TEATER – Jeg savner sgu sådan en koncert, hvor halvdelen af publikum løber skrigende bort fra stedet, fordi de synes, at det er det værste lort, de nogensinde har hørt. Til gengæld bliver den anden halvdel tilbage og synes, at de er vidner til verdens bedste koncert. Der er alt for meget musik, der ikke generer, ikke rører, ikke gør os glade og ikke gør os kede af det. Alt foregår middle-of-the-road, hvor ingen er rigtigt begejstret og ingen rigtigt forarget. Det er sgu lidt trist.
Nogenlunde sådan sagde min gode ven, musikeren Mike Sheridan, en dag, hvor vi talte om koncerter til en af sommerens mange festivaler.
Men lad det statement ligge et øjeblik, og lad os komme i teatret:
Sterilt IKEA-hjem
Scenen er steril. Hvide nuancer. En trepersoners sofa med puf, som er så moderne nu om dage. Et lille firkantet stuebord. En glasskål. En hvid Margretheskål. To hvide døre. Og et vindue med hvide gardiner i siden. I rummet bag vinduet står der et keyboard. Bag det sidder en mand. Stille. Helt stille. Fra keyboardet kommer kun en brummende tone, nærmest som et køleskab, der er lige ved at gå i stykker.
Så er scenen sat til Christian Lollikes stykke Revolution, som spiller på Aarhus Teater, på den aarhusianske Åbne Scene på Godsbanen.
Scenografien bliver ikke mere hr. og fru Danmark anno 2018. IKEA-look. Lige linjer. Rene farver. Et menneskets akvarium. Nu er vi klar til hygge i stuen og snakke om, hvordan vi skaber en bedre verden.
Men nej, stop. Sådan er det selvfølgelig aldrig, når Christian Lollike står bag. Det er ikke nok at lade et afklædt rum gå hånd i hånd med ordene.
De fire stereotyper
Ind på scenen kommer en kvinde i hvid kjole. Hendes bevægelser foregår i slowmotion. Ansigtet bærer en plastikmaske, så hun fremstår mekanisk og følelseskold. Hun virker forskrækket. Hun sætter sig i sofaen og kigger ud på publikum. Det i forvejen sterile rum virker nu endnu mere trist og afpillet.
Ind kommer en ny kvinde. Hun har en kop kaffe i hånden. Hun bevæger sig i slowmotion som den første kvinde, hun bærer også plastikmaske, men hun virker en smule mere glad og optimistisk.
“Kan du mærke det?” spørger den første kvinde.
Med stor sikkerhed, humor og musikalitet spilles rollerne af Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen. De fylder scenografen Franciska Zahles fine og spinkle IKEA-rum godt ud
“Mærke hvad?” svarer den anden.
Nu er det ikke kun bevægelserne, der er i slowmotion: Stemmeføringen er forvrænget, så ordene virker længere og lyder, som om de taler gennem et rør.
“At der er sket noget. Det er blevet varmere, verdenshavene stiger, det regner på en anden måde, folk flygtet, krisen er i gang. Alligevel fortsætter vi, som om intet er hændt,” siger den første.
Den anden kvinde er ikke helt overbevist om, at der findes en krise. En mand komme ind. Også med maske, også i slowmotion, også med forvrænget stemme. Han er mere kamplysten. Han skyder på kapitalen, på de multinationale selskaber og på politikerne, der har kørt demokratiet i sænk.
Og sidst kommer keyboardspilleren ind. I sammen bevægelser, med maske og med forvrænget stemme. Han har en IKEA-kasse med og begynder at samle et bord. Han er trist. Han er også i krise, han er nemlig lige blevet skilt.
På den måde er der nu fire personer på scenen. Man kan give dem hver deres funktion i klimadebatten, hver deres rolle på scenen.
Kvinde1 er den type, som er bange for kriser, fordi hun har hørt så meget om dem i medierne, men hun er ikke rigtigt klædt på faktuelt, så hun kan argumentere for sine synspunkter.
Det er som altid de store temaer, Lollike har fat i. Finanskrise. Økonomisk krise. Politisk krise. Værdikrise. Befolkningskrise. Flygtningekrise. Energikrise. Klimakrise. Men hvordan løser vi alle de kriser? Er en revolution svaret? Er et samfund, hvor vi alle lever i en IKEA-verden svaret? (super morsom scene). Er et nyt politisk parti svaret?
Kvinde 2 er den positive type – liberalisten, der tror, at markedet og ny forskning nok skal klare alle problemerne. “Se nu lyst på det,” som hun siger. “For første gang i mange årtier er der færre krige. Færre dør af sult, flere dør af alder end af epidemier.”
Mand1 – keyboardspilleren – er individet fremfor systemer. Han tænker faktisk mere på sit eget velvære end på kollektivets. Og lige nu er han skilt, så det personlige fylder mest. Mand2 er marxisten, der har alle holdningerne, men måske ikke helt er klar til at finde den gangbare løsning. “Kun en revolution kan ændre tingenes tilstand. En omlægnings af den måde vi organiserer verden på,” som han siger.
