LIZZO // REPORTAGE & ESSAY – Egentlig skulle POV’s fotograf Eddie Michel kun fotografere superstjernen og berette lidt om stemningen fra hendes koncert i København. Men mødet med 34-årige Lizzo, en af verdens mest profilerede fortalere for selvkærlighed, den såkaldte kropspositivisme, blev en vækkelse, der gjorde ham endnu mere woke, end han nogensinde tidligere har været eller følt sig. Blev han – og de mange tusinde fans – forblændet af Lizzos budskab?
Da taxachaufføren hører, at jeg skal ud til i Royal Arena for at fotografere aftenens hovednavn, kaster han et undrende blik op i bakspejlet, så han kan se mig på bagsædet.
“Men så kan du måske fortælle mig, hvem det er, der skal optræde derude?” spørger han med eftertryk.
“Øh, ja da. Det er en kvindelig amerikansk sanger, rapper, musiker og sangskriver, der hedder Lizzo,” svarer jeg og returnerer med spørgsmålet om, hvorfor han synes så interesseret i at vide det?
“Jamen, jeg har allerede haft et par ture derud, og den ene af gangene så jeg, at der var en kø, som slangede sig hele vejen op fra metroen, langs gaden og hen til billetlugerne. Det var allerede for et par timer siden”, forklarer han ivrigt.
udelukkende kvindelige sorte dansere – mens hendes dj på podiet over dem, Sophia
Eris, leverer beats undervejs. Foto: Eddie Michel
“Og på min anden tur havde jeg taxaen fuld af unge kvinder, der var kommet hele vejen fra Irland. Normalt forstår jeg engelsk og amerikansk, men altså … det var meget svært forstå dem! Jeg opfattede kun noget med, at det var helt umuligt at få billetter i Irland til hende der, du taler om. Så de var sgu taget hele vejen til Danmark for at se hende. De glædede sig helt vildt,” forklarer den smilende chauffør.
Hans lille beretning om de dedikerede superfans skal vise sig at være et forvarsel om den stemning, der kun tre kvarter senere kommer til at herske i Royal Arenas kæmpemæssige koncertrum. Ordet ’herske’ er valgt med overlæg – for det var en hersker og hendes loyale følgere, jeg skulle komme til at opleve. Havde jeg ikke fået den lille forhåndsberetning om stemningen, så havde jeg i al fald ikke været i tvivl ved ankomsten til den royale arena.
Lizzo – hjertevarme og fest
Fra det øjeblik jeg stiger ud af taxaen, sitrer det i den kolde februar-vind med hjertevarme, forventninger og nærmest fest … og så betragtelige mængder tung parfume, at ikke engang resterne af stormen Otto fra dagen i forvejen kan opretholde friskheden i luften. Glitrende pailletter er rigt repræsenteret i vintermørket. Pailletnederdele, pailletkjoler og pailletbluser. Og endeløse strømme af kvidrende, lattermilde kvinder, hvis lysende smilende ansigter afgiver varme i en ellers sammenbidt kold tid.
Det lover godt. For naturligvis, er jeg – POV – der for musikkens skyld, men vi er her faktisk lige så meget for netop stemningens skyld. Eller rettere summen af Lizzos musik. Ja, hun er en god sanger. Ja, hun er en god rapper. Ja, hun er en god performer. Ja, måden, hun krydrer det hele på med noget så rap-R&B-pop-atypisk som tværfløjte, er fabelagtig. Men summen af alt dét, sammenholdt med ordene og attituden i de tekster, hun skriver, hvor hun faktisk har noget på hjerte, det er dét, der for alvor er det interessante.
Måden, hun i forlængelse af dét fremstiller sig selv på en scene – og offentligt i det hele taget, er aktivistisk. I en moderne flower power’sk hippie-forstand. Der er noget make love, not war over det. Vær ikke i krig med andre, men vær først og fremmest ikke i krig med dig selv.
