FLYGTNINGEPOLITIK // KOMMENTAR – Når vi sidst i juli kunne markere 70-årsdagen for FN’s Flygtningekonvention, skete det i skyggen af regeringens udvisning og internering af syriske flygtninge og hjemsendelse til Assads brutale terrorregime med trussel om deportation til tredjeland, foreløbigt Rwanda i Afrika, skriver antropolog Ivan Baehr, der har arbejdet i både Mozambique, Botswana og for FN.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For 70 år siden sad den danske jurist og diplomat, Knud Larsen, som præsident for FN-konferencen i Genève for bordenden, da Flygtningekonventionen blev formuleret på ruinerne af et ødelagt Europa efter 2. Verdenskrig. Den 28. juli 1951 underskrev Danmark som det første land Flygtningekonventionen, gennem hvilken nationerne forpligtede sig til at give asyl til mennesker på flugt.
Gennem de seneste måneder har kritikken lydt, at Syrien ikke er sikkert. Men er den konstatering overhovedet relevant, eller udtrykker det blot, at det er lykkedes politikeres kyniske spin og flygtningefjendske retorik at dreje debatten om hjemsendelse til et spørgsmål om sikkerhed snarere end anstændighed?
Er det da en skæbnegiven pligt at vende tilbage til sit fødested og genopbygge, hvad andre har brudt ned, blot fordi man er kommet til verden på en given plet af vor klode?
Det drejer sig om medmennesker, hvis tilværelse ar blevet lagt i grus af krig og et brutalt diktatur. Centrale skikkelser i det humanitære miljø fra såvel Dansk Røde Kors som Dansk Flygtningehjælp har i deres kritik bedyret, at de ”selvfølgelig var enige i, at asyl skal man kun have, så længe man har behov for beskyttelse” eller, at ”de syriske flygtninge skal sendes tilbage, så snart forholdene tillader.”
Men hvorfor er det blevet en selvfølge at tvangsdeportere flygtninge til det regime, de er flygtet fra; at mennesker, hvis tilværelse er blevet rykket op med rode og tvunget på flugt af et brutalt diktatur, som har angrebet sin egen befolkning med tøndebomber og giftgas, nu atter skal have deres rødder rykket op, netop som de er i færd med at skabe sig en tryg og sikker tilværelse, for at blive sendt tilbage til det regime de er flygtet fra?
Er det da en skæbnegiven pligt at vende tilbage til sit fødested og genopbygge, hvad andre har brudt ned, blot fordi man er kommet til verden på en given plet af vor klode?
Folk på flugt
Jeg var bare seks år gammel, da Danmark tog imod ungarske flygtninge efter folkeopstanden mod det undertrykkende kommunistiske regime i Ungarn i 1956. Beretningerne om folk på flugt fra borgerkrig og ødelæggelse gjorde indtryk på en 6-årig. Jeg lærte dengang af mine forældre min første lektie om solidaritet, og jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have hørt tale om, at de ungarske flygtninge skulle tvinges tilbage til Ungarn, så snart den sovjetiske invasion havde slået opstanden ned og genoprettet status quo.
Som ung husker jeg, da vi i 1973 tog imod de chilenske flygtninge efter militærkuppet i Chile og drabet på Salvador Allende. Jeg har kendt flere af disse flygtninge – nogle valgte siden at vende tilbage, da der efter mange år blev givet amnesti, men jeg har da aldrig hørt, at nogen blev tvunget tilbage, så snart Pinochet havde konsolideret sin magt og ‘genoprettet ro og orden’.
Efter afslutningen på Vietnam-krigen tog Danmark imod vietnamesiske bådflygtninge, uden at der var tale om, at de skulle vende tilbage til Vietnam, selv om der i dag må siges at være ganske fredeligt.
Som tonen fra 1930’erne
Og sådan kunne man fortsætte. Det såkaldte paradigmeskift, som det er blevet populært at kalde det, når de moralske værdier skrider, kom med tilføjelsen til udlændingeloven i 2015 i kølvandet på det, der er blevet kaldt ‘flygtningekrisen’, men som snarere burde benævnes Europas moralske, humanistiske krise.
Tonen i debatten begyndte at ligne tonen fra 1930’erne overfor jødiske flygtninge fra det nazistiske regime i Tyskland. Også dengang følte politikerne sammenhængskraften truet. Vi kunne jo ikke redde dem alle, som det hed, og man ændrede efter krystalnatten i 1938 udlændingeloven, så kun personligt forfulgte fik asyl, hvilket betød, at jødiske flygtninge kunne returneres til undertrykkerne, da den enkelte jøde jo ikke var personlig forfulgt. Også dengang gradbøjede man de internationale konventioner, der trods alt eksisterede indtil Folkeforbundet gik i opløsning.
