsøen, og som løbere, cyklister og andre godtfolk også bruger.
Inden jeg når helt ned til the Thames Path, passerer jeg et boligkompleks, der fremstår slidt, men nærmest stilfuldt i forhold til nogle af de rædsler, jeg tidligere har oplevet i f.eks. Elephant and Castle-området, syd for Themsen.
Flag, frygt og fordomme
Fodbold fylder i Storbritannien og der bliver vist VM på storskærm på mange pubber. På hegnet ved en af ejendommens terrasser er det engelske flag, Sankt Jørgens Kors, på engelsk St. George’s Cross, hængt op. Flaget er et rødt kors på en hvid baggrund, og altså ikke Storbritanniens flag, Union Jack.
På en del af flagets røde kors er der trykt en tekst: ’Football not reform’. Min første tanke er, at ’reform’ må pege hen på det højreorienterede parti, Reform UK, som blev etableret i 2020 og ledes af den kontroversielle politiker, Nigel Farage, hvis politiske dagsorden peger i alle andre retninger end et multikulturelt Storbritannien.
Kort efter løbeturen er jeg til frokost hos gamle venner i Nordlondon. Jeg spørger, hvordan budskabet kan tolkes. ”Åh, flagene”, udbryder flere med træthed i stemmerne.
Sidste sommer var der åbenbart adskillige, der i nattens mulm og mørke begyndte at hænge både Union Jack og St. George’s Cross-flaget op i lygtepæle og ved indkørsler til flere motorveje i specielt England. Samtidigt blev særligt flaget malet på jorden i midt i flere rundkørsler og på det hvide i flere fodgængerovergange.
Det centrale spørgsmål, der overgår både løbeture, multikulturalitet og skadestuer er, hvor det politiske Storbritannien egentlig er på vej hen?
I første omgang vidste ingen præcist hvem, der havde gjort det. Det kom dog hurtigt til at stå klart, at det var en organiseret kampagne, der gik under navnet ’Operation Raise The Colours’, og som var støttet af forskellige aktører på den ydre del af den politiske højrefløj. Det stod ligeledes hurtigt klart, at kampagnen ikke kunne parkeres som blot et eksempel på helt uskyldig national flagentusiasme.
Den britiske avis The Independent forklarer, at de alleryderste kanter af højrefløjen og nationalistgrupper på mange måder har taget St. George’s Cross til sig og anvender det hyppigt som hvad man kunne kalde et antiimmigrations-signal. Og det er i denne kontekst flagkampagnen bør ses.
Kritik af flagkampagnen blev af nogle afvist med, at der ikke var noget galt i at være stolt over sit flag. Flere politikere har valgt samme tonalitet i deres svar på hvilken holdning, de havde til flag-spørgsmålet. I nogle sammenhænge har det måske været svært at gøre andet.
Men, får jeg forklaret, der er i høj grad også en udtalt bekymring for det yderst negative budskab i kampagnen. Sharan Dhaliwal, satte med sin sydasiatiske baggrund ord på nogle af disse i et debatindlæg i The Independent fra august 2025:
”…Lige siden partier på det yderste højre og nationalistiske partier har tilegnet sig St. George’s Cross, så er dets tilstedeværelse en forenklet besked om, at ”du er ikke ønsket her…”
Uanset hvad, så må flagene ses som et signal om nogle af de spændinger, der lige nu synes tydelige i det britiske samfund. Tilbage til Hammersmith blev konklusionen, at ’football not reform’ var et signal om, at flag bør kunne bruges til at fejre fodbold, uden man bliver stemplet som højreorienteret.
Feriemareridt
Er løbekursen sat i sydlig retning fra Hammersmith Bridge, passerer man Charing Cross Hospital nogle hundrede meter væk fra floden. Noget af det værste, der kan ske på rejse, er i min optik, at en af ens nærmeste kommer på hospitalet. Det skete kort under opholdet i London.
Alle kom heldigvis sikkert hjem til Danmark, men besøget på skadestuen på Fulham Palace Road viste blandt andet to ting:
For det første viste de medarbejdere i det ofte udskældte britiske sundhedsvæsen, National Health Service (NHS), som vi havde berøring med, sig som ubetinget fagligt kompetente og omsorgsfulde. Øjebliksbilledet af NHS, som det jo var, viste dog også en organisation, der fremstod grotesk ineffektiv, hvor den ene medarbejder gang på gang ikke havde noget begreb om, hvad den anden foretog sig.