Som en af de mest profilerede fortalere for selvkærlighed og den såkaldte kropspositivisme har hun i løbet af de seneste år fået opbakning fra millioner af mennesker verden over. For den uindviede: Kropspositivisme handler kort fortalt om at anerkende og acceptere forskelligheder i kropstyper og fremme et positiv forhold til sin egen krop og kropsbillede.
Bevægelsen har fundet massiv opbakning fra eksempelvis LGBTQ+-samfundet, mennesker med handicaps og mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser.
Det kan have en stærk indvirkning på, at man skubber verden i den rigtige retning, og at det måske kan gøre, at man fokuserer på musikken og ikke så meget på, hvordan vi ser ud, dét synes jeg er mega fedt
For Lizzo (hvis krop stereotypisk vil blive betegnet som stærkt overvægtig) spiller kropspositivisme en markant rolle. Ikke kun i hendes privatliv, men også i hendes musik. Her, og i interviews, er hun åben omkring sine egne oplevelser med kropspositivisme, og hvordan hun før i tiden har haft et svært forhold til sin egen krop – og hvordan hun har brugt og bruger det til at udtrykke sig selv i sin musik. Og hvordan hun med sin musik bruger det til at inspirere andre til at elske deres kroppe. Et budskab om selvkærlighed og selvtillid, hvor hun opmuntrer sin lytter til tage kampen op mod stereotyperne og de såkaldte kropsidealer:
„In there, swimwear, going to the pool shit / Come now, come dry your eyes / You know you a star, you can touch the sky / I know that it’s hard but you have to try” (fra nummeret “Good As Hell”, streamet 530 MILLIONER gange alene på Spotify).
„Slow songs, they for skinny hoes / Can’t move all of this here to one of those / I’m a thick bitch, I need tempo (tempo)” og „Look at my ass, it’s fitty-fitty-fat (fat)” og „Thick thighs save lives” (fra “Tempo”).
„If I’m shinin’, everybody gonna shine (yeah, I’m goals) / I was born like this, don’t even gotta try” (fra “Juice”).
„Mirror, mirror on the wall, tell me what you see / It’s that, oh my God, it’s lookin’ heavenly” (fra “Scuse Me”).
„I am my inspiration, I am my inspiration” (fra”Water me”).
Lizzo er hele pakken
For Lizzo handler det derfor i lige så høj grad om, hvordan hun bruger sit budskab på den platform, hendes musik afføder: I de konventionelle medier, på de sociale medier og på en platform som Royal Arena, hvor det denne lørdag så netop derfor handler om så meget mere end ’bare’ musikken.
POV er her for at opleve denne musikalske aktivisme og dens budskab, der har fået og får stærkere og stærkere indflydelse på vores kultur og samfund, og som har gjort Lizzo til en inspirationskilde for så mange. En af dem er 30-årige Hannah Stentoft fra København, som jeg tilfældigt møder på vej ind til ved billetlugen.
“Lizzo, er hele pakken. Jeg kan se meget af mig selv i, hvordan hun ser ud. Jeg er også en ’større pige’”, siger Hannah med et stort smil.
“Så det betyder meget, at der er nogen, som nogenlunde ligner mig i forhold til kropsform. Der er ingen skam hos hende omkring hendes krop. Og … så er hun rent faktisk fremragende til det, hun gør. Hun danser, optræder, spiller fucking fløjte altså … hun er pissedygtig! I min optik kan hun så meget, som de andre store popstjerner ikke kan. På den måde synes jeg, at hun er banebrydende. At hun har kunnet tilsidesætte kønsidealerne og opnå så stor succes, er ret vildt.«
“Jeg har det lidt anderledes,” supplerer Hannahs veninde, 28-årige Oliva Linder.