Med stor sikkerhed, humor og musikalitet spilles rollerne af Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen. De fylder scenografen Franciska Zahles fine og spinkle IKEA-rum godt ud.
Lollike provokerer og morer
Dramatikeren, instruktøren og teaterdirektøren for Sort/Hvid har endnu en gang kastet sig ud i et teaterstykke, som provokerer, som moraliserer og som stiller spørgsmål ved den måde, vi har indrettet vores samfund på. Teksterne er skrevet af kunsthistoriker og politisk teoretiker Mikkel Bolt Rasmussen med tekstfragmenter af medinstruktøren Sigrid Johannesen.
Det er som altid de store temaer, Lollike har fat i. Finanskrise. Økonomisk krise. Politisk krise. Værdikrise. Befolkningskrise. Flygtningekrise. Energikrise. Klimakrise. Men hvordan løser vi alle de kriser? Er en revolution svaret? Er et samfund, hvor vi alle lever i en IKEA-verden svaret? (super morsom scene). Er et nyt politisk parti svaret?
Christian Lollike giver ikke et entydigt svar. Han lader derimod de fire figurer give deres bud. Med lige dele alvor og satire, med lige dele fakta og påstande køres vi rundt i manegen af de fire hovedpersoner. Er vi som befolkning overhovedet klar til at gøre noget ved alle kriserne? Er vi klar til gennemgribende forandring?
Selvom temaet er alvorligt og vigtigt, så er humoren, som oftest i Lollikes forestillinger, en tro følgesvend til samfundskritikken. På steder, hvor publikum i virkeligheden burde græde af afmagt over verdens kriser, erstattes tårerne af latter, fordi Lollike bruger satiren som vejen til selvforståelse
“Nu går det jo lige så godt.”
Og det er jo lettere bare at sætte os til rette foran tv-skærmen og hygge os.
Første del af Revolution foregår i omtalte slowmotion og med forvrængede stemmer, men så ændres fokus, og det hele tager en uventet drejning.
Selvom temaet er alvorligt og vigtigt, så er humoren, som oftest i Lollikes forestillinger, en tro følgesvend til samfundskritikken. På steder, hvor publikum i virkeligheden burde græde af afmagt over verdens kriser, erstattes tårerne af latter, fordi Lollike bruger satiren som vejen til selvforståelse.
Gennem grinet glor vi på os selv i Lollikes teaterspejl, og når det rammer bedst, forvandles grinet til dårlig samvittighed.
Da stykket i 2017 havde urpremiere på Nationaltheatret i Oslo, blev de norske medlemmer af Stortinget opfordret til at tage en tur i teatret, så de kunne få et kunstnerisk og morsomt touch på de mange menneskeskabte kriser.
”Men det er da så himmelråbende patetisk, historieløst, så forkælet og banalt at stå der og prædike revolution. Der er ingen her, der kan forestille sig en anden verden.” Kvinde2 i Revolution.
Nødvendighedens teater
Lad mig til sidst lige komme tilbage til min unge ven Mike Sheridan (født 1991). For hans analyse af dansk kunst og kultur er ikke kun rammende for tidens musikscene.
Teatret er for tiden præget af forestillinger, der mere skal underholde end af teater, der tager stilling. Eller måske rettere, teater, der får publikum til at tage stilling. Teater, der kaster nogle problemstillinger op i luften, som publikum så kan forholde sig til.
I det lys fremstår Christian Lollike som præriens ensomme ulv på de store scener. Hans måde altid at opstille dilemmaer på i politiske, økonomiske, kærligheds og moralværdikampe er enestående. Med Revolution skal han have fem stjerner, fordi han tør tage tidens mest alvorlige emne op og gøre til seværdigt scenekunst. Og et ekstra plus: Lollike pirrer altid til vores samvittighed og tvinger os til at tage stilling.
Stjernerne gælder i øvrigt også Aarhus Teater og teaterdirektør Trine Holm Thomsen, fordi hun kan se, at samfundets store problemer også skal debatteres på de danske teaterscener. Det kan være fint med dramaer om problemer i ægteskabet eller musicals med tidens popstjerner, men hvis scenekunsten skal overleve og have sin berettigelse i 2018, som andet end en forlystelsespark, hvor vi går ind og bliver underholdt, så skal verdens store kollektive problemer også dramatiseres.
Revolution af Christian Lollike
Danmarkspremiere Godsbanens Åbne Scene i Aarhus, 15. august
Spiller både i Aarhus og København:
Aarhus Godsbanens Åbne Scene 15. aug – 1. sept
Sort/Hvid 5. – 29. sept
Aarhus Teater Stiklingen 2. – 13. oktober
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