Nigel Farage bliver formodentligt genvalgt. Det springende spørgsmål er, om Andy Burnham, som formodentligt kommende premierminister, vil evne at skabe en form for politisk stabilitet
For det andet var jeg forbløffet over graden af multikulturalitet i den del af det britiske sundhedsvæsen, som jeg kortvarigt fik indblik i. Det var ganske enkelt kun et absolut fåtal af de medarbejdere, som jeg så, der havde bleg hud og lidt forskellige variationer af leverpostejsfarvet hår.
Midt i al ventetiden på hospitalet kom jeg til at tænke på den tidligere britiske Labour udenrigsminister, Robin Cooks, dengang meget omtalte Chicken Tikka Massala-tale fra 2001. Talen var en fejring af den postimperiale multikulturalitet, der findes i Storbritannien.
Robin Cook brugte i talen den indiske ret, Chicken Tikka, som et billede på, hvordan integration og nye kulturer beriger. Han sagde blandt andet:
”Chicken Tikka er en indisk ret. Massala-saucen blev tilsat for at tilfredsstille det britiske folks ønske om at få deres kød serveres med sauce”.
Men tiderne skifter. Kontrasten fra Robin Cooks 2001-tilgang og Nigel Farages Reform-partis politiske dagsorden anno 2026, der i relativt stor grad flugter med grundtonen på den yderste danske højrefløj, nok eksemplificeret med særligt det remigrationsivrige Dansk Folkeparti, kunne ikke være større.
Reform UK vil ligeledes stoppe al ”ikke-essentiel immigration” og udtaler sig jævnligt om forskellige former for deportationsplaner, men får som regel indskudt, at der vil være undtagelser for ”arbejde i sundhedssektoren, der ses som essentiel”.
Det er måske lidt skarpt trukket op, men når man ser hvor mange forskellige etniciteter, der står for at drive i hvert fald det NHS-mikrokosmos, som vi oplevede, støder man uvægerligt ind i spørgsmålet om NHS, uden det multikulturelle snit, ville falde fra hinanden.
Derfor kunne det smage af noget hyklerisk, når Farage i sin anti-immigrant-diskurs på denne måde undtager dele af sundhedsvæsenet for hans og Reform UK’s mere drakoniske forslag om hjemsendelse, mm.
Men det centrale spørgsmål, der overgår både løbeture, multikulturalitet og skadestuer er, hvor det politiske Storbritannien egentlig er på vej hen? To begivenheder har domineret i sommervarmen:
Labour-premierministeren, Keir Starmer, trak sig 22. juni 2026. Andy Burnham, den lige nu voldsomt populære tidligere Manchester-borgmester og nyvalgt medlem af det britiske parlament, tog umiddelbart efter toget til London for at aflægge ed som nyt Member of Parliament – og stille op til posten som Labour-leder og dermed potentiel overtager af premierministerposten, der så igen kommer til at skifte hænder.
7. juli 2026 overraskede førnævnte Nigel Farage alt og alle ved at trække sig som parlamentsmedlem for Clacton-on-Sea, men i samme åndedrag meddele, at han stiller op til samme post igen.
Ifølge The Guardian har Farage modtaget 5 millioner pund i gave fra krypto-milliardær Christopher Harbourne. Farages synd er, at han ikke har oplyst dette til det britisk parlament, hvilket retningslinjerne kræver, hvilket igen betyder, at en undersøgelse af hans handlinger på trapperne. Bliver konklusionen, at Farage burde have oplyst donationen til parlamentet, så bliver han suspenderet fra Parlamentet. Fordi han nu har trukket sig, bliver undersøgelsen indstillet.
Den respekterede ’The Rest is Politics’ podcast skærer det ud i politisk pap: Farages dobbeltgreb – ’at trække sig – og stille op igen’ – er et forsøg på i bedste populistiske Donald Trump-stil at italesætte det som om, at det alene er vælgerne i Clacton-on-Sea, der skal vurdere om han har gjort noget forkert eller ej. Ikke det offentlige system.
Det nærmest komiske er, at genvælges han, så vil undersøgelsen højst sandsynligt blive taget op af skuffen igen.
Nigel Farage bliver formodentligt genvalgt. Det springende spørgsmål er, om Andy Burnham, som formodentligt kommende premierminister, vil evne at skabe en form for politisk stabilitet, så hvad der føles som svingdøren til Downing Street 10, kommer til at rotere mindre hurtigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og