Frivillig repatriering
Da FN blev oprettet i 1945 på ruinerne af Anden Verdenskrigs ødelæggelser, som havde drevet millioner på flugt, var Danmark i 1951 blandt arkitekterne og det første land som underskrev FN’s Flygtningekonvention. Af Flygtningekonventionens såkaldte “ophørsklausuler” Artikel 1.C fremgår bl.a., at repatriering skal være frivillig, til flygtningenes eget land, og først kan finde sted, når flygtningen kan benytte sig af beskyttelse i hjemlandet.
Da jeg som udsendt nødhjælpsarbejder for Røde Kors i Mozambique i 1990’erne var vidne til repatriering af mere end 1 million flygtninge … var det UNHCR’s ufravigelige princip og de tre hjørnesten, at repatriering skete i FRIVILLIGHED, VÆRDIGHED og SIKKERHED
De grundlæggende principper for frivillig repatriering blev for nylig bekræftet af amerikanske udenrigsminister i hans tale til FN’s Sikkerhedsråd: ”Vi (USA) er enige med FN, at flygtninges tilbagevenden, må være frivillig, velinformeret, og skal sikres sikkerhed og værdighed for de involverede – ellers skal det ikke finde sted,” hed det.
I UNHCR’s håndbog for frivillig repatriering kan man læse: ”Repatriering af flygtninge er ikke frivillig, når værtslandets myndigheder fratager flygtninge enhver reel valgfrihed gennem direkte tvang eller foranstaltninger såsom for eksempel at reducere væsentlige ydelser, flytte flygtninge til uvenlige omgivelser og tilskynde til lokalbefolkningens anti-flygtningestemning.”
Da jeg som udsendt nødhjælpsarbejder for Røde Kors i Mozambique i 1990’erne var vidne til repatriering af mere end 1 million flygtninge, som under 16 års borgerkrig var flygtet til nabolandet Malawi, var det UNHCR’s ufravigelige princip og de tre hjørnesten, at repatriering skete i FRIVILLIGHED, VÆRDIGHED og SIKKERHED.
Et nyt kapitel i flygtningehistorien
Regeringen er med sin nuværende kurs ved at forlade sine allermest fundamentale internationale forpligtelser om beskyttelse af medmennesker på flugt. Det såkaldte paradigmeskift i dansk udlændingepolitik strider imod en mangeårig historie og praksis for at give mennesker på flugt mulighed for at skabe sig en ny og tryg tilværelse. Når konflikter og humanitære katastrofer trækker ud i årevis, er hjem ikke længere, det man var tvunget til at forlade. Hjem bliver for mange, det man er kommet til.
Ideen om midlertidigt ophold blev fostret i forbindelse med de bosniske flygtninge fra konflikten i det tidligere Jugoslavien, men blev droppet igen, da krigen trak i langdrag og Bosnien for de fleste ikke længere var et hjem. Almindelig anstændighed tilsiger, at man giver mennesker, som har fået deres hjem og livsgrundlag smadret af krig og ødelæggelse, et fremtidshåb og en mulighed for en tryg og stabil tilværelse.
Med sammenbruddet i Afghanistan og Talibans magtovertagelse står vi over for et nyt kapitel i flygtningehistorien. Regeringen meldte før sammenbruddet ud, at man ville give et mindre antal af de, som har hjulpet den danske ambassade og de danske styrker, midlertidigt ophold. Skal vi nu se samme umenneskelige behandling af afghanere, som har risikeret deres liv for at hjælpe Danmark, som er blevet vores syriske medborgere til del? ”
Der er i dagens Danmark politikere, som mener, det er uacceptabelt, at konventioner skal sætte rammer for vores behandling af flygtninge. FN’s flygtningekonvention blev til på baggrund af det tragiske kaos efter Anden Verdenskrig, hvor millioner var drevet på flugt i Europa. I dag anslår UNHCR, at der på verdensplan er mere end 80 millioner flygtninge. I en verden uden internationalt forpligtende spilleregler og konventioner ville disse menneskers skæbne være overladt til vilkårlighed og regeringers forgodtbefindende.
LÆS MERE OM FLYGTNINGE I POV HER
Topillustration: Jødiske flygtninge fra Tjekkoslovakiet bliver ført bort af britisk politi i Croydon Airport, 31. marts 1939, fordi deres papirer ikke er i orden. Foto: AP/World Wide Photos via Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