“Som kropsideal har jeg hende ikke som det samme forbillede. Det er lidt mærkeligt, at det skal handle så meget om dét. Jeg synes lige så godt om Rihanna og lige så godt om Beyoncé, som hver især har vidt forskellige kropstyper, men det er ikke det vigtige for mig. Det vigtige for mig er, om det er musik, jeg kan synge med på, om det er flot og melodisk – og noget, jeg har lyst til at høre på. Men at hendes størrelse kan betyde noget, og at det kan have en stærk indvirkning på, at man skubber verden i den rigtige retning, og at det måske kan gøre, at man fokuserer på musikken og ikke så meget på, hvordan vi ser ud, dét synes jeg er mega fedt. Og det samme synes jeg om det tøj, hun klæder sig i. Det er tøj, som man i et kedeligt leverpostejs-Danmark måske ikke synes, er okay; ”Åh nej, hun har da en delle der, eller en delle der.” Men hun har lyst til at have det tøj på, og så skal hun selvfølgelig have det! Hun har en måde at udtrykke sig på, som mange kunstnere måske har følt sig begrænset af på grund af deres størrelse. For eksempel, Jada”, konkluderer Olivia.
Hun hentyder til den danske R&B-sanger, komponist og producer Emilie Molsted Nørgaard, bedst kendt som Jada. I DR3-dokumentarserien, Jada – lillebitte kæmpestor fra 2019 gør hun dog en dyd ud af ikke at betegne sig som kropsaktivist og ikke at ville fremme en dagsorden med sin musik, som Lizzo gør.
“Det er ret vildt at være blevet aktivist for at se ud, som jeg ser ud”, fremhæver hun i dokumentaren, “Det føles super snævert, at hvis jeg skal være glad for min krop, som den er, så må det være fordi, jeg er aktivist”.
Ohh, see that girl, watch that scene
Selvom ikke alle 11.-12.000 fans er på plads, så er festen allerede godt i gang, da jeg træder indenfor i den store koncertsal. Tak for kaffe. Det virker mere som en kæmpemæssig dansefest end nogen, der utålmodigt står og venter på en verdensstjernekoncert. Et er, at de fremmødte Lizzo-disciple (hvor jeg pludselig også skimter en del mænd – et par stykker endda iført festlige imiterede pelse) har fyret den af til opvarmningen (den engelsk-ghanesiske sanger og rapper, Bree Runway), men at de tilmed ikke kan afholde sig fra at give den gas til den pausemusik, Royal Arena har sat på, er noget andet.
Da Marc Ronson/Bruno Mars-nummeret “Uptown Funk” ryger på, bryder de mange tusinder ud i et kæmpe synge-med-kor – særligt på omkvædet „Don’t believe me, just watch” – mens dem, der ikke står med drinks, smider hænderne ledløst i vejret og laver seriøse mooves på alt fra sæderækkerne til gulvet.
Et alt andet end underbygget gæt fra min side er, at fordelingen nok er 70 procent kvinder og 30 procent mænd, hvoraf (igen kun et gæt) omkring 80 procent er i alderen 20 til 30 og resten mellem 30 og 40. Udover mig selv opdager jeg kun få andre omkring de 50. Vi udgør nærmest et sælsomt syn.
Helt fuldstændig amok går det, da ABBAs “Dancing Queen” kommer på anlægget: „Yoooou can dance / You can jiiiive / Having the time of your liiiife, Ooooooh, see that girl / Watch that sceeeene / Digging the daaaaancing queen”. Folk varmer simpelthen op!!! Det er så overvældende, at jeg med mine næsten 50 år som koncertgænger (jeg var tre år gammel, da min mor og hendes veninder tog mig med til min første koncert: Ike & Tina Turner i K.B. Hallen, 1973) må erkende, at festen i denne pause er større, end hvad jeg set til de fleste koncerter, når de kulminerer!
Forstil dig så, hvad der sker, da Lizzo så omsider kommer på. Der rejser sig en orkan, der får stormen Otto til at minde om en sommerbrise. De mange tusinder S K R I G E R. Med en sådan volumen, at end ikke den KISS-koncert, jeg så i K.B. Hallen i september 1988, kan måle sig i lydstyrke (det var ellers det højeste, jeg nogensinde har hørt). Og så skyder hun ellers festen i gang med “The Sign”, åbningsnummeret fra albummet Special, som hun udgav sidste år:
“Hi, motherfucker, did you miss me? / I’ve been home since 2020 / I’ve been twerkin’ and making smoothies, it’s called healing / And I feel better since you seen me last / I been training, I can flex that ass / So when I shake it, I can shake it fast / Make that camera flash, camera flash, camera flash”.
Og det gør de så. Flash, flash, flash. Folks mobiltelefonkameraer bliver flået frem og går direkte på overarbejde. Koncerten er i gang og kører for fuld damp i hele to timer. Præcis.
Lizzos ekstra point
Retrospektivt kan jeg jo opremse en masse om, hvordan Lizzo scorede (ekstra) point:
Da hun på numre som “Boys” og hendes cover af Lauryn Hills “Doo Wop” (suppleret af sin dj, Sophia Eris) beviste, at hendes rap-kundskaber stadig har street-cred.
Da hun twerkede her der og alle vegne.
Da hun sang det bedste, hun havde lært, og lagde kraftfulde, følelsesladede vokaler ned over numre som “Jerome”, “Cuz I Love You”, “About Damn Time” – og at hun gav legesyge udgaver af “2 Be Loved (Am I Ready)”, “Truth Hurts” og “Scuse Me”, hvor hun med et “Toot toot, hey, beep beep” sendte lidt respekt til Donna Summers “Bad Girls/Hot Stuff (love)”. Ligesom Chaka Khan fik fuld respekt, da hun kastede sig over hendes “I’m Every Woman”.
Da hun viste sig efter kostumeskift.
Da hendes tværfløjtesoli her og der blev drysset ud over musikken.
Da hun lirede den max af i koreografier med sine dansere, tilsat imponerende visuelle elementer og scenografi.
Da hun som ekstranummer lod “Juice” flyde ud over salen, der formentlig her nåede sit orgastiske højdepunkt.
At hun gennem sin musik og platform ikke fremmer kropspositivismen som rettet mod een bestemt kropstype, men at hun omfavner alle kropstyper og størrelser … og for øvrigt også kvinden og manden, og de sorte, og de hvide, og transpersoner, og de homoseksuelle og …
Men … det er jo netop bare en opremsning. På den måde fik hendes fans det hele. Men også lidt til og meget mere. Det ’lidt til’ og det ’meget mere’ er summen af det hele. Rettere stemningen, som understreget i indledningen. Dét er en Lizzo-koncert. Hendes evne til at skabe en særlig og mindeværdig oplevelse af kærlighed, der rammer publikum i det inderste af deres hjertekule. Og så er det komplet ligegyldigt, at visse af de nye numre ikke var så potente som de gamle, eller at hun måske tog sig liiiidt for meget tid til at tale med publikum og uddele personlige historier og erfaringer.
Eller at det syntes lidt for iscenesat ned til mindste detalje, uden rum til improvisation. For det afholdt hende ikke fra at tage de ophold, hun havde lyst til i den tilsyneladende stramme afvikling. For at nyde publikums reaktioner. I en rus af gengældt kærlighed kvitterede de nemlig ved at synge med på samtlige numre. I ekstase bar og løftede de hver eneste af hendes strofer og bevægelser op til højder af tilbedelse.
Når hvert nummer sluttede, skreg og klappede alle så massivt, at jeg (må gentage mig selv) aldrig har oplevet noget lignende! Bifald, der varede ved og ved og ved. Det var tydeligt, at Lizzo blev berørt af det, og at det forstærkede den fest, hun selv havde på scenen.
Den positive energi
Den positive energi, festen, kærligheden, den samlede livsbekræftende stemning – og kropspositivismen – er det, der flyder rundt i samtlige af mine egne 115 kilo på vej hjem fra Royal Arena. Endda i en sådan grad, at jeg midt i euforien har glemt alt om, at langt fra alle er enige i Lizzos tilgang til kropspositivisme.
Jeg lærte at elske mig selv. Og, hvis jeg kan det, så kan du også
At internationale forskere og sundhedseksperter mener, at bevægelsen som helhed – og hun som en af budbringerne – ligefrem kan være en farlig påvirkning for folk, der allerede er overvægtige eller lider af spiseforstyrrelser. Eller at en undersøgelse foretaget i 2020 af forskere fra University College London og King’s College London viste, at personer med overvægt, der har en positiv holdning til deres krop, er mindre tilbøjelige til at tage skridt til at forbedre deres helbred.
Og det at acceptere kroppe i alle størrelser kan føre til en normalisering af overvægt og en livsstil, der kan være livstruende.
Noget, der i sin yderste konsekvens kan føre til øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og andre sundhedsproblemer. Alene herhjemme viste tal fra Danmarks Statistik i 2021, at overvægt er en af de største sundhedsmæssige udfordringer: 52,6 % af den voksne befolkning i Danmark er overvægtig (BMI over 25).
Ligesom andre tal sidste år viste, at af disse lever næsten 900.000 voksne danskere med en BMI over 30 og dermed lider af svær overvægt. Forskere bekymrer sig også over, at en stærk fokus på kropspositivisme kan føre til normalisering af overvægt og en undervurdering af de sundhedsrisici, der er forbundet med det. Ligesom der også er en vis bekymring for, at kropspositivisme kan føre til en stigmatisering af overvægtige, der så forsøger at tabe sig eller arbejder på at forbedre deres helbred. Ligesom andre kritikere mener, at bevægelsen kan føre til en polarisering af debatten om sundhed og krop, hvor man enten er for eller imod.
Men havde jeg haft forskernes bekymringer med mig hjem i taxaen, så var jeg nok også kommet i tanke om, at Lizzo har mødt kritikken ved at understrege, at kropspositivismen ikke handler om at opfordre til en usund livsstil, men om at fremme et positiv forhold til sin krop – noget, der kan være med til gøre folk mere tilbøjelige til at tage sig af deres krop, når de tænker positivt om den.
“Jeg tager selvkærlighed meget alvorligt. Det gør jeg, fordi da jeg var yngre, var jeg optaget af at ville lave alt om ved mig selv … men nu elsker jeg alt ved mig selv. Jeg lærte at elske mig selv. Og, hvis jeg kan det, så kan du også”, som hun sagde det i et interview med CBS This Morning i 2019.
Og der har vi det igen … det, Lizzo handler om: At hun gennem sin musik og platform ikke fremmer kropspositivismen som rettet mod een bestemt kropstype, men at hun omfavner alle kropstyper og størrelser … og for øvrigt også kvinden, og manden, og de sorte, og de hvide, og transpersoner, og de homoseksuelle og … alle og alt, hvad der kan føre til en inkluderende og mangfoldig kultur.
På den vis var der måske ikke noget ’overraskende’ ved The Special Tour – i den forstand, at hun og hendes udelukkende kvindelige backing-band og dansere ’som altid’ formår at få publikum op af stolene og skabe en fest af dans og kærlighed. Men det virkede heller ikke som om, at de mange tusinder var der for at blive overrasket – men for at blive bekræftet i, at de ér gode nok, som de er, og få den kærlighedskrammer, som vi jo alle sammen så ofte har brug for. Måske særligt mange unge, der af den ene eller andre grund har det svært i verden. Bare fordi de er dem, de er. Bare fordi de ser ud, som de gør.
I et par timer kunne Lizzo bekræfte dem i, at det kan betale sig at stræbe efter drømmen. Stræbe som Buddha gjorde det under bodhi-træet, som Jesus gjorde det i ørkenen, og Moses gjorde det på bjerget. Det alle verdensreligionerne er enige om: Drømmen og budskabet om, at vi skal tilgive hinanden og os selv, og at kærligheden er den eneste vej og midlet til at helbrede vores sind …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
